Bøger

Rocklitteratur - udlandet

Af Ivan Hansen

Pop, beat og rockmusik behandles med (store) mellemrum her i tidsskriftet. DMT-popnummeret i 1963 betegnede således en nådesløs adornosk afvisning af den påtrængende slægtning, i Dmt-beatnumrene omkring 1966 og 1968 fik man så pludselig øjnene og ørerne op for kvaliteterne i den nye progressive beat, og i Abbanummeret 1979 kastede Philip Tagg sig for alvor ud i en dybtgående men loyalt engageret teoretisk analyse af popfænomenet - dens materialer, former, myter, funktioner og betydning; en tendens vi sikkert kommer til at mærke mere til - også komponoster vil kunne lære noget her.

Det er Marshal Mc Luhan, der (i The Gutenberg Galaxy, 1961) har karakteriseret vor massemedie-tidsalder som tiden, hvor kulturmeddelelserne, som det sker i rockmusikken, udnytter alle sanserne samtidigt: både det auditive (tonebevægelserne), det visuelle (»the performance«) og det taktile (volumens og svingningernes direkte fysiske virkninger) - og som en tid, hvor de gamle kulturscener i hjemmene og koncertforeningen blev udvidet til såvel æteren som gaderne og stræderne.

Mange i det komponerende miljø har alligevel svært ved, trods velvilje, blot at forholde sig til den nye kultursituation, f.eks. rockmusikken og scenen omkring hele det »selvlærte musikfolk«, der siden 50erne snart overrumplede det officielle musikliv (400 grupper i Liverpool 1964, 1500 i San Francisco 1967, og 2000 1969 i selveste Kodalys Ungarn!). At pædagogerne ligeledes jamrer, behøver man vist ikke engang at nævne.

»Hvad sker der udover de 3 akkorder?«, »hvor er partituret?«, »hvordan tage fat om teksterne, klangene - og scenen som sådan?«, »er der overhovedet nogen bøger om det??«. Jeg har samlet min specialelitteratur sammen og skal prøve at give en orientering, som kan anspore til nærmere bekendtskaber og måske bane vej for fremtidige mødesteder for de »officielle« og de »antiautoritære«. Gennemgangen her vil omfatte rockmusikken op til punk/ disco/reggae-gennembruddet omkring 1977 (som vi tager op i et DMT-rocknummer efter sommer). Men da der er så meget materiale, tager jeg her fat på den udenlandske og gemmer den skandinaviske til DMT, 6. Hele problemstillingen har jo været der før -jazzen/modernismen i 20erne og generelt i spørgsmålet om folkemusik/ kunstmusik (grundigt behandlet i det musikalske af Walter Wiora: Europäische Volksmusik und Abendländische Tonkunst 1957 og spændende æstetisk - om »præster« versus »shamaner« - af Marius Schneider: Sociologie et Mythologie Musicales I960). Der er altså en debat-tradition at gå ud fra. Sagen er bare at musikken og kultursituationen er en helt anden nu - end ikke de gamle stilarter og genrer holder længere (er Steve Reich rock, er Xenakis-slagtøjsmusik-ken?, er Hendrix avantgardejazz, er Henning Christiansen pop, er Kim Larsen Thomas Laub junior, er Nørgård avantgarde, er Rypdal kompositionsmusik, er Kagel punk ...). lad os springe ud i det!

Rocklitteraturen har indtil nu hovedsagelig været journalistisk, koncentreret om ekstramusikalske beskrivelser, interviews og katalogisering. Analyserne, som musikinstitutionerne kan bruge til noget, har det taget lang tid med - af ovennævnte grunde og fordi rockmusikken i sin grund er anti-intellektuel og anti-autoritær. Og selv om der med 60-erne skabtes deciderede kunstformer ud af beatmusikken, er den primært en ny elektrisk industriel folkemusik, skabt ud fra en enkel mundtlig traditions omgang med teknologien. Det drejede sig om andre og flere ting end de sædvanlige materialetekniske og direkte kompositoriske. Nu begynder imidlertid også den mere analyserende rocklitteratur at dukke frem - i forbindelse med at rockmusikere bliver ældre og de nye rockmusikere bliver mere og mere orienterede om andre traditioner (danske new wave-grupper refererer direkte til fluxus!).

