Modern Leben und Liebe

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 01 - side 18-19

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

I know when to go out
Won't stay in Get things done

Så lad os danse nu, du og jeg, mens kamæleonen synger og månens lys tager os alvorligt en stund (Oh disse stemmer som glemmer hvem de er, uden skrupler . . .) Lad os danse - tag dine røde sko på og hør efter hvad manden siger mens de lyse trommer dabber og dupper på basgangens legeme under os. Glem det åndssvage cover: Hvem ser det når musikken spiller. Hvem gider høre på de skuffede og deres mumlende tilbagetog ad visse halvtomme sidegader: Lad os gå ud og tage vores dans mens vi glemmer den sure pukken på patent på 'rigtig' Bowie (ham fra sidst, du ve' nok. Jam', er det ikke ham nu? Neej, det er først næste gang. Nårh, haml Ja måske! HVA'? Sh-sh-shhh . . .) Dagens tilbud er Kreoler med kokos à la Igor (hvem? Stravinsky, for pokker. Nårh, ham med Sacre. Nej, netop ham! HVA'? Sh-sh-shhh . . .) Siet og kølet: Musique frappée, flamberet med smerte og hjerte (Putting out fear with benzedrine) This modern thing called love: kærlighed med et usikkert K. Moderne elskov begynder i tretakt, men svinger ind på scenen i firtakt uden at fortrække en mine. Blev De forvirret? Så er De på rette vej -bliv endelig siddende og hør hvad manden siger til den tynde hertug og hans babyface China girl. Hvem har lukket den hellige ko her ind igen?! Darling, the white of your eyes is so crowded today - what's stumbled into your town? Plans for everyone?? Well, never mind, dear - it'll be gone by tomorrow. Let's dance. James, would you turn the faces so that they see the Wall (Holy pictures cannot bear very much reality). Musikken er sanselig på en voksen måde (Cool my fire. Light my smile). Teksten er for voksne. Darf nicht an Kinder angeboten werden, men ungdomar må gerne høre med på P3 efter skoletid, hvis de ellers kan komme til for de yngre af de ældre. Samspil og modspil mellem tekst og musik og performance er på det rene med det voksne og det tidløst pragtfulde, enkle.

Årets partyplade, vist så, men tilsat visse potente destillater af Bowies tidligere tilstandsformer, modnet med alderen og tidernes skiften. »Hits with remarkable precision« står der efter en opskrift i en elegant cocktailbog fra resterne af det søde livs tilmålte tid (1930, m.a.o.). Rammer hvad? Rammer plet, altså lige ved siden af sidste pletskud (Tingene flytter sig og vi med dem). »Spændingen mellem abstrakte strukturer og den hudløse nærværelse musik kan skabe, er berusende«, sagde Hans Gefors. »Never trust a smiling cat« siger Garfield. Cat People i privat-udgave. Røde sko i konfirmationsgave. Røde sko er dansesko. Og hele tiden og navnlig bagefter disse

buttede fødder
hvor kommer lyset fra
power
udefra indefra
power
indefra udefra
hvor kommer stormen fra

spørger Søren Ulrik Thomsen, og der er mere af ham i pladen end hængte mænd kan drømme om. Bowie synger city slang og power er så meget, »min hånd - den kan en helvedes masse« siger Thomsen -javist, men hvad? »When I'm feeling disconnected, well, I sure know what to do« synger Bowie - javist, men hvad?? Power er så meget. Hvornår spillede P2 Laurie Anderson sidst? Men den her P3-rolling ville høre O Superman; den hele, tak. O Superman. Bowies croonerbaryton mod juhu-faisetterne. Bowies fløjlstenor mod lyse stærke mandsråb. The ladies are for leaving. Touchch mee, it's so eesie to leeve mee. Tyger(teach me)Tyger-lær mig, nattens tigre . . . »It's a brand new day, so when you gonna phone me??« Ukendt under samme måne i pladens tre første city life low-life numre, men her skifter livet maske og Bowies stemme bliver målrettet Mick Jagger-fræk på det der »phone me«, som er med til at vende billedet før vi vender pladen og er havnet i Modem Love . . . som er en slags protestsang før fælden klapper i, eller hur? Vi aner hvor det bærer hen, der er ved at danne sig en struktur, et sug -der er en mulighed: den binder ham men giver ham også lov til at vente og se: og spræller man i nettet kan man nå det ekstreme hvor stjernerne ramler ned før frugten er moden når den mindst ventede det. Bowie svajer ubehageligt, ready for the push, men det bliver med garanti ikke den der China girl han falder for, eller hur? Eine blasse Wäscherin, måske (Ricochet. Ricochet)? Nå heller ikke. Nej, for det er blevet dig og mig nu -Bowie har ført os fra Nogle (dem) til Nogen (hvem?) og nu er forløbet ved at styre os ind i et Jeg, som måske er ham selv men snarere er en Ham, en Hende eller bare Os to. »Jeg beskytter mig med fremmedhed / fordi jeg er dem alle / jeg gør mig urørlig« skrev Borum.

