»Rock er grov, ondskabsfuld og maskulinistisk«

Af
| DMT Årgang 54 (1979-1980) nr. 06 - side 309-311

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Et interview med Ned Sublette


Af Hans Gefors

H: Da alle - ved et møde blandt musikanmeldere og unge komponister - talte om relationerne mellem rockmusik og den unge generation, protesterede du heftigt imod at blive identificeret med rockmusik N: Ja, jeg havde lige sigget igennem en paneldiskussion omkring emnet »unge komponister» opført for repræsentanter af den amerikanske musikpresse, hvor der syntes at være en stiltiende formodning om, at vi alle var ved at lave eller skulle lave en eller anden form for rockmusik. Mit udbrud var provokeret af det, jeg så som en forceret identificering af os med rockmusik.

H: Hvad er din mening om rockmusik? N: Jeg ser ikke megen dyd i at undertrykke et publikum igennem forstærkning. De adjektiver, jeg kan huskejeg brugte, var »grov, ondskabsfuld og maskulinistisk« - grov i kraft af dens smertefulde volumen ved live-opførelser, ondskabsfuld i dens gangster-tiltvung-ne dominering af de disponible kanaler for distribution af musik til et publikum, og maskulinistisk både ved musikerbesætningen og den kvindeforagt, der udvises inden for rock n'roll-verdenen. Til de adjektiver kunne jeg lægge »konservativ« -jeg synes, at rockmusik er meget konservativ musik - og begærlig. Jeg mener, at den har næsten ødelagt mange menneskers evne til at opfatte visse former for nuancer og til at forestille sig en musik, hvor de stive rock n'roll-regler ikke gælder.

Det er for mig utroligt, at det kan være kontroversielt at sige, at rock n'roll som institution ikke er nogen revolutionær kraft. Jeg kan ikke se, hvordan det kan være nogen form for befrielse, at have 9 millioner mennesker, der alle køber den samme plade, eller 30.000 mennesker, der går til en koncert, hvor de optrædende er 4 centimeter høje, eller at køre gennem landet og så høre den samme plade blive spillet på samtlige radiokanaler langs turen. Og det er den stilling, rock n'roll eftertragter. I det store og hele synes jeg, at den passer mægtig godt sammen med den dødskultur, som har den som massemusik. Rock n'roll tjener den amerikanske magtstrukturs behov, ellers ville den ikke proppes ned i halsen på os med sådan en kraft. Selvfølgelig er det muligt at arbejde inden for sådan et system og skabe godt, endog inspirerende arbejde, men det samme kan siges om andre undertrykkende institutioner, hvor en komponist godt kan arbejde, f.eks. det kommunistiske parti eller den romerske kirke.

