Bliv dus med os

Jeg kom til Danmark som politisk flygtning fra Polen i 1971, og otte dage efter tog jeg en rask beslutning og begyndte at søge arbejde i mit fag. Fra nogle bekendte havde jeg hørt om et stort symfoniorkester, der spillede i Tivoli, så jeg gik ind i haven. Sagen blev ret hurtigt afgjort:

- Hvilket instrument spiller du?
- Violin.
- Så kom igen i morgen og vis, hvad du kan.

Næste dag spillede jeg for dirigenten og nogle af de ledende orkestermusikere en sats af J.S.Bachs sonate for soloviolin samt to kapricer af Paganini. Straks efter fik jeg at vide, at der ville blive ringet efter mig, så snart orkestret havde brug for en assistent i violingruppen, og det skete ganske rigtigt nogle dage senere.

Mit manglende kendskab til det danske sprog var ingen hindring - jeg kunne jo spille alt det, der stod i noderne. Da jeg havde været assistent i et par måneder, blev der annonceret en konkurrence om en ledig stilling i violingruppen, og den var jeg så heldig at vinde. Sådan gik det til, at jeg blev medlem af Sjællands Symfoniorkester - det samme orkester, som om sommeren hedder Tivolis Symfoniorkester. Den eneste forskel på de to er, at fra oktober til maj spiller musikerne i kjolesæt og rejser rundt på Sjælland og Lolland/Falster, mens de om sommeren i Tivoli-sæsonen bærer smoking og udelukkende giver koncerter i Tivolis koncertsal. For mig, der er professionel musiker og uddannet i østlandene, blev det en meget blød overgang. Sagen er jo, at musikere i hele verden ligner hinanden, og, selv om de er meget forskellige af udseende og temperament, så er der altid én ting, der forener dem: Verdens dejligste sprog, musikken, der taler direkte til menneskers hjerter på tværs af racer, sprogbarrierer og landegrænser.

I årenes løb har jeg et par gange haft lejlighed til at spille som assistent i andre danske orkestre, og det har styrket mig i min faste overbevisning om, at jeg var heldig, da jeg blev ansat i landets bedste symfoniorkester. For mit vedkommende var Sjællands Symfoniorkester mere attraktivt end de andre store orkestre i København, såsom Radio-orkestret eller Det kgl. Kapel. Hvorfor? Fordi der ikke findes et orkester i hele Danmark, hvor musikerne er mere engagerede i deres arbejde, end netop i dette, som er landets yngste landsdelsorkester.

Jeg taler her ikke om musikernes pligtfølelse eller deres samvittighedsfuldhed med hensyn til at spille hver eneste node præcist og rent. Enhver søger at opnå dette. Nej, her drejer det sig om musikernes åndelige engagement, deres gejst, deres ægte kærlighed til musik, deres oprigtige hengivenhed, som viser sig under prøverne og mange-dobles til koncerterne. Når orkestret ledes af en rigtig god dirigent, er det ikke kun noderne, der er vigtige, men også komponistens følelser og ideer, mens vi orkestermusikere forvandles til lydige og taknemmelige redskaber i dirigentens hånd.

Samarbejdet med utallige skiftende dirigenter har gjort Sjællands Symfoniorkester til et smidigt, levende og dejligt stort instrument, som kan opfylde de mest krævende dirigenters forventninger, og vi musikere gør sammen med dirigenterne alt, hvad vi kan for at formidle komponisternes budskab til publikum.

Sjællands Symfoniorkester er samtidig et meget loyalt instrument med hensyn til at fremføre de mange nutidige værker, selv om måske ikke alle musikere er udelt begejstrede for det nye. Vi har en direkte, levende og varig kontakt med et stort antal musikelskere på hele Sjælland og Lolland/Falster, samt med dem, der lytter til radiotransmissioner fra vore koncerter. Vi er vant til at spille i sportshaller med ofte meget tvivlsomme akustiske forhold, men orkestermusikernes engagement mindskes aldrig af den grund.

