Om Laubs folkevise-rekonstruktioner

Af
| DMT Årgang 6 (1931) nr. 09 - side 197-202

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

OM LAUBS FOLKEVISE-REKONSTRUKTIONER

AF MAG. ART. JENS PETER LARSEN

MAGISTER SVEN LUNN anstiller i sin Artikel »Om Folkeviserne« i September-Heftet af »Dansk Musiktidsskrift« nogle Betragtninger over Laubs Udgave af Folkeviserne i hans og Olriks nylig optrykte Samling »Danske Folkeviser med gamle Melodier«. Under Henvisning dels til den sene og i mange Maader forvanskede Overlevering, dels til visse Eensidigheder i Laubs Syn paa Viserne, naar Lunn til det Resultat, at Laubs Udgave bringer »en Restaurering, som man bagefter opdager er splittergal, naar det gælder det historiske, men som er skøn og god i sig selv, og adskilligt bedre end det man havde«. Selv om denne Formulering synes vel skarp, er jeg dog enig med Lunn i Hovedsagen: at denne Samling ikke er nogen »kritisk Udgave«, men en med stor kunstnerisk Finsans udført Bearbejdelse. Naar jeg alligevel, trods Enigheden i det væsentlige, finder det paakrævet yderligere at diskutere dette Spørgsmaal, som ikke mindst i øjeblikket er af stor Vigtighed, er det fordi de Betragtninger, der gaar forud for Lunns lige anførte Dom, efter min Mening ikke er tilstrækkelig dybtgaaende til at motivere en saa afgørende Dom. Jeg skal ikke spilde Tiden med Polemik, men i Stedet forsøge lidt udførligere at gøre Rede for, hvilke Synspunkter, der har været grundlæggende for Laubs Arbejde med Viserne, og hvordan vi nu, omtrent en Menneskealder efter de to Hefters første Fremkomst, maa se paa Laubs Arbejdsmaade og Resul tater(1) .

Laub var ikke Musikhistoriker. Tværtimod saa han med en vis ophøjet Foragt paa »Musikhistorikerne«, som efter hans Mening (og en Del af den Tids Musikhistorie kan maaske synes at give ham Ret), beskæftigede, sig med alt andet end det egentlige: Musikken selv. Ikke desmindre. var hans første og fornemste Vaaben, baade naar det gjaldt Kirkesang og Folkevise »Historien«. Alt i alt, kun ved at stille sig på historisk grund vinder man våben mod tilfældige moderetninger hedder det i Forordet til »Dansk Kirkesang«.

Eller for at tage et andet Citat, der endnu klarere udtrykker hans Opfattelse: »min opgave er jo ikke den blot historiske at fortælle folk: sådan og sådan er det gået til, sådan skrev man i Danmark 1620, men jeg har til formål at føre folk til de store værdier, og jeg vil bruge historien til at sætte værdierne i det rette lys«. (Musik og Kirke S. 82). Nu er det jo imidlertid ikke helt ufarligt, saadan at »bruge historien«. Den historiske Opfattelse af Musik, som af alt andet, skifter jo stadig, fordi Forskningen skrider frem; ikke mindst gælder dette Musikhistorien. i den sidste Menneskealder. For den, der ikke selv aktivt tager Del i Videnskabens Udvikling, er der derfor den Fare at blive staaende paa et Standpunkt, hvis Uholdbarhed er godtgjort af nyere Forskning.

