Dokumentation af ny dansk musik

Af
| DMT Årgang 59 (1984-1985) nr. 04 - side 209-212

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Spor Festival
  • Annonce

    Man skal høre meget

SUDM


AF KARSTEN FUNDAL

Det er en stor mundfuld, pludselig at skulle skrive om musik fra 17 forskellige bånd. Så derfor har jeg valgt, dels at fordele opgaven på to numre, og dels at anmelde enkelte musikstykker fra hvert bånd, da det ville forekomme uoverskueligt at skulle omtale hver eneste musikstykke. Det er derfor mere at betragte som en samlet anmeldelse, end en anmeldelse af hvert enkelt stykke, selvom jeg selvfølgelig vil omtale konkrete stykker. Så når der mangler anmeldelser i forhold til den omstående komplette liste, er det altså ikke udelukkende fordi jeg har fundet de pågældende stykker uegnede til anmeldelse, eller anden kvalitetsmæssig vragning, men også af ren og skær praktiske årsager.

(Der startes med bånd nr. 2 i serien, da 1. bånd er anmeldt i et tidligere nummer).

Bånd nr. to og tre er udelukkende klavermusik (solo), det er derfor fristende at komme med en mere generel betragtning, efter gennemhøring. Hvad der, for mig at se, er et af hovedproblemerne ved at skrive klavermusik idag, er, som i så meget andet balancen mellem det pianistisk/spillemæssige og det kompositorisk og intellektuelt afrettede.

Nogle vælger at skrive mod eller væk fra instrumentet, eller uden den store udnyttelse af spilleteknik. Andre vælger at skrive en meget pianistisk rettet musik, og igen andre vælger at udtrykke sig, på et sted mellem disse to punkter. Jeg finder eksempler fra alle tre kategorier, på disse to bånd, blot i vidt forskellige afskygninger. Per Nørgårds Grooving, er, som jeg hører, at regne til den første kategori. Stykket er meget indadvendt og giver et meditativt og organisk lydbillede, med de tydelige overtonestrukturer, den meget pauserende rytmik, og sparsomme bevægelse. Per Nørgård giver sig god tid til, ligesom at lade musikken bevæge sig ind i, eller hen til, sig selv. I slutningen af stykket, startes en bevægelse, sat igang af en kraftig samlet klang, den første hørbare samlede klang på mere end tre toner, der begynder at flu-osere, og starte inteferrensmøn-ster, og netop som der er startet en bevægelse, synes musikken at forsvinde, »ud afsig selv«, som kunne den have fortsat i uendelighed; den bare, »forsvinder ud«, hvor den kom fra.

Svend Erik Werner's Various, hører jeg også som værende i den første kategori. Men ligeså indadvendt som Per Nørgård's var, ligeså udadvendt og dynamisk er dette stykke. Jeg opfatter stykket som en række af stadigt skiftende, tilbagevendende, overtagende, eller transformerende strukturer. Især det rytmiske billede, som markerer sig stærkt differentieret, synes jeg er vellykket, mens jeg i klangbilledet mangler en stærkere organisk sammenhæng, og klang kombinationerne falder ikke helt i min smag. Ellers synes jeg at stykket er ganske klart og velartikuleret.

Som en helt anden pol, i denne kategori, vil jeg nævne Aksel Borup-Jørgensen's Winterpieces; tre små korte stykker der hver især udtrykker deres egen præcise vilje og artikulation. Det spredte klangbillede og knapheden i udtrykket, leder uvægerligt mine tanker hen på Webern, uden at det derfor piller en smule ved stykkernes kvalitet eller særegenhed.

Til den modsatte side, hører Ilja Berghs Trensperante. Når jeg lytter til et sådant stykke mister jeg simpelthen koncentrationen. Jeg befinder mig altid et helt andet sted, når jeg pludselig opdager at stykket nærmer sig slutningen. Værket er pianistisk flot og effektfuldt, men alt for brillierende i sit udtryk, hvilket efter min smag giver det en alt for høj grad af ensartethed.

