Frounberg og Werner (14/10)

Af
| DMT Årgang 59 (1984-1985) nr. 01 - side 47-47

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Ivar Frounberg er født i 1950 og uddannet som organist. Han har komponeret siden 1972 og studeret først hos Niels Viggo Bentzon, siden (fra 1978) hos Ib Nørholm. Afgørende impulser har han desuden modtaget gennem kontakt med lannis Xenakis (1979) og ved studier hos Morton Feldman (Buffalo 1980-81). Gennem de seneste år har Ivar Frounbergs æstetiske holdning ændret sig radikalt, og han har med streng konsekvens lagt afstand til især sin tidligste produktion, som nu findes rubriceret som 'bortkomne og destruerede værker'.

Frounberg befinder sig i bevidst opposition til de seneste 10-15 års ny musik, som han finder alt for »pæn«, alt for »neo«. Med sin udforskning af den musikalske energi, som er at finde i ekstremerne (»Det ekstreme har noget med musikkens energi at gøre. Det alt for velkendte har opbrugt sin energi... Ens oplevelsesintensitet bliver større, når man kommer ud i ekstremerne«.) og ved sin glæde ved struktur og strukturel kompleksitet viser han slående åndsfælles-skab med 50'er-modernismens komponister.

Trods kompleksiteten på mikroplanet rettes opmærksomheden hos Frounberg (ligesom hos Xenakis) dog primært mod musikkens overordnede strukturer, dens i statistisk forstand vekslende tætheder. Eller anderledes udtrykt: Musikken udviser en sådan rigdom på strukturer af forskellig orden, at det - trods deres tilstedeværelse -er umuligt at registrere mere end et fåtal. Og fordi en hierarkisk strukturering er tilstræbt, fremstår nogle strukturer som overordnede, hvilket åbner for oplevelsesmæssige indfaldsveje på forskellige strukturelle planer.

Værkerne Drei-Klang, Frescobaldi-epitaph og Haliksa'i ligger ifølge Frounberg i umiddelbar forlængelse af hinanden, strukturelt såvel som æstetisk (»udgør en treklang«). Det er derfor ikke tilfældigt, at de opføres efter hinanden ved denne koncert.

Sven Erik Werners Tantri er ifølge komponisten en gestisk/mimisk improvisation over temaet frihed - bundethed. Selve ordet Tantri er balinesisk for en gammel dramatisk danseversion af det vandre-eventyr, som kendes fra rammehistorien i »1001 nats eventyr«. Værket kan opleves som en allegorisk parallel til det polske dilemma efter 13. december -82, datoen for undtagelsestilstanden og for Sct. Lucias dag, hvilket sidste er aftegnet i værkets katolske musikalske materiale, som er den gregorianske alleluia-melodi til denne dag. Tantri blev skrevet til en Numus-koncert med titlen Solidaritet med Polen (1983).

Årgang 59/1984-1985, nr. 01