Så er der spørgsmålet om rock n'roll som folkemusik. Oprindeligt var rock n'roll en uensartet blanding af forskellige stilarter, der så blev til en separat genre og følgeligt igennem dens dominering af optagelses- og udsendelsesmediet fik en uundgåelig indflydelse på folkemusikken rundt omkring i verdenen. Jeg tror, at en af folkemusikkens egenskaber er dens evne til at absorbere og assimilere fremmede musikformer. Hvad der er interessant for mig, er ikke, at rock n'roll i sig selv er en form for folkemusik, men at folkemusikken har overlevet rock n'roll. For det meste tror jeg, når nogen kalder rock n'roll for folkemusik, så er de mere interesserede i rock n'roll end i folkemusik. Jeg mener, mennesker, der er interesserede i folkemusik, må være opmærksomme på rock n'roll, og jo mere lokaliseret og regionaliseret en eller andens version af rock n'roll er, jo mere interessant er den for mig. H: Hvilket forhold har du igennem årene haft til rock? N: Jaaah, jeg er født i 1951, så mit liv er nogenlunde samtidig med rock n'roll. Jeg kender den ud og ind. Jeg er opvokset med den, og den er i mit øre for livstid, og dens indtryk på min musik er der for evigt. Jeg elskede den, jeg spillede den, og jeg lytter stadigvæk til den. Men den var også mit fængsel. Af de forskellige typer af musikindustriprodukter, der var tilgængelige for mig, da jeg voksede op, var rock n'roll den, der var skabt for min tid og kultur. Der var et enormt gruppepres for at holde sig på mærkerne med den, hvilket er godt nok, når man har puberteten at kæmpe med, men jeg er voksen nu, og det er ligesom om jeg stadigvæk er i gymnasiet, det er de smarte, hvis smag resten efterligner. Det er stadigvæk rock n'roll, disse smarte forlanger skal være den eneste musik, eller en referencemusik, som al anden musik skal høres i kraft af. At det nu er »New Wave« - med nye hårfrisurer, nye ansigter og de samme ideer - det gør ikke noget større indtryk på mig. H.: Kan du beskrive din egen musik i forhold til dette? N: Det vil jeg helst ikke, fordi det er det, der har været problemet: konstant at skulle relatere noget, der er uforklarligt ud fra rock n'roll-begreb, til rock n'roll. H: På hvilken måde er det en protest imod rock n'rolls N: Jeg er blevet mere resolut omkring det at optræde uforstærket, at holde mere af et instruments lyd end lyden af en højtaler, der simulerer lyden af et instrument. Jeg vil stadigvæk bruge enhver teknologi, der er passende, men musik skabt for andre, uden mellemkomst af et P.A.-system, har en skærpet betydning for mig nu, da den er en truet art. Selv vores orkestre spiller en gang imellem forstærket nu. Når det drejer sig om optagelse, så er min smag gået henimod monaurale, uredigerede, u-miksede optagelser, som indeholder en enkelt tidsudstrækning fra et sted, hvis rumklang kan høres. Hvis jeg brugte 24-ka-nals-optagelser, ville jeg bruge det, ikke som man plejer at bruge det - til en tosporsmiksning - men for et 24-højtalers kontrapunktisk system. Og endelig, så er jeg gået til radioen med mit arbejde. Vi er indprentet den ide, at kun visse ting er mulige i radioen, fordi der er nogle ting, man aldrig hører i radioen. Hvorfor kan man f.eks. ikke udsende et fem dage langt stykke elektronisk musik uafbrudt? Nåh, men det kan man altså - vi gør det i næste måned (Alvin Luciers »Musik på en lang tynd tråd«), men hvem ville have troet det muligt? Jeg selvcensurerer ikke mit arbejde til at passe ind i et standardiseret udsendelsesformat, og det har været muligt for mig, i og med at jeg arbejder for en meget modig og hjælpsom radiostation (KUNM-FM i Albuquerque, New Mexico). Mit arbejde på radioen er helt klart en reaktion imod musikindustriens kvælertag og dens uudtalte tvang såsom: flad dynamik; et konstant »hot signal«; forventning om, at lytteren har en kort opmærksom-hedsperiode, hvilket betyder udseendet af stadig ændring og spænding uden nogen egentlig strukturbevægelse; osv. osv. Lige så snart man bryder med nogle af

Ned Sublette år 29 år, kompositor, performer och radioproducent. Arbetet med radio har antagligen hjålpt honom att forbil vid sina sinnens fulla bruk - sager han sjalv. Men han bar likval på agg till radio- och inspelningsmedierna. Ingen av hans vanner i New Mexico hör någonsin levande musik. Och naturligvis lyssnar ingen på radion, dom använder den. Det ar en förutsägbar orgelpunkt och delta år hans utgångs-punkt i arbetet.

Ned Sublette är känd for sin Symmetrical Performance. Live läser han en text som han lärt sig lasa baklanges, som den skulle låtit på band. Denna uppläs-ning spelas in och i verkets andra avdelning spelas bandet upp - baklanges. Men en baklanges text kord baklänges visar sig låta som en normal text hord som genom slöjor.

