Festivalen i Metz

Den lille nord-franske garnisonsby Metz afholdt i dagene fra den 20. til den 23. november 1980 sin årlige festival for ny musik. Metz er i øvrigt rammen om Det europæiske center for musikforskning, og festivalen er et vigtigt led i dette centers offentlige aktiviteter. Det stort fremmødte lokale publikum, for størstedelen bestående af studerende og skolebørn, er således et resultat af festivalens forbindelse med centret, der har gjort det til en målsætning at informere et bredt publikum om ny musik. Skolebørnene virkede imidlertid meget forstyrrende på såvel udøvere som det øvrige publikum under koncerterne, og en løsning på dette problem vil forhåbentlig være fundet inden næste års festival.

Dette års festival bød som sædvanlig på et spændende, varieret program med foredrag, reference-værker, uropførelser samt en cyclus. Jeg vil her omtale de værker, som forekom mig at være de væsentligste.

Fire koncerter var helliget en enkelt komponist: John Cage, Dieter Schnebel, Bernard Parmegiani og Marc Monnet. John Cage (f. 1912) fik uropført sine »Sixteen dances« fra 1951 samt sin klaverkoncert fra 1957-58. I klaverkoncerten benyttes en speciel placering af musikerne, som ikke alene er anbragt på scenen, men også rundt om i salen. Den anekdotiske afslutning på værket

- ikke uden en vis lighed med Haydn's afskedssymfoni

- fortjener også et par ord: pianisten rejser sig fra klaveret, går hen og sætter en plade på grammofonen (der står på scenen), og musikerne forlader deres pladser én efter én, medens pladen spiller - og fortsætter dermed - også indtil publikum er gået. Begge Cage-værkerne blev opført af ensemblet Musique Vivante og dirigeret af Vinko Globokar. Den fremragende argentinske pianist (og komponist) Carlos Roqué Alsina sad ved klaveret.

Den anden af de fire komponister var den tyske komponist Dieter Schnebel (f. 1930), som fík uropført sit værk »Körper-sprache« (kropssprog) af ensemblet Die Maulwerker. Det var en komposition for kropsbevægelser, hvor der blev focuseret snart på armene, snart på benene, fingrene, øjnene etc. Stykket led imidlertid underen væsentlig mangel: det forløb helt lydløst i over en time. Og den visuelle oplevelse blev til dels ødelagt af en for publikum stærkt generende scenebelysning.

Den tredje af de fire komponister, Marc Monnet (f. 1947), havde også valgt den menneskelige krop som udgangspunkt for sit værk: Membra Disjecta, som betyder noget i retning af adskilte legemsdele. Det består af seks stykker for forskellige instrumentalbesætninger. Hvert af disse stykker opfattes som en del af en helhed, som altså er den menneskelige krop, komponisten selv. Imidlertid havde en ond ånd sat sig på værket, idet Schola Cantorum-koret fra Stuttgart havde nægtet at synge de Marquis de Sade-tekster, som forekommer i det ene af stykkerne »Livre fragile« (skrøbelig bog), og den sanger, der skulle synge i det andet af de seks stykker, »Roue lubrique« (liderligt hjul), havde sunget sig ned, så vi hørte kun fire af de seks stykker, der indgår i Membra Disjecta. Monnet er elev af Kagel, hvilket var åbenbart i iscenesættelsen af de optrædende musikere i to af stykkerne. Der var desværre ikke afset nok prøvetid til, at en sådan iscenesættelse kunne gennemføres i samtlige stykker, sådan som det var komponistens hensigt. Monnet benytter ofte opfindsomme, Satieagtige titler på sine stykker. Efter i en vis periode blot at have betegnet sine værker med året for deres tilblivelse, er Monnet nu gået til den anden yderlighed, og titlerne på Membra Disjecta-stykkerne er her karakteristiske. »Les accrocs croquant les accords« (hvad der strengt taget blot er en leg med ord) var titlen på et stykke for lut solo; »Solos de trio« (triosoloer) var titlen på et trommestykke; »La joie du gaz devant les croisées« (luftfartens glæde ved korsvejene) på et stykke for klaver solo, og »Du soleil et de la lune« (om solen og månen) var en i denne sammenhæng mere banal titel på et stykke for sopran, talestemme og kammerensemble. En særlig intensitet i det musikalske udtryk forekom i det virtuose klaverstykke ved, at det blev spillet fuldstændig pianissimo; i lut-stykket (med undertitlen »Petit office funèbre«, altså lille begravelsesceremoni) udvirkes intensiteten af den musikalske enkelthed: stykket består blot af brudte akkorder og spilles i et meget langsomt tempo. Det er her navnlig klangen af instrumentet - »dets klang er en mellemting ml. eddike og kærtegn« - som har fascineret Monnet. Også »Solos de trio« for forskellige trommer o. lign. (alt fra afrikansk sanza til pauker) var karakteristisk ved en søgen efter instrumenternes klanglige identitet snarere end efter en teknisk udnyttelse af alle instrumenternes muligheder.

