Skandinavisk musik og kultur i Montepulciano

Af
| DMT Årgang 59 (1984-1985) nr. 01 - side 36-39

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Rapport fra en anderledes musikfestival i Mellem-Italien


AF PER ERIK VENG

Montepulciano er en af de mange smukke, lidt forfaldne renaissancebyer i det italienske område Toscana-Umbrien. Byen ligger cirka 225 kilometer nord for Rom, syd for Siena og Firenze. Rejsen dertil sydfra går gennem smukke dalområder, hvor byerne ligger på terrænets højdepunkter. Hver by med en borg, en kirke og nogle paladser, bygninger, der minder een om, at disse byer var en enhed - en stat i staten. Byerne ligger tæt ved hinanden, og vi er vidne til et gammelt samfundsmønster, der har haft by-begrebet som sin grundlæggende forudsætning. De enkelte byer har utvivlsomt rivaliseret hinanden. Selve deres placering på disse højdedrag har noget udfordrende, borgagtigt over sig. Montepulciano ligger særligt smukt i landskabet, på en klippekam, der hæver sig højere og højere op for at ende i en himmelstormende pynt. Byplanen har indrettet sig efter klippeformationens egenart, og gaderne er meget stejle.

Byens historie går langt tilbage. Den skulle efter sigende være anlagt af den mægtige etruskerkonge Porsenna omkring 5-600 f.kr. og følger man hovedgaden ned fra den centrale plads, Piazza Grande, mod øst ser man askeurner muret ind i et af paladserne med tydelig skrift og billedsprog fra etruskerti-den, små historiske uvurdérlighe-der, frejdigt udsat for vind og vejr foruden den smalle hovedgades ustandselige, larmende scooter- og biltrafik. Montepulciano har haft perioder med højkonjunktur. Det vidner alle de smukke gamle re-naissancebygninger om. En lille flække som Montepulciano har på et tidspunkt i 1500-tallet været i stand til at trække tidens berømteste arkitekter til sig. Faktisk kan man i denne lille by se eksempler på arkitektur, der kan måle sig med berømthederne i Firenze.

Montepulciano bliver kendt

For år tilbage var byen een af mange byer på turistens vej gennem Mellemitalien. De sidste 10 år har den fået liv på en helt ny måde, som har gjort navnet Montepulciano kendt over det meste af Europa i kunst- og musikkredse. Byrådet, der som i de fleste byer i området har kommunistisk flertal, ønskede i begyndelsen af 70'erne at satse på en kunstnerisk aktivitet, der skulle bringe kunst og kultur i tæt forbindelse med lokalbefolkningen. En af de stærke mænd fra første færd i dette arbejde var byens assessore del cultura, Franco Romani. Han var blandt dem, der i 1975 tog kontakt med den italienske verdenstenor Mario del Monaco om en sådan årlig aktivitet. Den sommer kom der nogle aktiviteter i stand og blandt de gæster, byen inviterede, var den tyske komponist Hans Werner Henze, som bor permanent i landet ikke langt fra Montepulciano. Han blev betaget af byen og omgivelserne og gik straks i tæt samarbejde med Franco Romani om at skitsere en ny spændende festivalaktivitet baseret på ikke-kommercielle idéer, som en integreret del i det lille lokalsamfund. De valgte ordet 'Can-tiére', måske bedst beskrevet som workshop, musikalsk 'get together' eller musikværksted. De tilrettelagde nogle musikaktiviteter i løbet af vinteren for at motivere lokalbefolkningen. De lokale skulle stimuleres af tilrejsende internationale kunstnere, der skulle opholde sig i byen over en længere tid og deltage i byens dagligdag. Honoraret skulle være kost og logi. Denne Gantière har vokset sig meget stor. Efterhånden som projektet blev kendt rundt omkring, blev flere og flere kunstnere interesserede i at komme til byen ligesom den internationale presse efterhånden blev massivt repræsenteret.

Hans Werner Henze brugte sit navn og sine kontakter og gjorde det indledende arbejde, skabte bl.a. ensemblet Concentus Politianus, en instrumentalgruppe, som med basis i byen arbejder hele vinteren på projekter til præsentation om sommeren. Projekterne involverer ofte byens børn og Hans Werner Henze har skrevet flere værker direkte til dette formål, bl.a. operaen 'Don Quichotte', som blev opført på torvet med byens paladser, gader og stræder som kulisser og mange lokale medvirkende. Da Henze så, at cantié-ren var sat på skinner, trak han sig tilbage som kunstnerisk leder og overlod arbejdet til et triumvirat bestående af Gaston Fournier, der til daglig er operasekretær ved operaen i Firenze, Luca Lombar-di, central italiensk mellemgenera-tionskomponist og Jan Latham-Koenig, engelsk dirigent og velkendt bl.a. fra sit arbejde i Danmark, senest hans musikalske ledelse af den danske førsteopførelse af Per Nørgårds opera 'Siddharta'. Fra en kunstnerisk ledelsesform, hvor kun een bestemte, er der nu skabt en ledelsesform, hvor flere synspunkter kan gøre sig gældende. Det har på mange måder udvisket aktivitetens kompromisløshed og tidlige profil, men har på den anden side gjort, at der generelt sker betydeligt mere indenfor et bredt kunstnerisk udtryksområde.