Og Laub danner i dette Kapitel ingen Undtagelse. Laubs historiske Grundsyn er blevet til omkring 1885-90, og Aarene herefter har vel fastslaaet og uddybet hans Anskuelser, men ikke udviklet, endsige forandret dem i væsentlig Grad. I »Om Kirkesangen« (1887) staar vi overfor en ung Mand, der er blevet grebet af en Idé, med den som Ledestjerne har foretaget en Omvurdering af sine Værdier og nu frernsætter sine tildels meget kætterske Meninger i en ret forsigtig Form. I »Musik og Kirke« (1920) er det den ældre Fører, der ud fra et langt Livs Arbejde med disse Ting, paa en selvfølgelig Maade og i en ganske frigjort Form, fremsætter sine fastslaaede Anskuelser. Men Hovedlinjerne i Fremstillingen er de samme: gregoriansk Sang(2) og Folkevise, luthersk Kirkesang (fra Walther til Hassler og Prætorius) og Palestrinastil, som de fire Grundpiller i Bygningen. Dette Grundsynspunkt er Udtryk for en romantisk, idealistisk Helhedsopfattelse, der ser bort fra dybtgaaende Forskelle i de nævnte Former for musikalsk Liv, først og fremmest fra de to Grundmodsætninger: Kunstmusik og Folkemusik, som vel til Tider kan nærme sig til hinanden og indgaa Forbindelse med hinanden, men som dog vil vedblive at føre en selvstændig Tilværelse, fordi de er Udtryk for tilsvarende kulturelle Og sociale Modsætninger af mere gennemgribende Art. Nu skal det ingenlunde nægtes, at der er utvivlsomme Berøringer mellem Folkevise og Kirkesang, ikke mindst i Tyskland, hvorfra Laub jo hentede sine Anskuelser. Og det er jo længst slaaet fast, at vore Folkeviser er udsprunget af en Overklasse-Kultur og saaledes ikke bærer deres Navn helt med Rette. Men alt dette taget i Betragtning, synes det dog ikke berettiget at ville rekonstruere Viserne paa Basis af den gregorianske Sang alene. Laubs Argumentation herfor i »Om Kirkesangen« (S. 45 ff.) er utvivlsomt noget af det svageste i Bogen. Den gaar kort udtrykt ud paa følgende: Folkeviserne maa enten være i »det gregorianske System« (Kirketonearterne) eller i det »moderne Systern« (Dur og Moll), da »det vilde være stridende mod sund sans at antage, at den naive folkevise fra middelalderen skulde have brugt to musiksystemer« og der »fornuftigvis ikke kan være tale om noget tredie system«; da nu en Del af Viserne tydeligt peger paa Kirketonearterne og andre lige saa godt kan passe til dem som til de moderne Tonearter, saa maa ergo hele Komplekset være i Kirketonearterne. Det er næppe, nødvendigt, nu at ofre saa mange Ord paa denne Bevisførelse, som Thuren har ment at burde gøre i sin 1908 skrevne, men først, i 1924 trykte Afhandling, som findes i Grüner-Nielsens fortræffelige Litteratur-Oversigt i Aarbog for Musik 1923, og som er citeret i Lunns Artikel. Det maa, være tilstrækkeligt at sige, at vi meget vel kan forestille os eenstemmige, diatoniske, ikke af underforstaaede Harmonier prægede, Melodier, uden at de derfor behøver at tilhøre de gregorianske Tonearter; ja, de gregorianske Vendinger, som utvivlsomt forekommer i Viserne, skyldes langt snarere rent praktisk Efterligning end Fortrolighed med »Systemet«. Denne Teori har imidlertid præget, Laubs Arbejde med Viserne i meget høj Grad, idet den dels har været afgørende for Valget af Stof, dels har influeret paa selve Bearbejdelsesmaaden.

