Æsel + Hest giver et muldyr! !

Af
| DMT Årgang 59 (1984-1985) nr. 05 - side 313-313

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

»Classic Rock« med London Symphony Orchestra, Sankt Annæ Gymnasiekor dirigeret af Richard Harvey. Falkonercentret d. 8. maj 85. Hvis man parrer en æselhingst med en hestehoppe får man et muldyr, der som bekendt er ufrugtbart. Det hører til sjældenhederne at naturen tillader den slags krydsninger på tværs af arterne, og straffen ligger jo også i det ufrugtbare muldyr. I menneskeverdenen er alle slags parringer mulige også på det musikalske område. Det kan føre til spændende frugtbare samarbejder til berigelse af musik, musikere og den musikalske oplevelse. Men det kan også føre til golde produkter som det »Classic Rock« med London Symphony Orchestra og Sankt Annæ Gymnasiekor præsterede sammen den 8. maj i Falkonercentret. Når man er kommet sig over benovelsen (og for mange forargelsen) over at selveste Londons symfoniorkester spiller langhåret rockmusik, så står der tilbage at tænke over koncerten som musik, show og fænomen.

Musikken

Den musikalske snyltevirksomhed har historisk set altid fundet sted både på tværs af genrer og på tværs af tid. James Last vakte forargelse i de borgerlige hjem da han »forfladigede« kendte hellige klassiske temaer. Betegnelsen »fedt« og »lækkert« var derimod ord på rockfolkets læber da Emerson, Lake og Palmer pillede ved Bachs 3. Bran-denburgkoncert. Når jeg selv fik brækfornemmelser over James Last, men ikke over Emmerson, Lake og Palmer skyldtes det James Lasts fuldstændig manglende indlevelse i stoffet og sublime forståelse for D-markens værdi. Det spændende ved den klassiske musik, nemlig den stoflig-tematiske bearbejdelse udeblev, og blev gjort til ren melodi med Sauerkraut und Bierstube. Emmerson, Lake og Palmer havde fat i barokmusikkens rytmiske aspekt og fornemmede der en overensstemmelse med beatmusikken samtidig med at de holdt sig mere tro mod det oprindelige musikalske materiale. Og der er vi ved det centrale. Hvis fusionen tager fat i nogle musikalske eller tekstlige grundholdninger og bearbejder dem så der dukker nye erkendelser op hos tilhørerne er det for mig spændende at lytte til. Med »Classic rock« (såvel som Rock Classic) bliver det til et ufrugtbart muldyr.

Et særkende for beat- og rockmusikken er det tekstlige udsagn, det klas-semæssige tilhørsforhold, den personlige frasering, den rytmiske præcision og dominans, improvisationen, den kraftige betoning af seksualitet, og den medie- og showbevidste fremførelse. Bortset fra den showprægede fremførelse så er det øvrige faldet bort i Classic Rock. Hvad er der så tilbage. En række særdeles gode popmelodier - »A whiter shade of pale«, »Ruby Tuesday«, »Lucy in the sky with diamond«, »Sailing«, »Hey Jude« osv. Men at løsrive melodierne fra den øvrige sammenhæng er som at postulere at ægget og hønen ikke har noget med hinanden at gøre. Til gengæld søger man så at kompensere ad musikalsk vej, og det betyder at instrumentationen skal bære det hele.

Der var både fede og lækre passager undervejs og det må være herligt at instrumentere for den besætning. Typisk for arrangementet er det da også at der hvor originaliteten dukker frem udelades det totalt hvem der har lavet disse instrumenteringer for symfoniorkester, rockgruppe og blandet kor. Men den musikalske kompensation for den manglende tilstedeværelse af både teksten og The Beatles giver indimellem absurde resultater. Til det mere Monty Phytonagtige hører at Ravels Bolero er det rytmiske underlag til Ray Davis: You really got me og at R. Strauss: Also sprach Zarathustra indleder Lennon Mc Cartneys »Hey Jude«! ! ! I Beatles demonstrative »Get back« (nemlig tilbage til bl.a. rockrødderne) nårvi ved hjælp af den dansende og joviale dirigent Richard Harvey både square dance og skottich... alt er muligt og der spilles bevidst på et begrænset men velkendt musikalsk associationsområde, der giver publikum genkendelsens glæde, og en musik der maksimalt varer 5 min. adgangen.

Fænomenet

Nu ville det jo være naivt at forestille sig at Classic Rock drejer sig om musik. Med et salgstal på 3,5 mill, af Classic Rock plader, og med et privat finansieret London Symphony Orchestra drejer det sig om penge. De pengesummer der er cirkuleret i forbindelse med udenlandske rockgruppers besøg i Danmark er enorme. Rockfans har uden videre betalt 250 kr. for en billet til en koncert, og selv om rockagenterne altid påstår det modsatte så er der gennem tiden mange penge i den branche. London Symphony Orchestras ledelse er ikke dummere end den ved at pengene er der hvis varen er interessant nok. Den ved også godt at de der lyttede til Stones og B eatles er blevet 20 år ældre, har familie og en fast indtægt. Der er simpelthen et potentielt publikum der med familien skal løsrives fra Tv-skærmen og ind i koncertsalen igen, og så hjem bagefter og købe pladen med Classic Rock. Uden at kende den nøjagtige sammensætning af det publikum der var til stede ved den ene af de to koncerter (syv-forestillingen!), så var det mit indtryk at det var præget af ægtepar i 40erne fra middel- og overklassen -nok en klasse præget af bankfunktionærer, handelsfolk, ingeniører osv. En økonomisk klasse hvis kulturelle tilhørsforhold er diffust og hvor kombinationen classic rock givetvis udfylder et tomrum. Det er jo hverken eller. Vel sagtens et publikum der er at finde når Harry Belafonte, Nana Muscouri, og Charles Aznavour kommer til byen, men som også har et tilhørsforhold til 60ernes beat- og popmusik.

Med regeringens nedprioritering af det kulturelle område og kraftige støtte til det private erhvervsliv er der ingen tvivl om at erhvervslivet vil blive en kulturelt dominerende faktor, når sponsorinteressen for fodbold evt. ophører. Pengene og magten ligger i det private erhvervsliv og med sikker fornemmelse for det økonomisk rentable kan fremtiden byde på sikre musikalske satsninger som fx. Kgl. Brands sponsorering af Classic rock. Ret beset er det jo et fuldstændig grotesk overflødighedshorn at sende over 100 af verdens førende musikere kloden rundt for at fremføre arbejderklassens rockmelodier fra 1960erne. Det er økonomisk prangende at være sponsor for et sådant projekt. Måske kunne man håbe på at det ville være en smule fisefornemt også at støtte den nyskabte musik eller lignende mere frugtbare fusioner end classic rock.

Et andet særkende ved muldyret er at det er et godt arbejdsdyr vel bl. a. fordi dets kønsliv er så begrænset. Ved den unaturlige parring af hest og æsel er det blevet hormonelt forvirret. Jeg følte dybt med Londonsymfonikerne da de svedende sad i rør og lysshow og skulle lave det samme program igen kl. 21.00, men som muldyret er de arbejdsomme og næste aften skulle orkestret lave to tilsvarende forestillinger i Oslo. Claus Levinsen

Årgang 59/1984-1985, nr. 05