Engagement i musik med følelsesmæssigt indhold

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 02 - side 50-55

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Engagement i musik med følelsesmæssigt indhold

Per Erik Veng [PEV] interviewer den 29-årige engelske dirigent Jan Latham-Koenig [JLK], der har skabt sig et stort navn i Danmark som formidler af ny musik.
I denne sæson kulminerer hans danske aktiviteter foreløbigt med engagementer ved næsten alle danske professionelle symfoniorkestre.

[PEV:] [JLK:]
[PEV:] Efter at have arbejdet tre år i Danmark, hvordan opfatter du efterhånden landets musikliv?

[JLK:] Mere varieret end jeg først troede i udbuddet og især med et spændende ny musikkoncertliv, der bl.a. er frugtbart gennem tilstedeværelsen af flere meget talentfulde komponister. I Danmark sker der en løbende opmuntring af komponisterne i modsætning til f.eks. England, hvor der hersker en meget konservativ ny musikpolitik i bl.a. BBC. Men ikke blot synes Danmark at behandle de lokale komponister godt. Der satses også på internationale relationer i koncertarbejdet. Det er også ret imponerende, at København har 4 full time-professionelle orkestre (Radiosymfoniorkestret, Radiounder-holdningsorkestret, Det kgl. Kapel og Sjællands/Tivolis Symfoniorkester), i London er der 5. Man har diskuteret i London, om der ikke var for mange, om man burde reducere antallet og satse på bedre kvalitet. Her er jeg helt uenig. Det varierede musikudbud, der kommer i en by med mange orkestre, er meget mere frugtbart, især hvis orkestrene profilerer sig repertoire-mæssigt fra hinanden, så de supplerer i stedet for at overlappe.

[PEV:] Hvordan er det kunstneriske niveau i København?

[JLK:] At en koncertbegivenhed finder sted, og at programmet er relevant og interessant, finder jeg egentlig væsentligere end den faktiske kvalitet af udførelsen. Men undertiden kan man føle, at man i København . tænker en smule mere på kvantitet end kvalitet.

Den ansættelsesform, der dyrkes i de danske statsorkestre, hvor der reelt ingen risiko er for at blive fyret på grund af manglende disciplin eller arbejdsindsats, giver en anden attitude til arbejdet, end jeg er vant til fra London, hvor ens præstationer ved én lejlighed ofte er afgørende for ens fremtidige engagementer og kontrakter. Sikkerhed i kunstnerisk ansættelse er farlig. Der kommer undertiden et skær af selvtilfredshed og selvtilstrækkelighed.

[PEV:] En af dine væsentligste samlede aktiviteter de sidste tre år er den kunstneriske ledelse af musikfestivalen i Montepulciano i Italien, den festival Hans Werner Henze skabte, og som du nu har ledelsen af. Her arbejder du kun med free lance-musi-kere og sangere. Hvordan oplever du det arbejde om sommeren ved siden af vinteraktiviteterne ved de etablerede orkestre?

[JLK:] Ja, det er unægteligt noget andet. Alle musikere, solister og andre tilknyttede festivalen arbejder gratis stort set, men det giver problemer af praktisk art. Til gengæld er entusiasmen meget stor, og det gør at begivenhederne bliver så markante, at festivalen i stigende grad nyder en stor international bevågenhed.

[PEV:] I festivalen arbejder du bevidst med tematiske linjer i programlægningen? Ja, vi har flere spor løbende i festivalen hvert år. Dels et pædagogisk orienteret (Henzes oprindelige idé med at inddrage børn og unge i det musikalske arbejde), dels det pågældende års specielle tema, dels fejrer vi runde år (ligesom alle andre rundt omkring), dels satser vi fast på en opera hvert år (det er jo Italien!) ofte i sammenhæng med årets specielle tema. Næste års festival i slutningen af juli og begyndelsen af august 1984 helliges en skandinavisk tematik. Interessant nok blev det faktisk skitseret før jeg blev involveret i dansk musikliv. Henze inviterede for nogle år siden Hans Abraham-sen og Steen Pade til Montepulci-ano, og da besluttedes det, at man ville satse bredere på Skandinavien et år. Jeg har endnu ikke taget endegyldigt stilling til, hvilke skandinaviske solister, ensembler og komponister, vi vil invitere, men det ligger fast, at Per Nørgård, Hans Abrahamsen, Sven-David Sandström og Arne Nordheim vil blive centralt placeret, hvis det er muligt. Der vil også forhåbentlig blive tale om nogle udvekslingsar-rangementer, f .eks. at et dansk ensemble opfører italiensk musik.

