Anti-konsum-musik fra en by i provinsen

Af
| DMT Årgang 55 (1980-1981) nr. 05 - side 227-232

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Koldinghus genindvielse 1980


Af Raymond Swing

Efter at Koldinghus har ligget hen som delvis ruin siden branden i 1808, er der nu en større restaurering i gang. Den gamle kirkesal fra Christian IVs tid er kommet under tag igen og skal fremover tjenes som koncert- og udstillingsrum for Kolding by. Salen er i sig selv usædvanlig. Den fortæller mere direkte historie end de fleste fortidsminder - og tilmed i uhøjtidelig krydsning med nutiden. Rummets oprindelige struktur skimtes kun i resterne, men murene - ufriserede og upudsede - taler deres klare sprog om branden under de spanske lejesvendes huseren, om tidens tand og vind og vejr i små to hundrede somre og vintre. Sådan, netop sådan står de nu under det nye, enkle og stilrene loft med alle deres skjolder og sodpletter, og sådan skal de ud i en fjern fremtid danne ramme om mangfoldige nye aktiviteter. Reminiscenser af kirkerummets gamle buelinier dukker så uventet op igen i den moderne loftsbelysning, mens sidelyset mest af alt minder om gadebelysningen, som jeg husker den fra min barndoms København. Enkel og praktisk, uden selvhøjtidelighed.

Så meget til selve rammen om den usædvanlige ikke-bare-musik-begivenhed, som genindvielsen af dette gamle kirkerum er. Vi er ikke blot til koncert med alt, hvad der kan krybe og gå inden for Koldings musikliv, ikke blot til »multi-musik«-koncert. En lige så usædvanlig maleriudstilling er et lige så vigtigt led i arrangementet. I fællesskab har komponisten Henning Christiansen og malerinden Ursula Reuter Christiansen ladet sig inspirere af Koldinghus' historie og historiske personligheder - og heller ikke disse tog sig vist altid helt højtideligt, i hvert fald ikke dem alle sammen!

Begrundelsen i sin tid for Koldinghus' opførelse var ellers alvorlig nok. Det var i tyskertiden. Landet var pantsat til de holstenske grever, og Koldinghus blev grundlagt som hertug Abels værn mod de danske. Det blev Valdemar Atterdags opgave ud fra en stump Vendsyssel, som hans kone havde bragt ind i ægteskabet som medgift, at tilbagekøbe, hhv. tilbageerobre Danmark. Også Klaus Lembeck, som dengang sad på Kolinghus, måtte bøje sig under Valdemars vilje. Henning Christiansen har læst sin Thit Jensen og ladet sig inspirere af hendes frodige og kraftfulde Valdemar. Siden er der jo sket så meget. En af siderne ved Danmarks EF-tilværelse og den fremmede kapitals fornyede dominans, kunne nok gøre det aspekt at se Koldinghus under, relevant igen. Men der er så mange synsvinkler, man også kan nærme sig Koldinghus under som emne. Om selve det som kunstner at få stillet en bestemt opgave siger Ursula Reuter Christiansen: »Og så skulle man vel også fremhæve som noget vigtigt, at det hele er skabt omkring et fastlagt emne, ikke blot som en tilfældig masse kunst og musik, der er samlet sammen inden for samme ramme. På den måde er indholdsproblemet rykket i centrum - og det er nok det, der virker så fremmedartet på mange!« (Udtalelse til Land og Folk, 21. november 1980).

Selve ideen med at gøre Koldinghus til emne for kunstnerisk udfoldelse stammer oprindeligt fra et medlem af Koldings kulturudvalg, K. E. Reddersen, som også gerne så, at indvielsen af denne kirkesal ikke fík den sædvanlige form med exklusiv »kjoleoghvidt-musik«, som nok er grunden til, at flertallet af egnens beboere ikke føler sig hjemme på slottet, hverken til søgn eller til fest. Lad mig citere et par sætninger fra Reddersens forslag til dette arrangement dateret 12. januar 1980:

»Med et musikværk af nutidig art forstår jeg et værk, som gennem brug af instrumenter, lydeffekter og rytmer vil være i stand til at appellere til mere end den seriøse musiks venner. - Ikke mindst til store kredse af yngre aldersgrupper, der jo er fortrolig med jazz, rock og folkesang (-musik). Når det f or e slås som et folkeligt værk, forstår jeg derfor, at det kan udøve tiltrækning på større, nutidige kredse, uden det berører hverken kvalitet eller originalitet. Med hensyn til værkets art finder jeg det væsentligt, at det almindeligvis kan fremføres af de mange lokale amatørgrupper... Jeg tror i øvrigt, at et sådant musikværk kan finde anvendelse ved mange lejligheder her i byen en årrække frem. Skulle tiden løbe fra værket, ville komponisten kunne revidere arbejdet.

Som man ser, en meget praktisk holdning til sagen. Lad os nu se på resultatet.

BETRAGTNINGER OVER TITLEN

Hermed er allerede de første stikord til denne præsentation givet, men langt fra dem alle. Henning Christiansen kalder denne genindvielsesmusik for »GRØNT -MULTI - MUSIK - SJOV«. Stryger vi først alle tillægsordene bliver der tilbage selve hovedordet: SJOV. Det er sjov, ikke show, som nogen fejlagtigt har læst det ( -det er som regel heller ikke særlig sjovt!), men heller ikke pjat. Han kalder det også for »Et Samfundsværk«. Han må altså mene noget med det. I øvrigt hører folkeligt sjov også årstiden til. Man krøb sammen, holdt »legestue« og fortalte historier - og Koldinghus kan der fortælles meget om!

Dermed er vi så inde på stykkets storform - og dermed på tillægsordene MULTI-MUSIK. I koncerten medvirkede ikke mindre end otte forskellige klanglegemer, som var anbragt langs med væggene med publikum siddende på gulvets begrænsede centralfelt. Der var rock-orkester, big band (Musikkens Venner, Kolding), brass band (med medlemmer fra Kolding Brass Band, Trut i Takt og Luftmeldedistrikt Koldings Musikkorps), Kolding Promenadeorkester, Kolding Kammerorkester og endelig et kor med sangere fra Kolding Korforening, Kolding Mandskor og Kolding Gymnasiums Kor. Der var også elever fra Kolding Musikskole, ialt ca. 125 medvirkende. Disse otte grupper eller klanglegemer spillede tilsammen fjorten numre. Det kunne også have været flere eller færre. Det væsentligste var, at de så vidt muligt omfattede hele Koldings amatørmusikliv - og at de hvad klang og spillestil angik - i musikalsk tænkemåde! - var forskellige, lige så forskellige som de delemner, de hver skulle behandle. Det kom derfor heller ikke an på tallet fjorten, og det ligger i luften, at tallet kan vokse endnu. F. eks. mangler der faktisk en samkøring af alle grupperne i et fælles nummer, men det kunne under de givne betingelser ikke virkeliggøres i første omgang. Nogle af numrene kunne uden skade udbygges, andre måske udgå - og flere komponister kunne for den sags skyld godt komme til og give nye bidrag til helheden.

På den måde er hvert nummer blevet et bidrag til debatten om, hvad Koldinghus var engang, er for os nu og måske kan blive i fremtiden. Hver enkelt sats er en replik. »Replik-musik«. En replik kan rumme præcise henvisninger eller almene betragtninger - og den kan rumme kritik af, hvad andre har sagt og gjort. Men ingen enkelt replik behøver at være afgørende for hele sammenhængen. Sammenhængen? Replikker skifter hurtigt. Tag avisen. Overskrifterne er som replikker til emnet »Begivenhederne i dag«, og med hver ny artikel skifter indhold og stil. Henning Christiansen har selv brugt udtrykket »springform« om musikken til sin TV-opera »Skorpionen«, som også skiftede for hvert billede. Og selv om der på den måde ikke bliver til og mulighed for symfonisk udvikling, skulle man gerne
spore en vis sammenhæng alligevel. I øvrigt er mange moderne LP-er opbygget efter samme princip med numre som replikker om et fælles emne. Det giver dybde og perspektiv - på en helt anden måde end den gammeldags hit-parade.