Man kan skelne mellem to Stadier i Laubs Rekonstruktionsmetode. Det første ses i Samlingen »10 gamle danske folkeviser, udsatte for blandet kor«, 1890 (citeres i det flg. 10gd F), det andet i Hovedsamlingen »Danske folkeviser med gamle melodier« 1899 og 1904, Nytryk 1930 (citeres DFg M). I Forordet til 10gd F hedder det: »Jeg har selvfølgelig her afholdt mig fra melodier, der var blevet så forvanskede, at deres oprindelige skikkelse ikke kunde kendes gennem forandringerne. Hvor forvanskningen derimod kun bestod i tilsætning af pyntenoder, stilløse krydser, punkteringer og deslige, har jeg uden betænkning medtaget melodien og strøget tilsætningen. I reglen vil forskellen være meget lidt påfaldende«. Det andet Princip er allerede formuleret i den grundlæggende Undersøgelse, »Studier over vore folkemelodiers oprindelse og musikalske bygning«, Dania II 1892-93, S. 1 og 149. Det hedder heri (S. 155): »Vi er nu færdige med de nogenlunde pålidelige optegnelser, alle de andre bærer mere eller mindre tydelige mærker af den sene tid, hvori de er fremkomne. Der kan fra nu af kun være tale om at påpege grundlinierne i den enkelte melodi, eller højt regnet at genfremstille den i en skikkelse, der forsåvidt har sandsynligheden for sig, som på den ene side grundtrækkene, er bevarede, på den anden side melodiens enkeltheder er bragte i overensstemmelse med disse grundtræk. efter reglerne for al middelalderlig musik, altså efter de regler, som melodien selv følger. Når jeg nu prøver at give en sådan genfremstilling (meget ofte dog kun skitseret) skal jeg villig tilstå, at en stor del af mine resultater ikke er andet end gætninger, men må dog hævde, at disse gætninger, fordi de støtter sig på ånden og teknikken i melodierne fører, om ikke til bevislig rette former, så dog til en rigtigere forestilling om de rette former, end man kan få gennem de nye forvanskede optegnelser«. Hvordan dette skal forstaas i Praksis, fremgaar af det anførte Eksempel: »En melodigang fra en tone gennem den store terts til kvarten (e e f, f a b, g h c) er altid af de gamle med rette anset for uheldig, hvis melodien da ikke går videre, men standser på den øverste tone. - Hvor den forekommer i de nyere optegnelser, ombytter jeg den altid med en figur, der går gennem sekunden (ed f, f g b, g ae), hvis jeg ikke på grund af omstændighederne foretrækker helt at udelade mellemste tone (e f, f b. £,, c) . Går figuren derimod videre (e e f g o. s. v.), er der intet at indvende mod den«. Sammenligner vi nu 10gd F. Og DFg M i deres Forhold til Kilderne (for den sidste Samlings Vedkommende har Laub lettet Arbejdet ved mod sin Sædvane at opgive sine Kilder, se Danske Studier 1904 S. 205-08), træder den principielle Modsætning tydeligt frem. I 10gd F. er der kun Tale om Smaareparationer, Ændringer af enkelte Toner, som ikke væsentlig forandrer Melodien. Den eneste indgribende Ændring er den bekendte Omformning af Dronning Dagmar Visen, hvad der udtrykkelig fremhæves, i Forordet. I DFg M. er derimod ikke blot enkelte Noder forandret, men hele Linieføringen er passet til efter gregoriansk Mønster. Det kan ikke nægtes, at denne Tilpasning ofte er ganske beundringsværdigt, udført, og i en Række Tilfælde - hvor den gregorianske Paavirkning træder tydeligt frem utvivlsomt berettiget. Men hvor dette ikke er Tilfældet, bliver Laubs Gengivelse kun en Hypotese, saaledes at der er en ikke ringe Mulighed for, at vi i en Del Tilfæ Ide ender i Konstruktion i Stedet for Rekonstruktion.

Tonalitetsspørgsmaalet har været Udgangspunkt og Drivkraft i hele Laubs Arbejde med denne Sag. Opgivelsen af Kirketonearterne som det eneste rette Grundlag for Viserne er derfor egentlig af større teoretisk end praktisk Betydning, fordi hele Laubs Folkevise-Teori derved kommer til at svæve i Luften. -