Årets Cantière -den 9. i rækken

Cantiéren varede i år fra 22. juli til 5. august, og der skete noget hele dagen. Den sidste uge med formid-dagsaktiviteter kl. 10, igen koncerter sen eftermiddag, aften og midnat. Man blev helt forpustet. Men cantiéren påvirker een. Man suges ind af atmosfæren i byen. Der sker noget overalt, og der er liv overalt. Samtidig kan man næsten mærke på ens egen krop det ikke-kommercielle, det umondæne, der præger stedet.

Lidt udenfor byen ligger 'det moderne Montepulciano' med byens eneste store supermarked og det store ugentlige uundværlige marked. I den første uge oplevede man under markedet, at man pludselig hørte tonerne af Gustav Mahlers første symfoni bag et plankeværk. Så man nærmere efter, var det et helt stort symfoniorkester, der sad dér og prøvede. Cantiérens symfoniorkester kunne ikke være i den kirke, hvor koncerten med Mahler skulle finde sted, så derfor blev det garageanlægget under supermarkedet, der blev prøvelokalet.

Cantiérens symfoniorkester var på godt 100 mand og bestod af tilrejsende musikere fra hele verden. Grundstammen i år var i strygergrupperne Stockholms nye Kammerorkester, et orkester på 20 mand, der kom til at stå som can-tiérens ubetinget største enkeltstående succes, sendt til Italien på Rikskonserters regning. Dertil strygere fra England, Tyskland, Italien og sågar Sydamerika. Træblæserne var på solopladserne englændere fra Jan Latham-Koenigs virtuose Koenig Ensemble, messinggruppen Academy Brass fra London. Et orkester, der i sine enkeltgrupper havde et meget højt niveau, og som i løbet af perioden kom til at fungere yderst homogent som samlet ensemble. Gennemsnitsalderen i orkestret lå formentlig omkring 25 år. Den symfoniske koncert i cantiéren med værker af Lidholm, Grieg og Mahler blev da også en stor kunstnerisk triumf for orkestret og dirigenten Jan Latham-Koenig.

Italiensk opera på originalinstrumenter...

Cantiéren blev åbnet på flotteste vis med en operaproduktion i det lille charmerende 1700-talsteater, Teatro Poliziano, et typisk italiensk logeteater, hvor en omfattende restaurering for år tilbage har bragt omgivelserne tilbage til fordums glans. Orkestergraven går helt ind under scenen, så man kan spille med stor orkesterbesætning og kunstnerne på scenen har en tæt kontakt med publikum. Cantiéren havde hård konkurrence fra opera-festspillene i Macerata på Østkysten, hvor man præsenterede Ken Russells skandaleopsætning af Puccinis 'La Boheme', hvor Mimi tilsidst dør af en overdosis heroin. Trods dette inciterende overgreb på italienernes nationalopera, fandt medierne alligevel massivt vej til Montepulciano for at bistå cantiérens genoplivningsforsøg på Puccinis ungdomsopera 'Edgar'. Produktionen blev varetaget af unge ubetalte kræfter: en brasiliansk tenor i hovedrollen, dertil en tysk mezzosopran, en ungarsk sopran og en italiensk baryton samt et dansk operakor, Universitetskoret Lille Muko og Cantiérens symfoniorkester ledet af Jan Latham-Koenig.

'Edgar' blev uropført på Scalaoperaen 1889. Selvom operaen fik en smuk modtagelse dengang har den haft svært ved at holde sig i repertoiret. I 1944 kom et genoplivningsforsøg, og siden har den været fremme bl.a. i England, Frankrig og USA.

Historien går ud på, at titelhelten Edgar svinger mellem to kvinder, den ophøjede rene kvinde Fidelia og den jordnære sensuelle Tigrana - sopranen og mezzosopranen -madonna'en og luderen. Og vi er i 1300-tallets Flandern. Foruden Edgar og de to kvinder møder vi Frank - barytonen -, der er forelsket i den sensuelle Tigrana i begyndelsen, og som derudover er bror til den ædle Fidelia. Efter mange forviklinger slutter operaen med et drab selvfølgelig. Her går det ud over Fidelia, som dræbes af Tigrana. Slutbilledet viser Edgar, der kaster sig over den livløse Fidelia, mens alle knæler i bøn.

