Stor musik fra små folk, hvor de store bestemmer

Af
| DMT Årgang 59 (1984-1985) nr. 05 - side 306-312

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Populærmusikforskningen har fået noget, der ligner et standardværk med udgivelsen af Roger Wallis og Krister Malms forskningsprojekt: Big sounds from small peoples - the music industry in small countries. Den danske journalist Ole Reitov har i flere år fulgt forskningsprojektet og selv arbejdet med undersøgende musikjournalistik i en række lande i såvel vesten som den 3. verden. Det har resulteret i et halvt hundrede programmer på P.3 gennem de sidste fem år. Her følger hans refleksioner i forbindelse med udgivelsen af det svenske forskningsprojekt:


AF OLE REITOV

Baggrund:

Gennem økonomisk bistand fra bl.a den Svenske Riksbanks Jubilæumsfond kunne musikologen Krister Malm og journalisten Roger Wallis i slutningen af 70'erne indlede et omfattende forskningsprojekt i 12 lande på fire kontinenter om udviklingen idenfor musikindustrien i 70'erne. Forskningsn var fra starten indrettet på bred publicering, og parallelt med grundforskningen planlagdes tv-pro-grammer, undervisningshæfter, foredrag og radioprogrammer. Det svenske bistandsorgan SIDA viste også interesse, og Rikskon-serter i Stockholm stillede lokaler og materiel til rådighed. Selve forskningens akademiske del foregik under Göteborgs Universitets vinger, og MEDIACULT, det internationale institut for audio-visuel kommunikation og kulturel udvikling, i Wien, deltog med råd og dåd, og MISC-projektet - som er forskningsprojektets forkortelse — indgår i MEDIACULT's verdensomspændende undersøgelse om »pladens rolle i dagens samfund«. Danmarks Radios underholdningsafdeling gik på et tidligt stadie ind i et uformelt samarbejde med de to forskere, hvilket resulterede i en lang række programmer i perioden 80—84. Resultatet af forskningen er udgivet i bogen: Big sounds from small peoples — the music industry in small countries, der indgår i det engelske forlag Constable's »Communication & Society series«, der bl.a også omfatter Simon Frith's: »Sound effects« og Jeremy Tun-stall's: »The media in Britain«. Bogen indgår desuden i publikationsserien fra Göteborgs Universitet: no. 7 (1984) Gothenburg University Department of Musicology. Bogen findes i såvel hardcover som paperback. Prisen for sidstnævnte er £ 5.95. Sideantallet er 419, og bogen er rigt illustreret samt indeholder diverse tabeller og oversigter.

Forskningsprojektet førte til doktorsgrad for Krister Malm, som nu er leder af Historiska Musikmuseet i Stockholm. Roger Wallis er tilbage på Radio Sweden, Sveriges Radios udland-sprogram, hvor han fornylig har startet et nyt radioprojekt »Radio Sweden — Europe«, som bl.a. får økonomisk bistand fra det svenske udenrigsministerium. -. _ .

Ole Reitov.

En canadisk musikforsker af indisk afstamning rejste for nogle år siden rundt i ørkenstaten Rajastan for at indsamle autentisk folkemusik i forskellige landsbyer. Inden afrejsen besøgte han sin gamle ven, komponisten Vanraj Bhatia i Bombay, som stillede ham sprørg-smålet:

— Hvordan vil du kunne kende forskel på autentiske folkemelodier og filmmelodier?

— Det vil jeg kunne mærke instinktivt, svarede musikforskeren. Efter nogle måneder vendte han tilbage til Vanraj Bhatia, som lyttede til det indsamlede materiale. Efter en stund sagde han:

— Du har været væk længe fra Indien. To trediedele af disse melodier stammer fra Bombay-filmene! Den lille fortælling dukker gang på gang op i mit hovede, når jeg læser bidder af Krister Malm og Roger Wallis' bog om musikindustrien i smålande.

I landsbyer, hvor man ikke har rent drikkevand, har man en kasette-båndoptager, der spiller ABBA, eller som i ovennævnte tilfælde indisk industrimusik.

