Kontinuitet og forandring

Af
| DMT Årgang 61 (1986-1987) nr. 01 - side 49-50

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Jørgen I. Jensen: Per Nørgards musik. Et verdensbillede i forandring. København, Amadeus. 280 s. Kr. 248.00


Af ERLING KULBERG

""Det er ... umuligt at give noget der ligner et overblik over Per Nørgards indsats..........De formproblemer, der spiller så
afgørende en rolle i Per Nørgards musik og musikteori, rejser sig også for den, der vil skildre hans musikalske univers i bevægelse og sammenhæng."" Trods den forsigtighed der afspejles i disse spredte sætninger fra indledningen til Jørgen L Jensens bog om Per Nørgards musik, kan man uden tøven slå fast, at forfatteren med sit værk har ydet en enestående bedrift, ikke mindst netop i retning af at skabe klarhed og sammenhæng i billedet af Per Nørgards musikalske og musikteoretiske univers - et univers, der som bogens undertitel udsiger er i stadig forandring. Forfatteren kommer vel overblikket så nær som det er muligt inden for bogens rammer.

Jørgen L Jensen er overordentlig kompetent på det område, som er bogens genstand. Han har i mange år tilhørt de snævreste cirkler omkring Per Nørgård, og selvom bogens synspunkter, som det fremføres i indledningen, står for forfatterens egen regning, tør man antage, at de fleste har været luftet i frugtbar dialog med komponisten. Bogen har således et stærkt præg af autenticitet, men samtidig er det en meget personlig bog, som i sine tolkninger af sammenhænge og sine retateringer til kulturhistorie og samtidig kulturdebat meddeler værdifuld indsigt også til læsere, der på forhånd har kendskab til emnet

Et af bogens centrale fortrin er, at den insisterer på at påpege tilstedeværelsen af kontinuitet i Per Nørgards udvikling på trods af det, der på overfladen kan tage sig ud som radikale brud mellem de forskellige udviklingsfaser. Forfatteren fremdrager i en række tilfælde tidlige udtalelser af Per Nørgård, der afspejler tankesæt, som først langt senere giver sig udslag i kompositorisk praksis (tesen om den kontinuerlige udvikling eksemplificeres endvidere ved en gennemgang af komponistens holdnings-udvikling i forhold til kunstmusik/underholdningsmusik-problematikken).

""Værkerne er blevet mere og mere inclusive og mindre og mindre exclusive i forhold til den musikalske tradition"", fremhæves det, og her er vi ved et andet centralt aspekt i bogen, nemlig klargørelsen af, hvorledes Per Nørgård inkluderer historien, historiebevidstheden og ikke mindst lytterens musikalske bagage i sin modemisme og således foregriber den postmoderne debat længe før nogen havde lanceret dette begreb.

Jørgen L Jensen anlægger ikke en strengt kronologisk indfaldsvinkel i sin disposition, idet han ønsker at få greb om det centrale i de mange forbindelseslinier på kiyds og tværs i Nørgards udvikling. Han starter et sted, hvor det, der måske er den klarest definerede stilperiode i Nørgards produktion: Den hierarkiske musik, så småt er ved at tage form, nemlig med uendelighedsrækken i ""Voyage into the golden screen"". ""I selve fremstillingens disposition ligger således den afgørende replik til Per Nørgards musik"", hedder det, men derefter og herudfra gennemgås Per Nørgårds udvikling dog overvejende kronologisk med talrige krydshenvisninger og frem- og tilbageblik.

Forfatteren vælger som hovedindfaldsvej til musikken tilhørerens synsvinkel. Selvom Jørgen L Jensen ofrer megen opmærksomhed på at indkredse begrebet ""den almindeligt klassisk-romantisk orienterede tilhører"", synes det at være en noget vagt defineret størrelse, ikke mindst i betragtning af, at Per Nørgård i flere værker decideret har eksperimenteret med, hvor mange lag i musikken det er muligt at opfatte, og er nået til erkendelse af det højst individuelle heri og af, at nogle sammenhænge er overladt til højere magter at begribe. Ikke desto mindre resulterer den valgte tilgangsvinkel ofte i meget spændende måder at fremstille det teoretiske stof på. F.eks. afsløres den melodiske uendelighedsrækkes og overtonerækkens karakteristika ikke lige med det første. Rækkernes enkelte egenskaber af dækkes først, hvor de er relevante for de værker, der skrives på det pågældende tidspunkt. Til gengæld kan man så komme til at savne et samlet vue over den hierarkiske musiks sandt at sige forbløffende muligheder. Som eksempel kan fremdrages analysen af ""Libra"", som klart demonstrerer, at lytterens tilgangsvinkel adskiller sig fra analytikerens. Værkbeskrivelsen forbigår det, der fra en analytisk synsvinkel virker mest slående, nemlig at alt i dette stykke er udledt af principperne for ""den brudte akkords teknik"", som flere gange antydningsvis beskrives som ""Waves""- eller bedre ""Turn-teknik, men som ikke klarlægges som det, det er, nemlig en sammenkobling af det melodiske og det harmoniske uendelighedssystem.

