DMT og populærmusikken

For et seriøst musiktidsskrift er det med jævne mellemrum magtpåliggende at behandle rock og andre former for populærmusik. Således også for DMT.

I et af de første numre af DMT for 56 år siden stod Milhauds positive artikel om jazz, den popmusik som dengang forstyrrede den seriøse musiks cirkler. I år er det punk'en. I 1963 kom det første nummer om pop.(1) Adornos indflydelsevarmærk-bar, han læstes flittigt- ikke mindst af Poul Nielsen, den senere redaktør. Dommen lød: Poppen »hindrer menneskene i at reflektere over sig selv og deres verden og samtidig forgøgler, at det står rigtigt til med denne verden, siden den rummer en sådan overflod af glæde ...«

I 1966 hedder det derimod »Poppen popper op !!«(2)-samme indrømmelse til den tids glade nonsenssprog som dette nummers let punkinspirerede layout. Det handler om »Beatles: En dröm om frihet« og at Mc Cartney som komponist »står for den sværeste prøve: det mangfoldige genhør!«

Men Poul Nielsen var tilsyneladende ikke tilfreds. I 1968 kom et nyt og mere dialektisk popnummer.(3) Carsten Grolin forkaster Poul Nielsens »akademiske« præmisser - det bedste tegn på at beatmusikken (det hedder ikke længere pop!) ikke føler nogen mindreværdskomplekser. Magtforholdet er ændret. Poul Nielsen løfter pegefingeren. »Glofiriceringen af popkulturen kan i mange tilfælde blive falsk legitimation af den musikalskeforsnævring ... « Mod den truende værdinihilisme-- »at alt bliver ligegyldigt ... « sætter han, sammen med Hans Jørgen Nielsen, værdirelativismen som indebærer »åben accept af den samtidige eksistens af forskellige niveauer... Hermed er klart sagt farvel til en epoke der følte niveau-forskellen som problem. «

Farvel ! Hvis det da nogen sinde var et farvel - det ligner mere et »På gensyn ! « - det ved alle som har fulgt debatterne om kunstmusik contra »rytmisk musik«. I dag findes der inden for alle genrer musik som er mere eller mindre kommercielt profitabelt. Men i takt med at forskellen mellem big business(4) og idealistisk (statsstøttet) kunst er blevet større inden for alle genrer, er det nu næsten umuligt at bruge niveauforskelle og genreopdelinger som effektive argumenter.

I dette nummer efterlyser Jan W. Morthenson debatter hvor det ikke bare drejer sig om det hørelige, »men mere om koblingerne af de vurderinger, som styrer menneskers og kulturers liv. « Men det er nok alligevel tvivlsomt om det lader sig gøre at opretholde en skarp skillelinie mellem rock og nutidig kunstmusik. Indholdet i Morten Levys artikel om punk og Ivan Hansens samtale med to unge rockmusikere giver stof til eftertanke.

Så det har ikke været redaktionens ambitioner med dette nummer at servere en fuldstændig, seriøs, Lurmærket afhandling om rockmusik. Vi vil informere, råde bod på den manglende viden om populærmusikkens mange afskygninger som ofte gør det svært at tage stilling. Det er en god ide at tage Philip Taggs ABBA-analyse fra 1979(5) frem! Den tåler at blive læst igen.

Til sidst - og for næstsidste gang i dette nummer tager vi Adorno til hjælp, han var engang ikke til at komme udenom i sådan en sammenhæng, nu kritiseres han mere og mere(6): »Det eneste man kan foretage sig uden at gøre sig for store illusioner om resultatet, er at formulere sin erkendelse af tilstandene og i øvrigt inden for det faglige musikalske område, så vidt det er muligt, arbejde henimod, at der indtræder et relevant og erkendende forhold til musikken i stedet for ideologisk konsum ...« Citatet afsluttede Poul Nielsens Adornoanalyse i DMT 1963, også trykt i »Hjerte og hjerne i musikken«.(7)

Fodnoter:

1. DMT nr. 2 1963.

2. DMT nr. 4 1966.

3. DMT nr. 2 1969.

4. »Musik _ en handels artikel« og »Pladeselskabernes økonomi i Danmark«, DMT nr. 2 nov. 1978. Se også DMT nr. 3 dec. 1978 og DMT nr. 4 f eb. 1979.

5. DMT nr. 3 dec. 1979.

6. Se Ivan Hansens rapport fra den første internationale konference om populærmu-sikforskning i dette nummer.

7. Borgens Forlag 1980.