Ny musik i traditionens tegn Warszawa efteråret 1980

For 24. gang inviterede den polske komponistforening til efterårsfestival for ny musik i Warszawa den sidste uge af september. En masse arrangementer fordelt på en weekend, plus en uge, i alt 10 dage. Mæthed, forvirring og tiltrængt inspiration er den umiddelbare fornemmelse observatøren har, når han forlader den polske hovedstad og sætter sig til rette i flyet for at vende hjem til en af den ny musiks provinser - København. Festivallens arrangører med præsidenten Josef Patkovskij i spidsen vil deltagerne det godt -alle skal kunne nå at overvære alle arrangementer - derfor kan en dag komme til at forløbe på denne hjernevaskende måde: 10-13 pressekonference, 14-16 elektronmusikkoncert, 17-19 kammerkoncert, 20-22 symfonikoncert og endelig 23-01 midnatskoncert. Det er virkeligt anstrengende og det er spørgsmålet om observatørens vurdering af de præsenterede aktiviteter er fuldt kvalificeret, for når man er nået godt ind i midnatskoncerten, er det svært at holde indtrykkene fra hinanden selv for garvede nymusiklyttere. Festivalens arrangører afslørede for Deres udsendte, at man også fra næste år påtænker at strukturere festivallen lidt anderledes, så forskellige aktiviteter løber parallelt - så f.eks. særligt symfonisk-orienterede lyttere kan vælge een serie, hvorimod måske musikdramatiskinteresserede kan vælge en anden. Men i øvrigt er strukturen i denne efterhånden gamle ny musik-festival solidt funderet. Aktiviteterne foregår flere steder i Warszawa; symfonikoncerterne i Nationalfïlharmonien, kammerkoncerterne i det udefra noget afskrækkende Frédéric Chopin-institut - viste sig at have en yderst velfungerende koncertsal med en særlig virkningsfuld placering af orglet - fordelt på begge sider af podiet helt oppe under loftet, hvilket muliggjorde rumlige effekter ved festivallens orgelindslag ved tyskeren Gerd Sacher i særlig grad i fremførelsen af Kagels Phantasie for orgel (1967). Festivallens - desværre - eneste musikdramatiske indslag, Schönbergs »Moses og Aaron« var selvfølgelig henlagt til det store teater og i Warszawas »gamle« rekonstruerede bydel ved torvet holdt man de daglige pressemøder, hvor gårsdagens medvirkende musikere samt dirigenter og komponister og andre implicerede kunne mødes med publikum. To koncerter uden for det officielle program var henlagt til et lille kælderteater lige over for det store Stalinkulturpalads. Det var festivallens elektronmusikindslag. Koncerter, der især glædede en nordisk observatør, idet Sverige var stærkt repræsenteret med værker af »de unge løver i svensk elektronmusik« Rolf Enström og Tommy Zwedberg. At Sverige stod så stærkt fik jo een til at tænke over, hvor vigtigt det er, at der findes et miljø, hvor musikken kan udvikles - noget vi i den grad mangler i Danmark på elektronmusikkens område, hvor Gunnar Møller Pedersen kæmper en ensom kamp. Bortset fra de svenske værker præsenteredes værker i knap så agressiv klanglig differentieret stil af kanadieren I ves Doust, italieneren Teresa Rampazzi og amerikaneren Robin Heifetz samt selvfølgelig en lang række polske komponister, hvor især den 30-årige Eugeniusz Knapik skal nævnes. Bortset fra disse elektronmusikarrangementer var det så som så med eksperimenterne i Warszawa i år. Den gamle traditionelle linje blev opretholdt - den linje, der også lå til grund for festivallens start i 1956: at præsentere ny musik for polakkerne primært og det ud fra tre lige vigtige vrundprincipper: 1) de moderne klassikere (værker af f.eks. Schönberg, Berg, Sjostakovitsj), 2) nye værker af nulevende udenlandske (i forhold til Polen) komponister, som er i cirkulation, men som endnu ikke har fået polsk førsteopførelse, 3) den nye polske musik. Arrangørerne kan ikke nok understrege at festivallen først og fremmest er for polakkerne, selv om det måske er lidt svært at påstå i vore dage, dette folkeopdragende idégrundlag, hvor størstedelen af publikum er observatører fra andre lande.

