Musikken - skolen og folket

MUSIKKEN - SKOLEN OG FOLKET - DE NYE IDEER OG ET PRAKTISK FORSØG

AF EJNAR Jacobsen

FOR enhver, der interesseret følger eller tager Del i vort hjemlige Musikliv, kan det vist ikke mere være nogen Hemmelighed, at der er noget nyt i Gære. Her i D. M. T. har nu en Række. Musik-Folk frejdigt taget Bladet fra Munden og paa en veltalende Maade under det fælles Feltraab »Ny- Orientering« ivret for en Forbedring (eller Omlægning) af hele vort Musiklivs Rammer og Indhold. Eet synes der at være fuld Enighed om: Vi maa bort fra det ensidige Koncertliv - særlig i dets monstrøse og alt for fordringsftilde Former - og i Stedet søge at vække og ægge »det private Initiativ«, saaledes at saa mange som muligt kommer i direkte Berøring og aktiv Forbindelse med 2 Musikken. Herved vil vindes, at Tonernes Kunst efterhaanden. kan b live en levende Værdi ogsaa for Folkets bredere Lag, og samtidig vil - som en naturlig Følge heraf - det gode, hørelystne og forstaaende Publikum fremstaa og sikkert ogsaa indfinde sig til Koncerter af virkelig lødig Art. - Dette er det bedste i de nye Tanker, og det synes jo saa slaaende rigtigt, at man vanskeligt forstaar, hvorfor det ikke tidligere er blevet sagt her paa Bjerget. At dog en og anden herhjemme - maaske ogsaa før dette ny Evangelium kom paa Prent - har syslet med de samme Tanker og begyndt saa smaat for sig selv at realisere dem, kan sikkert ikke undre nogen; men det gør ikke Glæden mindre, at nu saa mange modigt bekender sig til dette, og hver paa sit Felt arbejder paa at bringe Idéerne ud i Virkelighed, - for nu bliver det jo dèr, at Tampen brænder!

Vi staar altsaa overfor den Kendsgerning, at Musiklivet, som det hidtil har formet sig, er ved at køre fast, fordi Forudsætningen, Grundvolden (Folkets Interesse og Tilslutning) mangler. Lad det nu for en Del skyldes, hvad Hr. mag. art. Povl Hamburger vistnok har Ret i, at selve Musikken har »udviklet« sig mere og mere i Ufolkelig Retning, baade hvad Form, Indhold og Udførelsesapparat angaar (1) - sikkert nok saa meget finder Misèren sin Aarsag deri, at man overhovedet ikke herhjemme har gjort noget af Betydning for at opdrage Folket paa dette Punkt og trække det med i Musikudviklingen. Først i de allerseneste Aar har en Musik-Pioner som Komponisten Rudolph Simonsen indset dette Misforhold og haft Evne og Energi til at tage fat ved Begyndelsen: Børnenes og særlig Ungdommens Indføring i Tonernes Kunst. Men hvorfor dog ikke indse, at Skolen er Stedet (2), hvor de allerfleste har det første virkelige Møde med Tonerne (i hvert Fald træder i aktiv Forbindelse med dem), og hvor en ganske vist i Timetal alt for karrig, men dog jævn Forbindelse holdes vedlige i Sang og Spil Aar efter Aar.

Som bekendt er Børnene - særlig de mindre - meget modtagelige for Indtryk og Paavirkninger, hvilket jo paa samnie Tid er en stor Fordel og en farlig Ting, da de. saaledes kan blive som. Ler i den Voksnes Haand. Tillige er Børnene aabne, friskt oplagte og forventningsfulde - særlig overfor Tonerne, der ligesom er et helt naturligt Sprog for dem, som de gerne tager for det, det er - uden Fordomme og forbenede Indstillinger. Saadan en Klasse vidt forskellige smaa. Menneskespirer vil gerne være »Publikum« og sidde stille og lytte til, hvad Klaveret eller Violinen kan sige dem, men allerhelst vil de dog selv synge, ja ogsaa selv spille - om bare de kunde! Man kan saavist ikke beklage sig over Mangel paa Sang- og Musikglæde hos Børn af Folket.

