Bøger

En umagen-værd-tekst

Jørgen Pauli Jensen: Musikkens psykologi og sociologi

Af Svend Aaquist Johansen

»Det er i bogens første del omtalt, at en række anskuelser mystificerer eller skjuler, at musikalsk aktivitet er en kompliceret menneskelig aktivitet, som udformes af givne indre og ydre udviklingsbetingelser ... Det blev også opstillet som en præmis, at ethvert menneske er såvel en organisme som en særegen person og et samfundsvæsen ... At jeg ustandselig vender tilbage til børnene skyldes dels at jeg føler mig mest solidarisk med denne gruppe, dels at den musikalske udvikling synes at forløbe i ret tidlig alder i forhold til så mange andre udviklingsaspekter ...«

Jørgen Pauli Jensens Musikkens psykologi og sociologi er udkommet i 1977 som ét bind i en serie »Arbejdstekster til psykologi og pædagogik« på Munksgårds forlag. Og der er virkelig tale om en arbejdstekst, for forfatteren såvel som for læseren.

JPJ tegner engageret og præcist, omend i brede strøg, en række af vor musikkulturs væsentligste problemer op og peger på retninger, som forskning og praktisk musikarbejde sammen burde kunne tage, for at overvinde den destruktive effekt af specialisering og fremmedgørelse i vort samfund. Skriftet er en arbejdsprojektbeskrivelse, en aufforderung zum tanz, og man må som praktisk musikarbejder se frem til, at JPJs inklinationer bliver positivt besvaret og fører til praktiske og teoretiske forbindelser på tværs af de nuværende opdelinger af musiklivet i »specialiteter«. I første del af bogen, »Grundsynspunkter«, giver JPJ en forbilledlig klar fremstilling af de væsentligste modeller til forklaring af, hvad musik egentlig er for noget, - en fremstilling der i god filosofisk tradition refererer disse grundpositioner præcist og loyalt, og derefter afviser dem én for én uden et øjeblik at forfalde til ensidighed og negligere de brugbare og progressive aspekter ved hvert enkelt standpunkt, - for til sidst at standse ved forfatterens egen position, baseret på »udviklingsfilosofien« (Darwin, Marx etc.):

»Virkeligheden ... eksisterer som bevægelse, det vil sige forandring over tid eller stadig progression«, »Mennesket er et produkt af samfundet og samfundet er et produkt af mennesket,« _ »den dialektiske materialisme, som altså beskæftiger sig med de almene præmisser ... for videnskabeligt orienteret forskning«, _ »min accept afde præmisser... har som konsekvens, at jeg i det følgende vil lægge særlig vægt på den bevægelse eller forandring over tid som er den musikalske udvikling i børne- og ungdomsårene. «

I bogens anden del, »Den musikalske udvikling og socialisation i børne- og ungdomsårene«, sker der en meget klar og kritisk gennemgang af de faser, ethvert menneskes forhold til musik i princippet gennemløber, - en gennemgang så fuld af spændende løse ender og antydninger, at man næsten på

hver side får lyst til at standse op ved det del-emne, der netop passerer revue. Men gør det ikke ved første gennemlæsning: hele bogen har en klar linje, og selv om den ikke slutter med nogen bombastisk knaldeffekt af en programerklæring, men snarere »fuser ud« i en åben opfordring til videre arbejde, er det meget givende at tilegne sig hele overblikket først, for så evt. at vende tilbage med luppen til enkelt-områder med hjælp af den udmærkede litteraturliste sidst i bogen.