Man fristes til utraditionelle sammenligninger. Bachs kantatesatser var personlige replikker til gudstjenesterne, h moll messens Credo endda teologiske. Og Hanns Eislers instrumentalmusik, oftest brudstykker af hans filmmusik, var refererende eller kommenterende replikker til filmens billeder og handling. Korte satser, som gensidigt belyser hinanden, ofte i meget forskellig stil.

Hanns Eislers og Henning Christiansens musik ligner ellers ikke hinanden. Alligevel har de endnu et fælles træk, som sikkert hænger sammen med, at begges udgangspunkter er opgivne emner. Jeg tænker på noget særligt ved deres »klang«. Jeg kom til at overvære en morsom ordveksling efter en af opførelserne, hvor en tilhører indvendte: »Det skulle da ellers kunne klinge af meget mere!« Men svaret lød: »Hvad vil det sige, 'klang'? Hvis musikerne spiller præcist det, der står i noderne, kommer det til at klinge rigtigt.« Jeg kom til at tænke på Brechts og Eislers bundløse foragt for den »kulinariske« musik, hvor berusende klange blot river en med og lader sig konsumere - så man hurtigst muligt begærer mere - og helst endnu mere berusende klange. Brecht og Eisler tænkte på Wagner. I dag kunne de have tænkt på mange serielle komponister - eller rocken. Men »klang« er et musikalsk udtryk par excellence - og den klingene replik skulle jo gerne holde sig til emnet! Denne holdning til det klanglige kom også i praksis til at betyde, at det at nogen musikere faldt fra og nogle stemmer måtte lægges om, ikke blev noget problem.

Tilbage fra titlen er nu kun ordet GRØNT, som jo bl. a. har med synsindtryk at gøre. Men også håbets farve er som bekendt den grønne. Det er altså grønt sjov, sjov i grønt lys. Faktisk spiller hele forestillingen i grønt halvlys fra lamper på fodpanelerne. Dermed får det et skær af noget uvirkeligt. Vi hører havlyde og elektroniske klange. Vi er på havbunden og ser vort yndige land i et lidt skævt perspektiv. »Det er så hyggeligt i Danmark på havbunden...« er korets første replik. Dukker vi os mon under tidernes tryk - tør vi ikke træde frit frem i vort eget land? Rent lysmæssigt er det af fantastisk virkning for selve opfattelsen af salen (som vi jo aldrig har set rigtigt før). Vi sidder som i en hule. Til slut blændes lyset ned - og med et er salen badet i hvidt lys. Man er som i et andet rum...

Teksten

I denne forbindelse også et par ord om teksten, som Henning Christiansen også selv har skrevet sammen. (Associationen ligger nær, og havde den ikke været så helt forkert, kunne man naturligvis godt have diskuteret dette grønne sjov under synsvinklen »Gesammt-kunstverk«. Men Wagner har det bestemt intet at gøre med!)

Jeg skal ikke vove nogen vurdering af Henning Christiansen som lyriker, men siges skal det dog, at også teksten fungerer. Måske kan igen indfaldsvinklen »replik« hjælpe os på gled. Var storformen en replik- eller springform, så er tekstens mikroform det ikke i mindre grad. Springende i tankegangen, underfundig. Usammenhængende indskud og rimerier, der nok ikke kan stå for en mere forfinet smagsdom - men altså alligevel effektiv som indlæg i en ikke særlig akademisk debat. Tag f. eks. den poppede refraintekst - i finere kredse kaldes den slags vist pop art (hvis det da ikke netop skal være pop!) - og den grønne Otto Leisnetske borg-og ceremonimester til big band'ets Glenn Miller-klange (se også figur 1):

Er det her jeg skal være borgmester?
Er det her der er brug for en opsang?
til et højst udmærket orkester,
der kan dutte i takt til en klang.
Ba-bu-ba...

Er der brug for den grønne borgmester?
som kan stryge orkesterets bang-bang?
som kan organisere lidt fester,
så han huskes for latter en gang.
Ba-bu-ba...

