De onde lo og de gode græd

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 01 - side 19-19

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

DMT's redaktion fulgte med i aviserne i sommer. Vi fandt anledning til at drille lidt - men også til at mindes en hæderkronet forgænger, en stridsmand for Ny Musik i Danmark og Norden: Komponisten, pianisten m.m. Helge Bonnén, som er død i en alder af 87 år.

Det lo de meget af i redaktionen den fredag morgen, 17. juni - onsdag aften havde Tivoli i koncertsalen taget forskud på Herman D. Koppels 75 års fødselsdag ved bl.a. at give den første opførelse af hans Fire gammeltestamentlige sange i versionen med orkesterledsagelse, og i det nys udkomne nummer af DMT havde Niels Holger-Petersen netop manet til eftertanke angående problemet med »Musikkritik og den æstetiske relativitet«. Han gjorde det ved at fremlægge to ret så forskellige anmeldelser af den samme koncert, som den var blevet påhørt af to københavnske musikkritikere, Jan Jacoby og Hansgeorg Lenz. Og nu sad vi så med fig. ret så forskellige bedømmelser af orkesterversionen af Koppels sange, som hørt af to københavnske musikkritikere, bemeldte Jacoby og Knud Ketting. Jacoby lagde for i Politiken -

»Ældst på programmet var de fire gammel-testamentlige sange fra 1949 der her blev uropført i orkesterver sion. Trods sin elementært karakteri-serende kolorit er instrumentationen dog for grumset til at bearbejdelsen for alvor udvider perspektivet fra den udpræget klaverfødte original.«

Weekendavisens Knud Ketting mente noget andet -

»Mellem de to værker opførtes orkesterversionen af de fire gammeltestamentlige salmer fra 1949. Allerede i den oprindelige klaverudgave er de næsten orkestrale i udtrykket, og Lone Koppel har altid været dem en intens fortolker. I komponistens nye, glitrende klædedragt har de fået endnu mere slagkraft og er blevet et meget værdifuldt tilskud til det meget magre repertoire af nutidige danske orkestersange.«

Hvad far Koppel tænkte ved at læse de to vurderinger, kunne vi måske spørge ham om ved lejlighed: Ikke så meget for at drille journalisterne som for at høre en case story fra det overordentlig spændende arbejdsområde, der hedder transskription, om det så er fra klaver-sats til orkesterpartitur eller den anden vej. Men foreløbig kan vi da sige tillykke med dagen, som rettelig bør fejres den 1. oktober (han er Vægt, m.a.o.).

Helge Bonnén døde d. 3. august i år. Han var født d. 22. marts 1896 og debuterede som pianist under 1. verdenskrig efter at have været elev hos så prominente navne som Agnes Adler og Anders Rachlew. I de musikalske Tyvere, som hurtigere og hurtigere er ved at glide os af hænde, indlagde Bonnén sig megen hæder gennem sit virke inden for DUT og DMT m.m., og vi syntes, vi ville prøve at finde en artikel ell.l., som i genoptryk kunne sætte ham et værdigt minde i bladet - så der var glæde og begejstring på redaktionen, da vi som det første får slået op på efterflg. indlæg i juli-nummeret 1927 (årgang 2 nr. 9, s. 198-202). Ikke blot er artiklen historisk interessant - den er også i højeste grad aktuel her og nu, eller hur?? Ikke bare i forbindelse med de to citater, vi bragte ovenfor, men også f.eks. i forbindelse med de problemer, ISCM-festivalen havde i Graz sidste år, og som fik Karl Aage Rasmussen m.fl. til at sige, at det skal sgu være løgn: Det må kunne gøres bedre. . . herhjemme! Den er også kostelig morsom sine steder (parentesen om Carl Nielsens 5. og 6. symfoni over for »Det Uudslukkelige«), men først og fremmest giver den fint indtryk af den alvor og ihærdighed, Helge Bonnén lagde i sin kamp for den Ny musiks fremme. - Vi gør opmærksom på, at vi i genoptrykket har udeladt hoveddelen (§ 1-3) i Atter-bergs referat.

Årgang 58/1983-1984, nr. 01