Bøger

Af
| DMT Årgang 61 (1986-1987) nr. 02 - side 95-96

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Ny musikhistorie fra DDR

Heins Alfred Brockhaus: Europäische Musikgeschichte. Band 1.
Europäische Musikkulturen von den Anfängen bis zur Spätrenaissance.
Berlin (Verlag Neue Musik) 1983. 776 s.

Af Carsten E. Hatting

En ny musikhistorie skrevet af professoren i musikvidenskab ved Humboldt-universitetet i Berlin må umiddelbart vække forventninger. Den musikhistoriske debat i DDR har altid været frodig og intens, især når det gjaldt valget af principper og bestemmelsen af begreber, men der har siden Georg Kneplers Musikgeschichte des 19. Jahrhunderts ikke været publiceret større samlede fremstillinger, hvor metodernes anvendelse kunne studeres.

Det har også været et af Brockhaus' motiver til at gå i gang med dette omfattende projekt, hvor første bind her kan omtales (andet bind skal siden være udkommet, og et tredie bind skal afslutte værket). Han skriver i forordet om sit behov for at lade endeløse diskussioner om grundsætninger, metoder og opfattelser afbryde for en stund af et praktisk forsøg på at efterleve sine standpunkter. Forinden præsenterer han bogen som en bog for almindelige, musikhistorisk interesserede læsere, ikke specielt for fagfolk. Han vil bidrage til den musikalske almendannelse, og han anser historisk/ musikhistorisk indsigt for en eksistentiel nødvendighed. Derfor har han taget sig tid til at skrive bogen. I en indledning om musikhistorieskrivningens genstand, dens metoder og mål - efter forordets forklaringer altså en redegørelse for fundamentet - fører forfatteren sig påfaldende forsigtigt frem (og dog!), selv om man ikke tager fejl af hans materialistiske udgangspunkt. Han viger således tilbage for at betegne sin bog rent ud som ""musikkulturernes historie"" (selv om den i høj grad tager sig sådan ud), fordi betegnelsen forekommer ham for uafklaret. Han kritiserer, men anvender dog traditionelle epoke- og stilbegreber som renæssance, barok, im- og ekspressionisme, omend han i de enkelte kapiteloverskrifter formulerer perioder og tidsafsnit mere nuanceret. Men det er tydeligt, at det ikke er hans anliggende at slå på tromme for en grænsedragning til tidligere musikhistoriske traditioner eller dogmatisk at argumentere for sit ståsted. Egentlig virker det snarere som om de mange debatter har gjort ham sikker nok til nu at understrege, hvordan forgængernes indsigt har plads også i et nyere musikhistorisk univers, og hvordan traditionelle termer lader sig anvende, når de kritiseres og indkredses påny, når de så at sige historiseres.

Alligevel fremstår bogen som meget anderledes end nogen anden musikhistorie, ikke mindst i kraft af grænserne for emnevalget Et revideret historiesyn og et revideret musikbegreb, dvs. en delvis frigørelse fra værkbegrebet, må således få konsekvenser for, hvor en musikhistorisk fremstilling skal tage sin begyndelse. For så vidt var det konsekvent nok, når en fremstilling af musikværkernes historie, den vesteuropæiske musiks ""egen"" historie, blev regnet fra de tidligst bevarede, læselige musikalske kilders tid i det 9. årh. - idet de få bevarede antikke melodier og melodifragmenter kom til at udgøre en ekstern og i sig selv afsluttet gruppe - så at musikalsk analyse kunne danne fundamentet under den historiske beretning. Det er også forståeligt, når institutionshistorie, som måtte lægge vægt på musikkens funktion i bestemte institutionelle sammenhænge, begyndte med at fortælle om musikkens brug i den kristne kirke i middelalderen. Brockhaus1 udgangspunkt er, ligesom enhver østtysk musikhistorikers, at musik er et menneskeligt meddelelsesmiddel, lige så selvfølgeligt og nødvendigt som sproget, og musikhistorie må derfor have samme tidsramme som menneskehedens historie. Derfor må begyndelsen sættes samtidig med antropogenesen, ved overgangen fra dyre- til menneskestadiet Urtidshistorie og antropologi bliver gjort til musikhistoriske felter.

Brockhaus starter derfor med en gennemgang af teorier om musikkens tilblivelse og inddrager megen antropologisk og arkæologisk viden i sin tekst Sandsynlighed og spekulation må naturligvis her dominere over kendsgerninger, der lader sig dokumentere, men han har megen litteratur fra musikforskningen og fra nabovidenskaberne at støtte sig til, og man forbløffes over, hvor mange konturer det uklare billlede trods alt har.