Da jeg fornylig var i Indien for at indsamle materiale om filmindustrien - og ikke mindst filmmusikken og dens kulturelle effekt -mødte jeg Per Nørgårds gamle studiekammerat Vanraj Bhatia, som selv komponerer filmmusik. - Hvis vi ikke havde den, ville folk gå amok, siger Bhatia halvt spøgefuldt, halvt alvorligt. Men det er jo bare underholdning. .., som de plejer at sige. Nej, musikindustrien er alvor. Og den handler først og fremmest om penge, om territorier, om hi-tech, og en software, som bliver mere og mere standardiseret. Den som stadig vil blunde burde tvangsindlægges til højtlæsning af Malm/Wallis-bogen. Jeg vil ikke recensere bogen. Jeg har arbejdet i flere af de lande, som det svenske forfatter/videnskabs-hold har undersøgt, og jeg har samarbejdet med dem i flere doku-mentationsspørgsmål. Men jeg vil gerne bladre i den. Genopfriske oplevelser, frustrationer, småkampe og måben over en verden, som vil bedrages, og ikke drage konsekvens af, at virkeligheden overgår fantasien.

Scene l - fra det virkelige liv

Roger sidder med sin sorte dokumenttaske på skødet og sveder i statssekretærens forkontor midt i Colombo. Jeg har min tropeskjorte på og spekulerer endnu engang på, hvordan Roger klarer at sidde der i jakkesæt og se formel ud.

Så kaldes vi ind. Formaliteterne overstås hurtigt. Den ministerielle embedsmand ved, hvad vi arbejder med.

- Jo jeg kan godt se, at man synes det er underligt, at vi her på Sri Lanka har to kanaler alene til den engelsktalende befolkning og kun en på tamil- og en på sinhalesspro-get, men glem ikke, at det engelsktalende publikum er købekraftigt, og at annoncørerne presser på. Vi vil selvfølgelig gerne støtte udviklingen af vores egen musik, men det engelsktalende publikum vil lytte til international popmusik, siger embedsmanden med en prisværdig ærlighed.

Om aftenen vandrer jeg gennem den uendeligt lange Galle Street med båndoptageren i tasken. Udenfor en forretning står folk på nakken af hinanden. Jeg lader båndet rulle. Og den japanske båndoptager konstaterer, at den japanske gave til Sri Lanka: en nøglefærdig tv-station - omend lidt gammeldags — udsender et af sine første programmer: Julie Andrews i duet med frøen Kermitt. Jo, Mup-pett-show er også kommet til Sri

Lanka, lige så vel som radioreklamen for Kraftwerk, som sendes over Indien via Sri Lanka's mellembølgesender.

»Computerlove« synger de tyske industrimusikanter, og speakeren tilføjer, at »dette er computerens tid, så hvorfor ikke computerlo-ve?« Og jeg formoder, at han tænker på, at det er mere rationelt end familiearrangerede bryllupper. Jeg bladrer i bogen. På side 246, i afsnittet om »the power of broadcasting in the music industry«, læser jeg:

- Et af de mest langvarige eksempler på samarbejde mellem radio og pladeindustri er det mellem SLBC (Sri Lanka Broadcasting Corporation) og EMI/Polygram. I mange år har SLBC spillet samme rolle i Asien som Radio Luxembourg i Europa. SLBC's Asien-sender har transmitteret en strøm af sponsrede programmer, fremfor alt rettet mod Indien(.....)

»HMW's stjerneparade« indspilles af EMI/Indien, fragtes til Sri Lanka og udsendes derfra, men SLBC modtager ingen betaling herfor. Polygram og EMI leverer en pakke plader gratis hver måned .Således består en stor del af musikken på SLBC's engelsksprogede kanaler af disss to selskabers plader, ikke mindst på den nye stereokanal.«

Kultursnobber som redskab for de transnationale

Alle lande kan påvirke deres situation. Mange gør det frem for alt gennem ikke-handling eller blokade.

Et eksempel

I Tunisien anser radioens censur-kommité, at den tunesiske populærmusik, specielt den politiserende »musique engagée« ikke er passende at udsende. Derfor må den leve sit eget liv uden den støtte, der kunne udvikle den, og i en stadig kamp mod kassette-piraterne. Derimod spiller den ene af Tunesiens radiokanaler udenlandsk popmusik næsten døgnet rundt — uden forhåndscensur.

Eksempel to

På Sri Lanka findes en portugisisk inspireret populærmusik, som kaldes Baila.

En enkelt artist, Nihal Nelson, har indspillet omkring 100 kassetter, der inden piraterne får fingrene i dem, let sælger 10.000-20.000 eksemplarer hver.