Hvert år fokuserer festivallen på nogle lande uden for Polen. I år England, Holland og Sovjetunionen. England var fornemt repræsenteret ved de to vigtigste ny musik-ensembler i øjeblikket: The London Sinfonietta og London Electric Phoenix. London Sinfonietta - der formentlig gæster Danmark igen i Tivoli til august næste år - har efterhånden etableret sig som et af verdens eneste full-time-rej-sende ny musikensembler. Efter medvirken i de nordiske musikdage drog ensemblet til Polen for derefter at drage videre til en ny musik festival i Rumænien. Ensemblet præsenterede ny engelsk musik af bl.a. Maxwell Davies, John Casken, Robin Holloway, Michael Finnissy og Nigel Os-borne. Alle værker skrevet til ensemblet og især kan man måske fremhæve Osbornes »In Camera«, der inden for et rodfæstet kammermusikalsk synspunkt afspejlede kontrastvirkninger inspireret af filmiske idéer: rolige, spændingsladede momenter kontrasterende med flimrende bevægelser. Osborne er repræsentant for den gruppe komponister, der har modtaget et polsk statsstipendiat og som derfor har en særlig tilknytning til det polske musikmiljø. En anden stipendiat er den også herhjemme kendte pianist og komponist Stephen Montague - amerikansk født, men bosat i London - hvis orkester og korværk »Warshavian Spring« blev uropført i dette års festival. Det virressant - en ikke særlig god opførelse bidrog heller ikke til et eventuelt positivt indtryk; en af festivallens meget prominente ældre polske komponister bemærkede tørt efter opførelsen af værket, at nu havde han boet i Warszawa hele sit liv og hvis foråret dér kunne inspirere til et sådant stykke, ville han flytte prompte.

Englands største kunstneriske overraskelse blev ensemblet Electric Phönix, som vi nok skal komme til at høre meget til i fremtiden. Ensemblet medvirkede ved to koncerter, hvoraf den ene var den polske radio og TVs vigtigste satsning i festivallen med samtidig direkte transmission i radio og TV. Medvirkende var organisten Gerd Sacher, den legendariske tubaist Zdzislaw Piernik - som opførte festivallens eneste Penderecki-værk, en Capriccio for solo tuba -samt Electric Phönix. Det vigtigste værk var englænderen Roger Marshs »Not a soul but ourselves« (1977) for fire forstærkede stemmer - skrevet til Electric Phoenix. Gruppen blev dannet i 1978 og udforsker i sit arbejde nye måder at synge på, nye vokale teknikker baseret på elektrisk bearbejdelse af stemmerne - et ganske nyt lydsystem baseret på en mixerpult med 12 indgange og 4 udgange er lavet specielt til gruppen ligesom en Magical Movement Machine, der registrerer energi og bevægelse i rummet og omsætter det til lyd. Gruppens fire medlemmer Karen Jensen, Linda Hirst, William Brooks og Terry Edwards har for øvrigt en fortid i underholdningsmusikken - to har været medlemmer af Swingle Singers. Den 31-årige Roger Marshs værk, bygger på tekst fra James Joyces Finnegans Wake og er en »hommage« til Anna Livia Plurabelle - Finnegans Wakes hustru/moder. Undertiden er teksten ren »musik-funktionsmæssigt, f.eks. åbningens »gossip«-afsnit, som siden kommer igen som et musikalsk motiv, i forløbet eksperimenteres der med tekstens muligheder i elektronisk bearbejdelse. Ved ensemblets anden koncert sammen med den amerikanske janichar og komponist Donald Knaack stod der bl.a. musik af David Bedford og William Brooks -ensemblets tenor - på programmet. Af sidstnævnte nogle madrigaler for fire meget virtouse sangstemmer elektrisk forstærket og forvrænget. Aldrig har man hørt en menneskestemme kunne så meget. Som en slags understregning af, hvad denne gruppes eksperimenter går ud fra, stod også Cages snart klassiske »Aria« på programmet, som fik en helt sublim fremførelse af Karen Jensen. Forhåbentlig finder denne gruppe snart vej til en dansk koncertsal, for det er nyt og samtidig knagende dygtigt og professionelt, hvad de fire og ikke mindst deres mixer John Whittig præsterer. Holland skulle have været repræsenteret ved såvel symfonikoncerter som kammermusikkoincerter, men i sidste øjeblik meldte den spændende klarinetist Harry Sparnay af - så Holland blev »kun« repræsenteret ved to symfonikoncerter med Het Residentie Orkestret fra Haag dirigeret af Ernest Bour.

