1530 døgn med Mahler

Af
| DMT Årgang 59 (1984-1985) nr. 05 - side 365-367

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Henry-Louis de La Grange: Gustav Mahler. Chronique d'un vie, vol. 3, »Le Génie foudroué« (Fayard, Paris, 1984.1365 sider, 390 F.francs ell. ca. 650 d.kr. inkl. moms).

Med beundringsværdig præcision kunne baron de La Grange som adviceret i december 1984 udsende tredie og sidste bind af sin monumentale Mahler-biografi. Kun et år efter 2.bind og elleve år efter bind I (i den eng. udg.). Begge blev omtalt i DMT, nr. 2,1984/ 85 (bd. I dog i den nyreviderede franske udgave fra 1979). Med den lidt teatralsk klingende undertitel »Geniet knuses« præsenteres vi her for komponistens sidste 4 leveår (marts 1907 - maj 1911), fordelt over 10 kapitler og en epilog. Ialt 980 sider. De resterende 385 sider indeholder en række appendices samt et personregister.

Sammenholdt med bind I, der med sine 905 sider dækker komponistens fire første årtier, synes det umådeholdent voldsomt, at skildringen af disse sidste 4 år er svulmet op til sådanne dimensioner. Levede Mahler så intenst og skete der så meget i og omkring ham, at det kræver ekstra megen plads? Egentlig ikke, men det overleverede materiale er rigere og fyldigere, bl.a. fordi Mahler i kraft af sin position som dirigent og komponist var i offentlighedens søgelys, hvilket har sat sine spor i pressen. Og La Grange har naturligvis gjort brug af dette materiale, men har samtidig fået stillet upublicerede manuskripter med erindringer om Mahler til sin rådighed. Endvidere fornemmer man, at La Granges mod til at inddrage alt (til tider vel ukritisk) er vokset med værkets fremadskriden, og forlæggeren har åbenbart ikke protesteret. Det er derfor sandsynligt, at såfremt La Grange skulle begynde forfra ville han udvide bind I betydeligt, thi som allerede nævnt i omtalen af dette bind, så eksisterer endnu meget relevant og upubliceret materiale vedr. komponistens første år, og der dukker stadig nyt op. Således er i skrivende stund en række vigtige breve - helt ukendte - på auktion i London, der ville nødvendiggøre en omredigering af visse passager. En biografi vil aldrig kunne afsluttes definitivt, men vil altid være under revision. Det er La Grange klar over. Da jeg engang spurgte ham, hvad han ville foretage sig, når hans værk var afsluttet, svarede han: »Revidere det og rette fejlene«. Og det er og bliver der unægtelig brug for - også med hensyn til dette sidste bind.

Mahlers sidste år var præget af opbrud, af en evindelig tagen afsked, af den ældste (5årige) datters død, af egen konstateret hjertesygdom, og sidst men ikke mindst, af kriser i ægteskabet med den godt 20 år yngre Alma. Var hun et problem for ham, så er hun det ikke mindre i dag for historikeren, der vil skrive Mahlers biografi, idet hendes nu 45 år gamle erindringsbog er i den grad fyldt med forvanskninger og fejlagtige oplysninger, at den på det nærmeste er kassabel. Det kræver i hvert fald en god portion detektivarbejde, at rede trådene ud og få sat tingene på deres rette plads.

La Granges nye bog begynder dér, hvor Mahler er ved at bakke ud af Wien. Efter 10 år som kunstnerisk leder af Hof operaen sagde han i forsommeren op, træt af de evindelige kampe og de stadigt hyppigere angreb fra anti-semitiske aviser, der bl.a. bebrejdede ham hans mange koncertrejser til udlandet for at dirigere egne værker, hvorved han - i deres øjne - forsømte operaen. Kritikken var ikke helt uberettiget: i virkeligheden var Mahler kørt træt af repertoire-operaen, troede ikke længere på dens eksistensberettigelse, og ydermere blev de høje kunstneriske krav han stillede til sine sangere og musikere alt for ofte mødt med modstand og skabte gnidninger og voksende irritation. Nogen omgængelig person var han ikke. Hans dalende interesse for operaen kan illustreres ved hjælp af tørre tal.

