Sludder

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 01 - side 30-30

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Sludder

Dietrich Fischer-Diskau: Auf den Spuren der Schubert-Lieder. Werden - Wesen - Wirkung. 1971. ffl. 371 sider. F.A. Brockhaus Weisbaden.

Schubert. A Biographical Study of his Songs. 1976. 331 sider. Cassell London.

Auf den Spuren der Schubert-Lieder. Billigudgave. IH. Bärenreiter. 371 sider. Kr. 31,60.

Det er ikke utænkeligt, at det er Gerald Moore's succes med sine bøger om liedfortolkning, der har givet Dietrich Fischer-Diskau lyst til også at føre sig frem. Men hvorledes gør man et »modstykke« til Moore's bøger, for ligefrem at fortsætte uanfægtet i genren er vel ikke begavet nok (selv om der er nok at rive i)? Jo, Fischer-Dieskau har kastet sig over Schubert og tilsigter intet mindre end at genopleve mesterens liv i sangene.

Noget i retning af det omvendte havde nok været mere relevant.

Fra den position han imidlertid havnede i - med ansigtet ud for de omgivende stolesæder - kaldte han yndefuldt sit værk »Auf den Spuren der Schubert-Lieder. Werden- Wesen - Wirkung.« Og i den engelske oversættelse (ved Kenneth S. Whitton med tak til forfatterens sekretær Diether Warneck) blev det til »Schubert. A Biographical Study of his Songs«. Det vil desværre ikke lykkes mig at finde ret meget godt at sige om bogen. Det skulle da lige være, at der bagi er et register over alle sangene med angivelse af årstallene for deres tilblivelse. Det kan man godt have gavn af.

Fremstillingen er helt igennem sprænglærd, men også så utilladelig snakkesalig og ærlig talt så forfærdelig kedelig, at det er med den største overvindelse, man strider sig igennem et enkelt afsnit ad gangen. Musik, mennesker og begivenheder bliver brysk sat på plads, og kommer der endelig lidt overvejelser ind i billedet, sidder man ikke sjældent målløs over ræsonnementer af et format, som bekvemt kan rummes i husets ensomste tænkebox.

Havde blot dette sammenkogte kulturpræk været krydset med en anelse ægte åndfuldhed eller jævnet med et par gode råd, for slet ikke at tale om (frivillig) humor; men hør: »Recitativisk patos løfter derefter sangen ind i hemmelighedsfuld storhed. Slutningsordenes matte længsel kræver en kunstnerinde, som uden koketteri kan stille sin hovedklang helt i ordenes tjeneste.«

Tak for sangen, mester!

Nej, her er ingen brugbare råd, endsige konkrete anvisninger, hvad man jo unægtelig havde ventet; så det er altså ikke det, man skal købe bogen for. Nu bliver spørgsmålet naturligvis, hvad man så skal stille op med den, og her bliver jeg svar skyldig, for der står ikke noget om sangene, som man ikke hurtigere kan finde ud af ved at slå op i noderne, og intet

om Schubert, som man ikke lige så godt kan finde et andet sted.

Det er faktisk meget nedslående, ja uudholdeligt, at en af århundredets største sangere, en kunstnerisk gigant (omend ikke af titanernes æt), en fejret liedfortolker, der har indbrændt sit navn uudsletteligt i musikhistorien, og af hvem man måtte forvente åndfulde, personlige og dybt indforståede udsagn om den kunst, han har tjent så tro, og som de kunstværker, han har frembaret med en så mageløs fuldkommenhed; at en så beundret personlighed, den sanger, om hvem Gerald Moore har sagt: »He is the supreme Schubert singer of our time«, kan sætte sig hen og skrive og lade udgive en fuldstændig ligegyldig bog, ord uden ånd, en grænseløst selvhøjtidelig fristil, som kunne have været smurt sammen af hvem som helst. Der er til overflod et afsnit om Schubertfortolkere gennem tiden. Det former sig som en uoverskuelig opremsning af navne med hist og her tilføjede lakoniske vidnesbyrd, udtalt med nådig nedladenhed fra Olympiernes trone. Man noterer heldigvis med patriotisk tilfredsstillelse, at Aksel Schiøtz får et par bløde ord; men også med et stik i hjertet, at Heinrich Schlusnus (hvis storhed ingen kan have haft forfatteren mistænkt for at kunne måle) må skutte sig i sin himmel over knubbede. Og Gerard Souzay er i den første tyske udgave - glemt? I den engelske og i den anden tyske udgave kommer han med i en remse. Men han kan jo hævne sig ved at skrive en bog selv. Han får bare svært ved at hamle op med sin lærer Pierre Bernac (som forresten nævnes med respekt af Fischer-Dieskau).

For hvis alle begavede fortolkere, som lægger planer om at delagtiggøre os andre i deres oplevelser med store kunstværker og måske også om at hjælpe os lidt med dem, ville tage sig Bernac's tindrende elegante pædagogiske mesterstykke »The Interpretation of French Song« til forbi Uede, så ville vi først og fremmest få noget at vide. Og så ville vi blive forskånet for en masse sludder.

Ulrik Cold