De melodiske Ændringer er imidlertid ikke det eneste Punkt, hvor vi maa sætte et Spørgsmaalstegn ved Laubs Rekonstruktioner. Et andet Hovedpunkt er Spørgsmaalet om Visernes Rytme. Ogsaa her spores der Paavirkning fra Laubs Arbejde med Kirkesangen. Felttoget mod den stive rytmeløse. Koral fra Rationalismens Tid blev jo ført under Devisen »den rytmiske Koral«. Nu kunde der vel tænkes flere Maader at gøre Rytmen levende paa, først og fremmest at sætte Tempoet op (hvad ogsaa skete) og dernæst at anvende mere udprægede, Taktarter. Men hertil kom som noget særligt den saakaldte »skiftende Rytme«, der kom til at spille en meget stor Rolle i Propagandaen for Kirkesangens Reform(3) . Denne skiftende Rytme kan have flere forskellige Skikkelser; meget typisk er den Form, som kendes fra »Jesus, dine dybe Vunder« (»Dansk Kirkesang« Nr. 93), der stadig skifter mellem 6/4 Og 3/2 Takt; noget mere indviklet er f. Eks. »Befal du dine Veje« (»D. K.« Nr. 115), hvor der desuden forekommer 4 /4 Takt. Da denne skiftende Rytme ikke fandtes i den nyere Musik, men var ret udbredt i Reformationstidens Kirkesang og de samtidige flerstemmige Udsættelser af Folkeviserne, sluttede man, at den maatte være et med Kirketonearterne analogt Kendetegn paa ægte Kirke- og Folkesang. Af denne Grund bestræber Laub sig for i Folkeviserne at finde skiftende Rytme, (se »Om Kirkesangen« S. 64 f., særlig Generaliseringen i Fodnoten S. 65!), og da Resultatet ikke rigtig svarer til Anstrengelserne, indfører han den uden videre i en Række af Viserne. (DFg M. Nr. 1, 7, 8 II, 12, 15, 25, 27.) Ændringen bestaar oftest kun i, at sidste Takt i nogle af Verslinierne laves om til 3/2 Takt i St. f. den ventede 6 /4 Takt. (Jeg henviser til Lunns Eksempel fra »Ebbe Skammelsøn«, der ofte i populære Foredrag har dannet Udgangspunkt for smukke Lovtaler over denne herlige Opfindelse, eller til Nr. 1, »Kongemordet«, særlig V. 11.) Laub indskrænker sin Omtale af disse Ændringer til »Spor af skiftende rytme findes også flere steder i »Konge flg. Passus: mordet« og andre af viserne «(4).

Nu har imidlertid nyere Undersøgelser (jeg tænker her særligt paa Geutebrücks betydningsfulde Afhandling »Über Form und Rhytmus des älteren deutschen Volksgesanges«, Archiw für Musikwissenschaft VII, 3, Dec. 1925 S. 337-411) paa temmelig overbevisende Maade godtgjort, at den skiftende Rytme i den Form, den har i det 16. Aarhundredes Samlinger af Kirkeog Folkesange, slet ikke er Udtryk for noget særlig folkeligt, men tværtimod er et Resultat af den flerstemmige Udsættelseskunst, saa at en Mængde af de Melodier, som vi kun kender i denne rytmiske Form fra det 16. Aarhundredes berømte Samlinger (Forster, Ott, Rhaw) af flerstemmigt udsatte Viser, oprindelig har haft en enkel, usammensat Rytme.

Naar der altsaa ikke findes Hjemmel for denne Rytme i Viserne, og den tilmed maa anses for et Folkesangen uvedkommende Fænomen, synes det ikke ubilligt at henstille, at den skiftende Rytme udgaar af fremtidige Udgaver af Viserne eller Foredrag om dem.

Endnu paa et Par Punkter maa vi tage Forbehold overfor DFg M. Laub har ikke skelnet (og ved sin Arbejdsmaade heller ikke kunnet skelne mellem det danske, norske og færøske Stof i Kilderne; til Overflod har han endda »laant« et Par Melodier hos Geijer og Afzelius. Af de 28 Melodier i DFg M. er derfor ikke mere end ca. Halvdelen af sikker dansk Oprindelse. - Endvidere har han i en halv Snes Tilfælde knyttet Melodier til andre Tekster end dem, de er optegnet til. Nu har der utvivlsomt i stor Udstrækning fundet en Sammenblanding og Ombytning af Melodier Sted i de senere Aarhundreder. Det vil derfor være en nærliggende Opgave (og en kommende kritisk Udgave af Folkeviserne vil selvfølgelig tage den op) at søge at finde den rigtige Tekst til hver enkelt Melodi. Men det kan næppe forsvares at ombytte Melodier, blot fordi Versemaalet stemmer nogenlunde overens. Saaledes hører f. Eks. Laubs »Hagbard og Signe«-Melodi egentlig til »Ulf van Jern«; Melodien er desuden norsk og har den for norske Melodier typiske Dominantvirkning (se C. Elling: »Vore Folkemelodier« 1909, S. 71 ff.), saaledes at Laubs Ændring af første Linie synes tvivlsom. Melodien til »Aage og Else« har Laub fra Weyses 2. Hæfte Nr. 17 »Sivard han haver en Fole«, der ligesom en Række andre Melodier i samme Hefte gaar tilbage til færøsk Tradition. Grüner-Nielsen har imidlertid paavist, at Melodien er en Variant af »Oluf Strangesøn«- Melodien, den tidligst kendte, fuldstændige danske Folkevise-Melodi, som desuden findes i nyere norsk Tradition. Sandsynligheden taler saaledes for, at Melodien er dansk, men Anvendelsen til »Aage og Else«- Visen og den heraf følgende Omformning lader sig næppe forsvare. - Ejendommeligt nok har Laub i 10gd F. kun valgt Melodier, som næsten alle med Sikkerhed tør kaldes danske, ligesom Opskrifternes Tekster er bibeholdt. Paa begge disse Punkter, som med Hensyn til det melodiske og rytmiske, viser denne Udgave sig altsaa som den mest autentiske. -

