In memoriam Aksel Schiøtz

Af
| DMT Årgang 50 (1975-1976) nr. 01 - side 47-47

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

In memoriam Aksel Schiøtz

Af Paul Moor

Af og til - skønt yderst sjældent- dukker der en kunstner op, som af en eller anden grund placerer sig i en kategori helt for sig selv, forskellig fra den, alle hans kolleger tilhører. Den store danske tenor Aksel Schiøtz tilhørte en sådan kategori takket være sin stemme, sin musikalitet, og i kraft af grammofonpladen som meddelelsesmiddel. D. 19. april bukkede han under af leukemi og mavekræft i København. Beundrere, der kendte hans repertoire gennem grammofonplader, betratede ham ganske simpelt som et unikum. Dog var der forholdsvis få, der kendte til de tragiske omstændigheder, der begrænsede denne storslåede sangkunst hovedsageligt til grammofonplader.

Og hvilke plader! Da importører bragte dem til New York i 1946 og '47, skabte de en enorm sensation - især to fantastiske arier fra Messias - blandt plade-samlere, en gentagelse af den sensation, de tidligere havde vakt i England. Lykkeligvis havde His Masters Voice i Danmark og England optaget et omfattende repertoire, der rummede to fuldstændige Lieder-Cyklus': Schuberts: »Die Schöne Müllerin« og Schumanns »Dichîerliebe«, begge med Gerald Moore ved klaveret, inden sygdom pludseligt afbrød hans karriere kort efter krigen. Skæbnen har været hård mod adskillige kunstnere, men sjældent i den grad, som den ramte Aksel Schiøtz på forskellige måder. Han begyndte sin voksen-tilværelse som gymnasielærer og havde allerede dengang en dejlig tenorstemme med et smukt, rundt vibrato, dog uden tremolo, men med en forbløffende baryto-nal klang gennem hele registeret. Mange af hans beundrere mente dengang, at

denne stemme gjorde ham selvskreven til en professionel sangerkarriere, men hensynet til tre børn og hans beundringsværdigt stærke kone, Gerd, fik ham til at tøve. (Ikke længe efter gjorde ankomsten af tvillinger hans ansvar endnu tungere!) Men tilsidst vovede han alligevel springet. Kort efter hans professionelle debut vågnede danskerne op en skønne morgen og fandt deres lille land besat af Hitlers Wehrmacht! Da al optræden i udlandet hermed blev umuliggjort, begyndte Schiøtz at .bruge sin kunst som middel til at styrke og samle sine landsmænd. I sin kamp for danskheden gav han afkald på hele sit tyske lieder-repertoire så længe krigen varede, - et lammende offer for en lieder-specialist. Men det lykkedes ham at opveje dette tab ved at genoplive en mængde værdifulde, hidtil forsømte eller helt glemte danske sange. Han sang overalt, i skoler, i kirker - sommetider direkte udfordrende, som f. eks. ved den nationale forfatter Kaj Munks begravelse, da tyskerne havde dræbt ham. Efter krigen belønnede den danske konge [Christian d. X] ham med ridderkorset. Bogstavelig talt alle danskere kendte ham, beundrede og elskede ham. Danske radioudsendelser under krigen havde fået sagkyndige i England til at spidse øren. Så hurtigt det var muligt efter krigens afslutning inviterede HMV ham til London til omfattende grammofonpladeoptagelser, og ved verdenspre-mieren på Glyndebourne af [Brittens] »The Rape of Lucretia«, som havde dobbeltbesætning af alle roller, alternerede han med Peter Pears i rollen som »The Male Chorus«. Den sommer grundlagdes et livslangt venskab med Benjamin Britten, Kathleen Ferner og Pears. Men da kom også det første symptom - dobbeltsyn - på en tumor akusticus, samme slags svulst på hørenerven, der slog George Gershwin ihjel. Aksel Schiøtz overlevede operationen i Stockholm, men fjernelsen af svulsten havde tvunget kirurgen til at beskadige

nervetrådene. Det var, som om en guillotine havde delt hans legeme i to fra hoved til fod. og den højre side var lammet, blindet og uden hørelse. Lægen sagde, at Schiøtz næppe ville kunne synge igen, men at han forhåbentligt ville kunne komme til at gå. I 1948, efter en lang rekonvalescensrejse på en fragtbåd, gav den ukuelige Aksel Schiøtz en come-back-koncert i København. Kort efter bragte en New York impres-sario ham over til tre Town Hall koncerter. Den første var på forhånd udsolgt, den anden var halvvejs udsolgt, mens den tredje blev fyldt væsentligt med fribilletter. Få år efter forsøgte Schiøtz et come back som baryton. Bånd, som Schiøtz har indsunget i Amerika, hvor han underviste, af Schuberts »Winterreise«- - og som desværre aldrig er blevet offentliggjort - har bevist, at hans kunstneriske evner var intakt. Den bog, han har skrevet, kaldte han slet og ret »Sangerens Kunst« [The Singer and his Art], og han kunne påberåbe sig denne titel med større ret end de allerfleste af hans kolleger kunne, eller kan. Nu har vi i det mindste, Gud være lovet, disse forheksende, disse enestående plader, der blev indsunget for ca 30 år siden. Sålænge folk sætter nål på plade, vil de forblive uvurderlige skatte, uforlignelige eksempler på, hvilket budskab den menneskelige stemme - i yderst sjældne tilfælde - formår at bringe.

Artikel bragt i »High Fidelity«, June 1975, med forfatterens tilladelse oversat til DMT af Gerd Schiøtz.

Årgang 50/1975-1976, nr. 01