På SLBC høres han aldrig. Sproget er for vulgært, mener censorerne, som i øvrigt anser, at nordindisk klassisk musik er det eneste rigtige, og det er den jo i de kredse ligesom salige musiksnobber i Europa anser den klassiske europæiske musik for at være det eneste rigtige.

Eksempel tre

I Kenya kan afro-beatmusikerne kun overleve, hvis de spiller disco-musik på hotellerne, hvor safarituristerne ikke vil undvære discodrø-net under ferien.

Voice of Kenya ignorerer landets egen populærmusik, selvom man for nogle år siden en kort tid forsøgte at konkurrere med Radio Tanzania, som næsten udelukkende spiller tanzaniansk afro-beat.

Roger Wallis beskrev eksemplet ved den første internationale konference om »populærmusik-forskning« i Amsterdam i juni 81. Jeg citerer Ivan Hansens referat fra DMT nr. l 81/82 side 47: I Kenya havde man i marts 1980 taget initiativ til at sende 75% Kenya-produceret musik i radioen i stedet for den engelsksprogede pop, der hidtil havde domineret. Man havde gjort dette fordi Radio Tanzania havde kørt en sådan lokalkulturel linje et stykke tid, og mange Kenya-lyttere stillede ind på Tanzania i stedet. En uge efter standsede denne nye struktur imidlertid uden nærmere forklaring — indtil Wallis fik fat i en avisartikel fra Kenya, der forklarede, at man på radioen havde »indset, at den her Kenya-musik ikke kunne leve op til den udenlandske pop« — artiklen var underskrevet af Johnny B. Goode.

Det viste sig siden, at direktøren for den lokale pladeimportindustri var den samme som direktøren for avisen - gæt selv resten! Jeg kan tilføje, at den gode Johnny hver søndag præsenterer sit selskabs produkter på VOK (Voice of Kenya). Programmet sponsres af Pepsi Cola. I virkeligheden hedder Johnny B. Goode: Mike Andrews. Han har en bror — Ron, som ikke helt deler broderens synspunkter. Derfor er de to nu gået hver til sit. Og Ron arbejder nu for... CBS. De transnationale musik- og elektronikselskaber har temmelig forskellig strategi — men ikke mål. Målet er nemlig altid: profit. Den som tror, det er en påstand, er stupid. Man kan bare spørge. Jeg har gjort det utallige gange, og jeg har aldrig mødt en pladeselskabsdirek-tør på højt niveau, som har nægtet det.

Derimod findes der adskillige metoder til at nå det mål. CBS har eksempelvis i mange lande givet sine medarbejdere, oftest lokale musi-kenthusiaster, temmelig frie hænder - så længe overskuddet sikres. Og det har gjort CBS populært i mange lande. I Kenya kan man således i et musikblad — udgivet af CBS — læse kritik af den »internationale musikdominans«. I Danmark udgav CBS »Christiania-pla-den«.

Men hovedsagen er at sælge amerikansk og engslsk musik eller rettere teknologi...

En ærlig dansker

Da jeg for et år siden interviewede Stefan Fryland, direktør for den danske Polygram koncern, diskuterede vi, hvad der kom først: software eller hardware (Polygram ejes af Philips og Siemens, som i allerhøjeste grad producerer hardware, jvf. reklamer i forskellige lande om, at et gennemsnitshjem har syv Philips-produkter - kig selv efter).

Fryland er, som de fleste bosser, realist. Og sagde nogenlunde ordret:

- Jeg er da sikker på, at de store selskaber opretholder software-afdelingerne (læs: pladeselskaberne) for at kunne sælge sin hardware (læs: grammofoner, radioer, båndoptagere, kassettebånd etc.).

Efter mange nedslående studier kunne jeg have lyst til at tilføje: -og jeg er da sikker på, at mange kulturministerier og radiostationer opretholdes frem for alt for personalets skyld.

Dem og os

Wallis/Malm forskningsproj ektet omfatter såvel i- som ulande, der alle har det til fælles, at de musikkulturelt påvirkes temmelig kraftigt fra nabokulturer og/eller den transnationale musikindustri. Desuden fungerer en række af landene som »grænseleverandører« til industrien, når den er kørt fast i den industrielle sump. Trinidad (calypso), Jamaica (reggae) og Kenya (afro-beat) er måske de bedste eksempler. Ikke mindst når det gælder parrets enorme arbejde for at kortlægge det utrolig komplekse system, som går under fællesbetegnelsen: ophavsret, er dokumentationen omfattende og overbevisende.

