En liten sång som alla andra

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 02 - side 73-75

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

Disputats om den musik, som alle elsker at hade


Af Finn Gravesen

Det vakte nogen opsigt i den svenske offentlighed, da planerne om at skrive doktorafhandling om det svenske Melodi Grand Prix blev kendt. Kvällsposten skrev således:

» Att man kan doktorera på de mest egendomliga arnnen har gått upp for de fiesta. Men att bli doktor på svenska eurovisions-schlager tår val i alia fall priset Man maste väl vara göteborgere for att komma på en sådan sak.«

Den undren - for ikke at sige afstandtagen over for akademisk flueknepperi, som ligger bag reaktionen, deles af mange af popmusikkens brugere, og fra det musikakademiske kleresi mødes et sådant forehavende også med betydelig skepsis. Der er mange forskellige forklaringer på denne udbredte reaktion - lige fra almindelig akademiker-afsky over forbløffelse over, hvad nu det skal gøre godt for og "fingrene-væk-fra-vores-musik"-hold-ning til afvisningen af popmusik som emne for det højeste akademiske skoleridt, disputatsen.

Allerede den glød, hvormed spørgsmålet optager sindene i alle lejre af kulturlivet peger på relevansen og betimeligheden af at tage emnet alvorligt. Det må jo være vigtigt, og Alf Björnberg (fra Göteborg) har taget udfordringen op og med sin bog fremlagt et imponerende materiale. Så nu kan de diskussioner om ikke forstumme så fortsætte på et mere kvalificeret grundlag.

Også i danske musikvidenskabelige kredse bør bogen give anledning til diskussion og stillingtagen. Populærmusikstudier er jo efterhånden ikke mere noget kontroversielt. Der er sket meget, siden Poul Nielsen i 60'eme i DMTpræsenterede "poppen set igennem Adornos briller" og hermed inviterede til en ideologikritisk - og meget distant filosofisk beskæftigelse med fænomenet 60'erne bød også på en noget nærsynet men velment Beatles-accept fra elfenbenstårnet,- deres musik blev ophøjet til kunst, og så var den klaret Igennem 70'erne bredte der sig en interesse for at tage underholdningsmusikken på ordet og for dens pålydende. Den blev lagt under samme lup som komposi-tionsmusikken, vejet og målt Ofte med temmelig forudsigelige konklusioner om primitiv kompositionsteknik, lyrik og æstetik. Poppens reaktionære ideologi kom på dagsordenen, og den po-litisk-idologiske kritik af underholdningsindustrien og dens ledtog med massemedierne tog også fart og drejede sig mere om bagmænd, svindel og ideologisk plat. Efterhånden fik man også øje på publikum, og - under påvirkning fra etnologi, sociologi og antropologi - bredte der sig en kvalitativ synsvinkel, som tog udgangspunkt i musikkens sociale funktion. Popmusikbrugerne var nu ikke længere den anonyme masse, som var offer for manipulation og konspiration. Det var en delkultur med andre vaner. Ord som "hverdagsmusik", "underholdningsmusikkens ritualer" og "livskvalitet" indgik i synsvinklen og forskød interessen i retning af brug og reception. Et prætentiøst og krævende forehavende, som fordrede helt nye og for den gængse musikvidenskab relativt fremmede metoder som deltagerobservation og feltarbejde i forsøg på - også - at gribe poppens kvalitet og sociale virkelighed - så at sige indefra. En lus mellem poppens levede virkelighed og det akademiske udgangspunkt Etnologens og antropologen kender dilemmaet - loyalitetskonflikten mellem de værdier, som man bringer med sig og de værdier, som man opdager i den fremmede (del-)kultur. Og i begge lejre er man skeptisk. Jeg plæderede for synsvinklen i en aviskronik i 1978 i anledning af, at Danmark nu igen efter en pause skulle være med i European Song Contest Flere reaktioner herpå viste, at man her var ude på farligt område. Sådan en akademiker, som bilder sig ind, at han kan komme til at forstå folkeligheden, og så ovenikøbet taler om "solidarisk analyse" af den jævne mands musik og musikvaner! Skomager bii v ved din læs t! -180'erneer populærmusikstudier i vide kredse blevet lige så legitimt område for musikvidenskabelig forskning som madrigaler, balkandans, Händel-traditionen og jazz. Og der er kommet mange lødige og indsigtsfulde resultater ud af det. Og i nyeste generation af populærmusikforskere er der ingen tvivl om, at arbejdet skal deles mellem den gængse "nærlæsning" og de mere sociologisk orienterede metoder. Man er klar over, at ingen musikalske fænomener kan forklares ud fra en autonom musikæstetik adskilt fra den kulturelle og sociologiske sammenhæng - en erkendelse, som har sværere ved at vinde indpas inden for den traditionelle musikvidenskab i Danmark.

