Musikken fulgt på vej

Af
| DMT Årgang 61 (1986-1987) nr. 01 - side 46-48

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Jørgen I. Jensen: Per Nørgårds musik. Et verdensbillede i forandring. København, Amadeus. 280 s. Kr. 248.00


Af JØRGEN DEHS

Jørgen I. Jensen kalder med stor forsigtighed sin bog en ""replik"" til Per Nørgårds musik. Replikken optræder nemlig ikke som en påstand eller dom, der kan isoleres fra den frem-stillingsmæssige sammenhæng. Den er udfoldet i fremstillingens helhed, i bogens samlede disposition. Det fremgår også, at replik ikke umiddelbart skal forstås i retning af det kritisk vurderende. Jørgen L Jensen mener tilsyneladende noget i bred betydning svarende, der netop rimer med hans måde at bevæge sig gennem sit stof på som den lydhøre dialogpartner. Det er bogens flotte ambition at framstå mod-svarende, det vil sige som noget der - så vidt det overhovedet er muligt for en teoretisk fremstilling - gør fælles sag med sit musikalske emne. Og i overensstemmelse med den ægte dialog skal hverken de analytiske pointer eller de åbnende perspektiver foregribes og stilles frem til selvstændig beskuelse i bogens begyndelse. Alle de mange indfaldsvinkler, som aktiveres når forfatteren lytter sig gennem Nørgårds musik fra omkring 1960 til midten af 80'erne, præsenteres først dér, hvor de er i stand til at vise deres frodighed, det vil sige undervejs på rette tid og sted.

Bogens undertitel hedder ikke for ingenting ""Et verdensbillede i forandring"". Dette verdensbillede udpeges i kompositions-arbejdets work in progress, i Nørgårds egne kommentarer gennem årene til dette arbejde og - vel som den overordnede ramme for materialets organisering - i det der siden Hegel har heddet tidsånden. Hvad det sidste angår, er det tydeligvis diskussionen om det postmoderne, der har inspireret Jørgen I. Jensen. Når han taler om verdensbillede, er det med andre ord ikke Newton og Einstein man skal have i tankerne. Det drejer sig om sider af Nørgårds kompositoriske aktivitet, der kan siges at foregribe, udtrykke eller i det mindste være en kommentar til nogle vigtige stationer i en almen kulturel refleksionsproces. Det er Nørgårds mangesidige overskridelse af ""modernismens"" position, som bogens systematiske interesse samlæer sig om. Hvad der netop i høj grad lader sig iscenesætte i forhold til en almen konjunkturforandring. Det er kort fortalt forandringen fra dengang ""modernisme"" var et skældsord for alle - på nær nogle få af de mest produktive ånder - til i dag, hvor det også er blevet et skældsord for de få. Bogens stofmæssige bredde er i det hele taget iøjnefaldende og nok lidt af et særsyn for en monografi på dette felt. Hvad den fremlægger kan måske bedst kaldes et æstetisk tolknings-arbejde. Ikke forstået som et bidrag til den smagende gesjæft, men som et arbejde der behandler sit emne som en del af sagen kunst. Og sagen kunst igen som en del af sagen virkelighed. Jørgen L Jensen hører ikke til blandt de mange videnskabelige fagfolk, der nænner sig enhver sammenligning mellem kunstarterne med dyb mistro. Det er ganske vist en mistro, desr ofte i praksis modsiges af den uoverskuelige trafik af impulser, desr alligevel sætter sig igennem på tværs af ethvert begreb om videnskabelig lov og orden. Et æstetisk tolkningsarbejde er ét der modarbejder den totale nomina-listiske opløsning af almenbegrebet kunst. F.eks. ved at tillade sig at inddrage erfaringer og resultater fra en litteratur-teoretisk diskussion i en afhandling om musik. Netop dette finder sted i Jørgen L Jensens bog, der nyder godt af hans kendskab til den meget levende debat, som tekstualismen i de senere år har skabt i USA. Og det amerikanske kontinents grand old man på litteraturteoriens område, Northrop Frye citeres flere steder som om det var den naturligste autoritet man kunne henvise til, når talen var om musik.