The Mormon Bishops Lament är framförd over 200 ganger i New Yorks tunnelbana. Synthetic Popular Songs hoppas han bii rik på. Histories ar en våxande samling mikrofonkompositioner på band - oredigerad dokumentation. Love has so emaciated me that I am almost melting away, Hymn to Martyrdom, Stigmata, Army of worms to turn S. Bronx into Eden of Vegetables är andra titlar på hans verk. Ned Sublette har imponer ånde studier bakom sig. I klassisk gitarr for Hector Garcia och Emilio Pujol. I komposition for Kenneth Gaburo, Robert Erickson och Pauline Oliveros. Dessutom i lingvistik. Han upp-tråder of tå: soloaftnar, egna performances, andra komponisters verk. Intervjun är gjord i skriftlig form eftersom Ned Sublette tycker att en talad intervju är otillfredsställande for alla parter.

de regler, så kæmper man imod det, radio og rock n'ro 11 og radio har lært hinanden. H: Er du en del af Soho-scenen? N: Tjah, hvorfor ikke?Jeg bor der ikke - jeg har ikke råd til at give $600 per måned for et loftsrum - men hvad, det gælder jo for de fleste andre komponister, der udgør »Sohoscenen«. Jeg ønsker at være mobil, på trods af et voksende institutionspres til at blive på et sted, og selv om jeg bor i New York, er det kun én del af mit musikliv, der også har fundet sted i Sydkali-fornien, New Mexico og Katalonien. H: Kan du karakterisere Sohoscenen - dens tro - dens myter?

N: Det væsentligste, jeg har lagt mærke til, sammenlignet med andre steder, er et større krav om et udtryk. Folk arbejder mere på at være attraktive, at på i det rigtige tøj, at have et eller andet at vise. Eksperimentel musik kommer meget tæt på at ligne kommerciel musik.

H: Er du kritisk over for det?

N: Nej, fordi det er en reaktion imod det pres, det er at leve i New York City. Man skal arbejde hårdere for at holde en forestilling og få fat i et publikum, og udgifterne ved at få noget lavet i New York, endda til en uformel forestilling for et publikum af 30, er utrolige.

H: Hvilken slags musik håber du fremtiden bringer? N: Jeg håber på et bedre samfund, hvori musik, som vi ikke har tænkt på endnu, kan udvikle sig. H: Hvilken slags musik vil du gerne selv lave? Både sociologisk (forholdet til samfundet, mediet, markedet), instrumentalt, teknisk osv. osv. N: Jeg tror, det var Coltrane, der sagde, at hvis man vil være en bedre musiker, så vær et bedre menneske. Jeg vil gerne offentliggøre en personlig musik, og jeg vil gerne, at den personlige musik bliver så god, som den kan blive. Det i sig selv binder mig ikke til nogen bestemt stilart, eller instrument, ikke engang til en tradition eller én harmonifornemmelse. Jeg har selvfølgelig visse tilbøjeligheder, visse egenskaber, der mere og mere er ved at blive en del af min musik. Jeg har arbejdet med intonation alene, med polymetrik, med den talende røst til at lave sproglig musik, med mikrofoner til at lave konkret musik, med radio til at udsende lydmiljøer, med min guitar fordi jeg kan spille på den.

H: Leder du efter en speciel amerikansk musik? Hvad betyder det udtryk for dig?

N: Jeg plejede at tro, at jeg var kulturelt neutral, at jeg ikke havde nogen særlig etnisk musik, der var af nogen betydning. Senere, da jeg begyndte at lære mere om verdens musik, begyndte jeg at kikke tættere på cowboysangene, der var et udtryk for den kultur, hvis fortsættelse jeg kunne spore i mig selv og i mine omgivelser - Sydvest-USA. Da jeg begyndte at bo andre steder, for eksempel New York, så det jeg var og det jeg kom fra ud til at være mere og mere eksotisk. Amerikanske folkesange - både de spanske og de engelske - har fundet deres vej ind i min musik, lige siden jeg begyndte at lade dem komme ind for et par år siden. Men jeg tror ikke, at den del af min musik er mere amerikansk en den del af min musik, der ikke har disse melodier i sig. Det er en slags indtryk, igen, indtrykket af de melodier, indtrykket af talemønstre, indtrykket af vores »Interstate Highway System«, alt det du ikke finder i en ikkeamerikaner, og inden i det, indtrykket af de dele af landet, hvor jeg er opvokset og har boet osv. Alt det sker af sig selv, og jeg behøver ikke at arbejde på det. H: Har Harry Par te h haft indflydelse på dig? N: Meget. Ikke indflydelse i retning af en, man kunne efterligne, men indflydelse i retning af en der er inspirerende. Der er en slags sandhed i hans musik, der mere klart skinner igennem for hvert år, eller det er i hvert fald det, jeg hører. Der er korresponderende træk mellem det, jeg laver, og hans eksempel - jeg arbejder med intonation alene, jeg præsenterer teatermusik, og selvfølgelig, vi er begge ørkenkomponister fra det sydvestlige USA. Dertil kommer, at han har været lærer for nogle af mine gode venner, og deres ærbødighed over for ham har været en påvirkning (jeg har skrevet et stykke til David Dunn for to af Partchs instrumenter, men jeg har ikke hørt det endnu). Jeg er ikke manden til at skrive en definitiv påskønnelse af ham, men, jo, han er helt klart et positivt eksempel for mig.