[PEV:] Tror du, italienerne vil forstå den nordiske musik?

[JLK:] Ja, bl.a. fordi de toneangivende italienske yngre komponister i disse år arbejder med en art cneo-romantik', som arbejder følelses-og oplevelsesmæssigt på samme forståelighedsniveau som flere af de nordiske mere ekspressivt orienterede komponister. Jeg tror italienerne vil blive behageligt overrasket. Især glæder jeg mig til at præsentere Per Nørgårds musik for italienerne. Jeg beundrer hans musik meget, og især er jeg optaget af hans evne til at assimilere forskellige kulturpåvirkninger, og samtidig opretholde en meget personlig stil. Hans musik er så original, at han er svær at rubricere. Og i forlængelse af det ser jeg meget frem til at dirigere hans opera 'Siddharta' i København til august næste år - et værk, jeg betragter som et meget betydeligt operakunstværk af vor tid. Jeg har også bemærket, hvilket tag han har i publikum. Og det tror jeg skyldes den store personlighed, man hele tiden fornemmer i musikken. På det plan kan man sammenligne ham med f.eks. Francis Poulenc. Jeg er aldrig stødt på en komponist, der så skamløst lægger sin egen personlighed ind i musikken. Du kan via musikken fornemme, hvordan personen er som menneske. Det er bl.a. også noget af det, der overbeviser mig om Hans Abrahamsens centrale position som komponist.

[PEV:] Dit arbejde i Danmark går i mange retninger. Med Radiosymfoniorkestret er det væsentligst nyere musik, med landsdelsorkestrene blandet stof, dog væsentligst et mere klassi-kerorienteret repertoire, og på den kongelige opera dirigerer du Verdis (Traviata(. Hvad kan du bedst lide at arbejde med?

[JLK:] Jeg er ikke glad for denne repertoi-remæssige rubricering efter orkestre og institutioner. Jeg vil gerne prøve lidt af det hele over hele linjen. Men rubriceringen ligger vel i orkestrenes opgaver. Landsdelsorkestrene har en større pædagogisk forpligtelse indenfor præsentation af klassisk stof end f.eks. Radiosymfoniorkestret, der har lands-forpligtelse til at supplere repertoiret med mere specielle musikalske områder, bl.a. informationspligten med den nye musik, som orkestret spiller på et meget højt internationalt kvalitetsniveau. Men selvfølgelig bør alle orkestre spille klassisk repertoire af hensyn til orkestrenes kunstneriske kvalitet. Man behøver ikke spille klassisk repertoire på koncert hver uge, men et orkester burde mindst een gang om ugen spille en Mozart-symfoni igennem. Det er det mest afslørende og velgørende for orkesterplejen.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg altid har været vild med opera, hvorfor jeg selvfølgelig er glad for at det kunne lykkes mig at indpasse en produktion for Den kgl. Opera her i efteråret.

Der er en tendens til at folk sætter etiket på een. Da jeg debuterede i Danmark var det med ny musik og det har farvet min karriere i landet.

[PEV:] Du har arbejdet både som dirigent og som pianist?

[JLK:] Ja, men de allerseneste år er det blevet til 98% s dirigentvirksomhed. Men det var klaveret oprindeligt, der var mit felt. Jeg begyndte at spille klaver tidligt, men jeg er mine forældre dybt taknemmelig for, at de i hele min barndom og tidlige ungdom tvang mig til at interessere mig bredt for alle kulturfænomener. Det prægede mig også i studieårene, hvor jeg ved siden af klaverstudierne arbejdede med andre sider af det musikalske liv. Men fra jeg var 16 var jeg klar over, at direktion ville blive slutmålet.

