Klip

Af
| DMT Årgang 50 (1975-1976) nr. 04 - side 184-184

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Klip

Radioens og pressens musikformidlere på tidsbegrænsning

Komponisten Henning Wellejus kommenterer 14. marts i Berlingske Tidende en kronik af Kristen Poulsgaard om det dårlige danske kulturklima. Henning Wellejus skriver bl. a.:

Tilbage er så radioen, der burde være den store arbejdsgiver, men ikke er det, dels p. gr. a. den almindelige økonomiske stramning, dels fordi radioens musikafdeling ledes enøjet og først og fremmest finder musikalsk salighed i den form for lydfænomener, som ikke siger de 99 pct. aflyttere og seere (eller mange af musikerne) noget som helst.

Man har åbenbart mest i tankerne at gavne den avantgardistiske side af vort musikliv, og derved afskærer afdelingen sig fra den centrale plads, der burde tilkomme den.

Vi kan operere med tre grupper af lyttere:

Den første er de mange fra program 3, som kun ønsker pop og ren underholdningsmusik. Det er dem, hvor radioen for det meste kører hele dagen.

Den anden omfatter det gedigne koncertpublikum, som er vokset op med klassisk musik, og som først og fremmest elsker den, men også kan acceptere nyere og ny musik, hvis den forekommer dem som en naturlig videreførelse af »musikhistorien«.

Den tredje gruppe er mikroskopisk lille og tæller hovedsagelig intellektuelle, som er avantgardistisk interesserede. En meget eksklusiv lille kreds.

Det er givet, at der aldrig vil kunne opnås nogen som helst forbindelse mellem gruppe l og 3. De taler vidt forskellige sprog.

Derimod er der mulighed for at hverve folk fra den første gruppe til »koncertgruppen«, og her bør bestræbelserne sættes ind, bl. a. ved et langt bredere og mere alsidigt repertoire på programmerne og ved ansættelse af folk, som forstår at »sælge« den »klassiske« musik.

Dette sidste er vigtigt, og vor musikafdeling er på dette punkt langt bagefter den svenske radio.

Der skrives som sagt musik af en helt anden art end den, hr. Poulsgaard og andre hyppigt udsættes for, men hvordan skal han og de andre kunne tage stilling dertil, når de så sjældent får lejlighed til at stifte bekendtskab med den.

Og dette får mig til at pege på det spørgsmål, hvorvidt det ikke ville gavne vort kulturklima, hvis posterne som afdelingschefer i radioen (herunder musikafdelingens chef) blev gjort tidsbegrænsede, hvad de i hvert fald ikke er nu, reelt set. F. eks. en fem-årig periode. Vi har kun én radio, og den bør sikres så megen alsidighed som muligt.

Der er i virkeligheden tale om en ikke ringe grad af indoktrinering ved den stædigt fastholdte linie og tydelige »reklame« for dens produkter. Musikafdelingen skiller sig på dette punkt ikke ud fra de øvrige, stærkt kritiserede afdelinger.

Det kunne måske også i vort lille land være en idé med en tidsbegrænset ansættelse af de store dagblades musikmedarbejdere, som jo har det i deres magt at præge det musikalske billede og udøve en farlig indoktrinering på samme måde som radioen. Det er den lille daglige dosis, der gør det!

Adskillige af vore bladmusikfolk kommer fra samme musik-miljø, nemlig en cand. mag.-uddannelse på universitetet, og det kan måske give en vis slagside, en overvejende intellektuel indstilling til musikkens kunst som kan komme tidens konstruktive værker til gode og bevirke en skævhed i fordelingen af lys og skygge.

At det store flertal af læsere og lyttere ikke er på bølgelængde hermed, er det vist overflødigt at bemærke.

Årgang 50/1975-1976, nr. 04