Når jeg selv gør dette: vender tilbage til detaljer efter 3 u-brudte gennemlæsninger, finder jeg det enormt stimulerende at følge JPJs ægte dialektik i hans udlægning af den dialektiske materialisme som metode og hans opgør med vulgærmarxismen, den »dumme materialisme«, en mere konkret udmøntet i afsløringen af den fladpandet kvanitets-fixe-rede musiksociologi der florerer i Danmark, og af pop-pædagogikken som nok i praksis gør endnu mere skade:

»Jeg forstår ikke disse »progressive«, der på den ene side kritiserer de lammende virkninger af beat og pop som ledet af kapitalinteresser overdænger os, og så på den anden side vil opøve børn og unge til at beskæftige sig så meget som muligt med beat og pop. « _ »En af de sikreste ting man kan sige om den musikalske aktivitet i de unge år er, at den ændrer sig betydeligt i den fase, som ungdomsårene omfatter. At tale om »ungdommens musik« er derfor en abstraktion ...en tvivlsom generalisering, som ejendommeligt nok anvendes af såvel musikindustri som såkaldt »progressive« musikpædagoger, der derved tjener musikindustrien på bedste måde. « _ »Måske kan man i en given ungdomsgruppe gøre sig populær på denne måde, men det tjener ikke denne gruppes langsigtede interesser at skjule den faktiske menneskelige og samfundsmæssige virkelighed de selv og musikken er en del af... At tilfredsstille den frihedstrang der ytrer sig ved at kunne handle efter personlig forgodtbefindende og ikke lægge vægt på indsigt er et kortsigtet undervisningsmål, der ikke tager musik eller børn alvorligt. «

Tankevækkende for en komponist er det også at se de to komponister, hvis æstetik nok har haft største indflydelse i Danmark i de senere år, Arnold Schönberg og Per Nørgård, placeret sammen med Debussy, Richard Strauss, Lang-gaard, Stockhausen og - uden billig paralellisering i øvrigt -tyske nazistiske »musik-filosoffer« under overskriften »Romantik og Ny-humanisme« i den primitiveste gruppe af musik-æstetikker, dem der vil opfatte musik som budskab fra en højere, ikke human verden, og som JPJ tager stilling til med følgende citat af Wilhelm Reich: »AI mystik er reaktionær, og det reaktionære menneske er mystiker«. JPJ afviser ikke de åndelige oplevelser komponister har under skabelsesprocessen og lyttere og musikere under fremførelsen af musik, men han forstår dem som særtilfælde af ekstatiske tilstande som kendes fra mange andre forhold i livet. - »Men når mystisk tænkning erstatter kritisk-videnskabelige forsøg på klarhed, må man tage afstand, også fordi man derved kan nærme sig racistisk og fascistisk forståelse. « Det sidste citat demonstrerer i øvrigt også det eneste ankepunkt jeg har over for bogen: det kluntede sprog. Det er let nok at gætte sig til meningen ud fra sammenhængen, men »derved« kan faktisk henvise til 2-3 forskellige ting, og ord som racistisk og fascistisk er anvendt uden rimelig definition. Sådan er det mange steder i bogen: de virkeligt fremragende og præcise formuleringer af fremstillingens mange tyngdepunkter forbindes med ret nonchalant skitseret tekst af nok så væsentligt indhold. Det forlener i læserens svage øjeblikke udtrykket »arbejdstekst« med en ubehagelig klang af unødig møje og besvær.

Alligevel når bogen endnu videre end det mål, JPJ sætter sig i dens forord: »... hvis denne bog ... udmærker sig, så udmærker den sig ved at lægge v ægt på diskussionen af de viden-skabsteoretiske præmissery der ofte indgår uudtalt i musikpsykologier og -sociologier. Jeg mener en sådan diskussion også må være af interesse for musikpædagogikken. De forestillinger en pædagog har om musikalske evner og deres udviklingsbetingelser er medbetingende for elevers udvikling. « Jørgen Pauli Jensens diskussioner må have interesse for enhver, der arbejder professionelt med musik og ønsker at se sit arbejde i en større meningsfuld sammenhæng. Bogen handler om hvad musik er, men dens styrke er netop at den aldrig forsøger endegyldigt at nå ind til »sagens kerne«, men derimod beskriver det område, hvori »sagen« lever og fungerer, de sammenhænge den indgår i, de »forandringer i tid« den undergår og forårsager. Musik er liv, - og som dette uudslukkeligt!