Alle væsentlige værker i Nørgårds produktion gennemgås, men naturligvis med forskellig tyngde. Værkgennemgangen forløber som et vekselspil mellem kompositions teknisk analyse og påvisning af oplevelsespsykologiske muligheder. Denne fremgangsmåde giver ofte spændende og appetitvækkende resultater - ikke mindst i forbindelse med de store tekstbærende værker (operaerne), mens den andre gange mere forløber som en forlængelse af koncertførertraditionens ""så kommer..., derefter følger...""-beskrivelse. Men når dette er sagt, skal det dog straks fremhæves, at intet værk beskrives, uden at det også tolkes ind i en sammenhæng.

Jørgen I. Jensen stiller store krav til sine læsere i analyserne, ikke mindst hvad angår nodelæsningsfærdighed og evne til selv at drage nytte af nodeeksemplerne. Ofte er der kun en svag sammenhæng mellet teksten og nodeeksemplerne, således at noderne mere får karakter af almen illustration end af analytisk dokumentation. Læseren må i sådanne situationer klare sig selv, som f.eks. side 60-61, hvor det ikke står klart, hvad nodeeksemplet skal vise, udover at give en smagsprøve på musikken til ""Den unge mand skal giftes"". Andre steder hvor der krydshenvises, kan man savne dokumenterende nodeeksempler til tydeliggørelse af pointen. Eksempelvis omtales s. 43 at et bestemt motiv fra klarinettrioen ""genoptages og udvider sine følelsesmæssige muligheder i slutningen af Symfoni nr. 3 og korværket ""Singe die Garten"". For kendere af disse værker rammer iagttagelsen plet med det samme, mens den for andre formentlig må virke ret ligegyldig uden dokumentation. Et andet eksempel er, at der s. 78 tilbagevises til ""de langsomme sky-agtige assymmetriske klangformationer"" fra 1. sats af ""Voyage"", vel at mærke uden at læseren nogensinde har været præsenteret for et nodeeksempel fra denne sats.

Men dette er småting. Analyserne er iøvrigt gennemgående præcise og klare, også når der anvendes suggestivt billedsprog, så man gerne accepterer, at der også af og til smutter et par ""arketypisk klingende kvinter"".

Jørgen I. Jensen er meget loyal over for sit emne og formulerer ikke nogen egentlig kritik, men som det er nævnt, er selve bogens disposition forfatterens replik (læs også: kritik). Med samme salomoniske elegance som han nærmest lader tiden være medvirkende faktor ved løsningen af den ellers nok så ubehagelige hårknude, der udviklede sig mellem Poul Nielsen og Per Nørgård i midten af 70'erne - lader han visse sider af Nørgårds virke og tankegang henligge i relativ ubemærkethed, dog ikke uden at eksplicere sine synspunkter. ""Jeg står med det ene ben i vestlig rationalisme og det andet i østlig mystik, men søger dog noget helt tredie"", udtalte Per Nørgård i et interview i begyndelsen af 70'erne. Det vil næppe have undsluppet læserens opmærksomhed, at vægten i denne fremstilling er blevet lagt mere på det ene end på det andet ben"", hedder det i bogen. Jørgen I. Jensen vælger at betragte Nørgårds værk fra den vestlige side, og med rette, for det er i denne musikkultur, Nørgårds musik udspringer, og det er denne tradition den forpligter sig på. Per Nørgård bruger den østligt orienterede tænkemåde ""til at få elementer frem i den vestlige musikkultur, som også findes i vores egen kultur, men som har været fortrængt fra musiklivets forgrund.""

I det hele taget er det - som bogens titel også lover -musikken der er i centrum, og det skal forfatteren ikke klandres for. Men når nu forfatteren har Jørgen I. Jensens filosofiske og teologiske baggrund kunne det have været interessant også at havae set perspektiveringer og tolkninger af de mere metafysiske sider af Per Nørgårds virksomhed, ikke mindst de astrologiske implikationer. Især savner jeg en fremstilling af Per Nørgårds astrologisk funderede argumentation for den diatoniske skala, en argumentation som er svær at komme udenom, i betragtning af at det direkte påvirkede komponistens tonale sprog i omtrent ti år. En nærliggende mulighed for at antyde de ofte bagvedliggende astrologiske tråde og den for komponisten notoriske inspiration herfra, kunne have været at kommentere skemaet (s. 210) over ""planet""-strukturer og -melodier i forbindelse med ""Vinterkantate"", som ukommenteret nok vil være uforståeligt for de fleste. Men i en note om astrologi s. 137 tager Jørgen L Jensen forbehold over for denne indfaldsvinkel: ""Den astrologiske tydning er én indfaldsvej til værkerne blandt andre, f.eks. den dagligsproglige og kulturhistoriske der her er forsøgt."".

Men der er ingen grund til at beskæftige sig længe med, hvad denne bog ikke indeholder. Jørgen I. Jensen har én ting i focus: Per Nørgårds musik, og det i så eksklusiv grad, at f.eks. Nørgårds jævnaldrende kollega, ven og kampfælle gennem udviklingens mange faser, Ib Nørholm, overhovedet ikke er nævnt i bogen og Pelle Gudmundsen- Holmgren kun en gang. Alligevel er det lykkedes forfatteren ikke blot at give et fyldigt og autoritativt billede af Per Nørgårds musik, men tillige at tolke den ind i så mange musikhistoriske og almenkulturelle relationsnet, at bogen bliver et stykke værdifuld kulturhistorisk dokumentation - fængslende læsning på højt niveau.

Årgang 61/1986-1987, nr. 01