Ingen klang uden sang,
ingen sang uden klang,
ingen ord ud n en rigtig borgmesterstang.
Der er ingenting, der er så godt som fester,
gæster, western, TV-showet.
Hopla, kopl'a, hopsa, gammeldavses polka
Olga, Volga,
musikalske venner spiller,
synger, hele huset gynger,
swinger, hinker,
selv om verden synker.
Syng dog hedt om kærlighed,
drøm om lykkens lykke-smed.
Koldinghus har fået prominente gæster,
morgen, aften holdt de store fester,
brændte slottet af.
En tidlig morgen så de flammer
flagre rundt om tårnet.
Porten lyste, som en himmelbue,
blot fordi en spanier havde snue.
KOLDING HAR FÅET EN NY KIRKESAL.
Fester, fester, fester, fester hele dagen,
danser, danser, danser
hele natten, natten, natten går med sang og spil.

Musikken

Indledning

For oversigtens skyld kan vi her inddele sjovets fjorten numre i tre hovedgrupper, af hvilke de første fire danner en slags indledning.

Nr. l, Åbning i det Grønne for rock-gruppe er allerede kort omtalt. Fabulerende heltoneklange over et orgelpunkt på C giver det flimrende skær af uvirkelighed over klangen »fra havbunden«, hvor en af replikkerne er, at »Der er et yndigt land«.

Nr. 2 er strygerensemblet med violinsolo, som fantaserer videre over denne replik. (Nodeeksempel I). Fri homo- og polyfon sats i tæt og blød klang med moll-klange, som skifter overraskende i bratte ryk, igen som modsatte belysninger af motiv og emne. Damerne kommer ind. Velkomst.

På nr. 3 kommer herrerne ind til brass band-klang, som efterhånden får taget sig sammen til et G dur-forte, og med Den Grønne Valsemarch (nr. 4 for symfonibesætning) er vi så rigtig kommet i gang. Stykket er en folkelig-robust vals med saftige akkorder og de karakteristiske harmoniske ryk. Teksten giver nok lidt af svaret på det med det »hyggelige« i Danmark:

Vi svømmer i frihed,
men fanges i net,
vi ligger i solen,
bli r stegt.
Vi drømmer og svømmer
fornøjet omkring,
mens satan står lystigt på spring.

Der står i samme tekst, at vi spræller i nettet, men om det er EF eller den almene økonomiske krise, der lurer på sit bytte, skal vi nok ikke vente svar på. Nok er det »et samfundsværk« - og det kan være galt nok i dette frihedens land - men et partiprogram er det i hvert fald ikke. (Den slags er jo heller ikke sjov!)

»Historiske« personer

Vi har allerede kort berørt nr. 5, sangen om Den Grønne Borgmester og nr. 6, Den Grønne Valdemar Atterdag, som er for brass band. Til de »historiske« personer må vi også regne Den Rødmende Nar (nr. 7, rødt lys på ansigtet nedefra). Han er en meget central firgur, som sidder oppe på Koldinghus' kæmpetårn, men hvem er han egentlig? Gennem musikkens klang karakteriseres han socialt set klart som modsætning til de kongelige personer, især Chr. IV. Han taler frit hen over f. eks. denne rigtige fattigmandsvals, nodeeksempel 2:

Om narren siger Ursula Reuter Christiansen i forbindelse med sit store billede »Hændelser på Koldinghus«: »Narren på kæmpetårnet har hele mit hjerte. Udsat for blæst og storm, bandlyst fra de beskyttede rum, smiler han med et drilsk blink i øjet ned på koldingensernes by.« (Programheftet). Narren er folkets røst, de kritiske kommentarer til livet i de højere sfærer. Men han er mere end det, for mens herrerne forgår, består folket. Han er altså også overlevelsen - endda på den typisk danske manér, hvis vi lader ordene »humør« og »dumhed« krydse hinanden som folkeligt vid:

Lad os bøje os for overmagten.
Bare ind i rækken og hold takten.
Men hvis du er en rigtig nar,
så kan du godt bilde dig selv ind,
at humør er magt,
og humør er det, jeg har patent på.
Altså er det mig, der har magten.
Hvad sagde jeg før? Sagde jeg det?
Sagde jeg det virkeligt?
Dumhed har magt, jo, det var skam det, jeg fik sagt.
Jamen så er jeg jo dum - er dum - er dum - dum-da da
dum.