»De moderne« og »den ny« ... historisk set

Carl Dahlhaus: Schönberg und anderer. Gesammelte Aufsätze zur Neuen Musik. Mainz 1978. (Schott). 412s.

Af Peter Brask

Den »ny musik« her er ikke så ny - det er Schönberg-sko-lens, og de »moderne« er så gamle, at de fleste kalder dem for senromantikken. Carl Dahlhaus er dog nutidig, men historiker, og bogen samler en del af hans artikelproduktion ca. 1964-1978. Han har skrevet meget mere, ja i det hele taget en frygtelig masse. Derom vidner en fyldig bibliografi bag i bogen - fra hans dissertation om J. des Prez 1953 og fremover. Hans felt er omfattende, men bogen her har tyngdepunkt ved den nye wienerskole. Her er dog afstikkere til de foregående årtier med spændende bemærkninger, og her er rent æstetisk-teoretiske stykker, både egentlige analyser og mere snakkende causerier. Grænsen er i øvrigt ikke skarp. Dahlhaus indleder ofte med begrebsanalyser, som undertiden rydder op i vrøvlet (andres!) og undertiden plumrer situationen mere til (med hans eget); her er en slags filosofisk snakkestil, som kan imponere en dansker, der ikke lærer slig snak i skolen ... men det er ikke altid, snakken fører til andet end frem-og-tilbage: lige langt. Ringest er vel betragtningerne sidst i bogen over sociologisk musikforskning som forf. vrantent indrømmer eksistensret, men dernæst bortre-lativerer i snakkens løb: soc.forskningen burde sandelig findes - den kan bare (næsten?) ikke laves i virkeligheden! -Skidt med det, før de sidste 50 sider står en masse givtige og solidt underbyggede artikler. Mange har været i Melos/Neue Zeitsch. f. Musik, - Dahlhaus var red. dér. I øvrigt kan man i Hans Oesch* fyldige indledning overskue nyere tysk musik-kulturarbejde på behagelig vis; her gøres rede for forskere, dirigenter, musikfester, -forlag, -tidsskrifter, som har haft betydning som centre for udbredelsen af ny musik. Her har naturligvis også C. Dahlhaus sin plads ... men hans betydning underdrives beskedent.

Nu kan man jo ikke egl. »anmelde« så mange artikler om forskellige emner. Men jeg vil gøre mig nyttig ved en oversigt. Her er meget, som er værd at slå efter. Også om enkelt-værker.

Her indledes med »Neue Musik« som historisk kategori, hvortil knyttes bemærkninger om avantgardebegrebet. Den forsøgsvise historiske etikette »Musikalsk Funktionalisme« behandles dernæst indgående - med forbindelse mellem rea-lisme-stræben og bestræbelsen på at skabe en musikalsk prosa. Dette begreb dukker op flere gange siden, også i analyse-sammenhænge. Et andet begreb, som søges differentieret og sat i historisk sammenhæng, er forestillingen om kunstværkets autonomi (derom også skarpe iagttagelser i de ovenfor omtalte slut-stykker). - De følgende stykker drejer sig om konkrete problemer i NM: rytme (ex. Stravinskijs Sacre og Les noces, Weberns Ork. var. op.30), tonalitet (Strav. Canti-cum Sacrum, Bartoks violinkoncert) - her er pointen, at i NM hersker lokale værkegne harmonisystemer. Lige før disse almene problemer behandles dog et lidt mere specielt: moderne orgelmusik, - som munder ud i analytiske bemærkninger til Schönbergs Var. ov. et Rec., Op.40 (dét værk, som for et par år siden hørtes herhjemme i Maegaards instrumentation for stort ork.). Og så går det ellers løs med forskellige emner vedrørende Schönberg ...

