Symposion

Af
| DMT Årgang 54 (1979-1980) nr. 03 - side 57-58

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Om nødvendigheden af at afholde en sommerfestival - og om de dejlige på Det kgl. Teater

DMT har i høj grad forsømt at gøre noget ved landets mange sommerfestivaler. I dette dobbeltinterview (af Per Vang fra Danmarks Radio) med de ansvarlige for Helsingør-festivalen, Richard Bjerglund Andersen og Birgit Marcussen, vil det afsløres, hvorfor vi - dette indslag undtaget -fortsat ikke vil gøre noget ved dem.

PV: Hvad er baggrunden for netop at holde musikfestival i Helsingør?

RBA: Det er, at vi for det første har et interessant, historisk orgel, hvor Buxtehude har siddet som organist i 8 år. Det fík vi restaureret i 1960 og fik oven i købet de gamle piber, som var bevaret fra 1600-tallet, gjort klingende igen, som en del af orgel værket. Og så har vi jo en meget, meget smuk kirke med en arkitektur, som er helt enestående. Og ved siden af har vi et kloster med buegange, hvor vi kan udsmykke med levende lys om aftenen - hvor folk kan gå omkring i gangene og nyde den dejlige fred og stilhed, som findes dér.

Og så kommer dertil, at kirkerummet egner sig til musik og mange, mange kunstnere har givet udtryk for at det er sjældent, de får lov til at synge og spille i et rum, der er så givende som dette. Så alt dét er jo medvirkende til, at vi synes, vi havde betingelserne. Vi synes næsten ikke, vi kunne være bekendt, ikke at udnytte de muligheder vi har for at skabe en festival eller et musikliv heroppe.

Det er selvfølgelig svært at bygge det op, for når man •ikke er vant til det må man regne med, at det tager nogen tid før det sådan slår igennem. PV: I har haft festival siden 1975 her i Helsingør, men man har jo ikke en musikfestival uden et publikum. Hvordan ser det ud heroppe?

RBA: Når man tager i betragtning, at man arrangerer en række koncerter, mange koncerter - i det første år 1975 havde vi 35 koncerter på stribe, altså 35 dage i træk - så kan man jo ikke regne med, at man sådan kan få alle folk til at løbe til koncerterne, det er jo simpelt hen umuligt.

Vi giver et varieret tilbud af forskellige former for musik - altsammen af kvalitet og af de bedste og dygtig-"" ste folk, vi kan få til at medvirke. Men når man tænker på det store antal af koncerter, og når man tager i betragtning, at det er et nyt initiativ, så må vi sige, at vi har grund til at være taknemmelige. Vi har vel nu i år en gennemsnits-belægning på 150, og vi regner med, at vi, inden vi er færdige, kommer op over 200 tilhørere pr. koncert. Og så kan man vel ikke sige, at det er så ringe endda; men vi vil da meget, meget gerne højere op, op på det dobbelte, for det vil jo både være en glæde at se så mange mennesker, og det vil da også hjælpe til, at økonomien kommer lidt mere på fode.

PV: Hvordan rent støttemæssigt. Jeg forstår, at festivalen støttes med et relativt lille beløb fra Kulturmini-steret, og så i øvrigt er det kommunal- og menighedsråds-støtte, der bærer festivalen oppe. Er det støtte nok for at holde liv i festivalen, med så mange koncerter som I har her i Helsingør Musik Festival? RBA: Det har det været indtil nu. I de første år har vi haft sådan nogenlunde balance, der kunne være et lille overskud eller underskud. Men i år må vi se i øjnene, at vi får et ret kraftigt underskud desværre. Det hænger sammen med, at vi er nødt til at lave et program længe, længe før vi har en oversigt over vores økonomi. Normalt ville det jo være sådan, at man siger: hvor mange penge har jeg til rådighed, og så derudfra prøver man at opbygge en koncertrække. Det kan vi ikke her, vi er nødt til at aftale med kunstnerne, lægge program og gøre det hele måneder før vi ved, hvad vi har af tilskud.

