Den rene viljes musik

Af
| DMT Årgang 52 (1977-1978) nr. 05 - side 179-184

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Den rene viljes musik

Bengt Emil Johnson om Sven-David Sandström

Hvad søger da vore sjæle?

Til en nærhed stræber de.

En nærhed til noget, der anes

Højt ovenover og samtidig

Tæt ved.

Til dette

deres kærlighedssange. Fra dette

deres udtryk.

Dette »digt« synes jeg er en udmærket sammenfattende kommentar til Sven-David Sandströms musik. Man behøvede egentligt ikke sige mere, det jeg vil gøre i resten af denne artikel er at prøve på at forklare og forhåbentlig tydeliggøre noget af det komprimerede indhold i ovenstående linjer.

»Digtet« er opbygget af titlerne på de syv Sandström-kompositioner, der står på programmet ved Harpans Krafts koncert på Louisiana 19. marts. »Vad soker då våra sjaler?« er en tonsætning af Giorgis Seferis' digt for mezzopran og fire instrumenter. »Closeness« og »Effort« er to solostykker for henholdsvis klarinet og violoncel, »High above« er et klaverstykke, »Close to« en duet for klarinet og klaver, »Two love songs« en anden duet for sang og klaver. Endelig er »Expression« skrevet for mezzo, violoncel og firhændigt klaver, men integrerer også, ved hjælp af bånd, en række af SDS's tidligere kompositioner. Det hele hører sammen, danner en enhed. Expression står i ental.

Hvis jeg påstår, at SDS's musik har klart romantiske træk, må denne påstand straks tydeliggøres. Der er absolut ikke tale om stilistisk pastiche på musik fra den romantiske tidsalder, ej heller om subjektive følelsesudgydelser. Det jeg især hentyder til er en holdning, en anskuelse, der præges af troen på tilhørsforholdet til en stor helhed, meget større end individet og hans »personlige« udtryk - en slags »højere virkelighed«, som musikken - ligesom andre dele af individets liv og virksomhed - stræber efter at opnå kontakt med. SDS tror ikke, som kunstnerne i romantikkens tid gjorde, at kunsten kan fremkalde en permanent transcendens, selv være til stede i denne højere virkelighed. Musikken er ikke denne højere virkelighed, men et virkningsfuldt middel til at skildre selve menneskets stræben imod den. En slags model, men også noget mere: musikken er det medium, det sted, hvor gennembruddet trods alt kan finde sted - momentant, i et kort glimt, men virkeligt nok. Og i så fald som resultat af et arbejde, der ofte er virkelig hårdt og ikke medfører nogen særlig glat, musikalsk »skønhed«. Kompositionerne er gennemarbejdede til mindste detalje. Fortolkerne præsenteres for opgaver, der bevidst er gjort næsten umulige - i stedet for at fedte for musikerne og skrive » spille venligt«, udsætter han dem for en modstand, der skal overvindes, kæmpes igennem. Tilhøreren udsættes ofte i næsten bogstavelig forstand for musikken. Letfordøjelig popmusik strømmer ud alt for mange steder i vor tids lydlandskab - her kræves det, at man respekterer musikkens integritet og møder den med ens egne ressourcer mobiliserede. Musikken er ikke »sig selv nok« - men den er sig selv! Det er et godt udgangspunkt for kommunikation.

Man kunne også kalde denne musik åndelig. SDS er kristen, hans livssyn har givet noget at gøre med hans musik. Men han anvender ikke musikken propagandisktisk eller missionerende, ikke som indpakning omkring et budskab. Hans titler er meget præcise. Denne nøjagtighed fungerer ofte på flere planer samtidigt: titlen kan alludere til det musikalske materiale og behandlingen af det, men også til de symboler materialet anvendes til at skabe. Måske er der et sted en »vilje« og et »mål«. Dem forsøger musikken ikke at udsige noget om. Men om vejen imellem dem, om arbejdet, bestræbelserne, viljen, selve retningen i sjælen, formulerer den så meget mere. Dette er - midt i det jeg har kaldt den romantiske holdning - en meget realistisk indstilling. Den der lytter når ikke frem til Sven-David Sandström eller Gud eller Idéverdenen. I bedste fald når tilhøreren ved musikkens hjælp frem til sig selv, til et Her. I en verden af stadigt voldsommere strømmende pseudobegivenheder er dette - et intensifieret nærvær - en meget vedkommende dannelsesrejse og en spændende opdagelsesfærd.