Fra at have dirigeret 110 forestillinger i sin første sæson (1897/98) var han i den sidste nede på kun 44. En sæson var på 10 måneder og der var forestillinger så godt som hver eneste aften. lait dirigerede Mahler 632 forestillinger i løbet af de 10 år, han var direktør, og det må siges at være et pænt gennemsnit. Hvor han i sin første sæson kun havde givet én udenbys koncert, så var tallet i den sidste oppe på elleve. Sammenlagt blev det til 100 koncerter (heraf 43 i Wien), og af disse var 57 med egne værker (12 i Wien). På trods af sin fremtrædende position i Wien var det karakteristisk for Mahler, at han helst undlod at propagere for sine egne værker dér, men foretrak at uropføre dem i udlandet, hvor der også tit var bud efter ham. Ingen af de 5 symfonier han komponerede 1899-1906 blev således uropført i Wien, hvor kun ungdomsværket »Das klagende Lied« og en håndfuld sange med orkester (bl.a. »Kindertotenlieder«) havde premiere.

Metropolitan operaen i New York søgte i 1907 en ny dirigent, og man henvende sig til Mahler, der accepterede det både økonomisk og kunstneriske yderst favorable tilbud, der fremfor alt ikke indebar nogle administrative forpligtelser. Kontrakten lød på 3-4 måneders gæstespil hver sæson med et udvalgt repertoire (Mozart og Wagner), rejse og ophold på 1.klasse betalt plus et fyrsteligt honorar, der i datidens mønt svarede til ca. 70.000 d.kr. (Til sammenligning: en overnatning på Københavns dyreste hotel kostede dengang 15 kr.).

Allerede med udgangen af 1908-9 sæsonen kvittede Mahler imidlertid Metropolitan til fordel for stillingen som chefdirigent for New York Philharmonie Orchestra: »Gerade die Leitung eines Konzertorchesters war lebenslang mein Wunsch. Ich bin froh, dies einmal in meinem Leben zu gemessen«, hedder det i et brev. Fornøjelsen skulle dog vise sig at være noget tvivlsom.

Gør man status over Mahlers arbejdsbyrde i de 1530 døgn af hans liv, der redegøres for i foreliggende bind, ser det ikke umiddelbart overvældende ud: ialt 58 operaforestillinger og 121 koncerter, bl.a. uropførelsen af 7. og 8.symfoni, medens periodens kompositoriske udbytte varto fuldendte symfonier, den 9ende og »Das Lied von der Erde« samt den i sommeren 1910 fuldt skitserede 10.symfoni. Ingen af disse værker nåede han at udgive, endsige at opføre.

I den hidtidige Manier-litteratur står denne periode af komponistens liv som den dårligst belyste. Det skyldes måske først og fremmest, at det meste kildemateriale findes i USA og for europæiske forskere har det altid været en bekostelig affære at drage over Atlanten. La Granges nye bog er derfor med andre ord en landvinding med sin yderst detaljerede redegørelse for Mahlers liv og virke i disse sidste år. Der skal imidlertid både mod, tid og lyst til at give sig i kast med dette mammutværk og også et vist all-round kendskab til Mahlers liv inden man begynder på det, for ellers taber man let tråden. Men til gengæld bliver ens møje så også belønnet, thi intet synes at have undgået forfatterens blik. Det er utroligt, hvad han har fremdraget af store og små detaljer, af artikler, breve og erindringer m.v.

Når bogen er svulmet op til så enorme dimensioner skyldes det-her som tidligere - at La Grange i udstrakt grad citerer anmeldelser af Mahlers opera-og koncertopførelser. Tag nu f .x. opførelsen af den 2.symfoni i april 1910 i Paris, hvor den (herhjemme dengang fuldstændig ukendte) danske sopran Povla Frisch var solist: den følges op med 15 sider anmeldelser - desværre uden overhovedet at nævne vor lands-mandsindes indsats med et ord. I den forbindelse noterer man sig også, at de biografiske facts om hende er fejlagtige. Men det er tilgiveligt al den stund alle biografiske artikler om Frisch -danske som udenlandske - har de samme fejl, endog den nyeste i Dansk biografisk Leksikon. Yderligere får vi - i det øjeblik Mahler sætter fod på amerikansk jord - næsten 40 sider om society livet i New York, om Metropolitan og Hammersteins opera m.v. Unægtelig interessant stof og delvis relevant, men i denne sammenhæng for udpenslet. Også Mahlers omgang med Schönberg og dennes kreds er genstand for lange og indgående redegørelser, og vi bliver præsenteret for mange hidtil utrykte brevvekslinger mellem de to store komponister.