Selv om enkelte har beskæftiget sig med relationen folkemusik/kunstmusik, skal vi helt op i 60erne for at møde mu-sikologer, der tager den nye musiksituation i nærmere betragtning. De er imidlertid gode (Carl Dalhaus, udg.: Trivialmusik, 1967). Her er der, til forskel fra Adornos isolations-politik, taget fat om musiksituationen med en imødekommenhed, der førte til et æstetisk selvopgør (med »Trivial als ästhetisches Urteil«) og dermed førtes man ind i nyt land ikke fjernt fra attituderelativismen herhjemme. Herfra startede så det seje arbejde med at skrive en populærmusikkens historie på dens præmisser, og det er typisk nok tyskerne, der er først ude med en kortlægning af pophistorien - en mursten af en bog, der beskriver poppens udvikling stilistisk og socialt fra 1820-ernes Europa (»wo die eine Hälfte der musikalischen Welt über Beethoven nachsam während die andere in den Tag hinein lebte«, som beskrevet i Neue Zeitschrift på den tid) og op til dagens internationale pop (Klaus Kuhnke: Geschichte der Popmusik I - bis 1947, 1976). Man venter på vol. II, der skal føre frem til i dag.

Kuhnkes skildring er både bredere, grundigere og mere overskuelig (med en mængde pladehenvisninger) end tidligere teoretiske tyske forsøg (Hans Christian Worbs: Der Schlager, 1963) eller Werner Mezger: Schlager, 1975, der rummer en ret grundig analytisk undersøgelse af den internationale, men især tyske pops udvikling, stilarter, produktion og tekst-, musik- og performancekarakter - men altså koncentrerer sig om især den tyske pop frem til beatmusikken i 60erne.

Vil man have en mere levende og ekstramusikalsk orientering om populærmusikkens kronologi, genrer og udtryk, skal man nok hellere gå til de amerikanske musikskribenter. Historien er her mere journalistisk, men det er nok slet ikke så dårligt som en begyndelse, fordi den indfanger (jvf. Mc Luhan) alle de nye postgutenbergske aspekter, som populærmusikken mestrer.

Rock n´ Roll-gennembruddet fra 1950 til 1960 er forholdsvis grundigt beskrevet, og denne tidlige pop er da heller ikke svær; materialet er enkelt i en blanding af bluesbaseret rhythm and blues og ballader, men centralpunktet ligger i dens gennembrud af glade erotiske fællesritualer i vesten, ført an af ungdommen. Hvis der er syrlige protester i musikken her, drejer det sig mest om at »skolen er kedelig«. Den elektriske rock Vroll er behandlet af en god mand på rocklitteraturområdet, Arnold Shaw (The Rockin' '50s, 1974) og i en mere leksikal form af englænderen Chris May (Rock'n'Roll, på forlaget Socion Books, 1974). En tidsmæssig bredere og mere fact-mættet skildring er også dukket frem (David Ewen: All the years of American Popular Music, 1977), der, skal det nævnes, skønt den starter fra 1864, kun dækker det amerikanske og især koncentrerer sig om vokalstilen - men god og uhyre grundig er den. Vil man blive ved rødderne og have belyst baggrundene i den afro-amerikanske blues, gospel og jazz, skal man til de sorte amerikaneres egen fremstilling; her får man en god allround orientering (blues, jazz, rock) i Ortiz M. Walton: Music, Black, White and Blue, 1972, og i Arnold Shaw: The World of Soul, 1970) langt bedre end den forståelige, men næppe holdbare, indignerede holdning i Lawrence N. Reed: Rock is Rhythm and Blues, 1974). Herfra kan man med udbytte også m.h.t. rockmusikken generelt bevæge sig ud i den borgerrettighedstilknyttede soulmusik, den prædikende, sexede, ekstatiske elektriske gruppemusik, hvor »music turned into a ritual of release«, som udgangspunktet er i Phyl Garland: The sound of soul, 1969, der samtidig fører begrebet helt ud til Coltrane og Hendrix. Og ganske omfattende og gennemgribende er på samme måde Michael Hara-lambos: Right on, from blues to soul in America, 1974, der både skildrer udviklingen hér, men samtidig peger på en kommende fremtidspluralisme, der allerede i løbet af 1960 begynder at tage form.