I mine unge år sang jeg i Philhar-monia-koret i London væsentligst for at studere de store dirigenters arbejde. Og her kunne jeg kikke dirigenterne i kortene, Giulini, Solti, Böhm, Maazel, Haitink, Ku-belik og mange andre. Især Giulini har været en stor oplevelse for mig, og han er nok den dirigent i vor tid, jeg beundrer mest. Han er ikke ligefrem kendt for sit store repertoire, men at have oplevet et Verdis 'Requiem4 eller en Beethovens 'Missa Solemnis' under ham, det glemmer man aldrig. Min oplevelse af disse værker er farvet af oplevelsen af Guilini, som jeg også var så heldig at kunne drøfte detaljer i værkerne med.

Nu er jeg ikke begejstret for at kommentere andre dirigenter, men det skal ikke nægtes, at Furt-wängler betragter jeg som alle tiders mest betydelige dirigent. Han har også i disse år guru-status hos mange unge dirigenter, og især indenfor hans fortolkninger af det centrale tyske repertoire.

Henimod slutningen af mine studier ved Royal College of Music i London kom direktion ind som den væsentligste faktor i mit arbejde. Og på det tidspunkt indså jeg, at medmindre min far købte et orkester til mig, ville jeg ikke få nogen erfaring som dirigent. Derfor søgte jeg nye veje. Jeg dannede mit eget kammerorkester, Koenig Ensemblet (som forøvrigt gæstede Danmark i september), som kunne give mig et maksimum af erfaring, og det blev en stor succes, der medførte talrige engagementer. Vi kom hurtigt op på omkring 50-60 koncerter og BBC-optagelser pr. år. Og det var i begyndelsen for egen regning og risiko. Den eneste måde, man kan komme frem i Londons musikliv, er ved at købe en af de store sale og præsentere sig. Det gjorde jeg. Det gav et knusende underskud, men vi kom frem. Nu har ensemblet etableret sig med egen administration og arbejder videre med eller uden mig, afhængigt af mine muligheder, men det er vigtigt for mig at bibeholde kontakten til ensemblet, bl.a. skal vi lave flere udlandstournéer de kommende år. Det vil jeg selvfølgelig være med til.

Min egentlige dirigentdebut overfor et stort orkester var sommeren 1977 i Montepulciano, da Henze satte mig til at dirigere moderne opera og flere andre ting. Da var jeg kun 23 år gammel! I sommeren 1980 kom kontakten til Danmark. Jeg opførte nogle værker af danske komponister med mit ensemble, og Henze anbefalede mig til en af Danmarks Radios orkesterproducenter, Hans Henrik Holm, der var dernede det år. Og han satte mig på en koncert med Radiosymfoniorkestret, hvorefter lavinen rullede.

[PEV:] I løbet af de sidste tre år har du arbejdet meget i Danmark, Vesttyskland, DDR, Italien, Belgien og i september iår også med det svenske radiosymfoniorkester. Fremtidsplanerne omfatter en udvidelse af arbejdet i disse lande og en snarlig fornem USA-debut som dirigent f or Los Angeles Philharmonic Orchestra. En masse spændende aktiviteter udenfor England, hvad med de store engelske orkestre?

[JLK:] Det er svært at komme ind der. Det gamle ord med profeten og fædrelandet spiller vist ind her. Ethvert land snobber for udlændinge. Hvad der kommer udefra må være bedre. Men for mig personligt tror jeg også mine besværligheder består i, at jeg har etableret mig som pianist væsentligst i England, og knap så meget som orkesterdirigent. Men den kommende sæson byder da på koncerter med Royal Liverpool Philharmonic og jeg forhandler om koncerter med BBC-orkestrene. Men jeg må tilstå, at jeg tror, det er karrieremæssigt godt at have skabt sig et navn i udlandet før man arbejder med de store hjemlige institutionsorke-stre. Konkurrencen er meget stor i England og ens status bedres af, at man har et vist rygte fra udenlandske engagementer. Men i forlængelse af dette er det tankevækkende, at alle de store London-orkestre undtagen BBCs orkestre har udlændinge som chefkapelmestre - Sinopoli, Abbado, Tennstedt og Dorati. Til gengæld har flere engelske dirigenter centrale chefkapelmesterstillinger i udlandet, bl.a. Colin Davis i München.