Schönbergs musikalske poetik behandles med udgangspunkt i begrebet den musikalske »tanke«. Muligvis gør CD begrebet klarere end det nogen sinde har været fra Sch.s side. Derpå tyder i alt fald den mere eller mindre åbenbare polemik hos CD mod andres forståelse af disse essayistiske ytringer fra mesteren (fx Maegaards i hans disp.). Et mere konkret grundbegreb i Sch.s poetik er den »udviklende variation« - CD bruger det siden som nøgle i flere analyser. Det betyder en variationsform, som griber ændrende ned i selve det materiale som varieres - her sker en forvandling, ikke blot en skiftende forklædning. (DK: metamorfose-teknik, anno ...?). Stræben efter expressivitet, og siden: en musikalsk prosa, ses som drivkræfter i Sch.s skaben. En anden er »ønsket« om dissonansens emancipering. Når man vil begribe atonaliteten og tolvtoneteknikken, må den indsættes i de historiske rammer, hvor disse »kræfter« arbejdede mod/ med hinanden. Emner som uddybes i art. om »Musikalsk Prosa« (Ex. fra Mahler, Brahms, Mozart, Lully og Schönbergs George-cyklus op. 15), - og i »Dissonansens emancipation« (CD nævner Adornos tanke om 12-toneteknikken som en konsekvens af forhold i tematisk-melodisk arbejde, - tilslutter sig den, men tilføjer, at teknikken også var »løsningen« på ønsket om at kunne »retfærdiggøre« fritstående dissonanser inden for det musikalske forløb). Et Anhang til dis-sonans-reflektionerne er en note om en kontrovers mellem Schönberg og Schenker om harmonifremmede toner; Schönberg tænker her (mener CD) ud fra sin forestilling om den »udviklende variation«. Men han kan dog ikke få ret i sin harmoniteori - det kan Schenker heller ikke. (Det er CD, der har!). - Direkte værkanalyser finder man nu også i ret rigt mål: Schönberg og programmusikken omtaler Verkl. Nacht (op.4 1899), Pelleas og Melisande (op.5 1903), Orkesterstykker 1910 (op. 16), Ledsagemusik til en lysspil-scene (op.34, 1929/30) og endelig Strygetrioen op.45 fra 1946. Det er en lang vej, et helt querschnitt af Schönbergs produktion, og det giver et godt overblik. Om op. 16, nr.3 (orkesterstykket med hvad skovsøen gemte, også kaldet »Farben« mm.) får vi siden en ekstrabemærkning med sammenholdning af Sch.s mulige klang-teori og Helmholz' fra lærebogen om »Tonesansningen«. Og op. 16,5 giver for øvrigt derefter anledning til lidt polemik mod Maegaard vedr. det ovenfor nævnte problem om tolkningen af Schönbergs begreber »tanke«, »formel«, »idé« ... en herlig strid, der næres af mesterens noget subjektive brug af engelsk sprog. Af egl. værkanalyse er her yderligere en afhandling om to klaverstykker, et fra hver ende af Schönbergs sparsomme oeuvre for dette instrument: op. 11/1 og op.33a. Det ser ud som dette foredrag især skulle være en skoledemonstration af analysens herlighed og nytte; desværre går der så lang tid med at bedyre herligheden, at det hele alligevel ikke rigtig nytter noget. Ved 11/1 bliver det blot et kritisk réf. af Leichentritts ældre analyse. Der står nu væsentlig mere hos Mae-gaard, 1972 (Disp. II: 190ff & Nodebilag s. 28f). Om 33a er det kun vedr. selve 12tonerækken, der bemærkes noget. En til gengæld omfattende analyse finder man så af George-sangen Streng ist uns das Glück und spröde (op.15 nr. IX). Den er harmonisk en af de mest komplicerede i denne cyklus - og det lykkes ikke CD at fange den harmoniske problematik. CDs analyse ti meget detaljeret... men for nærsynet. Hvad man som lægmand undrer sig over, er at digtteksten slet ikke spiller nogen rolle for analysen (ej heller hos Maegaard) - og så undrer man sig (i al enfoldighed) ekstra, når det forekommer én, at hele sangen bygger på gestiske operationer med stor septim og lille sekund, der kan opleves som allegoriske udtryk for netop dét, teksten drejer sig om