Eksemplet Malaika viser såvel kompleksiteten som »klassesystemet« indenfor international ophavsretslovgivning. Kort fortalt, så hørte Pete Seeger sangen Malaika i Afrika under en rejse i 50'erne. Han opnåede international publiceringsret, og sangen blev et ver-denshit. Siden er den indspillet i utallige versioner af alt fra svenske Hepstars (med de herrer Anders-son/Ulväus) til Miriam Mekaba og den tyske spekulantgruppe Boney M.

Under et besøg hos danske NCB kunne jeg konstatere, at bl.a. følgende navne optræder som komponist: Mdavida Fadhili William, Les Humphries, M. Mekaba og Frank Farian.

Sangen indspilledes første gang i Kenya i 50'erne af Fadhili William. Og indspilningsteknikeren var dansk. Otto Larsen hedder han, og han kan bekræfte det.

Fadhili William arbejde da på et pladeselskab, som helt enkelt »overtog« Williams komponistrettighed som del af hans beskedne månedsløn. Pete Seeger's selskab sender stadig penge til Nairobi, men pladeselskabsdirektøren har forlængst forladt landet til fordel for Sydafrika, og Fadhili William modtager stadigvæk ikke en øre. Da vi indspillede ham i Kenya måtte vi låne en guitar til ham... Alligevel anerkender KODA's engelske søsterorganisation PRS samme William som den rette ophavsmand. Og hvordan kan det så gå til, at man accepterer »piratkomponister« over hele verden. Tja, ifølge en PRS-repræsentant, så har man ikke modtaget klager, og derfor har man »godtaget«, at der findes andre »komponister« i datalisterne. Og Fadhili William uden guitar er absolut ikke »on line«.Læser man bogens afsnit om »Copyright: where does all the money go?«, så kan man konstatere, at den internationale ophavsretslovgivning gavner de store musikforlag (som ofte ejes af de store selskaber) og de »store« artister. Når radioer verden over spiller plader, skal de jo, såfremt landet har underskrevet de internationale konventioner, betale for »needle-time«, den tid pladen varer. Det gør vi meget nøje på min egen arbejdsplads. Hvert nummer »times«, og lister skrives. Resten sørger henholdsvis Gramex og Koda for (fordelingsnøgler skal ikke diskuteres her).

Men i mange andre lande laver man såkaldte »breakdowns« af »typiske« uger. Det betyder f.eks., at hvis en amerikansk radiostation i en uge fokuserer på skandinavisk musik (og det er jo set i forbindelse med Scandinavia today), så kan komponisten ikke være sikker på at modtage noget. Nørgård, Mik-kelborg, Sibelius og Nielsen kommer altså i samme båd som Fadhili William, fordi systemet er fuld af huller. Alligevel er der en kraftig »lobby-virksomhed« i gang verden over for at få u-lande til at underskrive konventionerne. Pladeindustrien presser godt på via sin interesseorganisation IFPI, og Unesco er medløber gennem organet WIPI. Jeg skal straks bekende kulør: Jeg kan fuldt ud bakke disse organers kampagne op, når det gælder kampen mod kassettepirater. Men jeg kan ikke stiltiende acceptere, at f.eks. SLBC og VOK skal sende penge til England til Elton John og Paul Mc Cartney uden nogen garanti for, at disse landes egne komponister sikres en bid af kagen. Og de transnationales repræsentanter i f.eks. Kenya kan heller ikke se det rimelige i, at der ikke tilflyder deres lokalproduktioner den støtte, de har krav på. Bogen viser i såvel tekst som tabeller, at det er kørt helt skævt. Eksempelvis flyder der kun en tiendedel sum penge tilbage til Jamiaca sammenlignet med den sum penge, som ABBA får til Sverige. Det til trods for reggaemusikkens succes. Det er der flere grunde til, men effekten er vel den mest interessante. Uden pengemidler kan en lokal musikindustri ikke overleve, og uden støtte fra andre sider (kulturministerier, radio, tv etc.) kan man godt lukke biksen. Og det har man så gjort eksempelvis på Trinidad.

Og dermed er de sidste forhindringer ryddet af vejen for international markedsføring af international musik.