Ellers kan man ikke ligefrem påstå, at La Grange har fremdraget nye ting til Mahlers biografi. Hans fortjeneste ligger først og fremmest i at have skabt en lang og sammenhængende fremstilling af Mahlers sidste år, omend man-som nævnt - må døje med mange og kedsommelige anmeldelser indimellem. Der vil imidlertid nok eksistere visse perioder, visse specielle spørgsmål, som man måske forgæves har søgt svar på, og det er da sandsynligt at man vil finde dem her. For eksempel spørgsmålet om Mahlers gennemspilning af Charles Ives' 3.symfoni i sommeren 1910. Kan La Grange be- ell. afkræfte det verserende rygte? Læser man David Wooldrige's bog om Ives (London 1975) lades man ikke i tvivl om rigtigheden af rygtet. Men undersøgelser i München viser noget andet. Mahler kunne ikke have holdt prøver i Deutsches Museem i München, for dets koncertsal blev først indviet i 1935, og dets bibliotek besidder ikke omtalte note af Mahler, hvori det hedder, at »hvis stemmerne er færdige, så vil jeg gerne prøve stykket på tirsdag« (s. 206). Hvis omtalte note fandtes i 1954 ville den ganske givet også have været der i dag. Det har heller ikke været muligt for La Grange at formå Wooldrige til at sende en fotokopi af hans fars dagbogsoptegnelse, der citeres i bogen om Ives. Endelig kan det slås fast, at Mahler på daværende tidspunkt havde så travlt med at prøve sin egen 8. symfoni, ja endog klagede over for lidt prøvetid, at han næppe - og mod sædvane - ville have givet sig tid til at gennemspille en anden komponists værk. Hans daglige og udførlige breve til hustruen nævner heller ikke noget i den retning.

I den forbindelse er det interessant at få oplyst, at F. Delius på et tidspunkt henvendte sig til Mahler for at få ham til at dirigere sin 2. symfoni ved en festival i England. Mahler afslog, da han ikke kunne få tilstrækkelig med prøver. Også den unge Edgar Varèse opsøgte Mahler og præsenterede ham for sit orkesterværk Bourgogne (nu gået tabt) med henblik på en evt. opførelse, men Mahler afslog og sendte i stedet den unge mand videre til Franz Schalk med en rosende introduktionsskrivelse. En væsentlig periode i Mahlers sidste år var sommeren 1910, hvor ægteskabet med Alma var ved at revne og delvis var årsag til, at den 10.symfoni ikke blev færdig. Er man fortrolig med hændelsesforløbet gennem Almas beretning i hendes bog om Mahler (Amsterdam 1940 4- senere oplag), synes hun at være ret så uskyldig. Indtil for et par år siden kendte vi kun hendes version og måtte gætte os til resten, men udgivelsen af kanadieren Reginald Isaacs bog om Walter Gropius (Berlin 1983), hvor korrespondancen mellem Alma og ham fremlægges i uddrag, lader os ikke længere i tvivl om sagens rette sammenhæng. Og slemt stod det til. Endnu værre end den arme Mahler kunne vide, for Alma bibeholdte kontakten med den unge mand, lod hans breve sende poste restante eller via sin mor, der var indviet i forholdet og billigede det. »Hvornår indtræffer den stund«,
skriver Alma i juli 1910, »hvor du atter nøgen hviler ved min side og intet - højst søvnen - skiller os ad? Jeg ved, at jeg kun lever i tanken om det øjeblik, hvor jeg helt og fuldstændig kan blive din«, og hun underskriver brevet med »Din hustru«. Senere heddet det: »Min Walter - jeg vil have et barn med dig -og jeg vil pleje og passe det indtil den dag kommer, hvor vi uden anger og i ro og sikkerhed og for altid kan synke smilende i hinandens arme«. Da ægteparret Mahler i oktober 1910 skulle tilbage til New York, forsøgte Alma under dække af dårligt helbred at blive i Wien, men Mahler ville have hende med. Selv skulle han først til Berlin og ville derfra tage til Bremen for at gå ombord i skibet. Alma derimod ønskede at tage vejen over Paris og derefter mødes med Mahler i Cherbourg. Alma til Gropius: »Vi kan mødes i München. Jeg rejser fredag den 14. okt. kl. 11.55 med Orient ekspressen. Min sovevognkupé har nr. 13 (...) Jeg råder dig til, hvis du tager med, at lade din sovevognsbillet udstede på navnet Walter Grote fra Berlin, idet G. rejser 2 dage senere og måske beder om at se rejselisten«. De to elskende mødtes som aftalt og tilbragte nogle »ekstatiske« dage i Paris. Forbindelsen vedlige-holdtes til efter Mahlers død, men blev derefter afbrudt af Gropius, da han erfarede, at Alma under det sidste ophold i New York havde været ham »utro« med Mahler. Ikke desto mindre blev de gift 4 år senere. Det fremgår i øvrigt af korrespondancen, at det famøse brev til Alma som Gropius af en fejltagelse skulle have adresseret til Mahler, blev sendt med vilje, men uden Almas billigelse eller viden.