[PEV:] Du dirigerer en masse forskellig musik, især forskellig ny musik. Hvordan tilegner du dig al den musik?

[JLK:] Interessant nok er et moderne partitur på een måde svært, på en anden måde lettere end et stort romantisk partitur. Der er sædvanligvis en del tekniske problemer, men undertiden opleves de musikalske problemer som enklere i moderne musik. Med et romantisk partitur er det en betydeligt længere proces. Man skal tænke over musikken og bearbejde den mere. Ens attitude til musikken er anderledes. Abbado har engang sagt, at han dirigerer disse værker udenad, fordi han ikke føler, han kender dem godt nok til at dirigere dem med partitur. Og den tankegang kan j eg godt følge.

[PEV:] Er der i dit arbejde områder, du helst undgår?

[JLK:] Ja, med nogle få undtagelser har jeg aldrig fundet noget interessant i den store romantiske engelske musiktradition, f .eks. Elgars og Vaug-han Williams' symfonier. En undtagelse er Gustav Hoists lille mesterværk, kammeroperaen 'Savitri', som jeg også har dirigeret i Danmark. Men generelt føler jeg, at den moderne engelske musik er mere sund og vedkommende. Faktisk er det først nu, England har noget rigtigt at byde på efter min mening.

Barokmusik er heller ikke i centrum for mig. Jeg synes, barokmusik i disse år stiller så store krav til specialisering for at være optimalt opført, at man knap kan forene beskæftigelse med andre musikområder med direktion af barokmusik. Barokmusik og gammel musik iøv-rigt er blevet specialistområde. At opføre barokmusik indenfor de etablerede institutioners orkester-og kormuligheder er efterhånden ved at være en umulighed, og det fører mig ikke til væsentlige personlige oplevelser, når jeg en sjælden gang arbejder med det stof.

[PEV:] Hvordan er din interesse f or ny musik opstået?

[JLK:] Det stammer fra mine teenageår. Der var en stor interesse for ny musik i England i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne, da Pierre Boulez arbejdede en del i London. Det var der, jeg opdagede Messiaen, Boulez, Stockhausen.

Messiaen var den første 20. år-hundredeskomponist, jeg blev optaget af, og som jeg stadig sætter umådeligt højt.

Allerede på Royal College of Music fik vi muligheder for at beskæftige os med ny musik. Det er ellers en meget konservativ institution, men vi var en stærk 'rebelsk' gruppe, der satsede på at beskæftige os med ny musik. Vi lavede opførelser af Turangalîla-symfonien af Messiaen, Gruppen af Stockhausen og flere værker af Varése og Dallapiccola. Vi følte en stærk trang til at beskæftige os med vor tids sprog. Det er der jo intet unaturligt i. Fra de tidligste tider op til begyndelsen af vort århundrede var det jo sådan. Bach spillede Bach og samtidige komponister, Mozart spillede Mozart og samtidige komponister (og glemte Bach), romantikerne dyrkede sig selv o.s.v. Efterkrigstiden er første gang i musikhistorien, hvor vi spiller mere fortidens musik end nutidens. Men man spørger sig selv uvilkårligt, hvad er egentlig nutidens musik? Tager du komponister som Henze, Stockhausen, Berio og Sjostakovitch, så har de meget lidt til fælles. Før i tiden arbejdede komponisterne indenfor samme stil i barokken og klassikken, samt til dels i romantikken.

