Symposion - Musikkens kredsløb

Af
| DMT Årgang 54 (1979-1980) nr. 05 - side 246-247

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Fragment af en kosmologi

»Music is the 'proof (or sign), in this world, of the reality of the 'world beyond«. Stella Apolhun

URMUSIKKEN - al musiks kilde og »sjæl« - ekspanderer; dens til randen fyldte reservoir pludrer og koger, til det til sidst flyder over. For alle komponister er dette øjeblikket, da man må holde sit bæger op mod himmelen. Den ops^mlede substans bearbejdes sidenhen i komponistens laboratorium, indtil den finder sin passende form og konsistens. Således ankommer musikken til jorden.

Men gør jer ingen illusioner; den er ikke kommet for at blive. På jorden er musikken bare turist - efter en længere eller kortere mellemlanding begiver den sig hjem igen. Og således bevæger den sig hele tiden frem og tilbage i pendulfart; fra sit hjem (fri energi) til et temporært eksil på jorden (i passende klang-krop) og hjemad igen (med selskab).

Hvordan musikken bærer sig ad med at komme hjem? Gennem samme medium som den kom til jorden med: menneskene. Musik kommer til jorden ved komponisten og vender hjem ved lytteren. Og bemærk: lytteren er ikke bare et transportmiddel, han har også mulighed for at blive musikkens gæst. Dette er dog en yndest, man må gøre sig fortjent til. Vi forstår godt, at den der vil være komponist må betale hvad det koster - dette gælder i ligeså høj grad den, som aspirerer til at følge musikken hjem.

* * *

Komponisten-kurer. Musik-rapport fra det ydre (og det indre) rum.

Musik beretter om Universum, om det »lille« menneske, men også om selve jorden og dagens globale situation. Det afhænger af ens modtagere, hvilke stationer man får ind. På visse bølgelængder er al musik bærer af »hemmelige meddelelser«. Men - den som vil høre piratsenderne, må trimme sin modtager.

* * *

Musik lever i symbiose med menneskene. Mennesket er, til at begynde med, det medium gennem hvilket musikken når jorden. I kustmusikalsk sammenhæng kaldes dette medium komponisten. Efter selve »landingen« ligger musikken i dvale - fanget i noder eller oplagret i hukommelsens forrådskammer -indtil en musiker eller sanger vækker den af dens tornerosesøvn og påny iklæder den toner og rytmer. Denne reinkarnation af musikkens ånd kan på sin side konserveres til f.eks. en grammofonplade. Lyden fra pladen, eller fra en ikke-dybfrossen li ve-fremførelse, er at betragte som lydbølger - ikke musik - inden lytteren atter giver musikkens ånd en krop at leve i. Denne inkarnative kæde har altså tre led: komponist, musiker og lytter. Der savnes ofte klart markerede grænser mellem disse stationer; komponisten er ofte selv musiker, musikeren er naturligvis også lytter (omend ikke altid så frisk) etc. (Se illustration.) Det er for overskuelighedens skyld, at jeg her vælger at separere disse tre funktioner.

Nr. l Komponisten. Det er ham der opsamler den manna, som regner ned fra skyerne. Derpå udarbejder han kort (-noder) for at de der kommer efter ham (musikerne) skal kunne kontakte de ånder, han har haft det privilegium at »ligge med« som første mand. Ved hjælp af et sådant kort kan musikeren lokalisere den specielle dør, komponisten har lindet på, og efter evne videregive en frisk øjenvidneskildring af landskabet »på den anden side«. Musikeren er altså det andet led. Han befrier »flaskens ånd« (de energier som er bevaret i noderne) samtidig med at han »fanger« publikum, lytterne - det tredje og sidste led i kædens inkarnative del.

Bemærk at musikkens ånd trods de seksuelle undertoner er og bliver »uskyld«. Hvis mennesket selv beholder sin jomfruelighed - sit naivt åbne sind - vil det finde, at musikken altid er ren og uberørt, hvadenten det møder den i andet eller tredje led, som musiker eller lytter. Kløften mellem Urmusik og lytter er illusorisk, den er et hjernespind som lytteren selv (til tider med »venners« hjælp) fabrikerer. At sådanne hjernespind forandrer ens oplevelse radikalt, for ikke at sige totalt, gør ikke kløften en tøddel mere virkelig; i hvor høj grad bygger ikke vore oplevelser på illusioner? Hverken musikeren eller lytteren behøver fortabe sig i gamle Bachs - eller nogen andens - person for at komme i ekstase over Erbarme dich, mein Gott. Måske er det i lytteren, at musikken bedst kan bevares ren. Kompositionsteknik, fingersætninger, bueføring, stemmebehandling - disse faktorer, hvor uundværlige de end er for komponisten og musikeren, plumrer billedet af den utilslørede musik, og alt dette slipper lytteren for at beskæftige sig med. (Selv om han samtidig er komponist og/eller musiker, bør han temporært kunne forjage tanker om sligt, sålænge han »bare« lytter.) Men i praksis er lytterens relation til musikken ikke altid så ren. Alt for mange lyttere falder for fristelsen til at fortsætte musikkens inkarnative kæde; i stedet for at lade musikken løfte sig, »vende hjem«, hænger de tunge ankre på den. De skulle forberede musikkens »hjemfærd« - i stedet saboterer de landingsbanen! At leve i sådanne individer indebærer for musikkens ånd et smertefuldt fangenskab. Trøstesløst eksil.