Poul Rovsing Olsen, Many happy returns: Stykket er tydeligt kompositorisk dygtigt gennemført, og med stor strenghed, der dog fører til et livfuldt, sprudlende og fantasifuldt udtryk. Man hører tydeligt den ottetoneprægede, og østerlandske melodik, samtidig med mange andre smukt formede linjer og konturer. Komponisten undgår på mystisk og genial vis alle glichè-er, netop som man venter at de skal dukke op. Stykkerne indeholder en dejlig friskhed, og væren i sig selv, på en hel femte led af hvad, f.eks. Per Nørgårds stykke gør. Bånd nr. 4, 5, 6, 7 og 9 indeholder alle blandet musik fra DUT-koncerter, mens bånd nr. 8 er med musik udelukkende af Herman D. Koppel. Derfor ville jeg omtale DUT-båndene samlet, og Herman D. Koppel for sig. (Bliver man forvirret må jeg henholde til den kronologiske liste, da jeg springer en del rundt).

Lars Heegård, Haiku: Kompositionen består af en række sangstykker, der tydeligvis har en indre musikalsk sammenhæng, f. eks. optræder i en af de første sange, et afsnit udelukkende for sang og klaver, (besætningen er, sang, violin og klaver), og hen mod slutningen af kompositionen, et stykke for sang og violin. Kompositionen synes at arbejde en del med hvet instruments personlighed, og idiomatik, f.eks. i de to ovennævnte passager, hvor instrumenterne hver især giver stærkt »personligt« udtryk i hver deres passage. Ofte nærmes instrumenter og sang så meget til hinanden at deres »personlighed«, så at sige udviskes. Bortset fra at teksten er svær at opfange, (hvilket gælder for de fleste sangtekster på båndene), og at stykkerne forekommer mig at være lidt stive hist og her, synes jeg at kompositionen som sådan er ganske vellykket. Jørgen Plaetner, Suite impromtu for solofløjte. Når jeg lytter til et solofløjtestykke, forekommer det mig altid at være særlig problematisk at skrive for solofløjte. Ikke fordi fløjten ikke rummer mange muligheder, det ser bare ud til at være svært, hvordan de udnyttes så der opstår et differentieret, og op-levelsesrigt klangbillede. Dette problem synes jeg også at man hører tydeligt i nærværende komposition, der er meget jævnt melodisk, og for mig lyder for glat og ensartet. Der skal mere prægnans før man hører viljen til artikulation. Man sidder med en følelse af at musikken aldrig ved hvad og hvor den vil.

Aksel Borup Jørgensen, Malinconia. I partituret til Malincokia, som jeg har været så heldig at fremskaffe, står der: Melankoliens væsen, det apatiske stivnede. . . Det musikalske materiale yderst begrænset, uden fremdrift uden udfoldelse. .. Netop disse ting er også helt klare i denne strygekvartet, og netop dette skaber en emotionel spænding og grebethed, når jeg lytter til dette stykke, og selvom der står, »uden fremdrift uden musikalsk udfoldelse«, opfatter jeg kvartetten som meget nuanceret på et meget fintfølende plan. Udtrykket minder i knaphed om Winterpieces, men er blot endnu mere »reduceret«, og opfattes ligesom bag et havlgennemsigtigt (tåre)slør (?), af melankoli, udtrykt gennem den næsten konstante anvendelse af flageoletter, og sul pont., etc. Et meget originalt stykke der kræver stor koncentration at lytte til, men gør man det, får man også en hel del til gengæld.

Svend Erik Werner, In nocte. Stykket der er skrevet for klaver, cello og klarinet, indeholder, i modsætning til føromtalte various, en særlig fin tonalitet og melodik. I starten af stykket udfoldes en meget smuk og flydende musik, med et skær af en slags pseudoklassik, og en næsten Schubertsk akkompag-nerende bevægelse i klaveret. Hele tiden er der tale om store klangflader bestående af hvad man kunne kalde, en slags præpereret tonalitet. Dette afbrydes af en meget afbrudt og hakkende bevægelse, med tonerepetitioner, der til sidst overtages af en, for mig, meget alvorlig, næsten sørgmodig, passage, med meget melodiøs og ekspressiv unisonbevægelse i clarinet og cello, mens klaverets afbrudte bevægelse som en fortsættelse fra før, får et helt nyt og henfaldende skær, i de to andre instrumenters lys. Et glimrende stykke, og tydeligvis en flot opførelse, af den fynske trio. På nærværende bånd, forekommer flere komponister, indtil flere gange. En omtale af disse kompositioner, er derfor oplagt, at foretage samlet.