Den anden tilgang til rødderne - til spillemandsmusikken og den europæiske populærmusik, er lige så spændende og vigtig, og her er man godt dækket af to bøger (Dave Laing: The Electric Muse og Jacques Vassei: Electric Children), hvor den første viser vejen fra europæisk spillemands- og folkemusik ind i den nye elektriske revival fra 60erne, og den anden viser forbindelserne fra countrymusikken ind i Dylantraditionens folkrock.

Sværere og kompliceret bliver hele affæren unægtelig med 60erne, hvor det »selvlærte guitarmusikfolk« slår globalt igennem (forundret registreret hos Kurt Blaukopf m.fl.: New Patterns of Musical Behavior) og ikke blot teknisk raffineres, men også blander kulturer og traditioner (rock'n'roll, folk, soul, schlager, beat, jazz, etno, klassisk, avantgarde) - så vidt at Stockhausen skriver fribrev til de unge og H.S. Schönberg i The New Times må konkludere, at »musikken bliver »a kind of Total Theater in which the human voice will be mingled with lights, electronic sounds, improvisation and a completely new outlook on what constitutes music«. Kernepunktet er, at beatmusikken omkring 1968 ikke alene er et opgør mod schlageruniverset, den etablerede jazz og den langhårede avantgarde - men er selve centrum for ungdomskulturens æstetiske-etiske nyformulering.

Musikalsk viser det sig i genopdagelsen af ekstasen (den rytmiske ydre som den klanglige indre), i improvisationen, gruppespil, mangfoldige personlige fraseringer, nye person-lige-sociale-metafysiske tekster, samværskoncertform, stam-merituel festivalsmusik, totalteater.

Det er alt dét, man kan høre hos Hendrix, Doors, Beatles, Procol Harum, Pink Floyd, Incredible Stringband, Dylan, Jefferson Airplane, Zappa, Stones og alle de andre. Selv når generationen skal skrive om andre emner - fra tøj moder til filosofi, selv når den ældre generation skal beskrive nutiden -fra familieaspekter til politik og eksistensens mening, kom-, mer det hurtigt til at handle om beatmusik alligevel. Det er få gange, at musik kan samle Vestens bevidsthedsaktiviteter i en sådan grad, men her er en af dem.

Alle mulige kulturformer og traditioner blev inddraget her på vej mod den globale landsbykultur - et tydeligt og ofte omtalt retreat from the west, hvor musikken blev centralpunkt i en søgen efter nye værdier i en kommerciel atombombetid.

Litteraturen om beatrevolutionen her fíndes i mange forskellige former- fra det aktuelle og hektiske, men tidsbegrænsede og noget overfladiske (Nik Cohn: Pop -from the Beginning, Charlie Gillet: The Sound of the City, til det mere kronologisk korrekte (Mike Jahn: Rock from Elvis Presley to Rolling Stones) og til den dybere fænomenbeskrivende- med en langt større referenceramme (Carl Belz: The Story of Rock og Arnold Shaw: The Rock Revolution) - Shaw's er den bedste. Har man været igennem disse kan man med langt større udbytte få noget ud af de katalogiserende antologier - der både kan være smarte journalistiske med en masse personlige inside-rock betragtninger (Tony Palmer: All you need is Love), men også gedigne, redelige og solidt gennemført (Rolling Stone-tidsskriftets: Illustrated History of Rock'n'Roll og Joachim E. Berendt: Von Rag bis Rock - sidstnævnte med solid baggrund i jazzen). Og herefter kan man med udbytte bruge opslagsbøgernes katalogiseringer i nogle af de mange leksika, der er kommet i 70'erne (de bedste er Dave Laing m.fl.: Encyclopedia of Rock, New Musical Express: Book of Rock I-II og Siegfried Schmidt Joos: Rock Leksikon, sidstnævnte med en god introduktion til selve fænomenet). Med 70'erne vokser yderligere de mange stilartsbeskrivelser af alle de mange mange rock-retninger, der skyder op (f. eks. Philip Jenkinson: Celluloid Rock - om rock og film, og- de to bedste og væsentligste af dem alle: Julie Cory el - Laura Friedman: Jazz-Rock Fusion, baseret på interviews med de væsentligste musiker-komponister mellem Miles Davis og Keith Jarret, og John Storm Roberts: The Latin Tinge med en grundig gennemgang af den sydamerikanske musiks samspil med jazz-pop-rockmusikken - fra habanera, corrido, danzón, guaguancó, guajiro, jibaro, merengue til Bossa Nova og Latin Jazz-Rock.

