Musikperception er ikke hvad det har været

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 02 - side 69-70

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

Musikperception - det at høre, opfatte og opleve musik - er ikke længere hvad det har været. Efter Musikperceptionssymposiet på Universitetet i Lund d. 21-28. august tør ingen længere tro de andres ører. Og det er mere indlysende end nogensinde, at man kan tale utrolig meget om musik samtidig med at tilhørerne forstår utrolig lidt. Det er et stort fremskridt.

Initiativtagere til symposiet var Lund-psykiateren Sören Nielzén og musikforskeren Olle Olsson; symposiets emne var perception af elektroakustisk musik, men de to områder kom kun høfligt i berøring med hinanden - man talte perception om dagen og hørte elektroakustisk om aftenen. Men både dagene og aftnerne var intense!

Hvis bare der ikke var den enorme kommunikationskløft -eller nærmere en vidtstrakt uopdyrket kommunikationsørken -mellem videnskabsmænd/kvinder og komponister...

"Næste gang skal jeg nok tage ordet og bidrage til en diskussion - men ikke denne gang" sagde den svenske komponist Jan W. Morthenson, som ellers er kendt som en meget velformuleret deltager i svensk musikdebat. Han lod musikken tale for sig ved en koncert mellem hundreder af billeder, skitser og skulpturer på museet for moderne kunst i Lund - "Strano" har Jan W. Morthenson kaldt sit værk for blæserkvintet og lydbånd, hvor elektrisk og akustisk lyd knyttes tæt sammen i en flosset, knudret og forrevet mangfoldighed af toner, svævninger og bulder - lydoplevelser nok til en uge presset sammen på 7 minutter.

Andre elektrisk påtrængende og akustisk nærværende lydoplevelser var Lars Gunner Bodins "Dikzus", hvor strejf af stemmerjazzrytmer og folkemusik i fjorten minutter blander sig i en fantasifuld og gennemsigtig blæser-lyd-verden; Folke Rabes 10 minutter lange "Cyclone", hvor ganske få klangbegivenheder på baggrund af store grå lydflader tegner et billede af en natur i langsom og gradvis hendøen; og argentineren Ricardo dal Farras "Ancestros", der på ni minutter med elektronisk forarbejdede sydamerikanske fløjtelyde fremmaner forfædrenes og nutidens fløjte-ånder fra alle retninger i en fløjte-jungle med uventede åbninger og sanselige ekkoer...

Hvad sagde videnskabs-folkene om musikken ? Ikke et ord. Men de talte intenst, engageret og ofte med imponerende koncentration, overblik og præcision om det, de har forstand på: at registrere, efterspore og måle lydsvingninger på deres vej fra den vibrerende luft ind gennem øregangen og høresneglen og hjernevindingerne til den sidste mikroskopiske nervefibers udladning af nervøs elektricitet..

Den danske høreforsker Claus Elberling har undersøgt lydens akustiske, elektriske og magnetiske virkninger i øret, hørenerverne, hjernestammen og hjernebarken - med et heliumkølet måleinstrument af super-ledende materiale har han målt de svage magnetfelter der opstår omkring hjernens nervebaner, og med følsomme mikrofoner inden for og uden for trommehinden har han bl.a. konstateret, at det normale indre øre af sig selv og kontinuerligt udsender svage lydsignaler... lyd er altså ikke bare noget der kommer udefra og trænger ind i hovedet

Den engelske medicinprofessor E.F. Evans har undersøgt elektriske signaler i de enkelte nervefibre hos katte; han beskrev to væsensforskellige, samarbejdende systemer der analyserer hørte lyde: Frekvens-spektrum-analyse i det perifere nervesystem (nær øret) og lyd-karakteristika-analyse i det centrale system (inde i hjernen). Han sammenligner det perifere system med et klaver, hvis strenge hver for sig svinger i et bestemt tonemønster: I øret sidder 30.000 "strenge" eller "filtre" med hver sit snævre resonansområde, der tilsammen tegner et "landkort" over de hørte lydfrekvenser. Cellerne i det centrale system ligner mere instrumenterne i et symfoniorkester, siger E vans, det er specialiserede celler med hver deres individuelle registrering-sopgave: Begynder lyden ? Holder den op ? Varer den ved ? Har den en bestemt klangfarve ? Glider den opad ? Nedad ? Osv.

