Kontrapunkt kommer kraftigt

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 02 - side 54-54

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Man skal høre meget

10-15 cd-indspilninger om året med danske kunstnere på det internationale plademarked er målet for jazz-selskabet Steeplechase's klassiske label

Pladeselskabet Kontrapunkt og dets direktør Nils Winther benyttede Wagner festspillene i Bayreuth til at præsentere den komplette indspilning af Kuhlaus opera "Lulu" på det internationale plademarked. Den umiddelbare anledning var, at dirigenten Michael Schønwandt som "Mestersanger" dirigent i Bayreuth havde 'sin' autograf-dag i Bayreuths store pladeforretning. Tyskerne er glade for autografer, og de betragter ikke helt uden grund Kuhlau som en af deres egne. Alle kender hans sonatiner og kammermusikken, men for de fleste tyskere er det en nyhed, at han også har skrevet opera - tilmed over det samme tema, som Mozart valgte til "Tryllefløjten". Og interessen for den danske indspilning er stor. Ifølge Nils Winther har der allerede være pæne forudbestillinger fra Tyskland og USA, den internationale interesse er stor, og første oplag på 1000 eksemplarer er der stort set disponeret over.

»Vi distribuerer Kontrapunkt-pladerne på samme måde som vort store plademærke, Steeplechase. Dvs. til forretninger i USA, Japan, Tyskland, Frankrig, Italien og England. Erfaringerne med danske jazz-plader har vist, at der er et publikum - selv til specielle ting som ny musik, hvad enten det er jazz eller klassisk. Det drejer sig bare om at finde dette publikum. Det er vi godt i gang med, viser vore udgivelser af Ib Nørholms orkestermusik og ARS NOVA korets renaissance-sange. Jeg regner med i løbet af nogle år at kunne placere Kontrapunktmærkatet internationalt på samme måde som Steeple Chase med en 10-15 nyindspilninger om året, hvor danske kunstnere udgør kernen.«

Nils Winthers jazz-plader med bl.a. Niels-Henning Ørsted Pedersen og Palle Mikkelborg finder man i store pladeforretninger i alverdens byer. Hvad får en gammel jazz-fan til at kaste sig over den klassiske musik?

»For det første troen på, at danske musikere også inden for den klassiske sektor har noget at give, noget at konkurrere med internationalt Og så trangen til at prøve noget nyt. Jeg har lavet jazz-plader i mange år. Det er helt anderledes og meget sjovt at lave klassiske plader, og erfaringerne med dem har også gjort det sjovere for mig at producere jazz. Jeg har fået en lidt anden dimension, når jeg lytter.«

»Og så er det dejligt at arbejde sammen med de klassiske musikere også. Det bedste ved at lave "Lulu" har været begejstringen fra de medvirkendes side - alle fra Danmarks Radio og Michael Schønwandt og hele raden rundt har været enormt hjælpsomme og glade for projektet. Det giver tillid til det, man producerer, og som privat pladeproducent er tilliden vigtig for mig. Man skal tro så meget på et projekt, at man også tør satse økonomisk på det«