Det samme har Bowie skrevet og sunget og været i årevis og pladevis, men sådan sker der så meget og nu tør der røre(s) og Ah-ah-ahhh slynger pladen os langsomt dunkende indad mod årets store hit, »Let's Dance«, det rappeste og mest majestætiske stykke dansemusik på denne side af tiden efter 1. verdenskrig. Kamæleonen smak tungen ud og halede hele den angelsaksiske dansemusik for partnere ind, fra dengang til forleden aften da de spillede Fashion. Tog et stykke kondenseret lev-livet-mens-det-er-der 20'r-liv og placerede det (igen) truende nær en 30'r-kritisk social rugekasse for røde og navnlig sorte hanekyllinger og anden Satansbrut og vendte lige al musikken en gang i luften og vupti står året-før-1984 med det eleganteste og ømmeste og cooleste o.s.v. - her kan alle være med. Tror de da - og så er meget vundet: »To dance is to live -to live is to dance« sagde Nuser altid. »Let's dance - for fear your grace should fall. Let's dance - for fear tonight is all« lyder besværgelsen her: Det gælder livet, eller hur? Den har de alle prøvet, eller også kommer de til det, fra Føreren hele vejen ned til disceren. At stå og være i knibe dér eller stå lige øje til øje med det klik i livets gang, som sangen Without You er lovsang til... og som måske tabes ud af hænderne og væk igen med pladens kup af en udklangsmanøvre -Senestfødt af vejen frem: øjeblikket ser tilbage mod dig inden hjørnet lader pladsen åben. . .Ud og væk. Down and out. Hvor gik livet hen? Vend pladen og du er midt i det, igen. Og alene, eller hur? Hænger på gadehjørnet, og digterne synes den er helt fin med byen. Visions of swastikas in your head, boy? It's all in the white of your eyes! I tell you we must die. (»Music for a while shall all your cares beguile«) »Ricochet, it's not the end of the world« - and so the conversation turns: Come on, be a mensch!

For dette »it's not the end of the world« er det samme, men det har fået en dobbelt betydning. Glimtet af en Eneste Ene (og glimtet af een selv som en Eneste Ene) har bevæget verden. Still confused, but on a higher level, som Victoria (dronning) sagde. Back to Square One, men ynglingeråbenes indhug i den pulserende klangmasse betyder denne gang mere end da vi hørte pladens første nummer et lille livsløb tidligere: Det er et mere erfarent, mere voksent menneske, som fra hullet mellem Without You og Rericochet er dumpet ned i den kværnende kvæstende storbyhverdag -men »Kærligheden er konkret« mumlede Søren Ulrik Thomsen. Og »But when they get home, damp eyed and weary / They smile and crush their children to their heaving chests / Making unfillable promises / For who can bear to be forgotten« synger Bowie. Power. Hvor kommer børnene fra? Menschenleben und Liebe - »These are the prisons, these are the crimes / Teaching life in a violent new way. Ricochet, ricochet« synger Bowie. Plans for everyone. Power. Pladen er en sangcyklus med tekst og musik af David Bowie (mestendels) og fortolket af David Bowie (& Co. ad hoc). Det meste er mere end flertydigt, så det går lige i hjertet og hovedet, mens danseføddernes røde sko har travlt med musikkens mange lag og muligheder. Pladen ligner livet ved at være så underligt disponeret. Synes man indtil man ser fidusen. Nårh! Aha-oplevelser, den ene efter den anden. Paraplyer under hvilke detaljernes svampe brager op med små dejlige svup: Her er jeg, se bare, come and get it while it's there. Ta' lige å kør den skive igen, hva'. Tingene kører i ring, men spiralen drejer . . . opad, forekommer det mig at denne cyklus siger trods alle sine modsatrettede tendenser.

En musikfaglig redegørelse for hvordan og hvorfor jeg lærte at elske pladen kan vente til den har gjort sig selv overflødig eller skriver sig selv. Prøv selv at gå ombord i værket - processen er selvforstærkende i samvirket mellem lytten og tænken, svømning og surf-riding. Swoosh. »Spændingen mellem abstrakte strukturer og den hudløse nærværelse som musik kan skabe, er berusende«. Let's dance - power : indeni udenfor : power : hvor kommer Bowie fra? : udefra indefra

- Svend Ravnkilde

David Bowie: Let's Dance (1983) EMI: 1C064-400165 (LP-plade). -Tegning (»Tontänzer«): Ole Bremer Pedersen

Årgang 58/1983-1984, nr. 01