Boulez på Dansk

Af
| DMT Årgang 59 (1984-1985) nr. 05 - side 350-350

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

I forbindelse med Sonningprisen 1985 har forlaget Artia udgivet den første bog på dansk om Pierre Boulez, en lille fin artikelsamling om komponisten, dirigenten og mennesket Boulez - det hele indledt af Mogens Andersen/Poul Nielsens indtryk fra komponistens første besøg i Danmark. Hans første korte visit var ved Stravinsky-besøget i 1959. Det satte ikke særlige spor i dansk musikliv, men Boulez blev dog fra det år et af hovednavnene i den nu berømte studiekreds om ny musik i Rosenørns Allé, som bl.a. Mogens Andersen startede, og som blev udslagsgivende for f.eks. Nørgård, Nørholm og Gud-mundsen-Holmgreens udvikling i 1960erne.

Poul Nielsens bidrag til bogen er det brev han skrev til Tage Nielsen (tidligere trykt i DMT) med indtryk fra et interview i forbindelse med Boulez' besøg i 1964:

»Samtalen strakte sig fra, hvad han mener om de og de komponister (Stockhausen, Lige ti, Penderecki, Ca-stiglioni, Nilsson, Pousseur, Stravinsky), om jazz, pop, musiksociologi lige til de mest subtile musikteoretiske problemer.

Personligt er han en overordentlig indtagende mand. Meget venlig, imødekommende, svarer beredvilligt på alt hvad man spørger om, og tilsyneladende er han utrættelig. Han gnistrer af liv og energi, selv om han har stået i ti timer forinden og tærsket løs med vore musikere. - En ting kan slås fast: hvad man ofte kan fortolke som »arrogance«, måske ligefrem som »suffisance« hos manden, når man læser interviews med ham, er ikke udtryk for nogen speciel selvbevidsthed: hans musikalske tænken bevæger sig blot konstant på et meget højt plan, og hans vurderinger bliver derefter. Når man taler med ham virker denne holdning ganske naturlig, legitim. Han ville spille komedie, hvis han ikke talte, som han gjorde.«

Ivar Frounberg skriver om komponisten Boulez og hans værker - formet som en folkeudgave af dette forårs

DMT-artikler. Om serialisten Boulez lyder det:

»Serialisme«, »Darmstadt-avantgarde« og Boulez har længe været næsten synonyme begreber. For Boulez er serialismen imidlertid ingen f e tisch, men en prækompositorisk proces, der beregner og opstiller et grundmateriale, og som ikke i sig selv har en æstetisk værdiladning. To så forskellige værker som »Structures bd. I« og »Rituel« er begge »serielle« men en æstetisk fællesnævner høres kun dårligt. For Boulez er stadig afsøgen af opfattelsesevnens ydergrænser langt vigtigere end tænkte konstruktioner; hans værker bygger altid på perceptionspsykologiens byggestene : de sansede gestalter, bygget på rytmiske celler og tonegrupper med ganske bestemte intervalfarver.« Frounberg konkluderer således om komponisten Boulez i forbindelse med storværket »Répons«: »Hans musik kan karakteriseres som intellektuel i dette ords allermest positive betydning. Han har i sine unge år vovet pelsen med en ekstrem virtuositet, og i dag skaber han et storværk, der stiller den industrialiserende kultur op mod sig selv. »Répons« bygger ved sin brug af den nyeste computerudvikling på teknologiens højeste stade, samtidig med at værket nægter at kunne spredes kommercielt, fordi enhver indspilning af »Répons« kun sporadisk kan antyde den musikalske helhed, der flyver om ørerne på publikum i salen. Vi, der er tilhørere, må forlade sædet foran fjernsyn, video, og compact discs, for at bevæge os hen og høre den rene eksklusive vare.«