Hvad betyder det saa, naar det siges, at Laubs Udgave af Viserne trods sine store musikalske Fortrin lider af iøjnefaldende Mangler set fra et historisk-kritisk Synspunkt. Skal vi brænde Laubs Folkeviseudgave, -eller skal vi glæde os over, at vi ikke er som disse stakkels Magistre, der skal kritisere alting? Eller skulde vi prøve, om det var muligt at finde noget frugtbart i en saglig Kritik?

At Laubs »klassiske« Samling optrykkes igen, er kun ret og rimeligt. Vi har ikke nogen tilnærmelsesvis saa værdifuld Folkevisesamling, og den vil forhaabentlig kunne gøre god Gavn endnu i lange Tider. Men naar denne Samling i store Dele af Folket anses for at være »Folkeviserne« simpelthen, og naar Laubs Syn paa Viserne endnu er raadende, selv hvor man kunde vente en mere selvstændig Opfattelse, saa kan det næppe siges at være upaakrævet at gøre Rede for det tidsbundne i hans Værk.

Vi skylder Laub meget. Men vi skylder ham først. og fremmest, ikke af misforstaaet Pietet at holde fast ved det i hans Værk - det være sig paa Kirke- elle Folksangens Omraade - som Tiden er løbet fra. Thi ogsaa her gælder det gamle Ord: »Hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt«.

Fodnoter:

(1) Kun eet Punkt vil jeg lige nævne, hvor jeg ikke kan være enig med Lunn. Jeg tror, han gør det overleverede Materiale ringere end det er. Selv om der visselig findes en Mængde stærkt forvanskede Optegnelser (eet mindre godt Led i den mundtlige Overleverings lange Kæde er jo tilstrækkeligt til at ødelægge en Melodi!), er der ogsaa en Mængde Viser, der i sig selv, eller kombineret med andre Varianter af samme Melodi, giver forbavsende rene og gode Former. Det er jo dog en Kendsgerning, at der i Traditionen kan findes væsentlig overensstemmende, ja, næsten enslydende Former af samme Vise fra helt forskellige Egne, og med lang Tids Mellemrum. Hvis Lunns Fremstilling var rigtig, vilde enhver Beskæftigelse med Viserne jo være ørkesløs.

2) I »Om Kirkesangen« er det ganske vist endnu ikke selve den gregorianske Sang, men kun det »gregorianske System«, Kirketonearterne, der er Tale om; allerede i Foredraget »Luthersk Kirkesang« (1891) er dog Musikken selv kommet med.

(3) Naar man derimod ikke finder den i Laubs »Dansk Kirkesang« langt hyppigere anvendte regelmæssige Rytme i den almindelige 6/4 Takt særlig omtalt, ligger det vel dels i denne Rytmes relative Problemløshed, dels i dens Overensstemmelse med Rytmen i en Række af Romancerne, som jo ogsaa skulde bekæmpes.

(4) De to andre Viser, hvis Rytme Laub omtaler udførligere »Ulver og Vænelil« og »Aage og Else«, hører ikke herhen; desuden er den første for ubestemt til at danne Grundlag for rytmiske Overvejelser og den anden skylder helt Laub sin rytmiske Skikkelse.