Den sidste koncert helliget en enkelt komponist var en koncert med værker af Bernard Parmegiani (f. 1927). Denne koncert indgik i en cyclus af foredrag og koncerter om INA-GRM (Institut National d'Audiovisuelle Institut og Groupe de Recherches Musicales, altså Det nationale audiovisuelle Institut samt gruppen for musikforskning). Det er dog først inden for de seneste år, at GRM har sluttet sig sammen med INA. GRM blev grundlagt for 30 år siden af komponisterne Pierre Schaeffer og Pierre Henry, og den har siden talt flere af Frankrigs fremtrædende komponister blandt sine medlemmer, f.eks. François-Bernard Mâche, Luc Farrari og lannis Xenakis. Gruppen beskæftiger sig med elektro-akustisk musik og kan som institution betragtet opfattes som en konkurrent til Boulez' musikforskningsinstitut: IRCAM. Det er således nok ikke helt tilfældigt, at INA-GRM blev præsenteret ved dette års festival, for sidste år var det IRCAM, der var gæst.

Parmegiani fik uropført »l'Echo du miroir« (spejlets ekko), et gigantisk elektronisk værk for sekssporet lydbånd og 50 højttalere samt lysbilleder fremvist på fem lærreder enten samtidigt eller i hurtig rækkefølge, så der var en visuel dynamik,, der nærmede sig filmens. Der var også en tekst, som har dannet udgangspunkt for værket. Den er inspireret af komponistens gåen rundt i radiohuset i Paris, idet INA-GRM har sine lokaler der. Radiohusets arkitektur med de buede gange og den labyrintiske struktur, der gør, at man ofte og let farer vild, har inspireret komponisten til at skrive denne tekst, som handler om en vandring gennem en buet gang uden ende. Labyrinten eller spejlet, begge symboler på illusionen, er det gennemgående tema i såvel tekst, musik som billeder. Værket blev opført i en stor sportshal, hvori det med sin udnyttelse af rum faldt ganske godt ud.

Mindre heldigt var det, at en hel orkesterkoncert - hvor Lille's philharmoniske orkester spillede, og Jacques Mercier var dirigent - også foregik dér. Betsy Jolas (f. 1926), som jo var gæst ved Lerchenborgugen i sommer, hvor hun blev opført med succes - fik her uropført sin meget lyriske kantate »Liring-Ballade« for baryton og orkester over fem digte fra 1932-33 af sin far Eugène Jolas. Men de dårlige akustiske forhold var desværre for imposante, og John Ostendorf, der sang barytonstemmen, havde en for lille stemme, således at der blev en uheldig balance mellem vokalsolisten og orkestret.