Bredere er bemærkningerne til monodramaet Erwartung, især om forholdet mellem espressivo og polyfoni, - hvor den sidste ikke er en »palestrinastils-polyfoni« med »balance« som idealet (Carl Nielsen?) men en helhedskonstruktion, der tillader funktionel differentiering af de mange stemmer. (Dette har igen med både den mus. prosa og dissonansens e-mancipering at gøre). Denne form for polyfoni har Schönberg lært sig hos /. S. Bach. Om Sch.s forhold til ham handler en yderligere artikel. Ind mellem er en kort redegørelse fra »hin tid«, om hvad en tolvtonerække egl. er. Den er udmærket - redegørelsen: »Rækken er en ordning af de tolv kromatiske intervalklasser, som benyttes som referensramme (Bezugssystem) for det musikalske værk.« (Og altså ikke en samling tonemateriale). Tak.

- Om et væsentligt forhold til Bach drejer det sig også, hvor talen bliver om Weberns instrumentation af den 6. st. Ricer-care fra »En musikalsk Gave«. CD viser, at instrumentationen ikke er »dekorativ«, men »analytisk« - men også hvorledes instrumentationens »ud-analysering« af enkeltstemmerne paradoksalt opløser dem som stemmer og fremdrager det »lodrette« aspekt af polyfonien. Endda til grænsen for dens ophævelse. Endnu ét Webern-emne behandles: Den rytmiske struktur i hans ork. stykker op.6. CD viser rytmen som formskabende. - Herefter miscellanea: Om Schrecker (»Der Ferne Klang« 1901: Musikalsk naturalisme!) og Skrjabins sene klaversonater (VII & IX). Og et par mere almene artikler. Elektronmusikkens æstetik (mest snak, men med historiske indslag) og nodeskriftproblemet nu. - Resten af bogen er de filosofe rende stykker, jeg udlod mig til at be gynde med.

Summa: Den store bog har nyttige iagttagelser om enkeltværker, og gode refleksioner over, hvorledes vort århundredes musikhistorie og dens nærmeste forudsætninger (fra 1880'erne og frem) monstro skal skrues sammen. Der er meget at slå op (også i Oeschs' indledning), og Dahlhaus' egen bibliografi er værdifuld. Bogen bør stå i alle større fagbiblioteker. - Læser man det hele, tror jeg nok, man får mest glæde af to ting: Det historiske billede, som gradvist toner frem (men intet steds gives samlet) og kernerne af en Schönberg-karakteristik - i form af de problemer, hvorom Schönbergs produktion var et løbende projekt. Her er megen lærdom, meget at lære om - mindre at tage ved lære af.

Rocklitteratur - indlandet

Af Ivan Hansen

Det, der er skrevet herhjemme om pop, beat og rock er overskueligt. De gamle DMT-numre - om Pop i 1963, om Beat i 1966 og i 1968 og om Abba i 1979 - fortæller også noget om musikkens udvikling, og Carsten Grolins artikel om »Beat - et spørgsmål om orgasme« er stadig noget af det bedste, der er skrevet herhjemme om den der nye beat i tresserne, sammen med Hans Jørgen Nielsens »What's happening Baby« (Ta'-tidsskriftet nr. l 1967), der forsøgte at tegne en ny æstetik på grundlag af samme. Carsten Grolin og Hans Jørgen Nielsen (Billeder fra en verden i bevægelse 1980) der sammen med Ebbe Reich (Svampe-bøgerne) og Dan Tureli (Mediemontager) udgør ord-orkestret i beatkulturen herhjemme. Men der kom også solister udefra. Thorkild Bjørnvig satte med sin bog (Oprør mod Neonguden 1970) beatgrupper i relation til historien - forskellige »rusede« europæiske traditioner - og var vel med til, at beatfolkene fik øjnene op for nogle nye ting og at beatkulturen som sådan kom ud til større og bredere publikum. Peter Kemp fortsatte med at sætte beatkulturens etik og æstetik i større historisk sammenhæng (Peter Kemp: Ungdomsoprørets Filosofi 1972-76)

- det begyndte at ligne noget.