SDS debuterede i slutningen af tresserne efter at have studeret på Musikhögskolan i Stockholm hos Ingvar Lidholm; vigtige impulser kom også fra György Ligeti og Per Nørgård. Det første større værk, der vakte opmærksomhed, var det grafisk noterende Bilder for slagtøj og orkester (1969). Her i halvfjerserne er han med en meget omfattende produktion rykket frem mellem de bedste yngre svenske komponister. De fleste genrer - undtagen elektronisk musik - er repræsenterede i hans værkfortegnelse, men kammer- og orkesterværker dominerer.

Rendyrkethed - koncentration - konsekvens - helstøbthed - det er fire nøglebegreber, når man skal karakterisere SDS's musik. Den unøjagtige notation, som Bilder er et eksempel på, forlod han snart til fordel for en mere og mere detaljeret nodeskrift. Visse elementer - musikalske symboler snarere end »stiltræk« - vender tilbage i næsten hvert eneste værk og giver selve musikken en sjælden helstøbthed, identitet - hvad enten det drejer sig om musik for soloinstrumenter eller for stort orkester. Til disse tilbagevendende træk hører bl.a.:

En energisk, knap frasering - der minder om stemmer, der hele tiden med voldsom ildhu begynder på at forsøge at artikulere noget, men bestandig afbrydes eller stivner til mekaniske, tvangsartet gentagne mønstre. Og herimod, i glimt: uventet frembrydende, sangbare, ekspressive partier - ligesom »anede« klange, der ofte opnås ved resonansvirkning eller interferenser. En stadig antydning af en anden, en mulig, men skjult musik. Sammen udgør disse elementer en polaritet, der næsten hele tiden kan fornemmes, en spænding inde i identiteten - en model af to meget forskellige tilstande eller »verdener«, der ligger meget nær hinanden, næsten går tværs igennem hinanden - men uden dybere kontakt eller udveksling ud over i korte tilfældige glimt.

Ekstreme tilstande, nuancer, tempi. Somme tider løber han næsten amok, når han løber linen ud, den »line« som kompositionsideen udspænder. En hensynsløs accept af de krav, som ethvert igangsat forløb, enhver etableret tilstand stiller om at eje sin tid, sit rum. Hæmningsløshed, den yderste konsekvens - ja, i musikken, i dens iboende kraft,.ikke som en attitude hos komponisten, for at »chokere«. Ekspression, udtryk -af og til føles det som et voldsomt fysisk tryk, der ikke kan holdes nede.

Kvarttonestemning og andre specielle omstemninger af enkelte instrumenter og instrumentgrupper. En konstant - og derfor også bevidst kontrollerbar, paradoksal - usikkerhed, der midt i sin tøven bidrager til at fremkalde interferenser, svævende klange, »åbenbaringer«, som SDS gang på gang iscenesætter, nej, fremmaner. Der er også noget tydeligt rituelt, besværgende ved denne musik - energisk manende, hidsende, snarere end ydmygt påkaldende. Resonanser fra stumt nedtrykkede tangenter, pedaler osv. Passiv, frigjort klang - som et resultat af andre(s) bestræbelser. Bagved, oven over …

Det formelt gennemarbejdede, beherskelsen af alle detaljer er som sagt påfaldende. Men det drejer sig ikke om selvgenererende formelementer af den type man finder i seriel musik af Darmstadtslagsen. Proportionskanon, gennemgående ostinati eller melodilinjer (som den melodi, der løber som en bærende akse gennem orkesterstykket Through and through) er karakteristiske eksempler. Herved undgår SDS både serialismens tynde, cerebrale abstraktion - og en derimod reagerende »fri stil«s flove løshed. Musikken bliver streng, energirig med agressive træk. Men det man kunne risikere ville blive destruktivt eller patetisk lukket om sig selv - i værste tilfælde bare en desperat kværnende tomgang - det lades med betydning ved hjælp af den den type symbolværdier, der findes i den slags elementer, jeg netop har søgt at beskrive (altså ikke litterære symboler!) og ved den stadige spænding - den dualistiske dramatik, der er stykkernes handling og motiv.

