Bøger

Af
| DMT Årgang 61 (1986-1987) nr. 04 - side 213-214

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Ansa Lønstrup

Musik, Film og Filmoplevelse -En tværæstetisk studie over ""Medløberen"".
Aarhus, Aarhus Universitetsforlag, 1986.99s.

Af Mads Thranholm

Dette projekt af Ansa Lønstrup, der er adjunkt ved Musikvidenskabeligt Institut og Æstetisk Kulturarbejde ved Aarhus Universitet, har som sådant min fulde gymnasielærersympati. Jeg anser det for rigtigt og progressivt at arbejde på en nedbrydning af snævre faggrænser og for det eneste rigtige at møde kunsten på dens egne præmisser. Skal man derfor yde en film som Bertolucci's ""Medløberen"" fuld retfærdighed bør man i en undervisnings- og analysesammenhæng se den som sum af samtlige de kunstneriske parametre, der er taget i anvendelse ved dens frembringelse. Det er en indlysende sandhed, der fortjener gentagelse indtil den sidder os i rygmarven. Der er fortsat dansklærere, der underviser i drama og med en kort henvisning til, at drama jo egentlig først eksisterer i opførelsens møde med publikum, går over til at arbejde med teksten i bogform. Musik er heller ikke noder, men det klingende fænomen her og nu, osv. Bertolucci's film er altså både litterær tekst, billedværk, skuespil, scenografi og sidst men ikke mindst musik. Det er disse størrelser, der udgør hele filmen. Det er hele filmen, vi oplever som publikum. Og det er altså med udgangspunkt i denne oplevelse, at vi skal analysere filmen som en enhed af ovennævnte bestanddele. Som sagt finder jeg projektet sympatisk, men jeg synes ikke der er kommet nogen særligt god bog ud af det. Den ved ikke hvad den vil og til hvem, eller også vil den for meget og til for mange.

Jeg har selv forsøgt at læse den som gymnasielærer, men blev undervejs tit tvunget ind i andre adressat-roller, fordi teksten ikke er stabil. Nogle passager er helt nede på jorden, forståelige på grænsen til det nedladende, andre derimod bakser med videnskabelige brokker og sår mistanke om afsenderens autoritet. Musikanalyserne er for mig letlæste og velskrevne. her er Anså Løn-strup på hjemmebane og sproget føjer sig klart og nydeligt. Men når der skal redegøres for filmens fortællestruktur ud fra en litterær betragtningsmåde bliver sproget ufrit, frem-medordskantet og knirkende. Afsnittet om det visuelle filmsprog rutscher ned i et helt tredje udsigel-sesleje, en lille fristil om spillestil og kameraføring. Endelig er vi i de indledende afsnit, der lancerer forskellige teoretiske tilgange til forholdet mellem musik og billede og til de op-levelsesmæssige konsekvenser af koblingen, ovre i en helt syvende boldgade.

Vi bliver præsenteret for Arnheim's og Pauli's typebestemmelser af filmmusik, og Helga de la Motte, Lissa og Bernard Shaw bliver også hevet frem af hatten. Philip Tagg får en halv side og et gok i nøden, mens Hans Chr. Schmidt og Lars Thomas

Braten bliver taget meget alvorligt. Det skal vist nok ligne en videnskabelig afvejning af forskellige teorier mod hinanden. Men Videnskabelig kan man næppe kalde denne fragmentariske fremstilling, der fatter sig i foruroligende (populistisk?) korthed. Som præsentation af de forskellige teorier og metoder finder jeg absolut ikke fremstillingen fyldestgørende. Jeg føler mig ikke tryg ved den udvælgendes loyalitet over for de kilder hun citerer og tilfredsstilles i meget ringe omfang af de forklaringer, hun knytter til forståelsen af de præsenterede teorier og metoder. Jeg kan som eksempel fremdrage behandlingen af Philip Tagg, der i et afsnit om Musik og Betydning får skudt i skoene, at hans arbejde udspringer af en ""tendens til at ville sætte musikken i et system, der kortlægger og objektiverer betydningen i det og det musikalske udtryk"". Det er klart vrøvl for den, der kender Tagg's arbejde. Men hvad med alle de uskyldige sjæle fra andre fagområder, der ikke kender det banebrydende arbejde, der her får kniven?

Læsningen efterlader det hovedindtryk hos mig, at der generelt er tale om en utroværdig og metodeløs omgang med videnskabelige problemstillinger. Men det er svært for mig at se, hvad det beror på. Altså: Er det fordi forfatteren er dårligt funderet, har hun blot sjusket med fremstillingen, været i tid- eller pladsnød, osv. Eller handler det hele om, at det kan være udmærket med alle disse teorier om dette og hint, når nu den subjektive oplevelse (dvs.

Lønstrups egen) er den eneste hun i virkeligheden har lyst til at tale om? Det er tænkeligt, at der i det forsknings- og undervisningsmiljø, Anså Lønstrup til dagligt færdes i, hersker en udpræget konsensus om mange ting, blandt andet om den subjektive oplevelses primat. Men når man udgiver en bog med adresse til det ganske land må man føle en vis forpligtigelse til at gøre grundigt rede for en metode og argumentationen for dens lødighed. Det er som læser temmelig utilfredsstillende at FØLE sig på bølgelængde med Anså Lønstrup. Jeg vil gerne på tryk og på god gammeldags rationel vis lade mig overbevise af hendes ideer. Hvorfor skal jeg altså høre om, hvad AL følte og oplevede første gang hun så filmen og om hendes psykiske nedtur og problemer med sin kvindelighed og sin mandlighed undervejs i arbejdet med filmen? Vil nogen gerne høre om mine problemer med at anmelde denne bog? Om min hovedpine, mit ubehag, de guldøller jeg drak, osv.? Bogen er vigtig som ansats inden for en genre, vi bør se meget mere til: Den skyklapfri skelen til andre fagområder. Den er læsværdig for sin beskrivelse af filmmusikken og dens virkning, men den er som ""tværæstetisk studie"" heterogen og som videnskabelig diskussion uklar. Forsidebilledet til bogen er hentet fra kernescenen i filmen og har hele tiden forfulgt mig som et særdeles præcist udtryk for det adressatforhold (forholdet mellem afsender og modtager), som jeg har oplevet under arbejdet med bogen.

Årgang 61/1986-1987, nr. 04