Bøger

Af
| DMT Årgang 54 (1979-1980) nr. 03 - side 159-160

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Nils Schiørring: Musikkens histone i Danmark

Bind IH: fra 1870 til 1970'erne. (459 s.)

Politikens Forlag 1978

»Musikkens historie i Danmark fra 1870 til 1970'erne« står der uden på bogen.

Man må håbe at dette fænomen ikke er bedst karakteriseret af bogens forsidefoto, som viser et kammerensembles optræden i en gabende tom koncertsal ... Men det er i hvert fald en uforfærdet titel: hvis historie er det egentlig? Komponisternes? Værkernes? Stilens? Er det musikdyrkelsens historie? Eller er det historien om, hvilken rolle musikken »spillede« i historien? Hvad Nils Schiørring (i det flg. forkortet S.) end selv har lagt i titlen, så kan han være vis på at få på trynen for sit vovestykke. Det er nemt at påvise, at bogen ikke handler om det, den lover at handle om, hvis man bruger ordene anderledes end S. Og det er der mange der gør i dag, hvor »historien om historien« er blevet en speget affære ... Men dette bind III indeholder beskrivelser af udvalgte musikfænomener og musikforhold gennem 100 år i Danmark. Mere er der ikke at sige om den ting! Bogens komposition er gennemgående kronologisk, i en afvekslende rondo af komponistbiografi på den ene side og afsnit om »musiklivet« (foreninger, konservatorier, institutioner etc.) på den anden. Der er desuden oversigter over, hvilke internationale berømtheder blandt solisterne, som har besøgt landet (København!) gennem tiderne, samt (mere interessant) lejlighedsvise notater om opførelser af væsentlige »nyheder« fra udlandet; (det skiftende behov for information fra den »fælles-europæiske musik-kultur« er i sig selv en talende historie i historien ..). Stilen er ikke knirkende eller »videnskabelig«, og^de fleste fagudtryk er forklaret (omend ikke altid lige begribeligt...) i bogens ordbog, udarbejdet som appendix af Knud Erik Kengen og Ole Kongsted. Men tonefaldet er ikke netop medrivende. S. er ikke de stærke eller provokerende meningers mand, og det kan næppe bebrejdes en historieskriver, men bogens mange karakteristikker af mennesker og værker lider under en forbløffende mangel på »le mot juste«: S.s karakteristikker er alt for ofte luftige konstruktioner af typen »med megen finhed«, »udsøgt kon-trapunktik«, »tiltalende spænding og fremdrift«, »den allerstørste verve«, »særlig lykkeligt udtrykt« ( - som eksempler på nogen af de oftest gentagne tillægsord i bogen). Komponister kan for S. have »et melodisvulmende sind«, og vi får at vide om en symfoni, at den »har et godt anslag«. Langt den overvejende del af alle danske komponister udviser »sikre musikerevner«, men deres musik savner dog lejlighedsvis »indre slidstyrke«. Men mærkbart kommer S. i klemme mellem klicheerne, når han skal karakterisere de sidste 20 års musik. Ordet »klangkunst« (brugt f.eks. om Pelle Gudmundsen-Holmgreen!) er S.s yndlings-metafor for »stil«, eller i det hele for musik som ikke kan beskrives med traditionens begreber. Til tider hedder det dog »lydkunst« (ligesom bogen igennem »orgelkunst«, »klaverkunstnerinde«, »orkester-kunst etc.), - et enkelt sted endog »primær klangkunst (?).

Hvis den ny musik ikke er »klangkunst« er den i reglen enten »seriel« eller »seriel, dog ikke streng ..« Denne serialisme kniber det med: den er i ordbogen beskrevet som »en videreføreøse af) rækkeprincippet fra dodekafonien til musikkens øvrige parametre«. Alligevel hedder det om Nørgård, at han anvender »en seriel, men ikke dodekafon teknik«. Man kan ane, hvad S. mener, men kun hvis man véd det i forvejen. På samme måde er det gådefuldt, hvordan man som Holmboe kan være »inspireret af den genop-dukkende tolvtoneteknik, men ikke i dens rækkeorganise-rede skikkelse«. Og hvad mon S. forstår ved »Stravinskys specielle serielle teknik«, som han mener »afspejles« hos Bernhard Lewkovitch?