I Sverige har det frugtbare miljø omkring Jan Ling på Göteborgs Universitet været centrum i populærmusikforskningen. Her er Alf Björnbergs arbejde også foregået, og hans disputats blev. forsvaret i foråret 1987 ved Göteborgs Universitet

Bogen har sin tyngde i et imponerende empirisk materiale. På kryds og tværs har forfatteren kulegravet sit stof: den svenske melodifestival 1959-1983. Han har disponeret stoffet meget klart og overskueligt i en første del, hvis tre afsnit gennemgår henholdsvis selve konkurrencen, musikken og teksterne, og en anden del, som omfatter to "forklaringsmodeller". Hertil et stort bilagsaf snit indeholdende alskens kronologiske og systematiske fortegnelser over samtlige melodier, kunstnere, komponister, arrangører m.v., diverse teknisk "redovisning" og en meget indholdsrig bibliografi.

Björnberg har ønsket ikke alene at »undersöka hur musik och texter varit utformade i de later, som framförts i Melodifestivalen under den studerade tidsperioden...« men også »att söka orsakerna till att musiken och textema utformats på detta satt och till de förändringar, som sker under perioden.« (s.8). De to forklaringsmodeller, som jeg skal vende tilbage til, er forskellige og er beregnet på at komplettere hinanden. Den ene »satter låternas utformning i relation till de specielle omständigheter och föratsättninger som styr urvalet och utformeingen af melo-difestivallåterna.« Den anden »innebär att musikens och tex-ternas förändringar toikas som indikatorer eller "symptom" på andra förändringar i det svenska samhället« (s.S.). Altså et snævrere perspektiv på genrens interne dynamik og et bredere samfundsmæssigt perspektiv.-De receptionsmæssige spørgsmål viger Bjömberg eksplicit tilbage for allerede i indledningen, h vor han fremhæver de særlige problemer herved og indrømmer, at der hvor bogen vover sig ind på dette område, hviler den på »de indicier som ges av det ovan beskrivna källmaterialet.« (s.9).

I første dels kapitel om selve "tavlingen" fremhæver Björnberg som generel tendens i populærmusikkens historie, at der sker en successiv »betoningsforskjutning från verk/kompositör till interpretation/artist.« (s.21), - en udvikling, som han kobler sammen med at nodetrykket som det vigtigste massemedium for musik gradvist afløses af medier, som gengiver den enkelte fremførelse (radio, div.fonogrammer, TV).

Der males med meget bred historisk pensel her - så bred, at udsagnet bliver af tvivlsom værdi. Hvor langt tilbage skal/kan vi føre "populærmusikkens historie"? Har det ikke netop altid været en side af "populærmusikken", at den var knyttet nok så tæt til kunstner som til autor? - Og man tænker på, om nodetryk-forklaringen mon griber dybt ned i historien - til divertimentoet i den tidlige klassik og salonmusikken i 1800-tallet. Det er ikke almindeligt at bruge termen "populærmusik" om dette, og om 1800-tallets underholdningsmusik (fra "Nonnens Bøn" til virtuoseriet) gælder ovenstående udsagn slet ikke. Om det siger noget om 1900-tallets underholdningsmusik og populærmusik er tvivlsomt, men Björnberg har utvivlsomt ret i, at tendensen er tydelig, når det gælder Melodi-Grand-Prix, som jo ibegyndelsen netop var en song-contest, men som i stigende grad er blevet show med kendte artister, - hvilket ligger i sagen, da det jo netop er Eurovisionen, som arrangerer hele baduljen.

