Kulturen er det hele

Af
| DMT Årgang 48 (1973-1974) nr. 05 - side 123-123

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

KULTUREN ER DET HELE

Hvis man siger at det er den særligt kulturpolitiske opgave at skabe større mulighed for personlig aktivitet i det upersonlige samfundsapparat og at sætte menneskelige hensyn over rene effektivitetshensyn, har man ikke sagt ret meget; de fleste vil kunne enes om det i teorien. Men hvordan man i praksis vil virkeliggøre de ideer om frihed og personlig udfoldelse, som alle i teorien er fælles om, det er ikke blot et kuitur-po\tsk spørgsmål i snævrere forstand, men et politisk spørgsmål: et spørgsmål om hvordan samfundet i det hele taget skal indrettes, hvilken karakter opdragelsen, uddannelsen, arbejdspladserne, institutionerne o.s.v. bør have. En politik, hvis hovedproblem ikke er hvad der er i samfundets økonomiske interesse, men hvilket samfund der er i menneskets interesse, ville være kulturpolitik i videste forstand, - kulturen er netop det hele.

Ovenstående citat - fra Villy Sørensens essaysamling "Uden mål - og med" - kan være en brugbar løfteraket for en kommentar til valget den 4. december og dets mulige kultur-politiske konsekvenser. Uanset politiske ståsteder må valgresultatet have været et chok ikke mindst for såkaldte kulturarbejdere: samtlige etablerede partier i voldsom tilbagegang, socialdemokratiet - initiativtager i de sidste tyve års kulturpolitik - definitivt reduceret fra bevægelse til parti, en ny, politisk dilettantisk, men klart kulturfascistisk højrefløj overvældende stærkt repræsenteret i folketinget - overalt forstærket splittelse og øget polarisering.

Det er blevet hævdet at de gamle politikere ligger som de har redt. Sikkert med rette. Den socialdemokratisk/liberale solidaritétsdoktrin, der både har været en forudsætning for og et resultat af vort velstandssamfund, har tilsyneladende kun tilslutning sålænge velstanden stiger. Stagnation og inflation - stagflation, som det hedder - tåler den åbenbart ikke. Logisk nok: en midt søgende kompromispolitik, der som højeste mål har at forlige kapitalisme og socialisme under fællesnævneren øget produktion/økonomisk vækst uden at (kunne) enes om hvad væksten skal bruges til, må naturligvis indstille sig på et nederlag den dag væksten standser. På kort sigt betyder det pause — og altså også kulturpause.

Mere bliver det ikke til - dertil har de fem gamle partier trods alt været for enige om kulturpolitikken i 50'erne og 60'erne. Vi vil i den nærmeste fremtid opleve en række nedskæringer af allerede tildelte bevillinger og udsættelser af nye, udgiftskrævende love. Herunder musikloven. Altsammen føleligt og beklageligt, men til at bære - for musiklovens vedkommende så meget lettere som den i sine hidtidige skikkelser netop har lidt af den mangel på markant politisk holdning, som vælgerne tydeligvis også erklærede sig trætte af den 4. december.

På længere sigt tegner situationen langt mørkere. Her kan man udmærket forestille sig at flere af de gamle partier vil føle sig fristet af den stadigt mere højtråbende hetz mod den såkaldte finkultur, der føres fra både højre og venstre. Glistrups, Ekstrabladets og store dele af venstrefløjens hadske floskler mod professionel kulturaktivitet ligner efterhånden hinanden til forveksling. Og deres politiske styrke må ikke undervurderes: Glistrup leder folketingets næststørste parti, Ekstrabladet sælges dagligt i næsten 300.000 eksemplarer og både udenfor og langt ind i den organiserede venstrefløjs rækker synes det småborgerlige kulturhad at vinde stadigt bedre gehør. Det er ikke længere usandsynligt, at Glistrup vil kunne få sit ønske opfyldt om at udbyde Det kgl. Teater til salg i Berlingske Tidende.

Svaret på dette naive, men dødsensfarlige kulturhad er ikke bare øgede kulturbevillinger. Som Villy Sørensen siger, drejer det sig ikke om kunst- eller kulturpolitik, men simpelthen om politik. Om holding. Om at turde formulere kravet om et samfund, hvor ikke blot "få har for meget og færre for lidt", men hvor de mange, de få og de færre kan opleve hinanden som lige uundværlige medlemmer af et meningsfyldt fællesskab. Det må fra nu af være i hvert fald socialdemokratiets selvfølgelige opgave at stille sig bag dette krav. Og på musiklivets område må det være i hvert fald musikrådets lige så selvfølgelige opgave at udmønte dette krav - til en begyndelse i et nyt musiklovudkast.

Årgang 48/1973-1974, nr. 05