Jeg mener, den nye musik i 80'erne er ved at finde sin plads igen i en bredere bevidsthed. Vi er ved at lægge efterkrigstidens publikums-fjendske intellektuelle musik på hylden og vende os mod strømninger, der måske igen kan forene musikpublikummet og tidens musik. Komponisterne er begyndt at komponere kunstnerisk ærligt. De ligger ikke længere under for modeluner af intellektuel art. De skriver den musik, de føler, de skal skrive som udtryk for, hvad de mener og føler personligt. I forlængelse af det ser jeg en komponist som Hans Werner Henze som en af verdens mest centrale komponister idag, fordi han altid skriver personlig musik, og fordi han på een eller anden måde altid kommunikerer med et publikum. Jeg må tilstå, at jeg helst undgår at arbejde med den Darmstadt-orienterede 50'er-og 60'ermusik på koncert. Jeg kan nyde den intellektuelle oplevelse ved studiet af et af den tids partiturer, men musikken er død for mig i koncertsalen, ligesom den vist også er det for publikum, så vidt jeg fornemmer det. Jeg kan ikke involvere mig i musik, der ikke har et følelsesmæssigt indhold, og hvor den matematiske udarbejdelse har været væsentligere end hvordan musikken i virkeligheden lyder overfor et publikum.

[PEV:] Du har høstet stor succes i Danmark på dine opførelser af ny musik. Generelt har man rost din evne til at dirigere værkerne klart, intenst og undertiden med en vis dramatisk nerve med understregning af dynamikken som udtryksmiddel. Ny musik så at sige dirigeret med en grad af 'Schwung'. Er det dit krav til følelser, der skinner igennem her?

[JLK:] Ja, til en vis grad, men dirigenten lever et farligt liv. Han skal balancere mellem at involvere sig følelsesmæssigt i værket, samtidig med at han skal høre og kontrollere det, der sker. Og denne balancegang er særlig svær i ny musik. Til gengæld har jeg bemærket, at musikerne laver bedre præstationer, hvis man gør musikken levende for dem i et følelsesstyret kropssprog. Og det kan være, det er det, der skinner igennem. Men jeg kender mine tilbøjeligheder, og jeg forsøger undertiden at tæmme mig selv, så jeg ikke bliver for involveret.

[PEV:] Visse ældre komponister optager dig i særlig grad. Blandt dem Leos Janácek. Hvad er det, der fascinerer ved netop en komponist som ham?

[JLK:] Han er kompromisløs. Muligvis fordi han ikke var så akademisk skolet skrev han dybt personlig musik. Han valgte at sætte sig ud over alle former og traditioner. Han gik helt sine egne veje. Det betød at han undertiden formulerede sig teknisk lidt uklart, men der er en meget stærk, ren følsomhed over hans musik med total mangel på det tilbageholdte, det kontrollerede. Han siger, hvad han vil, uden for mange omsvøb. Et af mine yndlingsværker af Janácek er hans Glagolitisk Messe. Jeg tror aldrig, jeg har hørt en så vild skæbne-erklæring som den. En anden gruppe komponister, der optager mig meget, er den franske impressionistiske gruppe inklusive Satie og Poulenc. Her oplever jeg den klanglige subtilitet meget stærkt -et element, der også er væsentligt for mig.

[PEV:] Hvis man satte dig på en øde ø, hvor du kun måtte tage 5 partiturer med dig. Hvilke værker ville det så blive?

[JLK:] Jeg ville bestemt tage en Puccini-eller en Verdi-opera (formodentlig 'La Boheme' eller 'Othello'), Mozarts Requiem, Janaceks Glagolitisk Messe, Messiaens Turangalî-la' og en symfoni af Gustav Mahler.

