Lærebog i Jazzimprovisation

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 02 - side 75-76

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

Lærebog i Jazzimprovisation af Jens Westergård Madsen. Engstrøm & Sødring 1987, i samarbejde med PubliMus.


Af Per Enggaard Pedersen

»Jeg vil hellere tage chancer og virkelig spille, end jeg vil prøve at regne et eller andet ud som folk sandsynligvis vil kunne lide, spille det - og så regne med jeg giver dem hvad de virkelig kan lide« - Omette Coleman ("Down Beat", april 1965)

Med dette citat fra en af vor tids mestbanebrydende jazzkom-ponister og improvisatorer kan man spørge sig selv om det overhovedet giver mening at forsøge at systematisere, institutionalisere og undervise i Jazzimprovisation.

Med oprettelsen af konservatoriet for rytmisk improvisatorisk musik i 1986, blev jazzen for alvor institutionaliseret herhjemme i stil med de amerikanske forbilleder, hvor undervisning på lignende måde har været praktiseret på eksempelvis universiteter siden midten af 1940'erne. Denne nye mulighed for at modtage kompetent undervisning i at spille jazzmusik har resulteret i, at der inden for de seneste år er dukket en del undervisningsmateriale op om enmet på dansk. Disse udgivelser hænger da også tæt sammen med de lærekræfter og institutioner, der kan tilbyde undervisningen. Her tænker jeg på Niels Harbo ' s "Improvisation" udgivet på Den Rytmiske Aftenskoles Forlag i 1982 og videreførelsen "Jamsession" fra 1987, og "Rytmisk improvisatorisk musik" fra 1985, skrevet af et forfatterkollegium, alle med tilknytning til det rytmiske konservatorium i København.

Sidste år udkom "Lærebog i jazzimprovisation" skrevet af Jens Westergård Madsen på forlaget Engstrøm & Sødring i samarbejde med Publi Mus. JWM har ikke som de ovenfor nævnte forfattere en baggrund som professionel jazzmusiker, med derimod en solid teoretisk udddannelse fra konservatoriet og en lang undervisningserfaring som teorilærer (bl.a. i jazzimprovisation ) ved Musikvidenskabeligt Institut i København. Disse forudsætninger kommer JWM til gode på afgørende punkter i bogen, hvis man skal forsøge at drage en parallel til det øvrige materiale på markedet. Bogens force ligger nemlig først og fremmest i de afsnit, hvor der stilles krav til forfatterens teoretiske indsigt og pædagogiske erfaring. Den overordnede struktur i bogen, begyndende med et stort teoriafsnit efterfulgt af de egentlige øvelser i solistisk-melodisk improvisation, er som sådan ikke ny og revolutionerende. Det bemærkelsesværdige ved JWM*s bog ligger i sammenføjningen af det teoretiske og praktiske stof. Her tænkes på den logiske progression i det stærkt koncentrerede øvelsesmateriale. I teoriafsnittet optræder øvelser med voicingmodeller (akkordlægningsøvelser). Disse øvelser videreudvikles i kapitlerne om solistisk-melodisk improvisation til skalaspil og derfra videre til de egentlige melodiske impro-visationsøvelser. Hele forløbet bliver kommenteret på en måde, så det bevidst skærper den improviserendes klanglige bevidsthed. Et eksempel: »Hvis man ikke vil have none med på m7b5-akkorden, kan man gøre flere ting. F.eks. kan man undlade enhver form for udvidelse af akkorderne. På grund af den sænkede kvint klinger akkorden fyldigt og kan derfor godt stå side om side med de udvidede akkorder. 15-tonige voicings bliver man derfor nødt til at fordoble en af tonerne. I eks. 38 har a-voicing fordobling af septimen og b-voicings af tertsen. En anden mulighed er at springe nonen over og i stedet tage de næstfølgende udvidelses-toner: 11 og bl3. Disse ligger inden for tonearten, hvilket måske kan være årsagen til at de klinger lidt blidere.«

[nodeeksempel]

På den anden side er citatet også et udtryk for en stor tillid til læserens fortrolighed med komplicerede formuleringer. Dette sammenholdt med en hurtig progression i øvelsesmaterialet, kan undertiden tage pusten fra begynderen.

En årbogens stærke sider er den entydige terminologi i det teoretiske afsnit, hvilket gør, at den med stort udbytte kan benyttes af jazzinteresserede, som blot ønsker at studere de forskellige aspekter af Jazzimprovisation (skalabetegnelser, katalog over melodiske teknikker).

JWM gør i forordet rede for hovedidéerne bag hans pædagogik og hvorledes bogen bør studeres. Han understreget her bl.a., at jazzen primært er auditiv i sin natur. Denne kvalitet vejer så tungt for JWM, at han helt undlader at forsøge at redegøre for den rytmisk/fraseringsmæssige side af musikken. Et vigtigt element ved notationen af jazzmusik er fraseringstegn (stacc./ legato). Her ville en oversigt over de mest gængse tegn og deres betydning ikke have været i vejen, især når der enkelte steder i de mange velvalgte transskriptioner ukommenteret benyttes sådanne. Det skal dog nævnes, at den valgte satsning på en beskrivelse af alle øvrige aspekter af improvisation end de rytmiske, hænger nøje sammen med det overordnede sigte med bogen: behandlingen af de "generelle musikalsk-tekniske problemer" mere end de stilistiske detailler, der jo oftest er af rytmisk karakter.

Jeg savner enkelte steder litteraturhenvisninger (den amerikanske jazzpædagog J. Aebersold nævnes kort, men ingen titler på hans bøger). Også en omfattende diskografi ville være herlig, når nu forfatteren så ofte argumenterer for, at læseren frem for alt skal lytte til musikken for bl.a. på den måde at lære sig rytmisk frasering. Sluttelig ville bogen være komplet med et index, så opslag om et emne på tværs af kapitlerne kunne foretages lidt nemmere.

Til bogen er valgt (?) et temmelig spartansk layout, ikke at man savner billeder af svedige jazzmusikere for at gøre stoffet spændende og levende, men et lidt mere tidssvarende tryk med store og små typer, fedskrift og lignende, kunne hjælpe til at gøre stoffet mere overskueligt og de udmærkede nodeeksempler og transskriptioner lidt nemmere at læse.

Med JWM's improvisationsskole i hånden ville jeg svare ja på det spørgsmål, jeg stillede i begyndelsen af anmeldelsen. Med bogen griber JWM primært fat om den værktøjsmæssige side af improvisationen (skala-akkordrelationer) og gør hele tiden læseren opmærksom på, at lyttepositionen er overmåde vigtig for at lære at blive en god improvisator. Ingen tvivl om at Coleman måtte kende traditionen for at kunne benytte sin solistiske frihed, som han gjorde tilbage i 1965.

Med herværende publikation i øvelokalet, suppleret med f.eks. Aebersold's music-minus-one plader, kunne jeg - trods forbeholdene - ikke forestille mig et bedre øvelsesmateriale for jazzmusikere, såvel begyndere med et vist nodekendskab som mere garvede jazzfolk, der måske kunne trænge til at få lidt fornyet inspiration.]

Årgang 63/1988-1989, nr. 02