Men nu er dette en musikvidenskabelig disputats, som derfor må koncentrere sig om "sagens kerne": sangene. Og her har vi en opvisning i empirisk arbejde og bearbejdelse. På ca. 100 sider gennemgås, analyseres og tolkes periodens musikfestivalmusik. Efter en lærd og meget udtømmende diskurs om "analyse af populærmusik" følger parameter efter parameter: form, mel-odik, vokal gestaltning, rytmik, harmonik, instrumentation, arrangement, elektronisk bearbejdening og mbcning. Forbilledligt analyseret og fremlagt i klare og overskuelige koordinatsystemer med fyldige kommentarer til hver enkelt tendens. Et imponerende repertoirekendskab inden for rock, jazz og underholdningsmusik sætter forfatteren i stand til at påpege festivalmusikkens affinitet til disse genrer. En oplagt metode til at give stoffet musikalsk liv og virkelighed og et fint middel til at understøttte den tendens, som kapitlets konklusion pointerer: udviklingen fra (jazzinflueret) slager til rockslager. Et generationsskift kan man næsten kalde det Alle parametre understøtter denne tendens, som kulminerer omkring 1980: formmæssigt går udviklingen fra mange formtyper til en enkelt formdisposition, metodikken blever mere rockpræget, den vokale gestaltning lægger sig op ad hvid rock, rytmikken går imod lige 4/4-rockrytme og bort fra trioliseret jazzfeeling, harmonikken går fra mere kompliceret jazzinflueret tendens og imod et enklere populærmusikalsk idiom af mere heterogen oprindelse ("guitarsyndromet"?), instrumentationen går fra strygere og blæsere til hovedvægten på (rock-)rytmegruppen. (At den internationale finale stadig slæber rundt med 70-mands underholdningsorkestret er en pointe, som ikke anfægter den beskrevne tendens). Bjömberg taler ligefrem om, at der i perioden sker udvikling af en speciel mosikalsk genre: en musikfestivalmusikstü med internationale (europæiske) fællestræk - en standardisering, som synes at være en indlysende konsekvens af denne form for kulturelt samkvem.

Det er denne standardisering - eller "utslätning"- Björnberg beskæftiger sig med i første forklaringsmodel. Han diskuterer overhovedet begrebet utslätning, dvs. nivellering, og viser, at samtidig med at melodifestivalen igennem årene bliver en institution, svinder såvel indslagenes forskelligartethed som kritikkens heftighed. Fra to sider har der især været rettet kritik imod melodifestivalen, anfører Bjömberg: dereren såkaldt "masskultu-rell kritik", som især repræsenteres af kritikere med udgangspunkt i den europæiske kunstmusiktradition og dens æstetik. Kompleksitet og høj informationstæthed er vigtige kriterier her. Overfordenneposition placerer Bjömberg den såkaldt"subkultu-relle kritik", hvis krav er "folk authenticity" og som bebrejder festivalmusikken dens letfærdige og tyvagtige udnyttelse af ægte folkelige elementer. Terminologisk er sondringen imellem de to positioner måske nok mindre heldig - de er vel begge udtryk for massekulturkritik - men Bjömberg viser klart hvordan kritikken fra de to lejre forsvinder og der efterhånden næsten alene er "folk evalution" tilbage. Den udvikling kan man vist godt genkende fra Danmark. Forfatteren kredser også her lidt omkring et penibelt emne i hele arbejdet: konkurrenceledelsens andel i hele den beskrevne udvikling. Når vi ikke kender alle de indsendte bidrag, er det naturligvis umuligt at kende udvælgelseskom-itéens kriterier for valg af melodier til deltagelse, og det er klart, at det giver en betydelig sent plet i hele projektet. Björnberg siger lidt resigneret herom:

