Ringe Information

Af
| DMT Årgang 57 (1982-1983) nr. 06 - side 247-270

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Jørgen la Cour har fredag den 6/5 skrevet en artikel i Information om dette års NUMUS-festival. La Cour begynder sin artikel med en udredning om nodetrykkets udvikling og denne sammenhæng med fremkomsten af det borgerlige samfund. Han fortsætter: »... den nye »seriøse« musik er en forgrening af eller en sidste station i udviklingen af den borgerlige musikkultur. Den har på mange måder forkastet sin egen kulturhistoriske baggrund og er i enhver henseende vanskeligere at fastholde end en madrigal fra 1300-tallet ... Dengang var det produktionsformerne, der var en hindring for udbredelsen af musik. I dag er det løsagtig fortænkthed.« La Cour mener formodentlig, at fordi den ny musik har forkastet sit eget ideologiske udgangspunkt, den borgerlige musikkultur, og ikke tør bekende en anden ny politisk kulør, er den havnet i »løsagtig fortænkthed«. I næste afsnit lovpriser han nemlig John Frandsens nye korstykke, fordi det udtrykker »samfundskritik, så det basker«. La Cour bebrejder åbenbart den ny musik, at den mangler holdning, når den ikke ligefrem udøver direkte samfundskritik. Den holdning et stykke musik har til det musikalske materiale interesserer ham ikke. Om Ib Nørholms fløjtestykke »Immanens« hedder det nemlig: »Ib Nørholms værk fra 1983 ... var for det første ikke noget spændende værk. For det andet siger »immanens« mig ikke det fjerneste. Allerhøjst en ønskedrøm om, at der er ting, der eksisterer - uanset deres omgivelser.«

Nørholm bruger sin titel til at sige noget om sin holdning til det musikalske materiale. I dette tilfælde drejer det sig om at komponisten lader folkemusikalske elementer indgå skjult i stykket. Dette forhold kunne jo godt være interessant, men la Cour vælger frem for at diskutere om det er det, at affærdige læser, komponist og komposition med at ordet »immanens« ikke siger ham det fjerneste. I næste afsnit skriver han:

»Programnoterne er gennemsyret af lignende holdninger: immanens, pluralisme, det evige, det uopnåelige, det ydre rum etc., etc. Mens vi alle sammen sidder plantet i en halvmørk, højst materiel sal i en konkurrence-domineret statslig institution som Det Jyske Musikkonservatorium.«

Det er rigtigt, at musikkonservatorierne er statsejede og præges af konkurrence. La Cour bruger dette forhold til endnu en gang at påvise/antyde komponisternes manglende jordforbindelse, for hvad har vel »immanens, pluralisme, det evige, det uopnåelige, det ydre rum etc., etc.« med stat og konkurrence at gøre? I og med at disse begreber afspejler komponistens forhold til musik har de selvfølgelig ikke noget direkte med stat og konkurrence at gøre. Men forholdet mellem musik som abstrakt kunstart og de omgivelser hvori den bruges og spilles er under alle omstændigheder så intrikat, at det ikke kan løses i et par polemiske sætninger.

En udtømmende kritik af alle la Cours synspunkter fører for vidt her, men disse to eksempler er karakteristiske for artiklens stil og indhold. En informationslæser uden særligt kendskab til ny musik må få det indtryk, at den ny musik befinder sig i en blindgyde, der er ideologisk fordægtig, fordi den udspringer af det borgerlige samfund. Måske gennemskuer læseren la Cours uargumenterede påstande og vulgær-sociologiske holdning til musikken, men i givet fald får læseren intetsomhelst at vide efter at have læst en kvart avisside. Tværtimod er la Cour lige så indforstået med arrangementet som han beskylder deltagerne for at være. Der meddeles intet om hvad NUMUS-festivalen er, udover at den er et »marathon-ræs«. Der nævnes intet om at publikumstilstrømningen var så stor, at den ny
musik for en del mennesker må have en del andet end »løsagtig fortænkthed« at byde på. Det eneste, man får at vide, er et spørgsmål om festivalen ikke er vel centralt ledet. Festivalen kunne ikke være det, den er, uden et yderst velfungerende team-work mellem en masse mennesker. Den kunstneriske ledelse ligger ganske vist hos et menneske, men erfaringer fra lignende arrangementer verden over viser, at det er nødvendigt, hvis festivalen skal have et kunstnerisk niveau.

Journalistik af la Cours art er under lavmålet og Information burde være en for kvalitetsbevidst avis til at beskæftige en sådan mand. Af alle aviser, der har skrevet om festivalen, har den mindst ringe avis leveret det ringeste bidrag.

Årgang 57/1982-1983, nr. 06