Og der må jeg nok sige, at det har skuffet os noget, at Kulturministeriet kun mener at kunne støtte os med 4000 kr., når hele arrangementet koster mellem 130.000-140.000 kr.

Til gengæld må jeg sige, at vi har fået meget venlig støtte fra både kommune og Menighedsråd, og jeg må sige, at fra hele byen mærker vi en goodwill over for foretagenet. Man er glad for, at vi har taget et sådant initiativ og har prøvet at bygge noget op af værdi, og af international karat.

PV: Men kan det tænkes, at når man fra kulturministeriets side ikke betænker jer med så så mange penge, derimod lokalt forsøger at bakke økonomisk op, så er det fordi man i Kulturministeriet mere opfatter denne festival som et lokalt turistforetagende, fremfor et mere kulturgivende projekt, skal vi sige, »på Sjæl-landsbasis«.

RBA: Ja, jeg kan jo ikke sige, hvad man tænker i Kulturministeriet, men jeg må nu nok sige, at når det er en af største musikbegivenheder, der finder sted i Danmark - der er ikke en kirke i landet, der har så mange koncerter på stribe, så fine navne og dygtige musikere - så synes jeg,aja jeg står helt uforstående over for Kulturministeriets afgørelse i at støtte os med 4000 kr. Og de 4000 kr. er oven i købet afhængig af, om vi får underskud! Men det har vi desværre ikke svært ved at opfylde i år.

PV: Birgit Marcussen, er det en bestemt kunstnerisk-, repertoiremæssig linje for festivalen?

BM: (stilhed). Njah ... vi prøver selvfølgelig at få så meget som muligt med, både moderne musik og romantisk musik - at komme hele genren rundt. Vi prøver at få så mange kunst ..., hvad skal man sige, altså både orgel og sang og harpe og alt, hvad der kan vække interesse.

PV: Det vil sige, at det er en slags kvantitetsprincip, der ligger til grund for programmerne? BM: (ingenting)

RBA: Må jeg bryde ind? - og sige, at dét er det i hvert fald ikke. Det er først og fremmest kvalitet. Men vi prøver på grundlag af kvalitet at tage forskellige genrer inden for musiklivet med.

PV: Hvis man skal tale om musikalsk-, repertoire-mæssig kvalitet, hvordan forsvarer man så i Helsingør Musik Festival at præsentere en masse forskellige programmer, som man vel nok ville beskrive som »lagkageprogrammer« - nemlig med forskellige småstykker fra forskellige stilperioder - tit ofte uddrag af operaer med fx. sangere akkompagneret af orgel? RBA: Hvis De hører Birgit Marcussen akkompagnere på orgelet, så ville De vide, at hun har meget, meget ofte omarbejdet de partiturer, som hun får. Hun har haft, hvis det er noget fra opera, selve grundpartituret - hun nøjes ikke med en klaverudgave. Det er muligt, der ikke er andet på markedet, så er hun nødt til at bruge den, men hun omarbejder den efter det oprindelige partitur, sådan at det bliver noget ganske andet der kommer ud af det, og på den måde mener jeg i hvert fald, selv om jeg ikke er musiker eller musikkyndig i den forstand, at det er fuldt forsvarligt, oven i købet mere end forsvarligt.

BM : Det er jo det, at de musikere der medvirker, de har for en gangs skyld frit slag til selv at få lov at bestemme, hvad de vil synge. På teatret er de alligevel underlagt, at de skal opføre de og de ting - også i radioen osv. osv. Og nu har de altså frit slag til at folde sig ud med de ting, de måske går og ønsker: netop en stor opera-arie. Og så kommer igen det økonomiske ind, vi kan jo ikke engagere hele Det kgl. Kapel for at give dem muligheder - og hvordan skal man så gøre det? Vi skal jo nyde det, og det gør vi jo også, og publikum kan jo også godt lide den slags ting. PV: Men var tidspunktet så ikke kommet, hvor man i Helsingør Musik Festival benyttede sig af det talrige repertoire, som kan lade sig gøre for mindre besætning, og som vitterligt er komponeret for orgelstemme og sangstemme - og så måske holdt det musikalske niveau på den måde, fremfor »Tryllefløjte-arie« og »noget fra Don Carlos«.