I forfatterens store og forstålelige hengivenhed for sit emne er er ikke meget tilbage af det urgamle fjendskab mellem teori og kunst. Når man erindrer sig Poul Nielsens og Nørgårds udveksling af ""åbne breve"" i 70'ernes begyndelse (DMT 1973), ligner Jørgen L Jensens bog faktisk anskueliggørelsen af en mellemliggende klimaændring. Poul Nielsen, hvis kærlighed til Nørgårds musik ikke var mindre, vovede som bekendt et sværdslag om hvilken virkelighedsopfattelse der burde indramme den. Han rejste det temmelig provokerende spørgsmål, om ikke Nørgårds musik burde frelses fra Nørgårds livsanskuelse. Hvad der af gode grunde ikke kom nogen lang og frugtbar samtale ud af. Men Poul Nielsens spørgsmål udsprang af en insisteren på sammenhæng. Når Nørgårds musik nu var så god, måtte vel også hans selvforståelse kunne forandres til det bedre.

Jørgen L Jsensen administrerer sin teoretiske bagage tjenende. Han synes først og fremmest at være ude på at lytte. Når han kan tage Nørgårds udtalelser til indtægt for sin lytten, gør han det. Når han ikke kan bruge dem til noget, lader han dem ligge. Hans tilbageholdenhed over for formuleringer, der præ-tenderer at sætte alt på plads, ligner en generel modvilje mod det definitive. Det meget udramatiske, næsten friktionsløse rum, han dermed bevæger sig i, synes netop skabt til den indfølende tilnærmelse, som fænomenet Nørgård også fortjener.

Om han over alt stryger komponisten med hårene, er dog nok tvivlsomt. F.eks. hedder det om den inspiration fra østens musik, der udfolder sig i flere af Nørgårds værker fra 70ferne, at der er tale om en ""vision"", der ""bruges"" til at give ""bedre mulighed for at forstå den hjemlige musikalske hverdag, der nu en gang er den vestlige traditions hverdag"". Muligheden for at Nørgårds bestræbelser gik i retning af integration -samstemmende med hans forkærlighed for kosmiske synsvinkler - diskuteres ikke. Og vel nok fordi 'en sådan diskussion måtte munde ud i en erklæret uenighed. Formodentlig af samme grund går Jørgen L Jensen på kattepoter, når han nærmer sig de astrologiske tankebaner hos Nørgård. Det er faktisk en smule ærgerligt, hvis det betyder, at denne spekulative side af Nørgård ikke rigtig tages alvorligt. Eller måske skyldes det blot, at kattepoter er det bedste fodtøj i dette terræn.

Alligevel er det nok her, hvor spørgsmålet gælder de ontologiske implikationer, at der gemmer sig noget i retning af en kritisk replik til komponisten. Eller noget der i hvert fald ligner et systematisk korrektiv. Man oplever gennem bogen en slags ""afkosmologisering"" af den forståelsesramme, hvori Nørgård selv har anbragt sin musik. Hvor komponisten helst vil snakke om de musikalske strukturers naturbasis, vil Jørgen L Jensen hellere nøjes med at snakke om deres traditions-basis. Om den store Symfoni nr.3 lyder nogle repræsentative formuleringer sådan: ""Organisk eller Goetheansk er denne musik ikke blot fordi Per Nørgård har læst Goethes naturvidenskabelige skrifter...Organisk-legemlig er denne musik først og fremmest, fordi den appellerer til den musikalske tradition, som tilhøreren så at sige har i kroppen..."". Hvor denne procedure optræder mere detaljeret, yder bogen en formidlingsindsats, der utvivlsomt vil kunne bidrage til at mindske den mystifikation, som nogle af Nørgårds mere esoteriske formler ellers let vil bringe med sig.

Som nævnt ernærer bogen sig af diskussionen om det postmoderne, når den forfølger sit tematiske hovedanliggende. Som kunne kaldes Per Nørgårds lange afsked med modernismen. Her samles de vigtigste tråde i bogen og her vil den sandsynligvis også kunne vække uenighed. Det bærende argumentationsmønster skal kort skitseres.

Et hvilet som helst stykke kompositionsmusik i den vestlige tradition er uopløseligt forbundet til en almen musikalsk livsverden. Denne består af overleverede lyttevaner f.eks. fra det klassisk-romantiske koncertrepertoire. Men også af mere eller mindre ufrivillige påvirkninger (muzak, program 3, kirkeklokker m.m.). Og vel af alt som kan give anledning til at tale om det ""folkemusikalske"" eller om antropologisk givne dispositioner for musik. Denne uomgængelige horisont for enhvser musikalsk ytring anvender Jørgen I. Jensen til en negativ karakteristik af modernismen: ved ikke at bekymre sig om hele dette kompleks af produktive musikalske fordomme er modernismen behæftet med en svaghed i sin selvrefleksion. Postmodernisme betyder i denne sammenhæng et erkendelsesfremskridt En komponist, der ikke fortrænger, men medreflekterer sine (langt tilløb) livs-verdensmusikalske forudsætninger, fortjener ifølge Jørgen L Jensen at blive kaldt postmoderne.