Svend Aaquist Johansen. Mellem spil og sange. Flager. Morgensange i Kirsebærhaven. Der er en kæmpe forskel på disse tre stykker hvis man hører dem efter hinanden, hvor jeg synes at det første, er langt det bedste. Dette meget stemningsmættede stykke musik, for sang og to klaverer, hvor der såvidt jeg kan høre arbejdes med en meget løsrevet og løssluppen tekst, der, (på de opfattelige steder), har mest karakter af vrøvletekst, eller har en lydmæssig vigtigere effekt, end selve meningen, hvilket selvfølgelig ER meningen: »I den store skov står store træer med slanke stammer«, -eller ordet krage der gentages og bliver mere og mere tydeligt i sin sprogmelodi, (ordet tales), for tilsidst at glide over i en latterlignende lyd. De første toner er i klaveret, der lægger ud med en meget energisk figur, som uanfægtet begynder at »løbe«, og forgrene sig, men efter ganske kort tid, stivner forløbet i en ostinat, der dels består af, normalt spillede, toner, dels af knips direkte på en streng, og dels af en, med munden frembragt lyd. Det mønster præger stærkt resten af stykket, og er netop, et af de elementer, som jeg opfatter som meget stemnings, eller atmosfære-gi-vende. Med disse strukturdannelser synes jeg at komponisten formidler den i titlen liggende idé, ganske glimrende, og stykket klinger godt i mine ører. Til gengæld synes jeg at værket, flager, er langt mindre interessant at lytte til. Titlen, »flager«, siger meget i sig selv, og kommer også godt til udtryk i musikken, men så tror jeg blot at det er mig der ikke bryder mig om de musikalske, »flager«. Jeg synes stykket er for statisk i formen, og på en eller anden måde tomt i udtrykket, hvilket på sin vis også kan være ganske effektivt, man kan godt få lidt den samme fornemmelse, som når visne blade flyver løst rundt i luften, en efterårsdag, og engang i mellem hvirvles af et vindpust. Men alligevel mangler jeg et eller andet undervejs, måske er det tonematerialet, der ikke falder mig for. . . I morgensange synes jeg at problemet er lidt det samme, blot siger dette stykke mig endnu mindre, både i formal og materi-alemæssig henseende, jeg føler igen en manglende forbindelse, i tonesprogets, forskellige afskygninger, og elementerne imellem. De to sidst omtalte stykker, er h.h.v. for lille, blandet ensemble, og for sopr., bar., guitar, fl. og piano.

Niels Rosing-Schow: Reflekser. Tre sange (Tekst af Grethe Risbjerg-Thomsen). Sange om træet (Hans-Jørgen Nielsen)
Når jeg lytter til disse tre kompositioner, slår det mig især, hvor klart og tydeligt disse tre stykker formidler deres musikalske materiale. Det er rart at høre, hvor hørbart »ugrumset«, eller ubelastet, musikken får lov at forblive, dertil kommer at det også skinner tydeligt igennem hvor økonomisk materialet er anvendt, omend de to førstnævnte kan forekomme at være lidt vel glatte; næsten »for« pænt komponeret. Reflekser, synes jeg netop man hører i det første stykke. Både sådan at musikken, som en refleks i konkret fysisk betydning, åbner og trækker sig sammen, som en muskel f .eks., i et meget gennemsigtigt klangbillede, hvor en bestemt, meget smuk, og egenartet skala, synes at præge det meste af stykket. Samtidigt føler jeg også at titlen kan hentyde til de meget reflekterende klangfarver, som en slags »touchstone«, der som spejlkrystaller, reflekterer lyset i mange farver, og i mange retninger. Besætningen er, lille ensemble, med sang, uden tekst.

