Monodrama

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 02 - side 58-58

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Spor Festival
  • Annonce

    Man skal høre meget

2. Del af Ruders* trilogi uropføres 5. december


Af Anders Beyer Christensen

Poul Ruders' koncert for slagtøj og orkester, "Monodrama", danner midterdel i en trilogi. Første del udgøres af stykket "Dramaphonia", som er skrevet for klaver og kammerensemble. Dette værk er tilegnet det engelske emsemble LONT ANO og Poul Rosenbaum, som uropførte det i juni måned i London. Tredie del, "Polydrama", skal blive til en koncert for cello og orkester. Uropførelsen skal finde sted i maj 1990 med Morten Zeuthen og Radiosymfoniorkestret.

Der er tale om tre selvstændige værker, men med et stofligt substansfællesskab, som forbinder et musikforløb, der samlet varer 80 minutter. Som en stor roman i flere bind. Trilogien markerer en slags statusopgørelse for komponisten:

»Jeg er snart 40 år og har lyst til at vise i udstillingsvinduet, hvad jeg kan nu og hvad jeg har lyst til at belemre andre med.«

At ordet drama indgår i alle tre værktitler, giver et fingerpeg om, at vi har at gøre med den komponist, der har betegnet sig selv som "filmkomponist uden film" og som betragter sine værker som "handlingstilbud" til den enkelte lytter. Som så selv må sætte dramaet igang - "være sin egen sceneinstruktør", som komponisten udtrykker det.

De to foreliggende værker i trilogien søger gennem det dramatiske udpræget det man kunne kalde det hæsliges æstetik. Ruders dyrker her det dekadente på samme måde, som vi kender det fra nat-på-bioksbjerg-værkeme "Saaledes saa Johannes" og "Nightshade". I "Monodrama" opnåes den mørke grundtoning bl.a. gennem udeladelse af de høje instrumenter: fløjter, violiner, trompeter (og bratscher). Til gengæld er der 6 kontrabasser, 8 celli, tuba, 3 basuner, 4 horn, 3 fagotter, 3 klarinetter og 3 oboer. Slagtøjssolisten anvender det udvidede instrumentarium, som efterhånden er blevet gængs grej (måske med undtagelse af en stor metal-container-bøtte med kirkeklokke-sound).

Optakten til "Monodrama" er det 25 minutter lange "Dramaphonia" - 'handlingslyd. Dette værks opbygning med skiftende taktarter: 3/2,9/8,12/8,4/2, indebærer et udtryk af bevægelse -frem og tilbage stemningsmæssig L Komponisten karakteriserer den måde at komponere på som at sætte musikken under "metrisk lup". (Teknikken anvendes også i klarinetstykket'Trone" (1988), som er skrevet til den svenske klarinettist Håkan Rosengren). -Henimod slutningen af "Dramaphonia" bygges op til et afsindigt vildt ridt En turbulent musik med en for mig at se klar litterær association: sidste halvdel af Edgar Allan Poes "I Malstrømmen". Kort før slutningen afbrydes hvirvlen brat og musikken kastes ned i "Total Darkness". Dramaet kan slutte med en udtyndning med foredragsbetegnelsen "extremely solemn".

Det er på den baggrund "Monodrama" - "enhedsdrama" -skal ses. Udgangspunktet er det 'nulpunkt', som markerede afslutning på "Dramaphonia". Hvor dette værk opererer med de omtalte metriske abrubte skift, er det ensatsede "Monodrama" skrevet i 4/4. Dette giver på baggrund af det foregående værks labilitet en fornemmelse af sikkerhed, stabilitet "Monodrama" er trilogiens midterakse og højdepunkt (varer 32 minutter). Musikken er her 20 minutter om at arbejde sig op af den 'sump', som blev nået i foregående værk. Først ca. 10 minutter henne i forløbet vender musikken så at sige, og vi får en række opadgående skalaer, som kulminerer i et højdepunkt, der giver mindelser til orkesterværket "Manhattan Abstraction". Med betegnelsen Towering' - som et tårn, eller ophøjet - dukker et helt nyt aspekt frem af den gamle musik. Om dette siger komponisten:

»Det er et kompositorisk hamskifte. Stykket skifter ham. Det er det samme dyr, men efter 20 minutter bliver den gamle skal kastet af og det virkelige stykke kommer frem. Det er det samme materiale, bare friskere - så at sige løsningen.« Gennem vældige dynamiske udsving arbejder orkester og solist sig derefter frem til en monumental og, i alle betydninger af ordet, storslået slutning.

Ruders omtaler "Monodrama" som en 'monolit', trilogiens højdepunkt og om storformen siger han:

»Stykket er komponeret i arketypiske former. Noget så anmindeligt som at starte stille og roligt og arbejde sig op. Det mener jeg er utroligt vigtigt i komposition - det er prøven, om en komponist kan udfylde et forløb meningsfuldt, uden at holde op. Det er sådan set hvad "Monodrama" handler om.«

Det tredie værk i Ruders' 'bjergkæde', "Polydrama", for cello og orkester, skal begynde ved "Monodramas" stort anlagte slutning. Det skal samle idéerne fra de to foregående værker og gennem ét stort diminuendo nå det udtyndnede ingenting, som indledte trilogien. Hvordan slutstenen i værkrækken vil forløbe vil vise sig i maj '90, når Morten Zeuthen uropfører værket med Radiosymfoniorkestret. Først da vil vi se konturerne af et samlet musiklandskab.