uden titel

Sonning-musikprisen har igen fået et skær af nutidighed over sig. Efter en del år, hvor prisen er tilfaldet jetset-musikere fra den klassiske koncerttribune, har man i 1984 og 1985 vovet pelsen med henhv. Miles Davis og Pierre Boulez - og prisen har atter fået den aktualitet og aura som bl.a. Stravinsky og Bernstein skabte om den ... måtte det fortsætte. Som optakt til 1985-Sonningprisen giver Ivar Frounberg en oversigt over »serialisten« Pierre Boulez' musik. Første del, som bringes her, omhandler hans tidlige værker efter 1945, op til Darmstadt-epokens start. Tungt stof - fordi Boulez' musik er kompleks og teknisk anlagt. Boulez kommer imidlertid først til maj, så der er endnu tid til at orientere sig i mandens oeuvre inden besøget, i selskab med f.eks. Ivar Frounberg.

Boulez er imidlertid også en 80ernes mand, der med sit nye 'work in progress', Répons, tangerer både det underholdende og det smukke... i et storværk, hvor high tech og menneskelighed kombineres på frugtbar måde. Ivar Frounberg og Svend Ravnkilde har nedfældet deres indtryk efter opførelser af værket dette efterår i Frankrig.

Nordiske Musikdage 1984 afholdtes i slutningen af oktober i København. Carl-Gunnar Ahlen rapporterer herfra og påpeger de grundlæggende forskelle der tilsyneladende er ved at vise sig mellem de nordiske lande, hvilket også viste sig ved Bo Wallners seminarer under musikdagene: Har komponister et særligt moralsk ansvar overfor samfundet og dets tilstand? - var et af stridsemnerne, især foranlediget af Karl Aage Rasmussens 'amoralske krigsholdning' i operaen Jephta. Per Nørgård forsvarede ham og den danske musik således: »Jeg tror danske komponister kan være enige om, at der er noget væsentligt i den nye danske musik, som ikke fattes bl.a. af svenskerne - altså denne distance og ironi, som jo er en transcendens af den konventionelle, parallelistiske indstilling til motivation og udtryk, som er meget typisk i svensk musik, f.eks. hos Sven-David Sandström, hvis musik han måske nok kan kalde naiv (uden at berøre spørgsmålet om kvalitet). Jeg oplever egentlig at især den danske musik har overskredet denne parallelisme. Den holdningsløshed man bebrejder os skyldes måske et endnu større engagement end det, der kommer til udtryk i pacifisternes musik, hvor man nærmest kan mærke at komponisten græder med de døende. Det har vi set og hørt i så mange århundreder at vi næsten ikke kan holde det ud længere. Vi tror ikke på det længere, på denne identifikation med »en sag«, hvor man så slår nogen ihjel, fordi man er oprørt over »sagen« - vi tror ikke på den menneskemodel længere, vi tror mere på det lannis Xenakis formulerede ved sidste Numus-festival, da en pianist spurgte om man skulle 'gi sig hen' eller 'iagttage sig selv', når man spillede hans værker. Han svarede: You have to divorce yourself - og det har forbindelse med denne moral-debat. Hvis man ikke er i stand til at pille tingene fra hinanden og samtidig være engageret er vi tilbage i den gamle model, hvor man slår nogen i hovedet uden at kunne se det selv. Derfor tror jeg at vi i dansk musik, med vor distance, ironi o.lign., er inde på noget som vil tage lang tid at blive opfattet-bl. a. af svenskere«. DMT bringer Jan W. Morthensons og Per Nørgårds indlæg på seminaret, hvor også opfattelsen af 1970erne viste nordisk uenighed.

Geoffrey Madge (kendt fra ISCM i Aarhus 1983) giver tre spændende koncerter i slutningen af januar og Jørgen I. Jensen introducerer denne pianist, der gerne rækker komplicerede outsider-komponister en hånd eller to. Claus Kofoed har oversat Hans Werner Henze's artikel om det Cuba-inspirerede værk El Cimarrón, der opføres i januar i København. Som lovet bringes til sidst Ilja Berghs værkliste - samt informationer om koncerter og tidsskrifter om ny musik.