I konsekvens af den manglende styrke i karakteriseringens kunst, er bogen i lange afsnit blevet en noget omstændelig »name-dropping«, til tider af rent opremsende karakter. Dette kunne være en håndbogs-kvalitet, men er det næppe her, da et opslag via navneregistret oftest kun belønnes med en halv eller en hel linie inde i bogen. Samtidig gør det unægtelig bogen følsom for udeladelser. Hvorfor er den med og den ikke med? ... Blandt de ældre har det f.eks. undret mig at så produktive komponister som Christian Ge-isler og Holger Prehn ikke er nævnt. Men rent ud besynderligt er det, at personligheder som Erik Jørgensen og Svend Nielsen er blevet »glemt«. Henning Christiansen nævnes blot i forbifarten, Flemming Weis kunne iflg. bogens oplysninger have indstillet sin komponist-gerning i 1960, og også komponister som Ilja Bergh og Erling D. Bjerno savnes helt. (- at udvalget af komponister under 35 år er helt fragmentarisk må vel til gengæld accepteres i denne sammenhæng)

Jeg er i tvivl om, hvorvidt man kan bebrejde S., at hans danske musik udspiller sig i et stort set ikke-politisk og ikke-socialt rum. Det er musikken »an sich« som skildres, ikke meget dens brug og forbrug, og slet ikke de betingelser og kræfter ( af idé-historisk, kultur-politisk og praktisk art), som har skabt den.

Uden overhovedet at stille krav om »ideologikritik« kunne man imidlertid nok forvente, at en bog af dette format ville give den danske kultur- og musik-politik et par ord med på vejen. Men alt hvad S. har at sige f.eks. om den nye musiklov er flg. kryptogram: »Man kan sige, at der herved er centraliseret en storstilet decentralisering af dansk musikliv.« Endvidere mener jeg nok, at bogens generøse titel gør det naturligt at forvente mere end 4 sider om fænomenet »jazz«, og at den gør det urimeligt at »rock« (beat!) kun er nævnt i én eneste sætning (»i 80'erne har en tilnærmelse mellem jazz og rock været på mode ...« s. 335). Ordet optræder end ikke i den afsluttende ordbog. I afsnittet om musikforskning nævner S. naturligvis vort lands koryfæer på området (og udelader med diskutabel beskedenhed at nævne sin egen betydelige vise-forskning), men »glemmer« at nævne den eneste musikolog, som har haft direkte indflydelse på hans hovedemne, musikken, nemlig Poul Nielsen. Dette kan skyldes, at historien om DMT slutter i 1930 (efter to linier ...), men Poul Nielsens betydning for den nye musik (i utallige avis-kommentarer, i DMT-redaktion og i genialt-igangsættende artikler f.eks. i det hedengangne tidsskrift »TÅ«) skal ikke i glemmebogen. Broderparten af biografiske afsnit er naturligt nok tilfaldet Carl Nielsen. Og det er bogens bedste og mest inspirerende. S. gennemgår med indlevelse Nielsens produktion værkgruppe for værkgruppe, og her er der både karakteriserings-evne og humor ( som når han f.eks. kalder sidste sats af Nielsens blæserkvintet for »en musikalsk nøgleroman«).

Den anden uimodsigeligt store skikkelse i denne periodes danske musik, Rued Langaard, er straks igen fjernere fra S. (og har opnået 3 sider over for Nielsens 40!) F.eks. må det siges at være vildledende at tale om »Langgaards helt fanatiske fastholden ved en senromantisk udtryksform« som forklaring på, at han fra begyndelsen af 20'erne blev frosset ud af det danske musikliv. Hans værker fra denne periode er tværtom så »radikale«, at de den dag i dag er uden sidestykke (f.eks. »Sfærernes Musik« 1918, »Af-grundsmusik« 1922 og strygekvartetterne nr. 2 og 3). Forklaringen er den modsatte, men arketypisk danske: Lang-gaard var for »sær«!

En af de spændende ting ved at læse S.s bog bliver i øvrigt i det lange løb samtidig til en deprimerende erkendelse: opregningen af disse tusinder og atter tusinder af danske partitursider af betydelige danske komponister, som ligger på »lit de parade« i biblioteker og arkiver. Og demonstrationen af denne glemsel, ofte på baggrund af stor, også international »succes«. August Enna, som fik »flere operaer spillet flere gange end nogen anden dansker«, men som kom til at dele skæbne med Franz Schreker. Asger Hamerik, i en periode spillet over den ganske verden (i 1870 på »La Scala«!), men hvornår sidst spillet i Danmark? Stimulans for de oversete kan der måske på den anden side ligge i det faktum, at et mestervæk som Schierbecks »Fête Galante« kun opnåede 6 opførelser, mens et ***-værk som Siegfred Salomons »Leonora Christina« blev spillet mere end 80 gange. Men kortvarig stimulans, for det ser ud til, at de engang glemte er de altid glemte i dansk tradition -uanset kvalitet.