Da et værk var for svært til, at det kunne nås på den afsete prøvetid - ja, det sker åbenbart også andre steder end med Sjællands Symfoniorkester i København - blev Holland kun repræsneteret med 5 værker, l fra den ældste generation - Matthijs Vermeulens fjerde symfoni »Les Victoires« fra 1940-41, der repræsenterede Hollands traditionsbevidste 20.århundrede-musik, to værker fra mellemgenerationen - komponister født i 30'erne Theo Loevendie og Otto Ketting, hvoraf sidstnævntes Symfoni for saksofoner og orkester fra 1977-78 endnu engang viste sin bæredygtighed (værket præsenteres i P2 den 17. december 1980 klokken 22.30, hvor flere værker fra dette års festival i Warszawa spilles). Theo Loevendies eksperimenter med tyrkiske musikelementer i de seks tyrkiske folkesange (1977) skrevet til og opført af Dorothy Dorow var nok det mest spændende hollandske bidrag. Foruden det rytmiske i teksterne arbejder Leovendie i værket med en toneartsanordning i et diatonisk tetrachord (D,E,F,G), der findes i den største del af den tyrkiske musik. I spændingsforholdet mellem det folkemusikalske og Loevindies i øvrigt personlige tonesprog fremstod et betagende værk, der havde en umiddelbar appel. Fra den yngste komponistgeneration hørtes værker af Peter Jan Wagemans - Alla Marcia for solo tuba og 12 instrumenter (et antimilitaristtisk værk inspireret af militærkuppet i Chile) - og Guus Janssen - Dance of the Malic Matrices for klaver og orkester, hvor komponisten selv medvirkede som solist. I værket forsøger Guus Janssen med en nærmest Poul Ruders'sk fandenivoldskhed at perspektive den traditionelle virtuose klaverkoncerttradition.

På vej til en omtale af det sidste land, festivallen satte fokus på - Sovjetunionen - skal det omtales at festivallens eneste musikdramatiske udspil, Schönbergs »Moses og Aaron« blev fremført af Deutsches Oper am Rhein fra Düsseldorf. Dette gæstespil med solister, kor, ballet og ortke-ster slugte op mod 1/3 af hele festivallens samlede budget og var vel nok festivallens største skuffelse såvel kunstnerisk som musikalsk. Opsætningen var fra midt i 60'erne og vi har allerede i 1970 set forestillingen i København ved den daværende ballet- og operafestival. Dengang hvor Wieland Wagners ånd svævede over operainstruktionens
vande vakte denne statiske, nærmest oratorieagtige stiliserede opsætning en vis opmærksomhed. Men der er unægteligt løbet en hel del vand i operainstruktionens strand i løbet af 70'erne og gensynet i Warszawa var kedeligt og uniteressant og da opførelsen ikke engang var musikalsk i top blev det en lidt trang affære. Schönbergs opera har aldrig sagt mig noget som helst. Den virkede endnu mere »løs« og overflødig ved denne lejlighed og demonstrerede klart at dens rolle i musikhistorien bør være fodnotens og hvis en behjertet sjæl ønsker nærmere fordybelse så kan han/hun gå til de eksisterende pladeindspilninger. På en scene går den ikke, i særdeleshed ikke i Deutsches Oper am Rheins gamle opsætning.

Jeg havde personligt glædet mig meget til at overvære en operacollage »La Femme 100 Tetes«, som en gruppe fra Buenos Aires i Sydamerika skulle have fremført. En surrealistisk sag bygget på Max Ernst. Men desværre kom der afbud i sidste øjeblik så også den eksperimentelle del af festivallen måtte vi være foruden.

Eksperimenter kom der ikke mange af fra det tredje land, festivallen satte lup på: Sovjetunionen. Ensemblerne og solisterne var noget af det bedste, Sovjetunionen kunne præstere i dag med violinisten Oleg Kagan og pianisten Sviatoslav Richter i spidsen. Ikke desto mindre var publikumsinteressen ved de sovjettiske koncerter noget behersket. Et af festivallens få buh-råb kom efter opførelsen af en ung russisk komponist Vyacheslav Artyomovs noget larmende orkesterværk Vejen til Olympus - det var som om Polens daværende politiske spændte situation skinnede igennem ved disse koncerter. De russiske solister og ensembler tog sig særligt af den moderne klassiker-del af festivallen - på kammermusikfronten mest bemærkelsesværdigt ved en klaverrecital med Richter med musik af Prokofiev og ved en præsentation af Sjostakovitsj' sidste kammermusikværk - den halvtimelange bratschsonate, der fik en sublim opførelse ved bratscisten Yuri Bashmet og Richter - en opførelse, der i øvrigt blev krydret af komponistens enkes tilstedeværelse. Sjostakovitsj var også repræsenteret med sin 2. cellokoncert, hvor vi blev præsenteret for en anden af Sovjets unge talenter, cellisten Ivan Monigetti. Moskvas Symfoniorkester blev dirigeret af Veronica Dudarova. Det andet store ensemble fra Sovjet var Moskvas Konservatorie-ensemble, der på en koncert med Hindemiths Kammermusik nr. 2 og Bergs kammerkoncert præsenterede festivallens store overraskelse: Alfred Shnitkes 3. violinkoncert. Shnitke er på ingen måde et nyt bekendtskab - en af hans tidligere violinkoncerter blev præsenteret for nogle år siden herhjemme og den tredje violinkoncert blev bl.a. spillet sidste år i Stockholm af Gidon Kremer. Værket fik enorm eucces i Warszawa og den kan nok dels forklares ud fra værkets opførelse med Oleg Kagen som solist dels ud fra dets evne til i sin musikalske stil og i komponistens kompositoriske holdning at skabe en syntese af de indtil nu opnåede musikalske udtryksmuligheder og en stærk personlig meddelelsestrang hos såvel komponist som udøver.

