Dømt til at være sig selv

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 02 - side 42-45

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

Det sovjetiske tidsskrift "Ogonjok" bragte 20. maj 1988 under ovenstående overskrift et stort interview med komponisten Alfred Schnittke. Det bringes her i redigeret udgave og dansk oversættelse ved Erik Stahl, idet der kun er medtaget stof, som skønnes af interesse for danske læsere.

»Det er kun udadtil at alt er stille og roligt i sovjetisk musik. Først og fremmest er der tale om en proportionsforvrængning, som kommer til udtryk i den overdrevne opmærksomhed man nu tildeler enhver form for problematik, der indirekte berører musikken. Først og fremmest gælder det rockmusikken. I lang tid har interessen for rock kunstigt været holdt nede, og så pludselig får den et gennembrud, som fremkalder en midlertidig fortrængning af interessen for andre af musikkens områder. Mindst har det berørt jazzen og mest den såkaldt moderne klassiske musik. Da de mest fremtrædende musikalske problemer er blevet trængt i baggrunden, er der opstået en fornemmelse af, at rocken bogstavelig talt har fejet alt bort fra sin vej. Det gælder i ikke urovækkende grad, at folk nu i mindre omfang går til koncerter. Dette indtryk af rockens lavineagtige udbredelse skyldes først og fremmest, at pressen nu frit kan behandle dette fænomen. Pressen klamrer sig til aktualitetens bølge og tager ikke hensyn til, at aktualitet kan være mange forskellige ting. Det dagsaktuelle gør sig altid meget energisk gældende, men skubbes hurtigt ligeså energisk ud igen. En anden form for aktualitet fastholder folks interesse for f.eks. klassisk musik i årevis.«

»Denne interesse for det øjeblikkeligt aktuelle har altid eksisteret For 100 år siden var det Wienervalsen, der var en slags den tids rock. Og i tyverne var det jazzen, der slog alt ud. I virkeligheden skete det slet ikke. Og jeg vil vove at påstå, at det heller ikke vil ske idag. Musikkens grænser vil stadig udvides, der vil opstå stadig nye former og genrer. Det gælder også den modeme klassiske musik, blot vil den ikke udvikle sig på samme sensationelle plan som rocken, men roligere, mere seriøst.«

»Rockbølgen har toppet i Vesten. Men derfor skal man ikke holde op med at tage den alvorligt. Man taler nu om en tredje retning inden for musikken, hvorved forstås en syntese af den klassiske musiks stilarter og den ikke-klassiske under-holdningsmusik. Idéen om en sådan tredje retning har altid været til stede. Således tænkte man i trediverne, at Gershwins "Porgy and Bess" betegnede en tredje retning i forhold til opera og varieté. Lignende eksempler finder vi meget tidligere hos Satie og Stravinsky, som allerede før 1. verdenskrig skabte paradoksfuld satirisk musik med udnyttelse af musikken fremmede elementer. Til alle tider har der været komponister, der var interessante - ikke blot i noderne, men også i den række af associationer, som opstod ud fra disse noder. Alt dette gav en vis føde for forstanden, vakte genklang, men blev aldrig til nogen ny "tredje" bølge. Idag overdriver vi helt klart, når vi udskiller forskellige strømninger, retninger og stilarter. Selv hvor det drejer sig om den mest hævdvundne og alment anerkendte skelnen mellem let og seriøs musik, er der en tilbøjelighed til at gøre noget meget specielt og midlertidigt til noget absolut Tiden vil opsummere alt det specielle, og det kommende, som vi idag ikke har kendskab til, vil danne et helhedsbillede af den verden, vi idag lever i. Tag f.eks. Bachs engelske og franske suiter, som måske har forekommet en og anden "lette" i sammenligning med hans messer. Men allerede 100 år efter havde denne modstilling mistet sin mening. Begge retninger indgår i Bachs musikalske univers.«

»I min 1. symfoni fra 1972 fremstillede jeg en åben vekselvirkning imellem de to niveauer i musiklivet. I fire år havde jeg arbejdet på den og prøvede at udtrykke alle mine tanker om musikken, om den symfoniske form, om den musikalske teknologi. Derved opstod der flere musikalske lag. Der er det pseu-doseriøse sprogs lag med brug af verdensmusikkens bedste forbilleder: Beethovens 5. symfoni, Tjaikovskijs b-moll klaverkoncert og Chopins sørgemarch. Men de blev indført i min symfoni i forvrænget form ved at de gentagne gange blev citeret. Man kan jo forvandle en absolut ren og sandfærdig tanke til en utrolig løgn uden egentlig at forvrænge den, men blot ved at gentage den mange gange og gøre den til en slags "den daglige tablet". Sådanne tabletter bliver snart det ene, snart det andet af den "populære" musiks værker, når de ustandselig toner i æteren.«