En af festivalens publikumssucceser var »Traits suspendus« (svævende linjer) (fra 1980) for elektronisk forstærket basfløjte af Paul Méfano (f. 1937). Publikums hyldest var dog nok især rettet mod solisten Pierre-Yves Artaud. Denne fænomenale fløjtenist blev opdaget ved festivalen i Royan i 1974, da han opførte Brian Ferneyhoughš »Cassandraš dream-song«. Værket havde ligget i dvale i fem år, fordi ingen havde kunnet spille det! Og Ferneyhough skrev så et stykke specielt til Artaud det følgende år. Méfanoš stykke benytter slagtøjsinspireret spilleteknik og desuden den circulære respirationsteknik, hvor man ånder ind gennem næsen, medens man spiller, så der ikke bliver nogen vejrtrækningspauser.

Et andet af festivalens virtuosnumre, som ligeledes blev en stor publikumssucces, var »Stress« af Marius Constant og Martial Solal. Constant, avantgarde-komponist, og Solal, jazz-komponist, havde her fundet sammen i et stykke fusionsmusik, der gav nogenlunde lige plads til avantgarden og til jazzen. Også musikerne var hentet fra de to musikverdener: Constant sad ved ét flygel, Solal ved et andet. Desuden medvirkede to jazzmusikere, som sammen med Solal udgør Trio Martial Solal (Daniel Humain slagtøj og Cesarius Alvim: kontrabas). På avantgardens side var der Års Nova-ensemblets messingblæserkvintet og Sylvio Gualda på slagtøj. Stykket var vitterligt formet som en dialog mellem Solal's harmoni verden med pulserende og synkoperede »lignes perlées«, altså perlerækker, samt Constant's harmoni verden, som var baseret på naturtonerne. Værket blev i øvrigt uropført ved jazz-fasti valen i Château vallon i 1977.

Ved samme koncert kunne man høre Olivier Messiaen's Syv Haï-Kaï fra 1962, meget smukt fremført af Yvonne Loriod (klaver) og Års Nova-emsemblet. Marius Constant dirigerede. Messiaen var selv til stede ved koncerten, og forud for koncerten holdt den kendte franske musikforsker Harry Halbreich et foredrag om Messiaen. Halbreich er her på hjemmebane, for han har netop udsendt en bog, der foreløbig simpelthen må anses for bogen om Messiaen (den er for øvrigt skrevet på mindre end to måneder!)

En af Messiaen's elever blev også opført ved denne koncert: Nguyen Thien Dao (f. 1940), som er vietnameser af fødsel, men har boet de sidste 30 år i Paris. Messiaen skal flere gange have udtalt om Dao, at han er en meget stor komponist, ja en af vor tids mest originale komponister. Dao fik her uropført »Hoang-Hon« (skumring, i dette ords såvel bogstavelige som metaforiske betydning) for sopran og orkester. Værket er resultatet af en bestilling fra den vietnamesiske regering i anledning af 600 års-dagen for Nguyen-Trat s fødsel (statsmand, digter og vietnamesisk nationalhelt) og Ngyuen-Trai er ophavsmand til de fire digte, som værket er bygget over. Temaet i digtene er tilsyneladende ikke helt uaktuelt: vietnamesernes sejr over kineserne. »Hoang-Hon« er en sang-cuklus, som i sin musikalske formopbygning er en stadig variation. Vokalpartiet er meget lyrisk skrevet, medens orkestret snarere er anti-lyrisk. Orkestret spiller i det ekstremt høje leje (især strygerne) og det ekstremt dybe leje (især messingblæserne og træblæserne). I instrumental henseende sker der meget lidt i mellemlejet, som er forbeholdt stemmen, der derved fremhæves. Sopranen var den japanske sangerinde Yumi Nara, som sang med en stor føling for musikken og gav udtryk for en kraftudfoldelse, der var af helt indvendig karakter. Det var komponisten selv, som dirigerede.

Miriam Rovsing Olsen