Værket var primært personligt. Det var som om publikum i Warszawa i år ville have bekendelsesværker mere end eksperimenter. Det er helt tydeligt, hvis vi vender os mod de polske bidrag på festivallen.

Alt hvad der kunne krybe og gå af musikalsk kompetente ensembler og orkestre var til stede - Polens bedste symfoniorkestre, solister med violinisterne Konstantyn Kulka og Wanda Wilkomirska i spidsen, Wilanos-strygekvartetten, Warszawas slagtøjsensemble, Zygmunt Krauzes ensemble o.s.v. skulle opføre over 40 foreksllige polske værker. Naturligt samlede interessen sig om de polske giganters værker - Krystof Penderecki skulle have haft sin symfoni opført på åbningskoncerten, men valgte i sidste øjeblik at trække den tilbage - officielt fordi han ville omarbejde og udvide værket - uofficielt fordi han ikke ønskede at stå til kritikersmæk på denne vigtige ny musikfestival efter den noget reserverede modtagelse af operaen »Paradise Lost« sidste år. Han blev i år kun repræsenteret ved et l0-minutters solotubastykke.

Fra Pendereckis generation kom den 47-årige Henryk Go-reski til at stå i centrum med korværket Beatus Vir - salme for baryton, kor og orkester. Værket er bestilt i 1978 af kardinal Karol Wojtyka til festlighederne i anledning af Sankt Stanislavs martyriums 900 års dag. Beatus Vir er første del af et planlagt to-timers værk »Sancti Tui Domine«. Værket fik i tilblivelsesfasen en følelsesmæssig tilskyndelse, idet en af den gamle Sankt Stanislavs efterfølgere blev valgt til pave i Rom. I 1979 blev værket uropført i en basilika i Krakov og trods sit meget enkle kompositoriske materiale virker værket stærkt, suggestivt, mystisk religiøst. Det får lytteren til helt at hengive sig i kontemplation - en art transcendental virkelighed. Stykket er baseret på to enkle akkorder hele vejen igennem i vekslende formationer.

Det vil føre for vidt at opregne alle de nye polske værker og det er heller ikke formålstjenligt, for der var meget skidt og kanel imellem. Man forstår godt, at arrangørerne vil presse alt igennem der produceres, men alt er ikke lige fordøjeligt. Der er utallige helhjertede »klassicistiske« forsøg på traditionelle nærmest mellemkrigs-neoklassikpre-misser, f.eks. Kazimierz Sikorskis 5. symfoni, Pallasz' violinkoncert, Glinkowskis Sinfonia mesta e tranquilla og mange andre. Man kan beundre det håndværksmæssige, men som kunstneriske udsagn formår værkerne ikke at sige meget.