I tre sange, for sopr., fl., via. og klaver, er den musikalske idé endnu mere tydelig, i hver enkelt sang, der hver især bygger på et, i og for sig meget enkelt musikalsk materiale. I den første sang høres således en faldende terts som en tydelig tematisk. I anden sang er det en høj »fastfrosset« tone i brats-chen, og teksten i talt form, der gør sig bemærket, og i det sidste stykke en tilbagevendende bevidst banal frase, i instrumenterne, der under tekstdelen får et slør over sig, af flimret uvirkelighed, med en »forkert« placering af sangstemmen. Det sidste stykke af Niels Rosing-Schow, synes jeg er specielt op-mærksomhedsfangende. I sange om træet finder jeg en større frihed og slagkraftig udnyttelse af materialet, som virker godt, især i forbindelse med den »ordkløveragtigt«, filosof erende tekst, der konstaterer: Et træ siger jeg et træ er ikke et træ siger jeg et træ er ikke et træ er heller ikke et træ siger jeg. . . Hertil opfører musikken sig nærmest kommenterende, på en meget udadrettet og udfarende manér, som en irritation over at være begrænset af disse »tørre« konstateringers'barske realitet. Stykket virker på mig, humoristisk på en god måde.

Bo Holten, The Garden of love, for sopr., og ensemble. Værket består helt tydeligt af to forløb, der gradvist flettes mere og mere sammen, i det musikalske materiale. Så vidt jeg husker, består det tekstlige element også af to separate tekster der er lagt ind imellem hinanden. Altså to musikalske og tekstlige forløb lagt ind imellem hinanden. Forspillet, der åbnes af clarinetten, med en, især for dette instrument, kendetegnende frase for den førstkommende tekstdel, forgrener sig og vokser op til et klimaks, der afbrydes pludselig af sangstemmen, med silensio subito i ensemblet. Musikken til denne tekstdel, er meget bevæget og urolig, næsten nervøs, men på en meget smuk måde, mens den anden del er mere rolig, og meget melodisk i vokalstemmen. Som før antydet, flettes de to forløb sammen, efterhånden, og især farves anden del mere og mere af det urolige »clarinet«-motiv, fra første del. Musikken er""meget melodisk og velformet.

Steen Pade, Quattri, for mindre ensemble. Stykket synes at bygge på en konstant spænding og modsætning, mellem ekspressive, eller jævntflydende flader, og abrupte forrevne, eller ligefrem brutale afsnit, hvor trombonen synes at spille en vigtig rolle, og høres som spræng, »årsagen«, af det førstnævnte element. Der opstår derved en konflikt i musikken, der giver mig en følelse af at den gang på gang må sprænge sine egne rammer, hvilket jeg kun mener gør musikken mere spændende, og udtryksfuld. I modsætning til dette stykke er samme komponists Wolle die Wandlung, for blæserkvinten og sopr., ikke særlig fangende. Det er som at musikken med clarinettens voldsomme figuration, fra starten har sprængt musikken, der aldrig synes at samles, og netop spærres inde i den »sprængte« ramme, af sin egen udtryksform.

Bent Lorentzen, Granit, for cello solo. Agitato, pizzicato, Agitato og Tranquillo, hedder satserne. Og det er faktisk hvad der er at sige, for det er det man hører. Det står så at sige som mejslet ud i granit. Men det er ganske flot, og indholdet er med overbevisende monomental styrke; man lytter. Derimod er stykket samba af samme komponist, også mejslet ud og monumentalt, men slet ikke til den gode side. Efter min mening et utroligt grimt og, jeg kan ikke lade være med at sige, hysterisk, stykke »musik«, der næsten bør opleves, som et yderst interessant tilfælde af en meget sjælden form for samba, som dog heldigvis kun høres til DUT-koncerter, etc. Men o.k., hvad Bent Lorentzen end har ment, forstår jeg ihvertfald ikke hvad der sker. Smag og behag.

Båndet, hvorpå ovennævnte stykke befinder sig, er, foruden dette stykke, et yderst interessant bånd. Alt i alt indeholder det en række ganske usædvanlige stykker, med føromtalte samba, Wayne Siegel med minimalisme, Gudrun Lund, Andy Pape og Niels H. Petersen. (Bånd 7).