De mere grundlæggende studier af rockmusikkens materialer, former, stiltræk, udtryk og virkemidler har det som nævnt taget lang tid at tilvejebringe - både p.g. a. alle de nye overvældende elementer og af rockfolkets generelle antiintellektuelle spontaneisme. Selv Beatles er tavse, når der skal berettes om kulturspændvidde, teksttraditioner, kompositions- og improvisationsteknikker i Sgt. Pepper. Det er heller ikke det de oftest stilles overfor hos rygtehøker-journalisterne. Og når enkelte etablerede musikfolk tager fat på det, opstår der hurtigt vanskeligheder med de sammenvævede Mc Luhan'ske ingredienser.

Her siger de gamle analyseformer ikke meget (tag et eksempel som dissonans-frigørelsen i rockmusikken, der ikke er opstået som forsinkede studier af Schønberg med ved frit løb på gribebrættet og vokale glissandi) for ikke at tale om umulighederne i at indfange improvisationer, klangeksperimenter, stemmeklangsmeddelelser og inddragelser af rituel performance. Her må en helt ny musikoplevelses-analyseform til som endnu er på grundplanet. Blandt de bedste med den traditionelle analysebaggrund som udgangspunkt er Wilfred Mellers Beatles-analyser (Wilfred Mellers: Twilight of the Gods - Beatles in retrospect) sammen med Dorte Hart-wich-Wieche H's mere videnskabeligt saglige stringens (Dorte Hartwich-Wiechell: Pop-Musik. Analysen und Interpretationen) i kortlægningen af materialer, former, tekster og udtryk, i en kronologisk fremstilling fra Rhythm and Blues og Rock'n'Roll til Beat, Folk, Folk-Rock, Psychedelic Rock, Raga Rock, Heavy Metal Rock, Soul, Etno Rock, Jazz Rock, Soft Rock, Classical Rock, Avantgarde Rock og hvad 60'erne og 70'erne iøvrigt bragte. En lignende videnskabelig indfaldsvinkel mødes også hos Tibor Kneif men i en mere tør, kortfattet og leksikal form - dog med praktiske litteratur / pladehensvis-ninger (Tibor Kneif: Einfuhrung in die Rockmusik). Mere givende i den korte overskuelige fremstilling af materialer, former osv. er imidlertid følgende 4: (Tony Jasper: Understanding Pop, Dave Laing: The Sound of Our Time, William J. Schafer: Rock Music, Richard Middleton: Pop Music & The Blues - a study of the relationship and its significance. Den første er nok lidt tynd, men Laing's og Schafets undersøgelser af »the genesis of pop« er gode og kloge - til trods for manglende musikeksempler. Men direkte anbefalelsesværdig er Richard Middleton's bog, der både har godt fat i historieforløbet, materialeanalyserne og kulturfænomenet fra den tidlige pop og hen mod en gryende wo rid music. I den forbindelse - med jetkultur, massemedier og pluralisme - kan Eduard Pütz' (grundige og analysemættede): Musik International varmt anbefales (om forbindelser mellem blues, jazz, pop, beat, rock, afrikansk, sydamerikansk og asiatisk musikkultur) - forord af Stockhausen.