I generationen før Penderecki var det naturligt at interessen samlede sig om årets Lutoslavski-værk, dobbeltkoncerten for obo og harpe skrevet til Holliger-ægteparret på opfordring af Paul Sacher. Uropførelsen fandt sted i Luzern i sommer, men den polske førsteopførelse kom i festivallen. Værket er i tre dele - en rapsodisk førstesate, en udtryksfuld adagio dolente sat s og til sidst en hurtig Marciale e grotesco. Egentlig en klassisk anordning, men i satsarbejdet driver Lutoslavski sin aleatorik til det ekstreme og slår som noget nyt ind på en mere polyfon stil i øvrigt, end man tidligere har mødt. Koncerten viste også, at Lutoslavski ikke er bange for at skrive musik til solister, der kan noget på deres instrumenter. Heinz Holliger opførte også Lutos-lavskis lille fem minuttersværk »Epitaph« for obo og klaver »in memoriam Alan Richardson«. Et elegisk værk, der spinder videre på instrumentets belastende klangkarakter. Begge opførelser var store publikumssucceer og sidste sats af koncerten og hele solosstykket måtte gives da capo - en sjældenhed ved en ny musikkoncert. Koncerten med Holliger-ægteparret midt i festivallen kom på en lidt anden led til at vække opmærksomhed. Det var på grund af uropførelsen af et værk af Witold Szalonek fra Penderecki-generationen: Nocturne for baryton, harpe og strygeorkester. Dette værk blev den røde klud i de verserende æstetiske diskussioner på festivallen. Szalonek skriver i programnoten at værket er fra 1953. Han fortæller, han ikke kunne få det opført dengang, han lagde det til side, arbejdede videre på andre værker. Han troede det var gået tabt, men genfandt det, da han kom hjem efter sidste års warszawa-festival. Han gik igang med at rekonstruere værket og han skriver i programnoten »Det er et vigtigt værk, fordi det repræsenterer den indledende fase af min kompositionsvirksomhed - den folkeklassiske, som visse leksika omtaler den som. Værket har også visse især harmoniske og klanglige detailler, der kan interessere i forbindselse med mit fortsatte arbejde. Endelig håber jeg at værket kan opflamme diskussionen om problemerne ved min generations modning, hvordan vi kommer videre. For hvis man nu ikke vidste at værket var fra 1953, kunne man - hvis man gik ud fra det var nyt - tage det til indtægt for den nye »nostalgia«-bevægelse. Og dette skal bevæge os til at stille os selv en lang række spørgsmål om polsk musiks nuværende tilstand og dens fremtid. Især om man skal systematisere det nyudfundne klangmateriale ved at fremgrave dets karakteristiske formskabende kræfter eller om man skal lade det hele ligge til fremtidige generationer og fortsætte jagten på kejserens nye klæder!«

Nyromantik, publikumsleflen, festivalkomponister var ord der svirrede i diskussionerne på festivallen. Det var klart at der er uoverensstemmelser i den polske komponiststand. Szalonek tager stærkt afstand fra kollegaen Penderecki og den lidt yngre Zygmunt Krauze, hvis violinkoncert åbnede festivallen. Krauze kan man sige meget om, men der sker noget, når han er indblandet. Hans gruppe gav et par koncerter, bl.a. en dansekoncert, hvor over 25 forskellige 3-5 minutter lange dansesatser blev uropført - som Karuze havde bestilt hos en række komponister - deribaldt festivallens eneste danske indslag Bent Lorentens Samba 1980. Koncerten varede fulde to timer fra 23-01 - man er træt, når man har hørt over 25 forskellige komponisters forsøg på at skrive dansesatser for klaver, klarinet, basun og cello!... Krauze er en omdiskuteret person i Polen. »Playboy-komponisten« var der en kollega, der kaldte ham; men festivallen satser hårdt på ham - måske ikke uden skelen til hans evner til at vække opmærksomhed - selv pop-attituder kan være rare at have inden for ny musikpromotion!

»Som sønner af berømte fædre« -ja sådan kan man nok bedst karakterisere den yngste komponistgeneration i Polen. De unge har svært ved at finde en egen identitet. At skulle leve op til den betydning Polen havde i ny musik for år tilbage er svært. Blandt de yngste stod især tre frem som værd at skrive sig bag øret: Eugeniuz Knapik, Andrzej Krzanowski og Aleksander Lason - alle tre født i 1951. De tre var repræsenteret ved hhv. »La Flute de Jade« for solo sopran og orkester til kinesiske tekster, en strygekvartet og en symfoni for blæsere, slagtøj og to klaverer. Sidstnævnte Lason har allerede indhentet flere priser, bl.a. dette års førstepris i Rostrum i gruppen af komponister under 30 år, for det værk, der blev præsenteret ved festivallen. Måske er der håb for en ny polsk »skole«, men aldrig får landet en sådan kulturel stimulans som i slutningen af 50'erne og 60'erne hvor den politiske situation efter Stalin i den grad betød et »kulturboom«. Desværre er den nye polske komponistgeneration mere international og dermed skal »geniet« være så meget desto større for at bryde igennem.

Værker fra dette års Warszawa festival, bl.a. Lutoslawskis Dobbeltkoncert og Goreckis Beatus Vir kan høres i radioens P2 17.12.1980 kl. 22.30-24.00.