Billdet vinder i klarhed, hvor han går videre med beskrivelser af de tidlige kulturer i Mellemøsten og omkring Middelhavet, hvor musikken lejlighedsvis har efterladt sig spor, ligesom det er tilfældet med den nordiske sten- og bronzealder. Hele tiden lægges vægt på den brede historiske skildring af kulturer og samfund, ikke som en erstatning for, men - her som siden - som en nødvendig baggrund for forståelsen af menneskenes omgang med musik.

Ikke mindst i det store kapitel om den europæiske middelalder kommer den historiske diskussion til at skabe overraskende perspektiver. I forlængelse af indledningens principielle betragtninger diskuteres periodebegreber som middelalder over for strukturbegreber som feudalisme, så at de realiteter, begreberne skal dække, kommer til at stå som klare forudsætninger for den kulturhisotriske gennemgang, der følger. Med ro og bredde belyses kristendommens udbredelse og kirkens stabilisering gennem uddrag af kirkefædrenes skrifter, og udviklingen af de teologiske synspunkter i skolastikkens periode får også god plads. Fortællingen om hvert tidsafsnit munder ud i en beskrivelse af de i snævrere forstand musikhistoriske forhold, der nu kan ses som en del af et omfattende og detaljeret helhedsbillede. Det må dog siges, at dette billede i mindre grad henter sin virkning fra overraskende nyvurderinger end netop fra sin imponerende bredde.

Det store skisma (i år 1054) markerer Europas deling i et Øst-og et Vesteuropa. Her mærkes igen et opgør med traditionen, idet han i det følgende ofrer de østeuropæiske lande og områders musikalske traditioner langt større opmærksomhed, end man er vant til at se det. Den byzantinske musik, og siden den russiske, den polske, böhmiske og andre østområders musik er draget ind under den europæiske musikkultur, hvad man vanskeligt kan nægte berettigelsen af, men alligevel kan overraskes over. Bogen henvender sig som sagt til lægfolk, og derfor må også de indvendinger, man kan rette mod den som håndbog, fremsættes med forsigtighed. De knytter sig i alt væsentligt til dokumentationen, og det er forståeligt, at Brodkhaus ikke har villet tynge teksten med for mange noter. I almindelighed henvises der generelt for et større afsnit til en enkelt vigtig kilde, som for at vejlede den interesserede læser til andre vigtige værker. løvrigt ledes man på den måde ofte til vestlig litteratur som Paul Henry Lang og til artikler i MGG, men selvfølgelig også til østeuropæisk, f.eks. russisk litteratur, der hos os er mindre kendt. Det er imidlertid ikke ofte, Brockhaus direkte og præcist opgiver kilderne for sine oplysninger. Men havde det nu skæmmet hans tekst at være mere udførlig på dette område, så kunne han i det mindste have angivet kilderne til sine nodeeksempler. Specielt savnes sådanne angivelser, hvor den citerede nodetekst er valgt ud blandt flere mulige, som når det gælder Scherings 1931-version af Walther von der Vogelweides Palæstina-Lied. Billedhenvisningerne fungerer slet ikke, men det ser snarere ud til at skyldes en misforståelse mellem forfatter og forlag omkring nummereringen af illustrationerne, og vi kan måske håbe på den korrektion i et af de følgende bind. Til gengæld tyder meget på en god samklang mellem parterne, hvad dimensioneringen angår. En musikhistorie, skrevet ud fra Brockhaus1 opfattelse, kræver megen plads, og det har han fået. Det er dertil lykkedes at skabe læselige sider, selv om typetætheden pr. side er større end i f.eks. Neues Handbuch der Musikwissenschaft. Og Brockhaus har alene i dette første bind fået plads til tekst i sammen omfang som i samtlige fire bind af vor egen Gyldendals Musikhistorie. Brockhaus fortæller ligefremt og sagligt, næsten stilfærdigt, og meget omhyggeligt. Selv om detailrigdommen er stor og nuancerne mange, flyder hans tekst let som i et radioforedrag. Overblikket over historiens mange forbindelsestråde er hele tiden til stede, måske lidt på bekostning af analytiske kommentarer til musikken. Hist og her synes det, som om han selv har fornemmet det, og han har da tilføjet et tilbageblik, der samler sig om udviklingstendenser i specifikt musikalske forhold, således et ""Musikalisches Resume des Mittelalters"", der opsamler en del af det, man er vant til at finde i fremstillinger af middelalderens musikhistorie. Stadig bliver det ikke den bog, hvori man finder den grundige redegørelse for, hvad isorytmik betyder. Men i høj grad den, man vil hente ned fra hylden, hvis man vil have et indtryk af musikkens rolle i den alt andet end statiske middelalder eller i den tidlige renæssancekultur med dens mange udslag af individualisme.

Det er en imponerende, grundigt forberedt og i næsten alle henseender gennemarbejdet bog, som ikke har noget egentligt sidestykke i den musikhistoriske litteratur. Det nye i den er spændende, det gamle i den er godt, og der er meget af begge dele.

Årgang 61/1986-1987, nr. 02