Sjællands symfoniorkester har desuden påtaget sig en meget vigtig opgave - at opdrage unge mennesker i skolealderen til musikforståelse. Vi spiller hvert år adskillige skolekoncerter, hvor elever og lærere i fællesskab bliver sat ind i de enkelte instrumenters muligheder og hele orkestrets farver og nuancer. Vort fælles ønske er at opnå en direkte kontakt med de unge, der i disse støjende og forvirrende tider bliver bedøvet og musikalsk indskrænkede af den megen rytmiske musik af tvivlsom kvalitet. Meget ofte resulterer vore anstrengelser i, at de unge mennesker opdager, at der findes et dejligt alternativ til det, som de elllers har været vant til, mens de i deres uvidenhed troede, at klassisk musik var kedelig. Vi musikere fra Sjællands Symfoniorkester er helt på det rene med, at ægte interesse for klassisk musik kræver en opdragelse i nogle menneskelige værdier, som desværre har været forsømt i landets skoler og gymnasier til fordel for en motorisk og maskinel verdensopfattelse. Vi forsøger at overbringe den bedste del af kulturen til de nye generationer, og bliver glade hver gang, der er bud efter vort orkester. Et orkester er en af verdens vidunderligste menneskegrupper, idet de enkelte personer her med glæde - ofte begejstring - deltager i et fælles arbejde uden at miste deres identitet eller personlige frihed. Et orkester kan danne eksempel for hele samfundet med sit harmoniske og hengivne samspil mellem individet og fællesskab. Her forenes frivilligt alle kræfter for at opnå ét fælles mål til lige stor gavn og glæde for fællesskabet og den enkelte musiker. Og når målet nås gang på gang - koncert efter koncert - føler musikerne, at både de og samfundet bliver en smule bedre. Naturligvis taler jeg her om den ideelle tilstand, om ufuldkomne menneskers stræben efter det fuldkomne resultat. Vi når ofte toppen - men det sker selvfølgelig også, at vi fejler. Under alle omstændigheder gør vi dog altid vort bedste.

Et orkester er ikke blot en samling af musikere. Vi, som er så forskellige, samles om det fælles mål at glemme vor forskellighed og forene os i en fælles stræben efter at videregive noget til publikum, som alle mennesker i verden ønsker: fred, harmoni, forståelse, hjertevarme ... Og vi får mange virkelige venner iblandt vore tilhørere. I løbet af de sidste par år har vi fået mere end 800 orkestervenner, som i fællesskab støtter os og hjælper os til at købe instrumenter og give stipendier til de unge orkestermusikere, der ønsker at dygtiggøre sig.

Og vi har virkelig brug for mennesker, der forstår, hvilke vanskeligheder orkestret kommer i, når et amt eller en kommune tager en politisk beslutning om at spare på kulturen og derved sætter orkestrets eksistens på spil. Vi har brug for venner, der gør alt, hvad de kan, for at støtte orkestrets ønske om at blive ligestillet med de såkaldte ""eliteorkestre"", såsom Det kgl. Kapel og de to Radioorkestre. ""Eliteorkestrene"" adskiller sig fra Sjællands Symfoniorkester derved, at de har stabile ansættelsesforhold, gode pensionsordninger og betydeligt højere lønninger, mens vort orkesters fremtid hele tiden er uvis og afhængig af kommune- og amtspolitikernes interesser.

Kvalitativt ligger vort orkester på samme niveau som de nævnte orkestre, og et af de bedste beviser på dette er, at flere af vore musikere er blevet ansat i Radioens orkestre og Det kgl. Kapel efter retfærdige konkurrencer, som de har vundet. Det sker også, at musikere fra ""eliteorkestrene"" kommer og bliver hos os, selv om vort orkester ikke kan give dem den tryghed, de havde før. Til gengæld får de betydeligt større muligheder for at spille solo med orkestret og udfolde sig på det kunstneriske niveau. Det er heller ikke uden betydning, at Sjællands Symfoniorkester har en langt tættere kontakt til publikum på et større geografisk område end f.eks. Det kgl. Kapel, der i overvejende grad arbejder i samme bygning i orkestergraven. Vor arbejdsform er meget krævende, men samtidig uhyre fascinerende og afvekslende.

Vi musikere fra Sjællands Symfoniorkester, der hvert år tilbagelægger adskillige tusind kilometer for at spille for mennesker i mange forskellige byer, lever og arbejder med en stærk overbevisning om, at vi er til nytte og glæde for virkelig mange mennesker. Vi giver hvert år mindst 100 koncerter. Vi arbejder samvittighedsfuldt både morgen og aften og håber inderligt, at samfundet fortsat vil ønske at bruge vore evner og iver.

Vi er en del af den overordnede demokratiske sammenhæng, og vort orkester er i sig selv et eksempel på, hvordan nærdemokratiet kan fungere ""på gulvet"". Vi planlægger selv vort koncertrepertoire, vi ansætter selv vore dirigenter og bestemmer, hvilke musikere, der skal ansættes efter overstået prøvetid og efter en vundet konkurrence. Et orkester er jo i sig selv et symbol på fællesskab og et ideal til efterligning for det store samfund omkring os. Vidt forskellige individer med vidt forskellige verdensopfattelser og fra forskellige lande har fundet hinanden på tribunen for sammen med hinanden og publikum at leve sig ind i musikkens pragtfulde verden. Vi er og ønsker fortsat at være sammen med alle, der vil åbne deres hjerter for den musik, som vi med glæde spiller. Gennem vort spil og med vore egne ord siger vi til alle musikvenner:

Lad os være dus. Vi spiller jo levende musik f or levende mennesker. Hvor ville dog verden og livet være trist uden musik! Er vi ikke enige om det? Så lad os være venner og dus med hinanden.