Bøger - Kompositorisk kvalitet og/eller politisk effekt?

Af
| DMT Årgang 59 (1984-1985) nr. 01 - side 29-30

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Friedrich Spangemacher: »Luigi Nono: Die elektronische Musik. Historischer Kontext - Entwicklung - Kompositionstechnik« (Bamberg, 1983).

... og så er der udkommet en monografi om Luigi Nonos elektronmusik af den tyske musikolog Friedrich Spangema-cher. Umiddelbart kan man forstå, at Stockhausens elektronmusik gøres til genstand for en monografi (Seppo Hei-kinheimos »The Electronic Music of Karlheinz Stockhausen« (1972), men at Nonos ... ? Nono, der i Griffiths seneste fremstilling af modernismens mytologi (Modern Music (1981)), kun får tildelt en beskeden birolle. Nono, der efter at have undsagt sin deltagelse i Darmstadt kliken i 1959, blev ukendt på grund af sit politiske engagement, og først kom ind i varmen igen via sam-arbejdet med dirigenten Abbado og pianisten Pollini i »Coma una ola de fuerza y luz« fra 1972.1 dette værk, som vi kunne opleve herhjemme ved en kapel-koncert i '76, indgår ganske vist en båndstemme, men dets funktion er kun at supplere orkestret. Nono, der i halvtredserne, hvor elektronmusikkens fascinationskraft var størst, som en af de få moderne komponister helt undlod at beskæftige sig med den.

Netop Nono, der gjorde brug af det elektroniske medies muligheder i alle sine værker fra perioden 1964-71, den periode, hvor hans politiske engagement var mest udtalt. Bortset fra »La fabbrica illuminata« er disse værker dog hidtil kun lidet kendte. Og forstår jeg Spangemacher ret, mener han, at dette måske kan skyldes visse ideer, der spærrer vejen for deres reception. Med Nonos politiske engagement rejste sig fordommen, at han solgte ud af sine kompositoriske kvaliteter til fordel for en politisk effekt. Det er denne fordoms holdbarhed, Spangemacher har sat sig for at undersøge. Er det kompositoriske svækket til fordel for en politisk effekt? Når han altså affatter en afhandling om Nonos elektronmusik fra 1964-71, så skyldes det ikke primært, at han finder denne musik særlig yndig og ønsker at gøre sine medmennesker opmærksom på dens kvaliteter, men derimod at netop denne musik særlig tydeligt rejser spørgsmålet om forholdet mellem materiale og sats, mellem værkets ydre og indre relationer. Idet båndoptagelsen åbnede mulighed for at inddrage virkeligheden og realiteten i kompositionen i form af dokumentarisk materiale, opviste elektronmusikken nye horisonter. Således har bl.a. Konrad Boehmer repræsenteret det synspunkt, at autonomikravet direkte strider imod den elektroniske musik. At spørgsmålet om de eksterne associationer stadig anses for væsentligt, fremgik tillige ved elektronmusikkonferencen i Landskrona, august 1984.

Herved har Spangemachers behandling af Nonos elektronmusik altså fået et særligt perspektiv. Opgaven består derefter i at analysere udviklingen i Nonos kompositionsteknik og den historiske kontekst den befinder sig i. Da der allerede i værkerne fra halvtredserne, hvis æstetiske kvalitet er uanfægtet, kan dokumenteres en formidling mellem Nonos kompositoriske praksis og hans forbindelse med den antifascistiske modstandsbevægelse, bliver spørgsmålet, hvorvidt ombruddet i Nonos kompositionsteknik og temavalg, der åbnede for udnyttelsen af de elektroniske mediers muligheder, kan forklares udfra det musikalske materiales udvikling og de politiske forandringer.

Griffith betegner i ovennævnte bog værkerne fra denne periode som »propaganda frescoer«, en betegnelse, der næppe yder Nonos intention retfærdighed. En del af forklaringen på denne fordrejede opfattelse ligger tildels i, at disse værker hidtil hovedsagelig er gjort til genstand for en semantisk eller sociologisk analyse, hvorved det illustrative let bliver overbetonet, uden at der redegøres for den musikalske mening.

Ganske vist insisterer Nono gang på gang på, at musik er kommunikation. Men de forskellige temaer, som man møder i disse værker, er kun udgangspunkt for det kompositoriske arbejde og ikke identiske med værkernes indhold. I Nonos formkonception opereres netop med en formidling mellem den rent klanglige strukturering og de semantiske brokker, hvorved han oparbejder et særligt klangglossarium. På den baggrund er Spangemachers intension i den udmærkede artikel om »La fabbrica illuminata« (»Fabbrica illumi-nata oder Fabbrica illustrata«, Mu-sik-konzepte 20 (1981)), at påvise værkets musikalske mening og bestemme Nonos særlige formkonception, der markerer et brud med den traditionelle autonome, hvor de eksterne associationer hævdes at forvrænge den musikalske mening. Er man således kun interesseret i at få et indblik i Nonos kompositoriske praksis med henblik på hans elektronmusik, kan man udmærket nøje sig med denne artikel og springe den pedantiske videnskabelige afhandling over. Men ønsker man tillige et indblik i den historiske kontekst, der har affødt hans særlige kompositionsteknikker, hvilket er nødvendigt, for at forstå disse teknikkers anvendelsesmuligheder, så må man ty til afhandlingen. Foruden at man finder Nonos kompositoriske praksis belyst ved yderligere analyser, så opridses hele baggrunden for hans nye formkonception. Her beskrives den særlige politiske situation i fascismens Italien med 'resistenza'-bevægel-sen, der forklarer, hvorfor tabula-rasa forestillingen ikke slår igennem her, sådan som det er tilfældet i efterkrigstidens Tyskland, og dermed begrunder Nonos holden fast ved, at den serielle ordning hører til i den prekompositoriske fase. Udviklingen hen imod rækkernes reduktion til en enkelt 'række-model'. Det italienske kommunistpartis frigørelse fra det sovjetiske, og den dermed tiltagende Gramsci-reception og afvisning af Shdanows social-réalisme. Den tiltagende kromatiske harmonik. Den tredje verdens frihedskampe, protestbevægelserne og arbejdskampene. Opløsningen af den serielle ordning. Nuanceringen af forholdet mellem tekst og musik. Bruddet med den perspektiviske centralisering og muligheden for at adskille mellem det auditive og det visuelle: »ich sehe nicht das, was ich höre, und ich höre nicht das, was ich sehe«. Og endelig udviklingen hen imod at komponere med klanglige felter, der medfører en opløsning af den kontinuerlige formudvikling i et diskontinuert formforløb - analog med fjernsynsseriernes formsprog.

Årgang 59/1984-1985, nr. 01