Hvornaar og hvorfor er det da, at denne naturlige Trang og Evne gaar i Staa hos de allerfleste af dem? - for det er jo desværre sandt, at der faktisk er saa lidt levende Musik-Interesse i vort Folk - at den Musik, som man almindeligvis dyrker og »nyder«, og de Sange, man i særlig, festlige Stunder føler Trang til at synge, med et mildt Udtryk absolut ikke fortjener at kaldes Musik. Det var dette Spørgsmaal, som paatrængte sig mig, og maaske fordi jeg gennem mit daglige Arbejde som Sanglærer ved en stor københavnsk Skole var saa interesseret i dets Løsning, fik jeg Lyst til at gøre det praktiske Forsøg, hvorom nedenfor berettes.

Jeg blev snart klar over, at Skolen med Hensyn til dette Spørgsmaal slipper de fleste unge paa et meget kritisk Tidspunkt - og det værste er: slipper dem uden et: »Paa Gensyn i Ungdomsskolen«. Altsaa - netop som Interessen er vakt og Modenheden i Vækst, brydes Broen af. Saa er de unge med deres Musiktørst ude for det tilfældige, og Resultatet heraf er velkendt. Jeg fandt det derfor af Interesse at erfare, om Skylden var de unges eller Skolens (Samfundets) - kort sagt: om de unge, med Interesse for Sang og Spil virkelig brød sig om at komme til Skolen igen og fortsætte. Efter at have faaet Skoleautoriteternes Tilladelse dertil, indbød jeg i 1927 en Flok unge Piger (mellern 14-25 Aar) til i Vinterhalvaaret 1 Aften om Ugen (2 Timer) at deltage i et gratis Sangkursus paa deres gamle Skole - ganske vist til en Undervisning noget anderledes end de var vant til, men sikkert just derfor mere tillokkende. De unge kom, - og vi tog fat. Planen for dette Kursus havde jeg udarbejdet i Samraad med Inspektøren for »Københavns Kommunes praktiske Ungdomsskole og Fortsættelseskursus«. Under Navnet »Sang som Centralfag« omfatter den flg. 4 Afsnit:

I. Eenstemmig Sang. - Særlig Vægt lægges paa Indøvelse af nye og gode Melodier til vor egen Tids danske Digte. Musikledsagelse af Læreren eller en af Eleverne: Violin - men helst Klaver.

Il. Korsang. - I Løbet af Vinterhalvaaret indstuderes 5-8 tre- eller firstemmige Korsange (ældre og nyere) med Henblik paa en afsluttende Fest med Koncert for Elevernes Paarørende.

III. Musik-Orientering. - Korte, instruktive Foredrag væsentlig i Tilknytning til de vigtigste Musik- Epoker samt de betydeligste danske og udenlandske Komponisters Liv og Værker,(3). Som Middel til at levendegøre Stoffet rnaa Lederen kunne illustrere dette med Musikprøver (bedst paa Klaveret). Hvis nogle af Eleverne magter det, faar de Opgaver for (smaa Klaverstykker og Solo Sange f. Eks.). I det hele taget opmuntres de til en saadan fri, utvungen Musiceren og vejledes ang. Musikalier.

IV. Skriftligt Arbejde for Eleverne (4). Som Middel til at fæstne det lærte og tillige vedligeholde eller fremhjælpe øvelsen i at behandle Modersmaalet fejlfrit, skriver Deltagerne hver 14. Dag et Resumé af Lærerens Foredrag i Stile- eller Diktat-Form. Med 2 ugl. Mødeaftener, sorn sikkert vil være det heldigste, bliver det altsaa 4 skriftlige Arbejder om Maaneden. Til denne ikke mindst vigtige Del af Undervisningen er Stoffet udarbejdet saaledes, at det let kan behandles af Eleverne (Diktater og Dispositioner). Fra Bibliotekernes Bogsamling er der udvalgt Litteratur, hvori de enkelte Emner viderebehandles.