Som modsætning til narren står Chr. IV, som får hele to numre, nemlig nr. 8, »Den Grønne Koral« og nr. 9, »Den Grønne Menuet«. Koralen er den kendte salme »Den yndigste rose er funden«, som i hvert fald var kendt og blev sunget i Danmark på denne tid - og som i sin pompøse instrumentation for brass band bestemt ikke »søger de ydmyge steder« (måske er den snarere en replik til dem, der holder sig »så ranke i stoltheds fordærvede tanke«?). Og så går dansen ellers lystigt på Koldinghus til Den Grønne Menuet for strygere og blokfløjte. Ganske vist har den snarere sine musikalske aner i Kuhlaus Elverhøj-musik, men giver så meget mere anledning til at smile overbærende over almindelig kongerøgelse. (Figur 2).

Så er Dronning Dorothea, Chr. IIIs dronning, af en helt anden støbning. Dronning Dorotheas Grønne Fingre (nr. 10 for damekor, strygere og akkordeon-solo) er flittige. Mangler der ædlestene til damernes broderier, piller hun dem bare ud af gemalens krone - og tager det nok roligt, hvis han brokker sig. Hertil et lille pluk fra Henning Christiansens regibemærkninger til satsen (som altså af tidsgrunde ikke kunne følges): Nogle damer bringer »perlekronen« og hun nupper et par perler (i overstørrelse) fra den og syr den på en fin kjole, gobelin eller lign. Det hele minder om en sammensværgelse à la »De lystige koner i Windsor«.

Hun var også en socialt bevidst dame - og elsket af de svageste i samfundet. Hun lod beregne, hvor meget krøblinge og dværge måtte have som socialhjælp for at kunne klare sig, og hun hjalp de fattige med at forfatte bønskrifter til kongen. Han har nok måttet bøje sig!

Musikken er fuld af aktivitet. Damernes parallelt førte septimklange bevæger sig elskværdigt, men bestemt glidende (bitonalt) hen over grundbas-akkorderne, så der opstår en både stærkt dissonerende og alligevel blød klangflade.

Den sidste »historiske« person er Fremtidens Grønne Robotcyklist (nr. 11, rock-gruppe), der har fået »motorstop«/fordi benzinen slap op. Der er replikker om andre dele af vort mekaniserede og robotagtige samfunds- og kulturliv, til grand prix'erne - og et lille dyt-bot til Kim Larsen. Men denne fremtidsdansker er også en meget central replik lagt i munden:

Den er klingeling uden penge,
vi griner, bider, slumrer i vore senge.
Vågn op og slå på dine strenge!

Det historiske rundes af med en »korkoral«, Fremtids-kolding (nr. 12), en lille, lyrisk melodi nærmest i jonisk toneart over tomme kvinter. Som »koral« mangler den dog både menighedens fylde og den danske sangs folkelige bredde. Den side af sagen må vente. Selv lader den som replik Koldings (og Danmarks) folkeligt-kulturelle fremtid noget ubestemt. På den replik kan vi vist ikke bygge ret meget. Men stikordet er givet. Det er emnet for

Opsang og udklang

Tanken om at vågne op og slå på sine strenge tages op af soloviolinen, og der kommer som ny replik fra den ansats til en lille violinkoncert, en mini-koncert, egentlig kun dens første eksposition i form af Den Grønne Opsang nr. 13. Der eksponeres to temaer, et meget udadvendt og et blidere, som programtekstens udtryk »lystig skønhed« udmærket kunne passe på. Her vil jeg opholde mig et øjeblik ved A-temaet, der som det eneste i hele denne multi-musik behandles med symfonisk motivteknik (nodeeksempel 3).

Det er rytmisk markant og med klar melodisk profil (springene). Det gøres nu - i hvert fald antydningsvis - til genstand for tematisk gennemføringsarbejde i en lille presto-sats, hvorved det skrues opad gennem begyndelsestonerne G, A, H til Cis. Netop dette giver stykket en særlig karakter af noget udadvendt. Men disse tyve prestotakter, det drejer sig om, synes mig dog at være lovlig lidt (selv om det hele repeteres). Man skal have et fintmærkende sensorium for at fange den virkelige pointe i denne replik, som jeg dog synes er særdeles vigtig for helheden. Gå ud og gør noget ved det! siger den. Vær aktiv i kunst og politik, gå ud over de afstukne rammer. Lav samfundet om! Om det så skal være som en ny Valdemar Atterdag får stå hen. Skal man tro Ursula Reuter Christiansens billeder, er hans sværd i hvert fald rustent nu, men der findes måske også andre våben...?