»I 1. symfoni er der endnu et lag; en uhyre mængde af alle mulige slags citater og pseudocitater fra de film, jeg har skrevet musik til. Det er marcher for harmoniorkester og valse til dans .... med mellemrum dukker der hele bunker af musikalsk skrald op.... Men der er også andre citater og specielt temaer fra gregorianske koraler. Der er også musik bygget på outrerede intonationer i mange forskellige stemmer. Der er jazz og sågar også "fascistiske" marcher. Ali dette er i bestandig vekselvirkning og kondperet som en leg. S ymforaen begynder med, at musikerne efter tur løber ind på scenen, mens de spiller noget på deres instrument.«

»Symfonien blev først opført i Gorkij af Rozjdestvenskij og senere i Tallinn. Der var artikler og diskussioner af vidt forskellig karakter. Så gik der 10 år, hvor værket ikke opførtes. Men for et par år siden blev musikken brugt til en bauet "A streetcar named desire" af koreografen John Neumeier i Hamborg.«

»Iøvrigt har en hel generation af sovjetiske komponister haft vanskeligheder med at få deres musik opført: Sofia Gubajdulina, Edison Denisov, Nikolaj Karetnikov, Valentin Silvestrov, Arvo Part o.a.. Ikke desto mindre har disse komponister haft betydning for hinanden. Ethvert menneske har i sig uanset sin personlige udvikling en sum af egenskaber og en skæbne fælles med andre. Først med tiden kan denne fornemmelse af fællesskabet, af den kollektive skæbne fortage sig. F.eks. kan man spørge: hvem er indbegrebet af 50-ernes musik? Sjostakovitsj først og fremmest og Prokofjev selv om han døde i 1953. Måske også Mjaskovskij, Sjaporin og Khatsjaturian. Men den gang levede og arbejdede mange andre komponister, og nogle af dem lever og arbejder den dag idag, blot er de ikke blevet så anerkendte. Men det er letforståeligt, at Sjostakovitsj ikke er opstået af et nul. Han har optaget i sig en usynlig sum af sine kollegers egenskaber, deres værker, deres søgen og stræben. Måske vil der komme nogen i fremtiden, der bedre og mere objektivt vil være i stand til at bedømme 50-emes komponister end min generation. For øjeblikket foregår der en omvurdering af 20-ernes musik. Der er opstået en stærk interesse for navne som A. Mosolov, N. Roslavets, V. Desjovov og G. Popov. Alle sammen interessante folk, der søgte og fandt nye udviklingsveje for musikken.«

»Fra 1953 begyndte interessen for ny musik at vokse frem hos os. Da lød for første gang Sjostakovitsj' 10. symfoni, og det skete efter det absolutte nulpunkt i sovjetmusikkens historie: Centralkomiteens erklæring med fordømmelse af moderne musik i 1948. Denne symfoni gjorde et umådeligt indtryk på alle, på det flertal, som gik til angreb på den, på det mindretal, som hilste og accepterede den og på dem, som hverken anede ud eller ind. Det var en tid, hvor folk ikke sagde præcis, hvad de tænkte, ikke fordi de var bange (sådanne fandtes også), men af manglende tiltro til sig selv og til egen dømmekraft - hvad om man nu ikke tænkte rigtigt? Hvad nu hvis man kun kunne gøre det forkerte? Alt hvad der er sket i de følgende år er en uigenkaldelig tilbagevenden til den normale situation, frihedens og den mennskelige værdigheds situation. Denne proces er foregået meget hurtigt Endnu i 1953 kunne man selv på Moskvas konservatorium ikke komme til at høre optagelser med musik af Stravinsky og Bartok, endsige Schönberg uden speciel tilladelse. Det kunne man i 1955. Alt det, der er blevet forbudt i 1948 kom efterhånden tilbage og det fortsatte helt frem til 1962. Så kom en periode, hvor selve kontakten med vor tids musik blev oprettet. Man begyndte at opføre musik med Andrej Volkonskij, som i sin tid var blevet smidt ud af konservatoriet, fordi han ikke ønskede at gøre indrømmelser og give undskyldninger. Fra 1962 begyndte vore komponister og først og fremmest Denisov at deltage i Warzawa-festivalerne fornymusik, derbragte heltnyeværker af Penderecki, Berio og Nono. Vore forestillinger ændredes, udviklingen uddybedes. I slutningen af 1963 kom Nono til Moskva og demonsterede sin musik i komponistforeningen. For første gang så vi en levende avantgardist, hvis fremtoning ikke rigtig stemte overens med den forestilling om et sært, stereotypt og mekanisk menneske, som vi havde fået banket ind i hovedet Tværtimod viste han sig at være et temperamentsfuld!^ impulsivt, fintfølende og tænkende menneske. Det var en art psykologisk omvæltning. Vi lærte også andre komponisters værker at kende: Stockhausen, Lutoslawski, Ligeti og Pousseur. Der opstod skriftlige kontakter med node- og pladeudveksling. Omkring 1966 var jeg fuldstændig klar over min situation i moderne musik og om den plads, jeg skulle indtage i den. Pludselig blev det klart, at det var nødvendigt ikke blot at studere de andre, men også at udvikle sig selv og for en tid distancere sig fra de modtagne indtryk og erhvervede kundskaber. Jeg måtte finde mig selv for at undgå, at jeg bare endte med at blive konstant registrator af årets moder.«