Ja, det drejer sig om en slags dramatik - men ikke i form af rollespil. Dramaet synes at udspilles inden i en identitet, der er sammensat og kompliceret (og som, det vil jeg gerne gentage, forekommer mig i meget højere grad at være musikkens end SDS's). Jeg har talt om »åbenbaringer«, om noget, der bryder frem, anes i mellemrum og mellemtider - bryder igennem larm og lammelser; af nåde, ovenfra ...?

Men ikke »ovenfra« i en vag, ulden religiøs betydning. Det kan lyde sådan, det skal lyde som åbenbaringer, men de er resultatet af kalkulering, beherskelse, fysisk og psykisk anspændthed. Man må slide for det.

Den højere virkelighed - det jeg gerne vil kalde det intensifierede nærvær - findes ikke andre steder, men skjuler sig inde i de mest hverdagsagtigt triste omgivelser. Ved at leve tristheden ud, leve sig igennem den kan man måske nå frem, punktvis. Alternativer, genveje findes ikke. Man må tage fat på tingenes tilstand - det er nok den simpleste måde at formulere den moral som SDS's værker, som alle gode værker, rummer. Forudsætningen for den mystiske farvede kommunikation er hårdt og håndfast arbejde, og det tager sit udgangspunkt i modpolen: kontaktløshed, mangel på kommunikation. SDS arbejder naturligvis med et subtilt samspil, men det er et samspil, der ofte udtrykker ikke-kontakt. De enkelte stemmer/individer danner, uden at de selv er skyld i det eller åbenlyst bevidste om det, en højere individualitet. Fællesskabet ligevel er håbefuldhed.

I Utmost for blæsere og slagtøj - der fornyligt opførtes i Danmark - er det næsten som om, man ser mennesker spærret inde bag tykt, isolerende glas, desperat gestikulerende, grimasserende for at påkalde opmærksomhed. Det er rene råb, uden angivelse af retning. Men i samme værk formidles ved hjælp af den formelle opbygning et enestående stærkt indtryk af en nærværende, overordnet, sammenholdende kraft - og de »falsk klingende« samklange kan også tolkes som spirer til en frigørelse fra den pålagte ydre, tvingende orden.

Et par ord om de enkelte værker, der fremføres på Louisiana:

Kun få af SDS's værker udgår fra en tekst - de vokale indslag er ofte tekstløse. Han har dog lavet et par musikdramatiske værker: et Birgittaspil til Vadste-naakademiet og en kirkeopera, som han netop er ved at lægge sidste hånd på. Vad soker då våra själar? er en bemærkelsesværdig undtagelse, en tonesætning af Seferis digt, der beskriver sjælenes søgen, »

... uden berøring

uden mennesker

i et hjemland, der ikke mere er vort,

ej heller jeres.

Vi vidste, at øerne var smukke

et sted her i nærheden,

hvor vi famler os frem,

lidt lavere eller lidt højere,

kun nogle stenkast fremme.«

Lidt lavere eller lidt højere - måske kun en kvarttone?

Man forstår, at SDS vælger denne tekst - den kunne være hans egen.

Closeness er skrevet til klarinettisten Kjell-Inge Stevensson. Det er et stykke, der overordentlig tydeligt demonstrerer og udtrykker den polaritet i et enkelt individ, som jeg tidligere har beskrevet. Der er to stemmer«, to satser, der overlapper hinanden. En ekstrem høj, med hvilende, lige, lange toner - en ekstremt lav med hurtige, rytmisk komplicerede fraser. Imellem disse yderligheder kaster den spillende sig.

Effort for solovioloncel er skrevet til Peter Schuback. Titlen taler om anstrengelse - det er et arbejde, der kan forekomme frugtesløst, der aldrig synes at nå noget resultat: musikken falder fra hinanden eller stivner i lammelse. To satser, der spilles attacca: først en elegisk, voksende melodisk-romantisk sats, der gradvis vrides itu til tudende kvarttoner. Så en meget hurtig sats, hvor sekstendedelen er den længste nodeværdi. Musikken bliver et hvirvlende kaos af hurtigt omkring-farende grus, meteoritsværme. Frenesi, energi - en demonstration af ren vilje, langt fra viljens mål, men uden at give op.