Det er hævet over enhver tvivl, at Per Nørgård ud fra denne argumentation gør sig fortjent. Hvad man kan føle sig mere usikker over for er, om argumentationen også kan godtgøre, at det dermed er en ny epoke, der er på tapetet. Sådan som begreberne postmodernisme og det postmoderne unægtelig antyder. Også bogens undertitel udsender signaler af samme art. Det er nærliggende at stille det spørgsmål, om ikke argumentationsmåden betyder, at en temmelig lang række af det 20. århundredes komponister ligesom Per Nørgård har været postmoderne længe før dette begreb begyndte at gøre karriere. Og om ikke den egentlige modernisme - ifølge den samme argumentation - reduceres til en meget overskuelig provins på det 20. århundredes musikalske landkort. Ja så overskuelig, at æren eller fornøjelsen ved at vende den ryggen måske også bliver til at overskue.

Man kunne også brygge videre på forfatterens egen bestikkende metafor for tolvtonemusikken: at den ""ophæver den musikalske tyngdelov"". Den musik, der ikke længere er seriel, har jo trods alt ikke indstiftet et nyt og varigt ægteskab med denne tyngdelov. Som snarere stadigvæk befinder sig i ophævet svævetilstand, hvor den præsenterer sig som én mulig lovmæssighed blandt adskillige andre. Og når tonalitet og tradition faktisk inddrages i Nørgårds og andres nyere musik, er det vel heller ikke fordi øret skal have lejlighed til at hvile sig i det velkendte og forudsigelige. Mon ikke det bl.a. er som demonstrationer af det endnu ikke erkendte i det bekendte, det fremmede i det fortrolige? Men hvis dette er postmodernisme, er det dog en måde at håndtere traditionen på, som det er svært at fejre som den endelige genforening hinsides modemismen.

Her kan man få den fornemmelse, at Jørgen I. Jensens traditionsbegreb ikke blot er lige så natur-organisk som den nørgårdske kosmologi, men at også hans begreb om postmodernismen farves ligt ejendommeligt af at skulle betyde forsoning med en tradition, der opfattes sådan. Et nutidigt stykke musik, der er en pendant til det der f.eks. på arkitekturens område hedder postmodernisme, må vel være ét, der er i stand til at gribe tilbage i en middelalderlig liturgisk musik, uden at det er nødvendigt at skænke katolicismen en tanke, eller i den romantiske musik, uden at den borgerlige kulturs frihedsbegreb et øjeblik aktualiserer sig. En sådan musik er ikke mere aparte end de lyttevaner, som frem for alt grammofonindustrien har muliggjort. Men skulle en sådan kompositorisk praksis i sig selv vidne om en formindsket traditions-løshed? Og hvordan forholder den sig til den umådelige traditionsbevidsthed, som netop Schönberg-modernismen har forvaltet?

Disse bemærkninger prøver ikke at antyde, at Jørgen I. Jensens problemstilling er falsk eller uproduktiv. De kan højest pege på en slags ""omkostning"" ved bogens trofadthed mod sin egen tætte dialog med Per Nørgårds musik. Løngere teoretiske overvejelser ville utvivlsomt have brudt bogens linie. Derfor havde det alligevel været spændende, hvis de motiver fra diskussionen om der postmoderne, der så tydeligt taler med i dialogen, var blevet fulgt lidt længere på vej. Havde forfatteren f.eks. undt sig selv plads til en mere gennemført refleksion over begrebsparret modernisme-postmodernisme, kunne han også have taget stilling til det ret besynderlige forhold, at det faktisk er muligt at betragte disse begreber som komkurrerende sider af én og samme sag. ""Dialektikken mellem det moderne og det postmoderne"", som nogen har kaldt der, er næppe nogest helt dårligt udgangspunkt for en fornyet vurdering af der 20. århundredes musikhistorie. Jørgen I. Jensens bog om Per Nørgårds musik demonstrerer netop hvor gode gevinster, der kan hentes i forlængelse af hele denne diskussion

Årgang 61/1986-1987, nr. 01