W. Siegel, East L'A' Phase, for slagtøj. Minimalisme; ganske interessant at lytte til, engang imellem. Ikke de store overraskelser og den store stilistiske personlighed, men meget velklingende og rytmisk. Gudrun Lunds, Four Boys I know, er et sødt lille solostykke for trombone. Et meget anderledes stykke end man er vant til at høre, i ny musik, der udtrykker sig meget fordomsfrit, og med en meget ungdommelig løssluppenhed, eller kådhed. Jeg kan huske, at jeg var til koncerten, og vil derfor nævne at stykket er mere interessant i live da interpreteren fortager forskellige drejninger og positionsskift, i forhold til tilhøreren. Her kommer jeg så til, hvad jeg synes, er en af de mest iørefaldende og originale kompositioner jeg har hørt længe. Andy Pape's stykke for to klaverer, As Times Go by. Det er meget tonalt, meget rytmisk og i og for sig, meget kaperligt og til tider ligefrem »funket«. Men under dette hører jeg en meget gennemtænkt og musikalsk baggrund for det der kommer ud, og frem for alt mere hjerte end det meste nutidige musik indeholder, heri indbefattet den såkaldt rytmiske musik. Jeg føler virkelig en spænding og glæde, når jeg hører dette stykke, der også viser en evne til at udnytte overra-skelsesmomentet i det rigtige øjeblik, som ellers mangler i meget af den ny musik, jeg hører, som nærmer sig over mod den »rytmiske« musiks udtryksformer. Jeg føler at stykket er selvstændigt i sit standpunkt til både den - som Per Nørgård, kalder det - langsomt komponerede, musik og den mere Funky music, som en Jazz-rock musiker sagde, altså den mindre nedfældede musik. Stykket bør absolut høres!

Til sidst er der Nils H. Petersens, Sandyade, for solo-guitar. Et meget smukt og tonalt lille enkelt/ spinkelt stykke, sat sammen af små neo-renaissance brudstykker, der til sammen danner en smuk lille form, og et klangbillede, der egentlig er ganske særpræget, og stemningsfyldt.

Slutteligen skal jeg nævne bånd nr. 8, der indeholder musik, udelukkende af Herman D. Koppel. Dette er en musik som jeg faktisk føler mig fuldstændig blank overfor at skulle omtale. Den er, selvfølgelig, godt og dygtigt komponeret, men mere kan eller tør jeg ikke sige, da udtrykket i de musikalske ideer ligger for langt væk til at jeg har noget at sige. Man kan jo så spørge mig om jeg heller ikke kan tage stilling til Bartok, Bach, eller Di Lasso. Jo det kan jeg, men derudover har jeg intet at sige til mit forsvar, hvis nogen ellers skulle føle min behandling, uretfærdig. Jeg har intet imod musikken, men jeg har heller ikke noget med den. (Altså musikken fra båndet ikk'). Til slut vil jeg sige at jeg synes at lydkvaliteten på båndene er ganske glimrende, bortset fra, de utydelige tekster, og jeg synes også at hvert enkelt bånd er sat godt sammen. Men det kan man jo høre. God fornøjelse.

Liste over bånd fra Samfundet til udgivelse af dansk musik

Fra I-IX

Bånd II

Per Nørgård
Grooving

Svend Erik Werner
Various

Nils H. Petersen
A plainsong

Bånd IV

Lars Heegård
Haiku

Niels Rosing-Schow
Reflekser

Svend Aa. Johansen
Mellem spil og sange

Jørgen Plaetner
Suite impromtu

Bånd VII
Wayne Siegel
East L. A. phase

Bent Lorentzen
Samba

Gudrun Lund
Four Boys I know

Andy Pape
As Times Go by

Nils H. Petersen
Sandyade

Bånd III
Flemming Weiss Limitations II

Poul R. Olsen Many happy Returns

Ilja Bergh
Transperante

Aksel B. Jørgensen
Winterpieces

Tage Nielsen
To Nocturner

Niels V. Bentzon
Passacaglia

Knud Åge Riisager
Sonate

Bånd V

Herman D. Koppel
Strygekvartet Nr. 6

Aksel B. Jørgensen
Malinconia

Sven E. Werner
In Nocte

Vagn Holmbo
Notationer

Bånd VI

Svend Aa. Johansen
Flager

Carl B.-Nielsen
Postkort
Når de magthavende arresterer en søjle

Steen Páde
Wolle die Wandlung

Bent Lorentzen
Granit

Niels Rosing Show
3 Sange

Bånd VIII
Herman D. Koppel
Suite Fire Gammeltestamentlige sange
9 variationer
Davids 42. Salme
Capriccio

Båd IX

Svend Nielsen
Sonnets of time

Erik Jørgensen
Strygekvartet

Svend Aa. Johansen
Morgensange i kirsebærhaven

Steen Pade
Quattri

Niels Rosing-Schow
Sange om træet