Selvfølgelig gennemses og rettes disse skriftlige Arbejder. Til hvert Aar er endvidere udarbejdet et smukt originalt Elevhefte (med Noder, Billeder og Sangtekster foran), der efter et Halvaars Undervisning fremtræder som en selvskrevet, lille Haandbog, hvori Eleven da senere kan søge det lærte samt finde Navnene paa de Bøger, hvorfra Stoffet er hentet - og saaledes arbe Jde videre paa egen Haand.

Af ovenstaaende vil man kunne se, at Sagen er grebet praktisk an: det nyttige er forbundet med det behagelige, og de unge er hele Tiden aktivt med. De skulde saa gerne gennem de 2 Vinter-Halvaar, som Kursuset varer, udvikles til bedre at kunne skelne Avner fra Kerne i den Musik, de hører og dyrker - og samtidig lære at indse, hvor rig og dyb al ægte Kunst er, - kort sagt: faa Forstaaelsen af, hvad god Musik virkelig er - og hvor store Musik-Oplevelser der venter dem. Dermed er Basis lagt for en personlig Musik- Kultur-Udvikling, og dette var jo Maalet.

Saa vidt mig bekendt er en saadan Form for kombineret Sang- og Musik-Kultur ikke tidligere forsøgt nogen Steder. Paa en Studierejse til Tyskland har jeg haft Lejlighed til i Berlin-Charlottenburg og særlig i Dresden, at sætte mig noget ind i den her i D. M. T. saa ofte orntalte tyske Ungdoms-Musik-Bevægelse, samt til at tale med et Par begejstrede Ledere om dette Spørgsmaal. De fandt Idéen udmærket og mente, at den i de rette Lederes Hænder vil kunne blive et vigtigt Redskab til at føre netop Folkets brede Lag i aktiv og befrugtende Forbindelse med musikken. Efter nu i 2 Vinterhalvaar at have fortsat disse Kursus og gjort de nødvendige Erfaringer, tør jeg anbefale interesserede Sang- og Musikpædagoger (rned den fornødne Uddannelse), at sætte sig ind i dette »System« og selv gøre et Forsøg ined en Flok Unge. - Idéens Realisation er, som man vil have forstaaet, ikke »Fremtidsmusik«. Saadan som den ovenfor skitserede Undervisningsplan er udarbejdet, kommer nemlig et saadant Kursus (iflg. »Undervisningsministeriets Cirkulære vedrørende Aftenskolen i vort Land af 20. Oktober 1928«), ind under de autoriserede Former for »refusionsberettigede, almendannende Ungdomsskoler«. Da saaledes de ydre, økonondske Betingelser er i Orden, vil jeg for den gode Sags Skyld oprigtigt haabe, at mange kompetente Sang- og Musiklærere her i København saavel som Landet over maa faa Lyst til at tage et saadant Arbejde op og saaledes, paa praktisk, Maade give et Tilskud til Rejsningen af en virkelig sand, folkelig Musikkultur i vort Land.

Fodnoter:

(1) D. M. T. Nr. 9, 29: »Dansk ""Musik - en Kulturfaktor?«

(2) Uden at underkende Betydningen af Rud. Simonsens Kursus og Prof. Erik Abrahamsens Musik-Foredrag i Radioen, (som jo netop er beregnet for Skoler og uden Tvivl er en udmærket Idé), kan det tænkes, at den nedenfor skitserede Form ejer helt nye og særlige Betingelser for at naa det tilsigtede Maal: at vække til aktiv Virksomhed med Musik.

(3) At disse Oversigter maa være lige langt fra det overfladisk-sentimentale og det »videnskabeligt«-dissekerende, er en Selvfølge. Rud. Simonsen har vist Vejen i sin Bog »Musikkultur«.

(4) Dette Afsnit vil maaske straks forekomme nogle at være. Sagen uvedkornmende, men Erfaringen har vist, at ogsaa dette - rigtigt grebet an - formaar at fange de unges Interesse og Trang til Selvvirksomhed. Endelig er det nødvendigt at medtage det, for at denne Ulndervisnings-Type kan komme ind under de af Staten understøttede Kursus (herom senere).