En kulørt handling og i Montepulciano kulørt instrueret, nærmest tegneserieagtigt i personkarakteristikken, hvad historien og musikken unægtelig også indbyder til. Men der blev sunget og spillet med en sådan glød og intensitet, at jeg ikke mindes at have oplevet noget lignende i et operateater meget længe. Jan Latham-Koenig viste sine ubestridte evner som dramatisk dirigent. Een udtrykte det sådan efter premieren: I denne by, i dette teater, med den besætning, i den opsætning, med denne musik: det er som at opleve italiensk opera 'på originalinstrumenter'.

Skandinaviske gæster

Det danske kor, Universitetskoret Lille Muko, indkasserede smukke presseord for indsatsen i operaen. Koret deltog som basiskor i hele festivalen og medvirkede også i afslutningskoncertens opførelse af Brittens 'War Requiem'. Derudover gav koret en a cappella-kon-cert med ældre og ny skandinavisk kormusik. Cantiéren havde nemlig i år besluttet sig for at præsentere skandinavisk kunst og kultur, og dertil havde man inviteret en hel del skandinaviske gæsteensembler og solister. Den danske musik i årets cantiére var naturligt centreret om de to gæstekomponister, Per Nørgård og Karl Aage Rasmussen. Cellisten Morten Zeuthen gav en meget stemningsfuld midnats-koncert, hvor bl.a. Nørgårds nye solocelloværk 'Solo in scena' fik en smuk opførelse ved siden af værker af Ruders og Bach. Et kup havde den kunstneriske ledelse gjort ved at overtale Per Nørgård til at spille egne klaverværker. Han spillede 'Turn' og 'Grooving'. Nørgård var også repræsenteret på Vokalgruppen Ars Novas koncert, der under Ivan Hansens sikre ledelse leverede en respektindgydende opførelse af korværket 'Wie ein Kind'. På Vokalgruppen Ars Novas koncert stod også en uropførelse, Hans Abrahamsens Grundtvigmotetter. To motetter, der afspejler en dualistisk problematik mellem enkel diatonisk og mere kromatisk musikalsk form.

Karl Aage Rasmussen - garvet internationalt berejst gæstekomponist - var den anden danske komponist i Montepulciano i år. Han var repræsenteret bl.a. ved en opførelse af 'Italiensk koncert' ligesom han introducerede egne værker sammen med Per Nørgård. Fra Skandinavien iøvrigt folkedansere fra Finland.

Sverige var mest massivt repræsenteret ved cantiéren. Rikskonserter var gået aktivt ind i planlægningen på et tidligt tidspunkt med en stor kapital. Hovedensemblet var selvfølgelig Stockholms nye Kammerorkester. Fra Sverige også cellisten Ola Karlsson, Berwald Kvartetten, gammelmusikensemblet Lamentabile Consort samt komponisten Sven Erik Back, der holdt tre forelæsninger over svensk musik. Rikskonserters programdirektør Åke Holmquist og hans fire medarbejdere måtte desværre konstatere at satsningen ikke faldt ubetinget heldigt ud. Den forventede skandinaviske mediedækning af kulturfremstøddet udeblev, bortset fra Danmark, der var repræsenteret ved journalister fra de to hoveddagblade, Politiken og Berlingske Tidende, samt undertegnede som udsendt fra DR. Fra Sverige deltog kun een medieperson, en medarbejder fra Sveriges Radio, og det ovenikøbet på privat ferie.

Norge var repræsenteret af Arne Nordheim som landets residerende gæstekomponistrepræsentant samt koret Grex Vocalis, der dels deltog i afslutningskoncerten dels optrådte med en egen koncert, hvor hovedværket naturligt var Nord-heims halvtimelange korværk 'Aurora' for stemmer, kor, slagtøj og bånd. Nordheim skrev oprindeligt dette værk til det virtuose Londonensemble 'Electric Phoenix'. Siden har komponisten omarbejdet værket til den noget større besætning. Som i flere andre større værker af Nordheim drejer det sig her om samspillet mellem elektronik, akustiske instrumenter og den menneskelige stemme. Det, der kommer ud af det, er et suggestivt, sfærisk klangmaleri i pagt med teksten: en davidssalme og sidste del af 'Paradiso' fra Dantes 'Guddommelige Komedie'.