Gustav Mahler spiller en betydelig rolle i mit musikalske univers. Jeg har påbegyndt en Mahler-cyklus i Montepulciano, som jeg vil fuldføre. Indtil nu har jeg dirigeret de fire første symfonier. Mit valg til torsdagskoncerten i dette efterår, hvor også Ib Nørholms 5.symfoni blev uropført, var en Mahler-symfoni og i januar 1985 skal jeg dirigere en opførelse af den 8.symfoni med solister, kor og Sjællands Symfoniorkester. Han opfylder så mange af mine musikalske idealer. Han har åndedrættet, visionerne, den følelsesmæssige intensitet, og på samme tid den forfinede intellektuelle analyse, som i sin samlede værksyntese taler så direkte til mig. Og forståelsen af vort århundredes musik er for mig afhængig af mit kendskab til Mahler. Og det er vel egentlig også naturligt for min generation. Hvis man går til en koncert i London med en Mahler-symfoni, er der altid helt udsolgt og publikum er meget ungt. Hans værker kommunikerer meget voldsomt til den unge generation i disse år. Den identificerer sig med hans musik.

[PEV:] Du er nu 29 år gammel. Og de næste år vil bringe dig rundt i verden til forskellige orkestre og forskellige musikmiljøer. I hvilken retning vil du gerne styre din dirigentkarriere?

[JLK:] Som ung kræves det, at man dækker alle repertoireområder. Man presses til at tage så mange engagementer som muligt. Men man kan risikere at glemme udviklingen af personligheden. Man skal standse op og reflektere. Noget af det, jeg godt kan lide ved at arbejde i Danmark er den lange prøvetid, man berammer for koncerter. Det eksisterer ikke i England, det har orkestrene slet ikke råd til. Lang prøvetid betyder, at du kan være det samme sted mindst een uge. Det giver den fornødne ro til studier og arbejde med værkerne. Helt ærligt håber jeg på, at det kommende tiår vil slutte med at jeg er chef for enten mit eget orkester eller et operahus. Det er mit mål, fordi jeg ikke vil rejse så meget, som jeg gør nu. Men selvom jeg i næste sæson skal arbejde flere steder i USA, håber jeg på, at mit fremtidige arbejde væsentligst vil ligge i Europa. Mit kultursyn er forfærdeligt gammeldags. Verdenskulturen begyndte i Europa, og det, der findes i den verdensdel, findes ikke andre steder. Min familiebaggrund dækker flere europæiske lande. Det gør mig til mere europæer end egentlig englænder. Jeg føler ingen loyalitet overfor bestemte lande, men en loyalitet overfor Europa.

Et udpluk af Jan Latham-Koenigs danske forpligtelser: Jan Latham-Koenig havde 29. oktober première på Det kgl. Teaters nyopsætning af Verddis 'La Traviata', som spilles hele efteråret.

Jan Latham-Koenig dirigerede den berømte 'ølkoncert' med Radiosymfoniorkestret i ISCM-festivalen i Århus, hvorefter han fortsatte med TV-operap-roduktion af Poul Rovsing Olsens 'Huset Ushers Fald'. I begyndelsen af december dirigerer han en række koncerter med Sønderjyllands Symfoniorkester og mandag den 19. december dirigerer han Odense Byorkester i et program med ny og ældre italiensk opera. Mandag den 9. januar dirigerer han åbningskoncerten i Danmarks Radios festival for ny musik 'Musiknytår' med uropførelser af værker af Steen Pade og Sven-David Sandström samt Per Nørgårds slagtøj skoncert ""...til en forandring' med Gert Mortensen som solist.

I februar dirigerer han en række koncerter med Sjællands Symfoniorkester med værker af Wagner, Langgaard, Alban Berg og Janácek. Senere på måneden dirigerer han Ålborg Symfoniorkester og mandag den 20. februar står han i spidsen for en koncertopførelse af Bo Holtens Karen Blixen-opera 'The Bond' med solister, Radiokoret og Radiosymfoniorkestret.

Lørdag den 25. august dirigerer han første danske opførelse af Ole Sarvigs og Per Nørgårds operaballet 'Siddharta' med danske solister, Radiokoret og Radiosymfoniorkestret .

Fredag den 5. oktober dirigerer han et program med ny vesttysk musik også med Radiosymfoniorkestret.

I januar 1985 dirigerer han Mahlers 8. symfoni med solister, Københavnske kor og Sjællands Symfoniorkester.

Årgang 58/1983-1984, nr. 02