Symfoni - en analyse

Af
| DMT Årgang 54 (1979-1980) nr. 05 - side 229-232

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Symfonien, der er bygget af det samme tonegitter som Antifoni, er i en sats og spiller kun 2'20"". Den forløber som et enkelt stigningsforløb, og den primære analytiske interesse samler sig naturligvis om de midler, hvormed komponisten bygger denne stigning. Værket begynder med et 12 takters unisono (ex. 1.), der er opbygget af tre fraser af ulige længde. Disse tolv takter fungerer og høres som et slags ostinato. Som det ses af eksemplet er første og anden frase melodisk og harmonisk ens, rytmisk af forskellig varighed, tredje frase er ganske kort, er melodisk varieret og har en anden harmonisk udgang. Ser man nøjere efter, viser det sig at slutakkorden i sig indeholder både A-dur og Es-dur, altså har begge ledetoner til d, hvorfor fraseslutningen netop opleves som »halvslutning«, og logisk fører tilbage til udgangspunktet, d. Fremdriften i de to sekstaktsperioder, (disse er inter-punkteret af figuren (ex. 2)), hver opbygget af to tre-taktsperioder symmetriske omkringd., der nu følger, fremkommer ved flg. virkemidler: 1. Den harmoniske rytme halveres. (En tolvtaktsfornemmelse bliver til to sekstaktsfornemmelser.)

2. Spænding mellem statisk sektendedelsbevægelse, (melodisk symmetrisk, formelt chiastisk) og almindelig lineær melodik. (Cor. 1)

3. Spænding mellem periodisk afsnitsdannelse og as-symetrisk interpunktion. (Timp.)

4. »Faseforskydning«, der opstår ved at vib.mar.pft.-laget midt i anden sekstaktsperiodes første tretaktsperiode begynder u-regelmæssigt forfra fråd.

Ved satsens midtpunkt, der nu er nået indføres flg. 3-taktige element, (ex. 3) der harmonisk er ligedannet med begyndelsen af satsen. Pelle udnytter her, som overalt i stykket, den egenskab ved tonegitret, at de samme intervaller findes ved gitrets to »akser« d og as.

Den harmoniske rytme halveres nu igen, ved at vib.mar.pft.-laget pauserer i tre takter. Når de sætter ind igen opnås dels en reprisevirkning, dels tager fremdriften herfra dev hjælp af flg. virkemidler yderligere fart:

1. Overlapning af lagene: interpunktionsfiguren (ex. 2) optræder uregelmæssigt tre takter for tidligt, d.v.s. samtidig med reprisen af eksempel et.

2. Sekstendedelsbevægeisen breder sig til et dybere register.

3. Paukens uregelmæssige interpunktion bliver hyppigere, støttes efterhånden af piatti.

4. Trombonens sekstendedele tilfører satsen en hidsig, brutal karakter

Resten af stigningen er opbygget ved et rytmisk spil mellem lagene, hovedsageligt med eksempel tre som ostinato. På selve højdepunktet blæser de fire horn de samme to toner simultant, cis-e, som de i Antifonis fjerde sats blæser melodisk hen hover det øvrige orkesters sekstendedelssaven. Efter to takters højdepunkt (ex. 4) dør satsen væk over kontra-d, som nås ved kvintskridt fra A. (D-T).

I symfonien savnes totalt de stilassocierende elementer fra Antifoni. Til gengæld virker symfonien på samme måde som Antifoni som et eksempel. Man kunne sige de to værker er eksemplariske for hver sit lag i den klassisk-romantiske symfoniske formtype, Antifoni handler således om den ydre »konkrete» måde at bygge form på ved at modstille forskelligt materiale, måske endda af forskellig stilistisk observans (Mahler), hvorimod symfonien fokuserer på selve den abstrakte, indre gestus. (Fodnote: Det er interessant, at Symfoni oprindelig var planlagt som en episode i Antifoni. Når Pelle ikke kunne bruge den som sådan, hænger det nok først og fremmest sammen med denne forskel i de to stykkers indhold. Efter min mening kunne der imidlertid også være en anden grund, der beror på tidsoplevelsen i de to stykker. I Antifoni tager en gennemspilning af rondotemaet og en af hver af 15-taktsleddene i anden sats bogstaveligt talt samme tid, nemlig knapt et minut. Da Antifonis fjerde sats igen opbygges på rondotemaets tidspropor-tion opleves dette tidsrum for første del af Antifonis vedkommende som en slags »ground». I symfonien er tidsoplevelsen anderledes, idet de rytmiske bølger er kortere, nemlig af 12 takters varighed, altså når fjer-dedel-92, kun lidt over et halvt minut.) Det ville være nærliggende udfra de kritiske bemærkninger i slutningen af Antifoni-analysen, at fremhæve symfonien som et stykke hvor afstanden mellem materiale og gestus er mindre end i Antifoni. Symfonien »er« i højere grad tonegitret end Antifoni; dermed være bare ikke sagt, at det ene stykke er mere æstetisk tilfredsstillende end det andet. Materiale forbliver nu en gang materiale, for at blive til musik må det transcendere, få en anden kvalitet end bare at være toner. Det afgørende for den æstetiske oplevelse er da, at den kompositoriske resultat virker »rigtig«, at det ikke kunne være anderledes. Symfonien er mindre paradoksal end Antifoni, men bliver vel af den grund ikke et »bedre« stykke, al den stund Antifoni netop handler om paradokset, og af den grund måske til syvende og sidst forbliver en gåde.

ALBUMBLAD

Meta og Vagn Holmboe har sammen lavet en smuk bog med den passende titel »Samklang«. Den består af 13 opslag hvor højresiderne udgøres af Meta Holmboes fotografier, venstresiderne af et udvalgt og til billedet passende citat fra et af Vagn Holmboes værker. Meta Holmboe skriver bl.a. i et brev til redaktøren: »Farverne er naturligvis A og O i mine Fotos, men måske kan et i sort-hvidt bare give en Anelse hvad jeg gerne vil sige med mine Vinteroptagelser, så er der jo lidt Mening med det. Der er Optagelser fra Is fra Arre sø, når man som en Sælhund glider ud og ser hvad der findes af fantastiske Ting i den Isblanke Sø, også de store Isklumper man holder imod den f arve stærke Vintersol, ja og så ikke at forglemme Vinduernes groende krystalskove. Ak, Jorden er herlig og Vinteren især en større Fantasiverden end Sommeren.«

Bogen, hvorfra vi har hentet nærværende opslag samt forsiden på dette nummer, er udkommet på forlaget Grafodan.

Årgang 54/1979-1980, nr. 05