Spændende, videnskabelig og perspektivrig i det analytiske er Philip Tagg's bogudgivne doktordisputats (Philip Tagg: KO-JAK - 50 seconds of Television Music, Toward the Analysis of Affect in Popular Music) med dens totalfelt af indfaldsvinkler til popfænomenet og dens nybrydende »musematiske« oplevelsesanalyse af den nutidige pluralistiske massemediemusik. Til forskel fra andre etablere rock-forskere (Tibor Kneif, Dorte Hartwich-Wiechell m.fl.) har Tagg aktiv baggrund både i rock- og klassisk traditionen og samtidig modet og evnen til at søge nye analyseformer. Men start med hans ABBA-analyser (DMT 1979 nr. 3) og gå herfra til KO J AK's neo-mytiske partiturbilleder.

Rockæstetikken er et centralt og væsentligt emne med mange berøringsflader. Bruce Cook: The Beat Generation tegner

hele oprørstraditionens baggrund fra Kerouac til Woodstock Nation, ligesom også Theodor Roszak's The Making of a Counterculture og Marcuse's Frigørelsen gør det. De tre følgende kræver kendskab til musikken og giver gode bud på hele 60'ernes etisk-æstetiske nyformulering. Hvor Tony Palmer's Born under a bad Sign stad ig e r uafklaret, debatterende er David Pichaske's A Generation in Motion excellent på en klar, overskuelig og indholdsmættet måde. En strålende antologi over dette område med mangfoldige temaer (Apollon versus Dionysos, Woodstock versus Altamont, Kvinder og Rock, Rocklyrik og Poesi, Rock og Kunst og meget mere) findes i Jonathan Eisen's The Age of Rock, Volume I-II og Twenty-Minute Fandangos and Forever Changes. Rockmusikkens relationer til de amerikanske myter redegøres der for i Greil Marcus' Mystery Train - Images of America in Rock'n'Roll Music, og er man særlig interesseret i rockmusikkens litterære sider, er der et fyrværkeri af historiske krydsreferencer og nye synsvinkler i Richard Meltzer's The Aesthetics of Rock. Lige så sprudlende på den sociokul-turelle æstetiks område er Jerry Rubin's Do it!, hvor utopierne mildt sagt ikke er en mangelvare - ikke et programskrift og heller ikke ment som totalt gennemførlig, men sikke en arbejdsbog.

Mere specialiseret indenfor rockæstetikken er Wolfgang Sandner: Rockmusik - Aspekte zur Geschichte, Ästhetik, Produktion og Siegfried Borris: Pop Musik - Kunst aus Provokation, Sandner's er grundig og med pædagogisk anlagte analyseforsøg - Borris', der sætter oprørskulturen hér sammen med avantgarden, har spændende perspektiver, men skulle være grundigere (her bare 7 essays). I samme forbindelse er Konrad Boehmer's Zwischen Reihe und Pop, ligeledes noget tynd, den rene elendighed i at bruge rockmusikken til at slå avantgardisterne i hovedet med - ubrugelig; ligesom Bernd Leukert: Rock gegen Rechts - Musik als politisches Instrument - genren trådte såvel politikken som musikken ud allerede i 70'erne. Vil man ord-flippe med antikunstneriske universitetsmarxister, må man hellere gå til Helmut Salzin-ger: Rock Power - oder wo musikalisch ist die Revolution eller Dieter Baacke: Beat - die Sprachlose Opposition - her er man bare sur over at rockmusikken beskæftiger sig med kærlighed, spontaneitet, almen smerte og fest, og gør det så direkte at »it really moves you«.