Men musikken - tonebevægelserne, materialer og former -om det blev der ikke sagt så meget. Der udkom ikke en dansk skrevet bog i 60erne om musikken. Laus Bengtson m.fl. (anmeldere især) udgav »Der gror aldrig mos på en rullesten - rockpræk« i 1970, en stor samling af (stadig) læse-værdige anmeldelser og artikler. Erik Wiedemann gjorde med 10 radioudsendelser og undervisningshæfte »status over beatmusikken i 60'erne«, DR 1973. Kigger man på det i dag, har man fået en ganske god redegørelse for dansk rock'n'roll 1956-63 (Niels W. Jacobsen m.fl.: Dansk Rock'n'Roll -anderumper, ekstase og opposition, 1980) - man går ikke tæt på musikkens stof, men giver en grundig og citatmættet skildring af periodens miljøer, frihedstrang, danse, ritualer, ekstase, adfærd og optøjer - og så har den en fyldig henvis-ningsliste over aviskronikker og artikler om emnet i den periode.

Dunhammer og Segl af Erik Quist Jensen m.fl. (alle danskstuderende) er derimod en decideret misforståelse. Den prøver at analysere 60ernes beat fra 70ernes partikontor. Steppeulvene, Gasolin, Sebastian, Skousen osv. er nu med-følere uden politisk resultat, eskapister med falsk bevidsthed og borgerlige ideer - det eneste der duer er Arne Wurgler! Der står selvsagt ikke et ord om musik i bogen. Carsten Mollerup har på udmærket vis samlet citater til en bog, der kan bruges i studiegrupper som oplæg til diskussioner af beatkulturens forskellige aspekter (Carsten Mollerup: Fra Blues til Beat - jazz og rock i samfundet 1977). Godt og gedigent arbejde er der lagt i Peder Bundgaard m.fl.'s Rock

- 1975, et leksikon med udenlandsk og indenlandsk beat og rock med små stilbeskrivelser, kronologiske facts, pladehenvisninger og litteraturoversigt. Den har man tit brug for til mangt og meget. Og hvor er det tåbeligt af Politikens Forlag ikke at følge den op (materialet 1975-80 som forfatterne ligger inde med). Tåbeligt når man ser hvor meget lallende rocklitteratur, der i stedet spyes ud af trykkerierne (Rud Kofoed: Bogen om ABBA 1977 og Paul-Jørgen Budtz: Gasolin 1976, Steen Møller Rasmussen: On The Rocks - en bog om rockmusik 1979 og alt for mange andre).

Fra Sverige har man en virkelig god populærmusikhistorie (Tommy Rander og Håkan Sandblad: Rockens Roll 1975) fra blues til beat - stil- og socialhistorie op til omkring 1970. Om specielt svensk pop, beat, rock er det sværere at finde noget, men om den alternative »musikrorelsen« er der skrevet (Johan Fornäs: Musikrorelsen - en motoffentlighet? 1979). Om norsk rock er det endnu sværere. Jeg kan kun komme i tanke om Ola Ledangs analyse og beskrivelse af »Åge Aleksandersen og Sambandet« på Nordisk Musikforskerkongres 1979 - og den er endda ikke med i kongresrapporten.

I midten af 70erne kom to interview-bøger på dansk (Lasse Ellegård: Dansk Rock 197 og MM-tidsskriftet: Strøm på Jazzen 1978). Sammenhæng og dybde kommer der sjældent i bøger som disse - det er journalistiske interviews, der tager dagtemperaturen på musikere i forbindelse med koncertbesøg. Som sådan er de udmærkede, underholdende at læse. MM kunne godt gå videre med ideen (punk, new wave, danskplade-anmeldelser f.eks.).