»Those Influences, which come along with It [Mu-sick], may aptly be compar'd, to Emanations, Communications, or Distillations, of some Sweet, and Heavenly Genius, or Spirit', Mystically, and Unapprehensibly (yet Effectually) Dispossessing the Soul, and Mind, of All Irregular Disturbing, and Unquiet Motions; and Stills, and Fills it, with Quietness, Joy, and Peace; Absolute Tranquility, and Inexpressible Satisfaction.«

Thomas Mace Mustek's Monument

Komponisten gør det muligt for vore sind at fornemme et fragment af urmusikken ved at iklæde den lyd. Hvad gør da lytteren? Lytteren - generelt talt - opfører sig som den værste moralist; mens komponisten blot klæder musikken i et tyndt negligé, er de fleste lyttere enige om at bylte flere klæder på den, og endnu flere... til den næsten omkommer, kvalt i bælter, korset og snøreliv.

Jeg tænker på den anden side kun på, hvordan jeg skal få musikken gjort nøgen. - Hvorfor denne prydelighed? Alle disse formaliteter - til hvilken nytte? Uskrevne regler påbyder visse åbningsritualer, det er sandt, men derfor behøver man ikke stagnere i klichéer. Først når man har lagt sin distance, sine titler og formaliteter fra sig, kan man nærme sig det allerhelligste.

Jeg vil have musikken uden korset, mamelukker, BH og lignende. Hud mod hud, sjæl mod sjæl - sådan skal kommunionen være. Når jeg ikke længere ved, hvad der er mig og hvad der er musik, hvor min sjæl slutter og musikken begynder - da, og først da er jeg tilfreds. * * *

Jeg finder en konkylie på mit skrivebord. Hvor kommer den fra? Den har en lille inskription: LYT TIL MIG, står der. Jeg tager imod invitationen... Universet krymper, eller er det mig der udvides? Ingenting ligner sig selv. Jeg vokser med frygtelig hast. Planeter, solsystemer og galakser er nu mikroskopiske støvkorn i min håndflade.

Jeg kommer ikke hjem for en tid. Hvis De vil kontakte mig må De gerne skrive. Min adresse: c.o. Ur Musik, Fjerde Himmel, Mælkevej 19.

Musik har intet med »historie« at gøre. Musikken findes nu - eller overhovedet ikke. Musik »kommer« intetsteds fra, »rejser« intetsteds hen. Den har intet med 1700-tallet- eller med tid i det hele taget - at gøre. Menneskene rejser, flytter sig fra ét punkt til et andet - musik står uden for tid og rum. Betegnelsen »tidssvarende« kan rimeligvis kun appliceres på musikkens klæder, dens essens er nøgen og tidløs. Når sladderspalterne rapporterer fra premierefester og andre arrangementer, helliger de sig først og fremmest gæsternes personae - et typisk eksempel på overflade-fiksering. Hvad skal man da sige om de individer, der »tænker historie«, når de lytter til musik? - At de er tomme og pyntevorne; også her er det skallen der er interessant, nøgenhed fører kun til svindel. Kostumeringen er en udfordring, noget at forcere (en slags mødom). Hvem kerer sig om »historiens vingeslag«? Jeg klæder musikken af stykke for stykke, århundrede efter århundrede - jeg vil kende dens blottede skød i et nøgent nu.

HIMMELEN PÅ JORDEN:

En række sprækker i den telluriske verden tillader os at tage over på »den anden side« og opleve, om blot for en stakket stund, »himmelen på jorden«. Disse sprækker findes overalt, hvor der færdes aspirerende individer. Musik er en sådan sprække - en stor sprække, næsten en tunnel. At opretholde musikkens cirkulation, at holde kredsløbet i gang, betyder helt enkelt at gå igennem tunnelen, og måske tage en eller anden souvenir med sig tilbage. Fri turisme, med andre ord. Grønsagerne påstår - mere af rædsel end af overbevisning - at der ikke findes nogen tunnel. »Blindgyde« kalder de den. Om natten sniger de sig ud for at mure hullet til igen, de planter ukrudt, sætter pigtråd op -udelukkende for at hindre kommunikationen mellem »engle« og »mennesker«. »Det får man ligesom bedre robotter af.«

Unægteligt. Meget bedre robotter. Men glem ikke: Alt hvad der har med GENI at gøre udspringer af ægteskab henover grænsen, af »gudernes« dragning mod »jordens døtre«. Og hvem andre end genierne, disse bastarder, kan man takke for at LIV på jorden betyder mere end vegeteren?

Laszlo Horvath

Årgang 54/1979-1980, nr. 05