»Forholdet mellem kollegerne var ikke karakteriseret ved noget fællesskab, så man kunne ikke tale om nogen avantgardistisk gruppe. Snarere var der tale om en forskelligartethed, som var karakteristisk for hver enkelt Selv havde jeg i slutningen af tresserne helt individuelle problemer (Schnittke var på det tidspunkt ble vet udelukket af Sovjetkomponistforeningen. E.S.) og jeg begyndte at arbejde i filmbranchen, som krævede, at jeg skulle løse helt konkrete opgaver og hyppigt opgaver på et ikke særligt højt niveau. Det blev nødvendigt at forene dem med de krav, jeg stillede mig selv uden for filmen. Jeg søgte et fast ståsted, hvorfra jeg uden at forråde mig selv kunne skrive levende og livsduelig musik, som hævede sig et stykke over den pæne muzak. Jeg forstod, at der ikke gaves noget universelt redningsmiddel, og at et sådant aldrig vill dukke op. Enhver er dømt til at være sig selv, men alligevel gav jeg mig til at søge.«

»Jeg skrev på den tid både musik og artikler, analyserede musik af Sjostakovitsj, Prokofiev og Stravinsky, studerede deres partiturer. Jeg opdagede, at trods alle forskelle var der hos disse komponister mange lighedspunkter. Det lå uden for de sædvanlige nonner og den musikalske tekniks skolelærdomme og tilsvarende forestillinger om stilarternes gensidige påvirkning, altså at der inden for den enkelte stil kunne være adskillige udsving. Ved at sammenstille forskellige værker af Stravinsky som "Sacre du printemps", "Historien om en soldat", "Ragtime", "Feens kys" og "Requiem canticles" så jeg, at hver gang var det den samme Stravinsky, bare i en ny iklædning. I min tid hørte man ofte den bebrejdelse rettet imod ham, at han hele tiden svingede efter så den ene og så den anden mode og tabte sit individuelle ansigt. Ganske vist svingede han, men han forblev den samme Stravinsky, og det var netop hans individuelle særpræg. Men af en eller anden grund var der ingen, der kom på den tanke. Det var på en vis måde et tidens tegn og ikke en jagt efter at være med på moden, men et vidnesbyrd om og en afspejling i musikken af den situation, at de personlige kontakter er i stadig vækst, at der skeret lynhurtigt skift fra en kommunika-tionssfære til en anden, fra et objekt til et andet«

»Mennesket af idag åbner sin radio og spadserer på bølgerne igennem en umådelig lydverden. Det står helt klart for mig, at det ikke nytter at kæmpe imod det, men at det er nødvendigt at forholde sig til det som noget reelt og at fortsætte med at søge sig selv i denne realitet og at bevare sin individualitet i denne uhyre polystilistiske verden.«

»I 1968 skabte Karlheinz Stockhausen sit værk "Aus den sieben Tagen", som var skrevet ikke med noder, men med ord -en slags meditativt musikalsk studie. Det var et kolossalt opløftende moment, en kulmination i den musikalske udvikling, hvor musikken skiftede til et nyt niveau, mere kontrolleret af ord og begreber end ef egentlig musikalsk teknik. Og det så ud som om, at der nu forestod et nyt ryk fremad, som ville føre til det næste niveau - tankens, intuitionens og guderne må vide hvad. Men det skete ikke. Derfor betegner 1968 et omsving.«