I kollektivbogen Musk og Samfund (red. Finn Gravesen) tager man mere fat om musikken i de 7 artikler, der drejer sig om rockmusikken - hos Bjørn Veierskov f.eks. (om ud-trykskarakteren i beatsangen) og Erik Christensen (om »det nye i det velkendte« i kommerciel pop). Forskelle mellem agitpop og dansktop trækkes op i Kirsten de Cros Dich / Anne Ejsing: Musikken i Samfundet 1974, og der gives kortere redegørelse for popplade-produktion i kollektivbogen Rapport om Popmusik i Danmark (af Popgruppen 1975).

Derimod drukner Peter Krog m.fl.'s Rytmisk Musik -historie, miljø og vilkår 1978 desværre i et forsøg på at lave historie-, stil-, fænomen- og instrumentbeskrivelse, på én gang, i populær udformning, mere praktisk gods er der i Gravesens og Haastrups undervisningshæfte med stilbeskrivelse af forskellige jazzformer (og et par jazzrock-former) -og her er der oven i købet en samling partiturer). Det bedste forsøg på at nå ind til musikken og samtidig holde forbindelsen til musikkens miljø er nok Tore Mortensens udgivne speciale om Miles Davis' nye jazz/rock fra 1970 og frem. Her belyses Miles Davis1 forsøg på at skabe en ny, social, sort musik - ud fra jazz- og beat-elementer mod en ny fusionsmusik, og bogen giver nuancerede analyser af materialer og former.

Men det er således dansk rocklitteratur om udenlandsk musik. En samlet beskrivelse af dansk pop, beat og rock -dens materialer og former, socialvilkår og placering i det samlede kulturbillede mangler stadig.

Carsten Grolin : Beat - et spørgsmål om orgasme, DMT 1968

Hans Jørgen Nielsen: What's happening Baby, Tå' nr. l 1967

Hans Jørgen Nielsen: Billeder fra en Verden i bevægelse, Tiderne Skifter 1980

Ebbe Kløvedal Reich: »Svampebøgerne«, 1969, 1973,1974, 1980

Ebbe Kløvedal Reich: Spræng Mausolæet, Kritik nr. 45

Dan Turrel: »Mediemontager« I-IV i løbet af 70erne

Thorkild Bjørnvig: Oprør mod Neonguden, Gyldendal 1970

Peter Kemp: Ungdomsoprørets Filosofi, Vinten 1976

Laus Bengtson m.fl.: Der gror aldrig mos på en rullesten, Borgen 1970

Erik Wiedemann: Status over beatmusikken i 60erne, DR 1973 Niels W. Jacobsen m.fl.: Dansk Rock'n'Roll - anderumper, ekstase og opposition, Mjølner 1980

Erik Quist Jensen m.fl.: Dunhammer og Segl, Publimus 1977 Carsten Mollerup: Fra Blues til Beat, Munksgård 1977 Peder Bundgaard m.fl.: Rock, Politiken 1975 Rud Kofoed: Bogen om ABBA, Chr. Erichsen 1977

Paul-Jørgen Budtz: Gasolin, Pink Alice Music Aps 1976

Steen Møller Rasmussen: On the Rocks, Zebart 1979

Håkan Sandblad/Tommy Rander: Rockens Roll, Ordfront 1975

Johan Fornäs: Musikrorelsen - en motoffentlighet?, Rôda Forlag 1979

Lasse Ellegård: Dansk Rock, Information 1976 MM (Jens Jørn Gjedsted/Ib Skovgaard): Strøm på Ja2zen, MM 1978 Finn Gravesen m.fl.: Musik og Samfund, Gyldendal 1977 Kirsten de Cros Dich/Anne Ejsing: Musikken i Samfundet, Publimus 1974

Peter Krog m.fl.: Rytmisk Musik - historie, miljø og vilkår, Gyldendal 1978

F. Gravesen/B. Haastrup: Rytmisk Musik - Jazz, DR 1979 Tore Mortensen: Miles Davis - den ny jazz, Tore Mortensen forlag, 1977