Hansgeorg Lenz artikel drejer sig om »den berømteste dirigent blandt komponisterne, den berømteste komponist blandt dirigenterne i dag«. Dirigenten Boulez, hvis succesfulde Århundrede-Ring via TV bragte Wagner ud til et globalt publikum, og hvis kompositoriske interpretationer og nærmest digitale slagteknik har begejstret publikum og orkestre verden over, havde oprindelig ikke ønsker om at blive klassisk dirigentstjerne da han startede sine Domaine Musical-koncerter i 1950erne. Der startede som en nødvendighed, på grund af den tids dårlige opførelser af ny musik i Paris: »Instrumenterne lød hæsligt, fik en aggressiv indfarvning, der var ingen indbyrdes sammenhæng mellem dem, strukturerne blev ikke fleksible, der manglede enhver forestilling om en overgang fra et punkt i værket til næste punkt. Musikerne forstod ikke deres opgave - og det er af denne grund, jeg kom til at indtage den position, jeg har i dag. Man må finde ud af, hvordan en instrumentalist på intelligent måde kan spille en enkelt tone, så den har relation til den, der går forud, og til den, der følger efter. Man må gøre ham en punktuel frase forståelig, ikke blot intellektuelt, men psykisk følelsesmæssigt. Så længe han ikke har forstået, at den node, han skal spille, kommer fra et andet instrument og vandrer videre til et andet igen, eller at en fritstående node har en helt præcis hensigt inden for det polyfone mønster, er han ikke i stand til at koncentrere sig så meget, at han spiller sin node suverænt. For en musiker finder kun frem til en interessant klang, når han kan se sig selv inden for en helhed, hvoraf han mere eller mindre bevidst også forstår enkeltdelene. Erfaringen hermed har fået mig til at opdage mange muligheder i vekselvirkningen mellem de spillende og den person, som j eg ikke vil kalde dirigent, fordi ordet i flere henseender forekommer mig forældet, men koordinator eller - for at citere Mallarmé - opérateur.«

Endelig skriver Jesper Tang - på grundlag af interview med Boulez - om æstetikken hos denne »morgendagens menneske« i musikken; om IRC AM og samspillet mellem 4x-datamaten, teknikere og Ensemble Inter Contemporain - dette arbejde med at føre musikken på højde med den teknologiske udvikling under devisen »disciplin, præcision, analyse, knaphed, kvalitet«. Boulez fortæller ligeledes her om forskellen mellem hans tidlige værker, hvor mottoet var variation fremfor alt og hans nyere, hvor især balancen mellem variation og permanens er altafgørende:

»Jeg blev klar over, at opfattelsen af kunstværket sker via nogle sætninger, nogle musikalske genstande eller størrelser, folk kan begribe. Derfor er begrebet indhylning så vigtigt for mig. Hvis jeg arbejder med nogle musikalske størrelser-f.eks. nogle fraseringer- der er vanskelige at opfatte, giver jeg dem f.eks. kun én dynamik. Klangligt er værket let at opfatte, men alle dets andre dimensioner er vanskeligere.

Blot har de nu en indhylning - en dimension, opfatteevnen let kan orientere sig i forhold til - og derfor opfatter man også lettere helheden. Det er en teknik, jeg personligt benytter mig meget af, og naturligvis er det ikke altid den samme dimension, jeg bruger som indhylning: det ene øjeblik er det klangfarven, der er let at fange, det næste rytmen. Men der er hele tiden én dimension, der er ansvarlig for, at de andre, helheden, bliver til at fange. På den måde sikrer man sig, at ens musik udvikler sig inden for rammerne af noget, folk kan forstå.« Bogen er forsynet med biografi, værkliste og diskografi.

»Pierre Boulez«

Komponist - Dirigent - Utopist

redigeret af Mogens Andersen og Mogens Wenzel Andreasen

80 sider, pris: 70 kroner

Forlaget ARTIA/Sonnings Musikfond 1985.

Årgang 59/1984-1985, nr. 05