Jeg har under mine rejser de sidste fem år i bl.a. Australien, Malaysia, Kenya og Europa kunnet se de samme musikvideos, som Jørgen Mylius præsenterer i sit promotionprogram »Eldorado«. Promotionprogram fordi enhver selvstændig programtilrettelæggelse naturligvis er den rene illusion, når man i den grad er afhængig af fem trans-nationale selskabers produkter (CBS, EMI, Polygram, WEA og RCA). Der findes en Mylius i alle lande. Det er ikke nødvendigvis korrupte mikrofonholdere (selvom de også findes), men blot uref-lekterende mennesker, som ikke vil indse, hvordan tingene hænger sammen, og stadig tror på den der med at gi' »folk, hvad folk vil ha'«. Men videoprodukterne har mange bagsider. F.eks. den, at disse reklameclips ofte koster lige så meget som selve pladeindspilningen. Derfor satses på færre produkter til et større marked. Hvor de store selskaber tidligere kunne klare »break-ewen« punktet i enten England eller USA, må de ofte nu satse på verdensmarkedet for at hente et overskud hjem. Derfor bliver presset på medierne også større, og der tales nu flere steder om at kræve betaling for filmene!

Sponsring

Der tales jo meget om reklame-tv i disse tider. Jeg er netop hjemvendt fra Australien, hvor man f .eks. kan se tennis eller cricket på tv. Turneringerne er sponsrede af f.eks. cigaretfirmaer (John Player etc.), og programmerne i tv betales af bl.a. bilfabrikker (Toyota). Og jeg spekulerer på, om noget efterhånden kan eksistere på egne vilkår. Volvo i Sverige sponserer i disse år fem musikere til Gøteborgs symfoniorkester. Saab finansierer Europa-turné for musical'en Chess. Og SAS er på vej ind i? Med den nuværende kulturminister kan vi vel vente radio- og tv-programmer betalt og bestilt af Danfoss, ØK og Handelsbanken. Og så spekulerer jeg på, om der bliver plads til minimalisme, afro-beat, punk og Rypdal.

Forandringens mønstre

Et af bogens afsnit handler om »kulturudveksling, kulturel dominans, kulturimperialisme og tran-skulturation«.

Krister Malm mener, at transkul-turationsprocessen starter omkring 1970.

»Dette mønster af forandring er et resultat af etableringen af transnationale selskabers etablering på verdensplan på kulturområdet, den korresponderende udbredelse af teknologi og udviklingen af marketing på verdensplan af det, som man kan kalde transnationaliseret kultur eller — transkultur.« I følge Malm er der ikke kun tale om, at vi oversvømmes af en enslydende, lind grød, teknologien påvirker os også. Eksempler er trommemaskiner, som kun kan spille »vestlige rytmer«, eller miniorgler, som kun spiller vestlige skalaer. Mediet afgør udfaldet. Og mediet er centralistisk. Effekten bliver, at de store selskabers lokalkontorer i virkelighedsn blot bliver et skspe-ditionskontor, der modtager produkt og markedsføring i en samle-pakke, og sender penge tilbage til hovedkontoret.

De små har en chance

Men bogen påpeger også, at disse kolosser ikke blot hviler på stål. Man kan blive så blind, at man ikke kan se neden for sine egne fødder. Og det er naturligvis forklaringen på, at masser af små selskaber (heldigvis) dukker op næsten hver dag. Musikbevægelsen i Sverige, den politisk/sprogorientsrede musikbevægelse i Wales er blot et par eksempler på, at man ved at tage sagen i egne hænder kan få magt over produktionsmidlerne. I Danmark er det ikke noget tilfælde, at selskaber som Medley og Genlyd har stået for eksperimenterne i dansk underholdningsmusik. De er små, professionelt drevne og enthusi-astiske. Men de kan kun nå udover grænserne, hvis de samarbejder med »de store« og på de stores vilkår. Bogen når ikke vat få eksemplet »Laidback« med. De er Danmarks p.t. største musikeksport, ikke mindst fordi Medley's direktør, Poul Bruun (tidligere CBS) lancerede gruppens totalt intetsigende sommerschlager »Sunshine reggae« gennem en velproduceret (her mener jeg i forhold til stilen) video.