Så er den loyale rocksociologi langt bedre, den kan ovenikø-bet bruges som konstruktiv kritik i miljøet, som hos Simon Frith: Sociology of Rock, ligesom de mere statistisk anlagte af Rainer Dollase: Rock People og Das Jazz Publikum. Man skal selvfølgelig være på vagt overfor musikindustrien, der trækker i den anden ende af rockmusikken - tro ikke det hele er én lykkeligt rockende folkebevægelse. Læs bøgerne om musikindustrien (Charlie Gillet: Making Tracks - Atlantic Records and the Growth of a Multi-Billion-Dollar Industry og Steve Chappie: Rock'n'Roll is here to Pay) og rædsler vælter frem - om pladeindustrien, (hvor rockmusikken tegner sig for 80%) som Amerikas største underholdningsprodukt (langt over sport og film) og som en af Amerikas største industrier overhovedet (lidt under olie og biler og våben). Kritikken må - hvis den skal flytte noget som helst - styre efter bedre adgang, valgmulighed, orientering, arbejdsforhold og uddannelse for publikum og musikere i samspil - mod musikindustriens smagsdiktatorer fra CBS-direktørerne (eller er det ITT) til Jørgen Mylius. Dét skal kritikken bruges til, igen og igen og igen, - rock i sig selv er godt nok. Direkte pædagogisk indfaldsvinkel - i studier i receptionsfor-mer af forskellige typer rockmusik - finder man i Ekkehard Jost's Sozialpsychologische Faktoren der Pop-Musik-Rezep-tion med gode og anvendelige eksempler (noder som plader). Nodematerialer - som supplement til den klingende musik -fmdes efterhånden i form af udmærkede klaverudgaver af den væsentligste rockmusik (den store komplette Beatles-udgave findes vel efterhånden i ethvert hjem med klaver og guitar) -Haase's Boghandel i Løvstræde er velforsynet, både med noder og litteratur.

Walter Wiora: Europäische Volksmusik und Abendländische Tonkunst, Kassel 1957

Carl Dahinaus (m. f L): Studien zur Trivialmusik, Regensburg 1967

Marius Schneider: Sociologie et Mythologie Musicales, 1960

Marshall Mc Luhan: The Gutenberg Galaxy, Toronto-London 1962

Hans Christian Worbs: Der Schlager, Bremen 1963

Werner Mezger: Schlager, Tübingen 1975

Kurt Blaukopf (m. fl.): New Patterns of Musical Behaviour, Wien 1974

Klaus Kuhnke: Geschichte der Popmusik, Bremen 1976

Arnold Shaw: The Rockin' '50es, New York 1974

Chris May: Rock'n'Roll, Socion Books, London 1974

David Ewen: All the years of American Popular Music, New Jersey 1977

Ortiz W. Walton: Music - black, white and blue, New York 1972

Arnold Shaw: The World of Soul. Black America's Contribution to the Pop Music Scene, New York 1970

Lawrence N. Redd: Rock is Rhytm and Blues, Michigan 1974

Phyl Garland: The Sound of Soul, Chicago 1969

Michael Haralambos: Right On, from Blues to Soul in Black America, London 1974

Dave Laing (m. fl.): The Electric Muse - Folk into Rock, London 1975

Jacques Vassal: Electric Children, Roots of Modern Folkrock, New York 1976

Chris May: British Beat, Socion Books, London Nik Cohn: Pop - from the Beginning, London 1969

Charlie Gillet: The Sound of the City, New York 1970

Mike Jahn: Rock - from Elvis Presley to The Rolling Stones, New York 1973

Carl Belz: The Story of Rock, New York 1969

Arnold Shaw: The Rock Revolution, London 1969 Tony Palmer: All you need is Love, New York 1976

Rolling Stone: The Rolling Stone illustrated History of Rock'n'Roll, New York 1976

Joachim E. Berendt: Von Rag bis Rock, Frankfurt am Main 1973 og siden rev. optryk

David Laing: Encyclopaedia of Rock, London 1976

New Musical Express: Book of Rock I-II, London 1975 + 1977

Siegfried Schmidt-Joos (m. fl.): Rock Lexicon, Hamburg 1973 og siden rev.