Som hjørnestene i bogen står - ved siden af Nielsen-afsnittet - gennemgangen af S.s generations-kolleger Koppel, Holmboe, Jersild og (mindre) Riisager. Her mærker man, at S. taler med engagement udfra personlig oplevelse. Som inspiration for Riisagers orkesterværk T-DOXC fra 1926 nævner S. futuristerne Russolo og Mosolov. Mon ikke frankofilen Riisager snarere har hentet sin model i George Antheils »Ballet Mécanique«, som var det store samtaleemne i midt-ty verne s Paris (hvor Riisager selv befandt sig)? I hvert fald har Riisagers værk fået undertitlen »et mekanisk digt«. I øvrigt: Mon det dog stadig gælder, at Riisager »uden tvivl er den seriøse danske komponist, der er hyppigst opført uden for landets grænser«? Carl Nielsen iberegnet?

Bogens sidste afsnit om de sidste 20 års musik har desværre en fejlprocent på mere end 50. Det skyldes ikke blot en vis generel skepsis hos S. (»... vore dages verdensomspændende tvivlrådighed«), men også, at S. langtfra altid selv har læst f.eks. de artikler fra dette tidsskrift, som han i sin litteratur-vejledning opfordrer sin læser til at studere. Spøgelset »Darmstadt-skolen« dukker ustandselig op ( uden anden forklaring i ordbogen end, at den er »serialisme« og »umådeligt betydningsfuld«). Men begrebet er og bliver en sproglig konstruktion og en musikhistorisk vits. Som før nævnt giver brugen af begrebet »serialisme« i sig selv problemer. Nørgård har f.eks. ikke »bygget sit eget serielle system op«. Hans uendeligheds-filosofi er så langt fra serialisme som det stadigt ændrende er fra det én gang fikserede. At Borup-Jørgensens partiturer »ofte er noteret i grafisk antydede forløb« er en tilsnigelse (hen i retning af Busotti m.v.). Borups partiturer er såvist »grafiske«, men kuni nogle få tilfælde (af en produktion på op imod 90 værker) »grafisk antydede«.

Mogens Winkel Holm er formand for Statens Kunstfond, -ikke for Statens Musikråd. Og S. kan næppe have set hans »Sonate for 4 opera-sangere«, når han kan få dens handling til at »minde om handlingen i Bartoks »Den Forunderlige Mandarin«, blot med modsat fortegn« (sic.). Der indgår ingen »serielle mønstre« i Norbys » Regnbue s-lange«. Ole Buck er næppe »påvirket af Pelle Gudmund-sen-Holmgreens nye enkelhed« (som ærlig talt ikke kan kaldes en »lejr«), men derimod stærkt af Henning Christiansens do.

Om den »svære enkelhed« taler S. i tunger, (»Enkelheden er afgjort enklest i den her nævnte, egentlig mest komplicerede form« s. 340) uden at forstå, at begrebet kan bruges i to væsensforskellige betydninger: materialets (faktiske) enkelhed eller det velkendte s (oplevede) enkelhed. Desuden begyndte Ole Buck ingenlunde i »den serielle afdeling med tilknytning til Webern«, og hans »aleatoriske periode« er S.s egen opfindelse.

Svend Aaquist Johansen har aldrig været lærer i Odense. Gruppen for Alternativ Musik reagerede ikke på »læren fra Darmstadt« (som i 1970 var uden betydning i Danmark). Den reagerede imod »avantgarde«, mod isolation og institutionalisering. Hans Abrahamsens værker er ikke »væsentligst for kammerensemble«. Han er bl.a. mester for tre af periodens mest originale orkesterværker ... Til trods for de her anførte fejl og mangler er der for mig ingen tvivl om, at S.s bog i sin tre-binds helhed udfylder et savn. Den gør det mindst i dette sidste bind, - ikke fordi dens kvalitet bliver stadig mere slingrende i takt med, at nutiden nærmer sig. Fra min egen studietid husker jeg imidlertid, hvordan duplikerede »pirat«-oversættelser af S.s artikel om dansk musik i MGG var den eneste virkeligt oversigtlige kilde til dette emne (dette uden at forklejne Hameriks og Bruuns værker - fra 1921 og 1969). Om bogen bør stå i enhver bogreol, ved jeg ikke, men jeg han forestille mig mange situationer, hvor den har gjort adgangen til information umådelig meget nemmere.

Karl Aage Rasmussen

P.S. Denne anmelder skulle iflg. bogen være »begyndt i happening a la Fluxus«. - I 1966 skrev Berlingske Tidenes anmelder om mit »debut-værk«, at det »fremtryllede en stemningsfyldt, i svage nuancer holdt musik ... uden at være særlig selvstændigt«. Han hed også Nils Schiørring.

Årgang 54/1979-1980, nr. 03