Lad os dog holde fast ved, at denne replik er udtalt, (hvis jeg da har citeret den rigtigt!), selv om den måske nok kunne have været sat med større typer. Noget andet er så, at dette nok ikke havde været muligt i praksis. Selv de tyve små takter gav problemer nok for de ellers ferme amatører, og et symfonisk motivarbejde på bare femten-tyve takter mere kunne let have fået katastrofale følger. Begrænsningens kunst er vel, når alt kommer til alt, den vigtigste af alle, når man vil skrive for amatører. Den kunst kender Henning Christiansen. Han går hele tiden lige til grænsen af det mulige og tilladelige, forærer aldrig sine folk et letkøbt sejr - og bringer dem aldrig i fedtefadet. Det er ægte solidaritet.

Den egentlige opsangskoral er nr. 14: »Slå på dine Grønne Strenge«, en fanfare for brass band over salmemelodiens første linie, som danner en flot (og igen meget kort) klimax, hvorefter klangen tyndes ud og ender i pentatone kold-kold-kold-ding-ding-ding klange - nu med fuglekvidder i lange baner. Vi er endt oppe på landjorden. Lad der ligge noget optimistisk i det!

Den »grønne« Bølge

At få dette kæmpearrangement til at løbe vel af stablen har været et stort arbejde, både for komponist, musikere og dirigent (Frans Rasmussen) og for musikrådets medlemmer (formand Bo Winther). Og så er det klart, at dette arrangement kom til at gribe dybt ind i de enkelte ensemblers og kors arbejdsrytme. Megen skepsis og tvivl var der vel også. Men stod over for noget nyt og ganske uoverskueligt for den enkelte. Først den allersidste weekend begyndte de enkelte at se en smule sammenhæng. Har det nu lønnet sig? Eller var problemerne og slæbet dog for stort?

Nej. Virkningen i Kolding ser ud til at have været meget stor - og afgjort samlende. Musikrådet har igen for nylig fået hele musiklivet på tæerne i to week end'er i kulturudvalgets lokaler, hvor også oplysningsforbundene har lavet arbejdende værksteder og udstilling. Også et resultat af genindvielsesarrangementet er det, at byrådet har bevilget penge til byens første friluftsscene til amatørerne, som her skal optræde for byens borgere sommeren igennem. Den skal indvies den 31. maj. Det kommer nok heller ikke til at gå stille af! Man har fået bekræftet, at samarbejde er godt og giver bonus på både kort og langt sigt. I skrivende stund har Kolding Folkeblad (23. januar) netop kunnet meddele, at »Venstres medlem af kulturudvalget Carl Sørensen først på måneden slog til lyd for, at færdiggørelsen af Klostergården bør fremskyndes. Og på den baggrund fik han sat sagen på kulturudvalgets dagsorden i går. Efter stemningen i kulturudvalget at dømme er det ikke utænkeligt, at økonomiudvalget - og måske senere også byrådet - vil arbejde for at få færdiggørelsen af det store projekt fremskyndet...«. Der er foreløbig tale om forprojektering og akustiske undersøgelser.

Men alt koster penge, og heller ikke dette arrangement var billigt. Det støttedes af Statens Kunstfond, Jyllands Postens fond, Kolding Kommune, Sparekassen og Vejle Amtsråd. Elektrikeren reducerede sin regning -og Slotsmøllen gav (flydende) bidrag til amatørerne. Det var altså virkelig hele byens - man fristes til at sige: hele »samfundets«! - arrangement. Som Bo Winther skriver i et brev til mig: »Byen har altid haft et godt musikliv, men det er nu meget mere samlet end tidligere. Dette værk har været med til at udbygge det i forvejen gode forhold - så vi danser videre på den »grønne« bølge.«

Årgang 55/1980-1981, nr. 05