H: Hvad er den mest interessante musik for dig lige nu?

N: De næste af mine egne projekter, fordi det jeg beskæftiger mig med i dem, er de spørgsmål, der interesserer mig mest. Udenfor har jeg fundet mig selv mest interesseret i cowboysange og fortællende amerikanske ballader og - spørg mig ikke hvorfor - hellig islamisk musik. Én amerikansk komponist, ikke særlig velkendt, som har et specielt sted i mit hjerte, er Julius Eastman. Jeg er altid interesseret i Partch, Cage, La Monte Young, Jackson Mad Low, Kenneth Gbu-ro, Barrem Burt, Robert Ashley, Pauline Oliveros, Alvin Lucier, Robert Erickson og en masse andre. Nu når jeg bor her i New York, har jeg en masse inspirerende musik inden for Jazztraditionen omkring mig, i den bredeste betydning, men jeg prøver stadigvæk på at få jazz til at blive en musik, jeg umiddelbart har behov for, som Bob Ashley siger, jeg har bare ikke de historier at fortælle. Jeg har hørt tale om musik i Europa, men jeg har aldrig været der og hørt det, og jeg har gang på gang set, at den musik, der rejser, ved plade eller på anden måde, ikke nødvendigvis er repræsentativ. Jeg har aldrig hørt en musik, jeg ikke var interesseret i.

H: På telefonen sagde du »jeg er kun musiker«. Hvad er dit forhold til at komponere musik? N: Jeg tror, at det du prøver at komme ind på, er det som du talte til mig om, en komponist-udøver-tvedeling som du fortalte mig eksisterer i Europa, eller i hvert fald i Sverige, kontra den almindelige praksis her, nemlig komponister, der opfører deres egen musik eller udøvere, der komponerer deres egen musik, hvilket man nu vælger. Jeg spiller andre menneskers musik ved siden af min egen. Jeg er mere tilbøjelig til at være komponist, tror jeg, men jeg vil aldrig miste den direkte kontakt med musik, som jeg får ved at optræde. Jeg har nået grænserne for, hvad jeg kan spille for mig selv, og jeg har et større behov for specialister. Men alligevel, jeg dirigerer dem selv. Jeg laver partiturer, som jeg sender ud til andre mennesker for at opføre, og det er en meget speciel måde at lære om sin egen musik på, når man indkoder det, og et bånd eller en opførelse kommer tilbage, så jeg vil ikke nedsætte den måde at arbejde på. For mig at se er komponist/udøver en underlig, men interessant måde at adskille dele fra et hele.

H: Er din sang i »The Kitchen« (»The Mormons Lament«) repræsentativ for din musik som en helhed? N: Ja, men ikke på en umiddelbart åbenlys måde. Ikke al min musik er uakkompagnerede sange sunget i en grov mørk-optagelse-stil. Men en masse af min musik er vokal; melodi og udsmykning er et stort spørgsmål for mig nu; selvbiografi - sangen var i en selvbiografisk stil - er vigtig; jeg har været interesseret i at fortælle historier; og emnevalget - massakrer begået i religiøse øjemed - har været tilbagevendende i mit arbejde i mange år. Men sædvanligvis ville man ikke på grundlag af en af mine opførelser vide, hvordan de forrige fire eller fem var. Det er svært at markedsføre.

(oversat af Pete Rasmussen)

Årgang 54/1979-1980, nr. 06