High above. En »dødedans« har SDS selv karakteriseret dette stykke som. Rykvise, kantede, tungt agressive bevægelser på klaveret omkring et usynligt centrum - igennem de dunkende klange skinner en af SDS's typiske »åbenbaringer« frem, en stumt nedtrykket A-durakkord.

Close to ..., nærhed mellem klarinet og klaver. Rumligt: klarinetten kvarttonestemt i forhold til klaveret, tonehøjden nær ved, men aldrig nøjagtig den samme, interferenser. En kommunikation finder sted, hinsides og på trods af den markerede adskillelse. Man er uafbrudt nær ved - men sammenfaldet sker endnu ikke. Two love songs, for Kerstin (Ståhl) og Kirstine (Scholtz). Kærlighedssange med en vis ironisk distance - distance også rumligt i den violinstemme, der i første sats spiller off-stage: falsk, grotesk-parodisk sentimentalt, glat, som forvrængede følelser når os forvredet gennem massemedierne. Den første sang er stærkt erotisk farvet, næsten vulgær, skrigende, voldsom, skarpe attacker i klaveret. Den anden: en anden yderlighed - en træt, slidt, trivialiseret, rutineret »kærlighed« uden følelse. Teksterne er fragmenter fra Augustinus' Bekendelser.

Expression. »Spil og syng så stærkt som muligt og med det mest voldsomme og brutale udtryk.« En frygtindgydende entydighed. Bagved ligger en båndmixing af en lang række tidligere Sandströmkompositioner. Et bogstaveligt samlet udtryk. Også: det gamle er det nyes grundlag. Og: det er nødvendigt at gå videre. Stadig videre. Through and through.

Oversat af Poul Borum

I Artes 2 skriver Bengt Emil Johnsson et stort essay om Sven-David Sandström.

Sven-David Sandström: Verkförteckning (urval)

Stråkkvintett

Stråkkvartet

1969 Bilder ....................................... slagverk och orkester

Concertato................................... klarinett, cello, trombone, slagverk

1970 Sounds from 14 strings

Färgblandning ................................blåskvintett

In the meantime...............................kammarorkester

Disturbances..................................brassextett (2 trp, l horn, 2 trbn, tuba)

Mosaic.......................................stråktrio

Disjointing ...................................trombone solo

1971 Concentration I...............................kammarens.

To you.......................................orkester

Lamento.....................................3 korgrupper och 4 tromboner

Under the surface .............................6 tromboner

1972 Just a bit..................................... sopran, violin, fagott, harpe

Out of....................................... violin, fagott

Close to...................................... klarinett och piano

Around a line................................. orkester

Closeness..................................... klarinett solo

High above................................... piano solo

Concentration II .............................. 2 pianoer

Surrounded................................... gitarr solo

Through and through.......................... stor orkester

1973 Against the white wall..........................cembalo solo

Birgitta musik på Finsta år 1316

Text: Sivar Arner ............................. musikdramatiskt spel

Convergence.................................. fagott solo

»Vad söker då våra själar«

Text: G. Seferis............................... mezzos., trombone, cello, marimba, piano

The Way.....................................orgel solo

Five duets for one piano

1974 The lost song .................................sopran, piano

Ratio........................................tuba, bastrumma

Inside........................................trombone, piano

Dilecte Mi, text Höga visan ...................dobbelkor

Metal, metal..................................4 slagverksgrupper

In the shadow of.............................. piano, cello, slagv.

1975 Utmost....................................... Blåsare och slagverk

Two love songs................................mezzosop., piano och cello

Openings.....................................orgel solo

1976 Expression ................................... mezzos., cello, 4 h piano, tape

Culminations .................................orkester

Con tutta forza................................ symfonisk blåsorkester

1977 Effort........................................ cello solo

Agitato ...................................... piano konsert

Stark såsom döden

Text och scenisk idé B. V. Wall................. kyrkoopera

Balancing .................................... (hög sopran och vibrafon)

»Ofta tystnar nog vår sang«..................... församlingssang, kör, blåsorkester och slagverk

Ur »Expression for amplified mezzo, cello, piano and tape« av Sven-David Sandström.

Firkanterne angiver forstærkningsgrader i en skal mellem 1-10. Tempo: J — 60. Foredragsbetegnelse: tutti,

sempre confuttaforza. Copyright © 1977 by Sven-David Sandström, Edition Wilhelm Hansen, Stockholm AB.

Årgang 52/1977-1978, nr. 05