Med sit bedre kendskab til Mahlers kronologi har La Grange formået at datere disse breve mere nøjagtigt end Gropius' biograf. Desværre kan man beklage, at han ikke har haft lejlighed til at gennemse originalerne og evt. bringe større uddrag. Som bekendt medførte affæren, at Mahler opsøgte Freud i Holland, hvor sidstnævnte var på ferie, og en eftermiddag i Leyden havde de en længere samtale. »Unterredung sehr interessant. Aus Strohhalm Balken geworden«, telegraferede Mahler til hustruen, hvoraf man må slutte, at Mahler ikke har lagt synderlig vægt på Freuds udlægninger. Samtale fik et efterspil, der af gode grunde ikke nævnes i La Grange bog, da papirerne p.t. er på auktion i London. Mahler døde den 18. maj 1911 og overalt bragte aviserne hans nekrolog. En blev læst af Freud, der fem dage efter skrev et brev til Mahlers advokat og udbad sig 300 ø.kr. for konsultationen - og fik dem et halvt år senere, da boet var gjort op. Det fremgår imidlertid ikke af Freuds brev, at han tidligere har rykket for sit honorar hos Mahler selv. Apropos Mahlers bo, så kan det undre en, at La Grange slet ikke kommer ind på hverken det eller Mahlers finansielle situation, skønt samtidens presse havde en del kommentarer hertil. Boopgørelsen eksisterer - undertegnede har endog set den hos La Grange - og det fremgår heraf, at Mahler var en betydelig mere holden mand, end Alma giver udtryk for i sin bog, hvor man nærmest får indtryk af, at han var på fallittens rand, da hun mødte ham.

Foreliggende bind afsluttes med en række appendices, hvor flere i høj grad bærer præg af hastværk, og nogle burde slet ikke have været medtaget, idet de i deres nuværende form og længde er for ufuldstændige og snarere ligner oplæg til tidsskriftartikler. Herunder en diskografi over indspilninger af Mahlers værker frem til 1960. En oversigt over Mahlers koncertrepertoire synes rimelig, men desværre er den så sjusket og så fyldt med fejl, at man tager sig til hovedet. Et andet og ret så interessant afsnit handler om opførelsen og udbredelsen af Mahlers værker efter hans død, men er desværre begrænset til det mellemeuropæiske område. Det havde man gerne set mere udtømmende beskrevet, for emnet er absolut et studium værd. To sider er helliget Alma Mahlers liv efter den første ægtemands død: en ultrakort kronologisk gennemgang, hvor ikke engang hendes præcise dødsdag anføres. Som sædvanlig afslutter La Grange bogen med en historiskmusikalsk gennemgang af de i perioden komponerede værker. I modsætning til de andre bind er dette afsnit bygget op på andre forskeres kommentarer og analyser samt egne iagttagelser. For de der kan kinesisk er det interessant, at La Grange har fundet de oprindelige kinesiske digte til »Das Lied von der Erde« og fået dem ordret oversat (til fransk), men praktisk betydning har de næppe, idet Mahlers forlæg var en tysk oversættelse fra fransk.

I et så stort og omfangsrigt værk med dets mange detaljer, navne og årstal m. v., kan det ikke undgås at der indsniger sig fejl af forskellig art. På forfatterens opfordring har undertegnede således kunnet udarbejde mere end en halv snes sider rettelser. Fremherskende er en usikkerhed med hensyn til stavningen af tyske ord og specielt brugen af præpositioner. Gades ouverture »Nachklänge von Ossian« - som Mahler havde påtænkt at opføre - er blevet til »zu Ossian«, og Webers »Aufforderung zum Tanz« til »auf Tanz«. Det er skønhedsfejl, der er til at leve med, men som forhåbentlig bliver rettet i den engelske udgave, der er under forberedelse. Man må imidlertid også konstatere mere graverende fejl, bl.a. i dateringen af visse begivenheder og i dateringen af adskillige breve. De tidligere indvendinger mod bogens ydre og sats gælder til stadighed. Her må man også håbe, at man i London vil udgive værket i større format og bruge kursivskrift i citater.

For interesserede kan det oplyses, at La Grange samtidig med denne udgivelse har åbnet sin Mahler-samling for offentligheden, idet han i et nyerhvervet hus har indrettet et bibliotek i stueetagen og selv bebor husets øverste etager. Adressen er: Bibliothèque Musicale Gustav Mahler, llbis Rue Véze-lay, 75008 Paris.

Knud Martner

Årgang 59/1984-1985, nr. 05