Scene 2:

fra det virkelige liv

I midten af 70'erne deltog jeg sammen med en række andre rockmedarbejdere i Europa i den europæiske radiounion EBU's »Forum of light music«. Dette forum, som delvis består af aldrende medarbejdere med rødder i fyrrernes jazzmusik, havde bestemt sig for, at det måske var på tide at lytte til deres yngre kolleger. Og der sad vi så, for første gang, i München, rockjournalister og pladevendere, som alle havde passeret de 30 år. Vi var et par skandinaver, som foreslog, at unionen skulle tage initiativ til, at radiostationerne sørgede for en aktiv information om, hvad der foregår på de mindre lokale markeder. Eksempelvis kunne jeg eller mine svenske kolleger sende et bånd hvert kvartal med interviews og musik med skandinaviske musikere, som ikke markedsføres internationalt. »DE STORE«

CBS:

TV-stationer Instrumentfabrikker

(Fender, Steinway) Råvarer

(husk Vietnam-debatten) Sony-samarbejde

(CD, udgivelser etc.)

EMI (THORN):

32 selskaber i 29 lande

Restauranter

TV-udlejning

Radio- TV-stationer

Musikforlag

Dansepaladser

Biografer

POLYGRAM:

48 selskaber i 30 lande

182 licensaftaler

Del af Siemens

(NB. Flere korruptionssager i bl. a. Finland)

WEA - Forhandling om sammensmeltning

Video

Hardware/Software (hvad kommer først)

Profitcentre i koncerner (hvert led skal gt overskud)

Udreven side med »lommeuld«, stikord til interview-situation om »De store«.

Reaktionerne var alt fra: det er lige nøjagtig det, vi behøver, hvis vi skal blive mindre afhængige af selskabernes udgivelsespolitik, til: hvis musikken er tilstrækkelig interessant, så skal de store selskaber nok sørge for, at den udgives! Det diskuterede vi heftigt, men det var spildte kræfter, for vore rutinerede kolleger kunne fortælle, at ideen var dødfødt på forhånd. På grund af ophavsrettigheder må plader nemlig ikke overføres til bånd og sendes fra land til land... Så nu sender vi et par »live-opta-gelser« til hinanden et par gange om året...

Afrika

For et par år siden besøgte jeg den tunesiske radio. I Afrika f indes der en lignende organisation som EBU, og jsg blev vældig enthusi-astisk, da jeg så et program kaldet »Musique D' Afrique« på en af radioens programplaner. — Så I modtager altså programmer fra andre stationer i Afrika? spurgte jeg ivrigt. Min tunesiske kollega kiggede måbende på mig og svarede: — Næh, det her program får vi fra Voice of America...

Optimisme

I skrivende stund (fredag den 3. maj 85) kan jeg så glæde mig over, at Wallis ikke har givet op. I aften starter nemlig »Radio Sweden Europe«, hvor Wallis over den svenske mellembølgesender i Solves-borg starter programmer med svensk musik og information om Sverige på engelsk og fransk. Sverige har atter taget teten i konkurrencen med Luxembourg, Sky Channel og de andre commercielle mediespekulanter. Danmark vil få tilbuddet om at deltage i et samarbejde, så dansk musik om aftenen vil kunne høres over hele Europa. Tør j eg mon tro, at man finder den smule penge, der behøves til det.

Og hvad med MIC? Måske skulle man rette antennerne i en anden retning. Og måske kunne KOD A/ GRAMEX gi' lidt rabat for den gode sags skyld. Der er desværre så mange forhindringer, når man vil rokke lidt ved systemet.

Redskab for forsker og forbruger

Det kan ikke understreges for tydeligt, at Wallis/Malm gennem deres utraditionelle arbejdsmetoder og helhedssyn har bidraget til den moderne musikforskning med noget, der ligner et standardværk. Her er et redskab, som såvel forskere som forbrugere kan lære af. Små afsnit med »case-stories« giver den forudsætningsløse glimrende mulighed for at forstå sammenhænge. Og bogens næsten 100 sider omfattende appendix og index giver andre forskere en rigdom af information om paralleludviklinger i ikke mindre end ni lande indenfor områder som: regeringspo-licy, organisationsudvikling, arbejdsmuligheder, phonogramin-dustrien og medier. Reggaesange-ren Jimmy Cliff sammenfatter det hele meget godt i følgende citat: »Hele systemet er en vampyr. Alle er ude efter snylte på dig eller flå dig - du må lære lektien, ellers bli'r du brændt.«

Ole Reitov ©85.

(Fotos: Roger Wallis)

Årgang 59/1984-1985, nr. 05