Debat - Angående Lenz og D.R.

Af
| DMT Årgang 48 (1973-1974) nr. 05 - side 141-142

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

DEBAT

Angående Lenz og D.R.

Efter at jeg har erfaret at være den anonyme free-lance medarbejder, der benyttes som kronvidne i DMTs årti kel om påstået censur i D.R. (Se DMTs november-nummer), må jeg nødvendigvis fastslå følgende:

Jeg har ikke refereret noget udtalt forbud mod at benytte Hans Georg Lenz i D.R. alene af den grund at jeg ikke har været præsenteret for et sådant forbud. Og hvad mere er: jeg har overhovedet ikke udtalt mig til DMT om spørgsmålet (""DMT erfarer. ..""). På baggrund af et konkret tilfælde har jeg derimod helt privat ytret tvivl overfor en af DMTs redaktører om de saglige motiver bag Lenz's fravær i D.R. Det skal jeg gerne vedkende mig. Men for det første er det tvivlsomt presseetik sådan uden videre at trykke hvad man mener at høre i krogene, og for det andet bestemmer jeg helst selv hvornår mine fornemmelser skal nå DMTs spalter, l alt fald kunne redaktionen passende have orienteret mig før jeg blev taget i ed. Så meget mere som det i mellemtiden har vist sig at min daværende fornemmelse kunne bero på en misforståelse. Men hvadenten der er grundlag for mistanke om det DMT så pompøst kalder ""censur"" eller ej, så er det mig en gåde hvordan man mener at kunne gavne nogen ved at føre sig frem i sladderjournalistisk ""Se og Hør""-stil.

Karl Aage Rasmussen

SVAR: Redaktionen står ganske uforstående overfor, hvorfra Karl Aage Rasmussen kan have erfaret noget om DMTs kilder. Det er i hvert fald ikke sket gennem redaktionen, der naturligvis beskytter sine kilder.

Red.

Et usigneret indlæg i DMT (nov. 73) med overskriften ""Cencur i Danmarks Radio?"" beskæftiger sig med det forhold at Hansgeorg Lenz i en periode har haft færre udsendelser end forud. Indlægget sætter dette i forbindelse med Hansgeorg Lenz' ""kanonade mod DRs programpolitik"" i Information, og antager endvidere at det første er en følge af det sidste. Censur er et vidt begreb. DMT's redaktion har tidligere (s. 202) understreget at den ikke anser beskæring af indsendte indlæg for censur. Det kan dog slet ikke kaldes censur at man afviser artikler (udsendelser), eller blot undlader at opfordre en

bestemt person til at medvirke, når der er rigeligt med stof. Indlægget peger endda på at der i den pågældende periode har været en stor udsendelsesrække (Jan Maegaards Fartein Valen-serie) der ""i princippet mindede om Lenz' foredrag"". Det hæderligste ved det indlæg er således nok spørgsmålstegnet i overskriften.

Mogens Andersen

Musikchef Svar:

Det er muligt at DMT har taget fejl på en række punkter i den aktuelle sag. Det beklager vi i så fald. Men det ville ikke rokke ved det principielle, som hele tiden har været DMT's sigte: at Danmarks Radios musikafdeling — af den ene eller den anden grund — forsømmer dét stofområde og den radiofoniske form, som bl.a. Hans-georg Lenz repræsenterer. At den enlige svale: Jan Maegaards Fartein Valen-udsendelser i sommeren 1973 skulle være ""stof nok"", forekommer snarere at være en bekræftelse end et dementi af dette synspunkt — så meget mere som der her var tale om en række værkpræsentationer mere end om en selvstændig udsendelses-serie.

l stedet for et svar . ..

Poul Nielsens ""åbne brev"" (DMT, sept. 73) var skarpt, men af tænksom og ærligt spørgende natur, der gjorde et omhyggeligt svar til en forpligtelse. Pelle Holmgreens indlæg (dec. 73) er ikke af denne kvalitet, og jeg må gøre DMT's redaktion opmærksom på, at det er mig umuligt at finde saglige grunde til at underholde (el. irritere) læserne med en holmgang på en så privat-allergisk udfordring. Bortset fra de sidste 2 siders konkrete sags-omtaler er hans indlæg så pinligt personligt at det hurtigst muligt bør glemmes. Angrebet på min ""stil"" latterliggør sætninger og sammenhæng uden på noget punkt at godtgøre, at disse skulle rumme overflødige ord eller være u-informative. Et sådant angreb er i klasse med 3. klasses ""æh-bæh, du er rødhåret"" og kunne suppleres med en (ligeså overflødig) pegen-fingre af Pelle Holmgreens naivt-selvretfærdige sarkasme — men det hverken orker jeg eller finder rimeligt i et musiktidsskrift. Også den vældige køren-de-filosofiske-ka-noner-i-stilling med stakkels Harald Høff-ding som gidsel føler jeg helt malplaceret:

meningen er øjensynlig, at enhver nu kan se at min filosofi ikke er så ny endda — hvilket blot en lille smule nærlæsning af mine udtalelser havde vist, at jeg heller ikke selv mener — isprængende citater af Goethe og henvisende til Pythagoras m.m. Noget andet er at dette århundredes videnskabelige erkendelse i stadig højere grad synes at støtte de gamle helheds-filosoffer. Jeg har før henvist til Koestler-symposiet ""Beyond Reductionism""

(Hutchinson, 1972) men gør det gerne igen.

Hvad angår den mere relevante sagsdiskus-sion, er der nok interessante punkter at besvare, men jeg nægter at tro at denne livsanskuelsesdebat tilhører et musiktidsskrifts emneområde. Selvmodsigelserne i Pelle Holmgreens højtråbende indlæg gør det svært at forstå ham (""Kausalitet er noget vi i vid udstrækning er nødt til at anerkende' (.. .) ""noget helt andet er at kausaliteten ikke findes på nogle områder""), men jeg skal gerne forsøge at rede trådene ud for de læsere (der ikke som PGH på forhånd ved at jeg vrøvler), der er interesserede i sagforhold og ikke i aggres-sionsventiler. De bedes blot tilskrive mig privat (Nørrebrogade 90, 2200 Kbhvn. N), og jeg skal da tilsende et fotokopieret og aldeles upolemisk svar på punkterne 111 A-B-C.

Per Nørgård

Kunsten at diskutere cembalo

""Das war doch eine grausame Salbe"", tænker man efter at have læst Finn Vider-0s iøvrigt interessante indlæg i DMT nr. 4. Det er lidt kedeligt, at Dansk Musiktidsskrift nu igen skal misbruges til snæver polemik mellem ""fagidioter"", — bladet er jo nærmest blevet ulæseligt netop af den grund. Man kan altid finde nogle andre citater, som siger lige det modsatte af det, der stod i sidste nummer. — Det gælder bare ikke om at slynge skriftsteder i hovedet på hinanden, men om at se kendsgerningerne i øjnene. Fra 1962 og fremover er der sket en ændring i opfattelsen af cembaloteknik og denne ændring er baseret på de cembalo kopier, som nu fremstilles i så stort antal. Wancfa Landowska og Eta Harich Schneider, som Viderø sætter så højt, spillede jo netop på de gammeldags Pleyel og Neupert instrenter, som lyder bedst, når man spiller overvejende legato.

Ved et uheld startede jeg selv mine uden-landsstudier om ikke hos Wanda Landowska, så dog hos en af hendes rettroende disciple, Aimée van de Wiele, i Paris og kender altså den spillemåde temmelig godt. Det var en frygtelig tid. Jeg må sige, at jeg fik mere ud af Finn Viderås egne forelæsninger på Københavns Universitet. Jeg nærmest flygtede til et nyt land, nærmere bestemt Schola Cantorum i Basel, som på det tidspunkt befandt sig i et overgangsstadium. l dag praktiserer man i Basel den spillemåde, jeg beskriver i artiklen.

Ved den internationale cembalokonkurrence i Belgien i 1971 var det tydeligt for enhver, at kopierne og den nye spilletek-nik havde sejret og at Neupert-lignende instrumenter var på vej ud i kulissen, og ved den kommende konkurrence i 1974 vil de gammeldags cembali være en saga blot. Nu kan man så mene om konkurren-cer, hvad man vil, men ved en sådan lejlighed samles alt, hvad der er værd at bemærke om cembalo, og man bliver rigere på erfaring.

Men mon ikke Viderø, inden han ""lyser mig i band"" skulle prøve et af de nye instrumenter og selv bedømme, om ikke der kræves et noget andet anslag end det gennemførte legato?

Ulla Kappel

Årgang 48/1973-1974, nr. 05