BM: (latter) ... Jo, men vi har også prøvet især at henvende os til unge komponister af i dag for at få ur-opført nogen nye værker, og få skrevet direkte for den besætning vi nu råder over bl.a. den mystiske: basun, orgel og sang - det er jo i hvertfald ikke en helt normal besætning. Og der har vi altså fået tilegnet et stykke af Gudrun Lund, som vi ur-opfører nu, og jeg synes også, at vi prøver at holde os til det orgelret-te,om jeg så må sige. Men af og til synes vi også, at det kan være sjovt at kaste os ud i den slags.

PV: Det vil sige, at man kan forstå det derhen at det, i det væsentlige, er kunstnerne selv der kommer med program-udspil - fremfor festivalens ledelse? BM: Det er kunstnerne selv der kommer og siger: vi vil gerne lave dét og dét. Vi beder om et program, og så skal vi godtage det, og så prøver vi selvfølgelig at imødekomme deres programønsker så meget som vi kan.

PV: Med hensyn til medvirkende ved Helsingør Musik Festival, så slår det mig, at det vel nok er en af de danske musikfestivaler, hvor der er flest vokal-medvirkende - hvori ligger dette egentlig? BM: Det ligger i, at rummet er så skønt at synge i. Det er specielt egnet til sang. Der kan man tydeligt mærke, at munkene har tænkt på deres egen messesang, da de lavede rummet.

PV: Så det er altså fuldt bevidst - er det også fuldt bevidst, at de fleste vokalmedvirkende er operasangere ved Det kgl. Teater? BM: (latter). Jah - det er det sådan set. PV: Hvorfor netop? Der er i programmet også en del instrumental-medvirkende, som også er fra Det kgl. Teater- er det netop Det kgl. Teater man har slået sig på som kunstner-leverandør?

BM: Ja - vi må jo søge dér, hvor de bedste musikere er. Jeg synes der er så mange dejlige ansat på Teatret, og som går og drømmer om også at få lov at prøve noget solistisk, ikke? Og der er mange der synes, at en kirkekoncert - dét er noget de gerne vil, og så tager vi altså dem.

PV: En lille detalje til programmet. Jeg har set ved enkelte koncerter, faktisk flere af dem, at der under rubrikken »medvirkende« står de respektive navne -og så står der »Kongelig Kapelmusicus«. Må jeg stille et direkte spørgsmål til arrangørerne? Er det væsentligere at få meddelt, at det er en Kongelig Kapelmusicus, fremfor hvilket instrument vedkommende spiller?

BM: (latter) - nej, det er det absolut ikke. Men man går vel udfra at folk ved, hvad de spiller, det fremgår jo af programmet, hvilket instrument de spiller. Da vi startede med den første festival, skrev vi sådan et »vita« om de forskellige musikere - på engelsk, sådan at udenlandske turister havde en chance for at orientere sig om, hvem det var der medvirkede. Det er man selv også nysgerrig efter at vide, når man går til koncert. Man går selvfølgelig efter programmet, men man vil også gerne vide, hvem der udfører musikken. PV: Men det er væsentligt for festivalen, at dens kunst-nermæssige profil er, at det er en festival, der får leveret mange af sine kunstnere fra Det kgl. Teater? BM: Jah - det breder sig jo som ringe i vandet. Når man først starter med én musiker derinde, så taler ham med en kammerat. Så siger man: »Har du nogle gode forslag til næste år?« Så siger de: »Ja, så skulle du virkelig prøve dét, for der er kommet et nyt ensemble og de spiller fantastisk godt og ...« Så det er ikke bare os, der sådan set bestemmer - vi bliver på en måde fjernstyret derindefra, ikke - det er mund-til-mund-metoden ... (latter).

Årgang 54/1979-1980, nr. 03