»For os var det et omsving i retning af stilstand. Kunstnerne i andre lande havde deres subjektive fornemmelser. Ingen var egentlig rigtig klar over, hvad der foregik men jeg forstår nu, at alle levende mennesker på jorden følte et eller andet. Kunne man blot hæve sig til den højeste sfære af realitet, hvor alt, hvad der foregår med os, mødes og forklares. Men vi eksisterer jo blot i den laveste sfære og i vores skæbner afspejles blot en eller anden fælles bevægelse. Men hvor der er tale om et sammenfald imellem de forskellige afspejlingers ejendommeligheder, er det muligt at tale om en fælles årsag.«

»For mig indtraf kulminationspunktet senere: I 1972 da jeg fuldendte min 1. symfoni. Aldrig før og aldrig senere har jeg stræbt efter at være så ubundet og udogmatisk. løvrigt spillede også filmen, som jeg på det tidspunkt arbejdede intensivt med, en rolle. Jeg har dog altid sat filmarbejdet i anden række. Og sikkert fordi min hovedmotivation for at beskæftige mig med filmarbejdet har været den groft materielle - jeg var nødt til at tjene penge for at eksistere. I perioden fra 1962 til 1978 dvs. 15 år lykkedes det mig kun at sælge ét værk. Meget af det jeg skrev blev opført ved koncerter, men blev ikke erhvervet hverken afkulturministeriet eller radioen. Undervisningen på konservatoriet hjalp mig kun lidt, jeg måtte have noget ved siden af. Men det var en helt anden sag, hvis jeg tog arbejde for filmen som en reel nødvendighed, så ville jeg stræbe efter, at denne nødvendighed blev interessant for mig, og at det skulle blive morsomt og interessant at arbejde sammen med mennesker. Og jeg havde heldet med mig lige fra den første film. Kun i et tilfælde gik det galt, da det viste sig, at jeg var ude af stand til at fornemme rockstilen. Alligevel er jeg en tilhænger af rocken, synes om den, men med fornuften i behold.«

»Efter at rocken er blevet tilladt, har den mistet engagement og styrke. Noget lignende er sket på det seriøse plan med forfattere og kunstnere. Alt det, som i årevis har fremkaldt et indtryk af noget slærkt og engageret i forbudets martyrglans, er pludselig blevet til en åben ret til at skabe, og så ved man ikke hvad man skal stille op med den. Stadig modtager vi det stærkeste indtryk fra Bulgakov, Pasternak, Mandelsíam, Ach-matová og Tsvetajeva. Naturligvis er det idag interessant at læse Ajímatov, Voznesenskij, Bítov og Granin, og deres værker giver løfter om et nyt højdepunkt i vores litteratur. Men man går stadig og venter på, at der skal komme noget fuldstændig nyt og sensationelt. Men endnu er det ikke sket Det viser sig at være vigtigt at have noget at sige, men ikke hvordan.«

»Som mange af mine kolleger har jeg i alle disse år gjort, hvad jeg anså for og følte var nødvendigt uden at tage hensyn til forholdene. Snart er de absolut imod én, snart har de en neutral farve, og nu er det som orn de er helt "for" én. Hvad der dog ikke udelukker den sandsynlighed, at den voksende interesse, som jeg idag er genstand for, i morgen kan vende sig, forandre sig. Skal jeg så også vende og dreje mig efter den skiftende interesse ? Jeg arbejder o verho vedet ikke som følge af denne interesse. Jeg arbejder af en indre nødvendighed, næsten imod mit eget ønske. Gud være lovet, at denne min nødvendighed nu falder sammen med den almindelige be vægelse. Jeg ved ikke, hvad der kommer i morgen. Jeg ved kun, at jeg som altid vil sætte mig til mit arbejde sædvanligvis to gange om dagen sådan cirka fra 11-13 og 17-19. Allerede i nogle år har jeg ikke arbejdet for filmen, for jeg har svært ved at få tid nok til min egen musik. Og især i dag, hvor jeg har en anden tidsfornemmelse end tidligere i livet For tre år siden havde jeg et svært apoplektisk anfald, og fra den tid af forekommer tiden mig meget udfyldt og lang. Jeg har en fornemmelse af, at der i disse år er foregået så meget, som tidligere ikke skete i løbet af ti år.«

»Jo, det er som om jeg har afsluttet en vinding på spiralen og nu tager fat på en ny uden det jag, som lumskeligt opfyldte mit liv. Nu er det alt sammen forsvundet af sig selv. Jeg går næsten aldrig ud. Jeg arbejder.«

Årgang 63/1988-1989, nr. 02