»Det förefaller dock inte orimeligt att anta at det i många fall skulle ha vant möjligt att göra ett urval av tavlingslåtar som avsevärt skilt sig från det som faktiskt gjorts.« (s.200)

Tilbage står, at Eurovisionen og musikindustrien har haft held til sammen at skabe en ny populær og profitabel institution for markedsføring af popmusik og samtidig tildels har lukket munden på kritik fra både højre og venstre. Effektiv kulturpolitisk markedsføring, må man sige!!

Et interessant bud på festivalens mere kvalitative sider skitseres i et kort afsnit om fænomenet opfattet som ritual, dvs. en begivenhed med fast struktur, faste roller og symboler, som med sin cykliske tilbagevenden er med til at bringe forventning, tryghed og stabilitet ind i tilværelsen for deltagerne i ritualet. For med til ritualets væsen hører jo også, at alle er deltagere - fra de optrædende til familierne i de små hjem, som er klar med stem mesedlerne. Denne forklaringsmodel havde det været interessant at få uddybet - med alle dens socialpsykologiske perspektiver og alle de konsekvenser det får for muligheden for at tillægge symbolerne (musik, tekst, adfærd etc.) umiddelbar og indirekte betydning. Men det bliver ved nogle idéer til en synsvinkel. Efter min opfattelse ligger her et meget spændende undersøgelsesfelt, som Björnberg har alle forudsætninger for at gå videre med - og hermed inviteres til at kaste sig over.

Sidste forklaringsmodel drejer sig om "musik som ideologiindikator". Også her er forfatteren ude i det mere kvalitative; her gælder det dog ikke tolkning af begivenheden, men af musikken. Altså skitse til en semiotisk synsvinkel. Også dette kapitel indledes med et kompilatorisk afsnit, som efterfølges af mere skitsemæssige bud på mulighederne i denne forklaringsmodel. Forfatteren er selv på det rene med, at disse sidste kapitler har en anden og mere uforpligtende status end de empirisk funderede med deres soliditet i såvel materialeindsamling som analyse. Han tager mange interessante og perspektivrige tilløb, og de sidste kapitler er en guldgrube af kulturpolitiske perspektiver. Undertiden nærmest elegant formuleret - som henimod slutningen hvor han filosoferer over musikkens rolle mere generelt, og også - implicit - får givet en kommentar til sit eget arbejde.

» Att inommusikalisk kvalitetsdebat! och kvalitetskritik spelar en relativt liten roli i MF-sammenhhang visar också på ett viktigt drag i det nutida industrisamhällets musiksyn: generel sett kan musiken säges ha rollen af et "emotionellt-spontant reservat", dar en emotionalitet som inte är accepterad i vardagliga situationer präglade av institutionaliserade mänskliga relationer kan ges alt symboliskt icke-verbalt ettryck. Utifrån ett sådant synsätt, innebärende att musikens vigtigasie eppgift är at fungera som substrat for privata, individuella känslor är den motsägelsefulla pluralism som framträder pressens behandling af MF och den relativa firånvaron av diskussion av musikens hantvericsmassiga ("musik som arbete") eller sociála ("musik som ideologi") aspekter forklarlig.« (s.224-225)

Det skal blive spændende at følge Björnbergs videre arbejde med disse sidste "forklaringsmodeller". Og heldigvis kan vi glæde os over, at det kan komme til at blive umiddelbart inspirerende for dansk populærmusikforskning, idet forfatteren i 1987 blev ansat på Aalborg Universitetscenter som lektor i musikvidenskab.

Årgang 63/1988-1989, nr. 02