Philip Jenkinson (m. fl.): Celluloid Rock, London 1974

Julie Coryel, Laura Friedman: Jazz-Rock Fusion, New York 1978

John Storm Roberts: The Latin Tinge, New York-Oxford 1979

Wilfried Meilers: Twilight of the Gods - Beatles in Retrospect, London 1973

Dörte Hartwich-Wiechell: Pop-Musik, Analysen und Interpretationen, Köln 1974

Tibor Kneif: Einführung in die Rockmusik, Wilhelmshaven 1979

Tony Jasper: Understanding Pop, London 1972

Dave Laing: The Sound of Our Time, London-Sydney 1969

William J. Schafer: Rock Music, Minneapolis 1972

Richard Middleton: Pop Music & The Blues, A study of the relationship and its significance, London 1972

Eduard Pütz, Stockhausen m. fl.: Musik International - Information über Jazz, Pop, Aussereuropäische Musik, Köln 1975

Philip Tagg: Kojak - 50 seconds of Television Music: Toward the Analysis of Affect in Popular Music, Göteborg 1979

Bruce Cook: The Beat-Generation, New York 1971

Theodor Roszak: The Making of a Counter Culture, New York 1969

George Paloczi-Horvath: Youth up in Arms - a Political and Social World Survey 1955-1970, 1971

Herbert Marcuse: Frigørelsen, Rhodos 1968

Tony Palmer: Born under a Bad Sign, London 1970

David Pichaske: A Generation in Motion, Popular Music and Culture in the Sixties, New York 1979

Jonathan Eisen: The Age of Rock I-II, New York 1969 + 1970

Jonathan Eisen: Twenty-Minute Fandangos and Forever Changes, New York 1971

Greil Marcus: Mystery Train - Images of America in Rock'n'Roll Music, New York 1976

Richard Meltzer: The Aesthetics of Rock, New York 1970

Jerry Rubin: Do it! New York 1970

Wolfgang Sandner: Rockmusik - Aspekte zur Geschichte, Ästhetik, Produktion, Mainz 1977

Siegfried Borris: Pop-Musik, Kunst aus Provokation, Wiesbaden 1977

Konrak Boehmer: Zwischen Reihe und Pop, Wien-München 1970

Bernd Leukert m. fl.: Rock gegen Rechts - Musik als Politisches Instrument, Frankfurt am Main 1980

Helmut Salzinger: Rock Power - oder wie musikalisch ist die Revolution, Frankfurt am Main 1972

Dieter Baacke: Beat - die Sprachlose Opposition, München 1972

Rainer Dollase m. fl.: Rock People - oder die befragte Szene, Frankfurt am Main 1974

Rainer Dollase m. fl.: Das Jazzpublikum, Mainz - London - New York - Tokyo 1978

Simon Frith: Sociology of Rock, London 1978

Steve Chappie m. fl.: Rock'n'Roll is here to Pay, Chicago 1977

Charlie Gillet: Making Tracks - Atlantic Records and the Growth of a Multi-Billion-Dollar Industry, New York 1974

Ekkehard Jost: Sozialpsychologische Faktoren der Popmusik-Reception, Mainz 1976

Bach-interpretation

(Gennemgang af samtlige soloværker for strygere af J.S.Bach

Instruktører: : Violin, ENDRE WOLF, Stockholm Cello, GERT VON BULOW, København

27. juli-1. august 1981 på Krogerup Højskole

Der afholdes sommerkursus for professionelle og studerende fra hele Norden 27. juli-1. august 1981 (begge dage incl.). Kurset finder sted på KROGERUP HØJSKOLE, som ligger nær kunstmuseet Louisiana, 7 km. fra Helsingør og en halv times togkørsel fra København.

Instruktører er ENDRE WOLF, Stockholm, (violin) og GERT VON BÜLOW, København (cello). Det er instruktørernes mål at give deltagerne et indblik i de enkelte satsers særpræg - i den udstrækning som forskningen indtil nu tillader os - og i historisk lys tilvejebringe en opførelsesmetodik, der også er egnet for'nutidens instrumenter.

Lektionerne er placeret således, at kursusdeltagerne kan frekventere begge instrumentalgrupper. Aktiv og passiv deltagelse.

Kursusafgift: Undervisning og ophold med helpension på højskolen: Dkr. 1.650,-. Det anbefales studerende at undersøge de lokale støttemuligheder. Yderligere oplysninger hos Gert von Bülow, Nybro Vænge 7, 2800 Lyngby. Telefon 02-88 16 99 eller Dansk Musikpædagogisk Forening, St. Kongensgade 65 B, 1264 København K. Telefon 01 - 114745 kl 10-12.