De skandinaviske medvirkende havde stor succes kunstnerisk, så stor at den kunstneriske ledelse allerede har geninviteret flere af de skandinaviske gæster.

Den nye musik

Den nye musik har altid været en væsentlig del af cantiéren. I år placeret mere i ghetto end tidligere med nogle formiddagsarrangementer i musikinstituttets lille sal med akademiske introduktioner af mere eller mindre pædagogisk bevidste specialister under foresæde af Luca Lombardi. Og med diverse oversættelser til indtil flere sprog plus afspilning af musik blev disse seancer ofte en prøvelse for selv garvede ny musiklyttere. Dagene var disponeret nationalt. En formiddag var helliget to vesttyske komponister, Manfred Trojahn (Hindemith-epigon) og den succesrige Wolfgang Rihm; en anden formiddag to DDR-komponister, musikkommissæren Siegfried Matthus og den oprørske, fantasifulde Friedrich Goldmann (som siden har gæstet Danmark som dirigent for Radiosymfoniorkestret ved en radiokoncert 14. september). En formiddag bød på engelsk musik af komponister fra tre generationer, en anden ny italiensk tonekunst og igen én helliget to italienske mellemgenerationskompo-nister Manzoni og dementi. Endelig var to formiddage komponeret omkring to ny musik-interpreter, den italienske kontrabassist Ferdinando Grillo og den østtyske oboist Bukhard Glaetzner.

Sammenfattende og yderst genera-liserende med fare for angreb må man konstatere, at igen var det de komponister, der repræsenterede tidens ny ekspressionisme, der stod stærkest. Det betød bl.a. at Wolfgang Rihms kammerorkesterværk 'Chiffre I´ for mig blev en af disse formiddages største musikalske oplevelser. Værket spilles iøvrigt i København af Ensemble 13 den 2. november i Nikolaj Kirke. Viljen til at udtrykke sig stærkt og uden omsvøb var også kommet til England, hvor man noterede sig navnet Marc Anthony Turnage, 25 år, med delvis punkbaggrund og nu med kompositionsstudier hos Oliver Knussen. Han formåede allerede nu at forene den klassiske engelske håndværksvirtuose kompositions-stil med en befriende grov undertiden humoristisk farvet ekspressivi-tet tydeligst demonstreret i værket 'Lament for a Hanging Man'.

Den nye italienske musik stod svagt. Det er som om 60'er-modernismen hænger som en tyngende sky over de unge italienere. Koncerterne gav da også anledning til nogle diskussioner om, hvorvidt det var en særlig repræsentativ sammenstilling af værker og komponister, der mødte os. Bl.a. glimrede centrale unge navne som Testoni og Ferrero samt flere af de ældre mestre f .eks. Berio ved deres fravær. Den kunstneriske ledelse afslørede bl.a. som meget, at koncerten med Manzonifx. var medtaget af politiske grunde, idet han er prominent medlem af kommunistpartiet, og en komponist 'man' gerne ser spillet ved cantiéren.

Krigslarm-Fredslyde

Det egentlige hovedtema var 'Krigslarm-Fredslyde'. Temaet blev belyst ved flere teaterforestillinger. Som central musikbegivenhed gjaldt en opførelse af Brittens store 'War Requiem'. Temaet blev til som udløber af en underskriftindsamling for fred efter sidste års cantiére blandt kunstnerne. Underskrifterne blev afleveret til bystyret i Montepulciano, som straks ansporede den kunstneriske ledelse til at gøre noget mere ved dette aspekt. Hovedarrangementet i år blev et stort fredsmøde på Piazza Grande arrangeret i samarbejde med PAND (Performers and Artists for Nuclear Disarmament) og medvirkende var bl.a. sangeren Herry Belafonte, mimikeren Marcel Marceau og den svenske skuespiller Bibi Andersson. Arrangementet var overfyldt og langtrukkent med oplæsninger af proklamationer og yderst diskutabelt som ansporer til en fredsbevægelse. Ikke ukarakteristisk var der almindelig udvandring, og de lokale bysbørn var at finde et helt andet sted, ved folkefesten nede i parken ved byporten...

Det store fredsarrangement på Piazza Grande kom for mig til at stå som den eneste virkeligt store plet på dette års Cantiére. Som helhed var det en fantastisk oplevelse at være i byen, de 14 dage, det stod på og afslutningskoncerten med Brittens 'War Requiem' med solister, skandinaviske kor og Cantié-rens symfoniorkester dirigeret af Norman del Mår blev en værdig kulmination. Måske blev denne opførelse i den stemningsfulde kirke Tempo del Biagio Cantiérens bedste argument for fred, imod krig.

Årgang 59/1984-1985, nr. 01