Diana Deutsch, som er psykologiprofessor ved University of California i San Diego og redaktør af tidsskriftet Music Perception og standardværket The Psychology of Music fra 1982, var en af hovedkvinderne i symposiet. Hun forsker i opfattelse og oplevelse af toner, og hendes arbejde har mange paralleller til gestaltpsykologien, som beskriver vores oplevelse af visuelle mønstre; det klassiske eksempel er opfattelsen af punkter, som synes at høre sammen, hvis de er nærved hinanden; hvis de ligner hinanden; eller hvis de danner en kontinuerlig sammenhæng ( se fig. 1)

[Fig. 1]

I den forbindelse er Diana Deutsch stødt på nogle fænomener, som hun kalder musikalske illusioner og paradoxer - bl.a. har hun gjort forsøg med flertydige toner, som er frembragt på en musikcomputer:

Hver tone er sammensat af 6 sinus toner i oktavafstand, f. eks. 100, 200, 400, 800,1600 og 3200 Hz. Tonen høres klart som et gis, men: når man hører gis i 6 oktaver samtidig, kan man ikke afgøre, om det er et højt gis, et mellem-gis eller et dybt gis; heri består flertydigheden, (se fig. 2)

I forsøget spilles to af disse sammensatte toner i tritonus-afstand efter hinanden, altså gis-d, derefter f-h, så e-ais osv. i tilfældig rækkefølge, ialt 72 gange tritonusbevægelse. Og det enkle spørgsmål til forsøgspersonerne lyder hver gang: Bevæger tonen sig opad eller nedad ? Her viser paradoxet sig: Nogle mennesker oplever med stor overbevisning, at f .eks. tonerne fis, g, gis og a altid bevæger sig nedad Andre mennesker oplever med lige så stor sikkerhed at netop fis, g, gis og a altid bevæger sig opad. Kort sagt Vi hører måske mere forskelligt, end vi går og tror.

[Fig. 2]

Sîren Nielson fremlagde en undersøgelse af psykisk syge patienters og normale menneskers oplevelse af elektronisk lyd; en tysk psykiater havde testet musikalske færdigheder hos schizofrene, neurotikere, depressive og maniske patienter før og efter deres helbredelse; andre foredrag handlede om stemmelyde, vokalfarver, klangfarver, struktur og perception af komplekse lyde, digital kodning af lydsignaler.

Den engelske psykolog John A. Sloboda, der i 1985 udgav bogen "The Musical Mind", har undersøgt følelsesmæssige reaktioner på klassisk musik ud fra spørgsmålet: "Nævn et stykke musik, som virker på dig rent fysisk (tårer, klump i halsen, gåsehud, rislen ned ad ryggen, hjertebanken, gaben., rødmen...) og udpeg gerne det sted i musikken, der virker stærkest."

Hos de 82 personer der blev spurgt, er det bl.a. Bachs Matthæuspassion og H-mol messe, Mozarts Requiem, Rachmaninovs 2. Klaverkoncert og Tjajkovskijs Romeo og Julie, der fremkalder tårer i øjnene eller gåsehud....

Bag undersøgelsen liggeren teori om følelsesreaktioner som forventninger, der bygges op i kroppen og nervesystemet - og så sker der noget i kroppen, når forventningen går i opfyldelse, og noget helt andet, hvis forventningen skuffes... Her er der paralleller mellem den tonale musik og dagliglivets følelseserfaringer.

Der var ikke ny musik med i Slobodas undersøgelser; selv lyttede han ikke meget til ny musik, sagde han, og det samme gjorde sig gældende for stort set alle deltagende psykologer, medicinere og akustikere.

To citater fra samtaler med deltagerne kan belyse modsætningerne:

Diana Deutsch, psykolog: "Der kan forekomme en "Kejserens-nye-klæder-effekt inden for ny musik, fordi oplevelsen af musik er så subjektiv. En gruppe komponister kan blive så fremtrædende, at de får autoritær status og udtaler sig om, hvilken musik der er god og hvilken der er dårlig, og hvilken musik publikum bør kunne lide - og hvis publikum ikke kan lide den, er de naive og umusikalske... sådan en situation kan let opstå, fordi der ikke er nogen objektive kriterier til at bedømme et musikstykkes æstetiske kvalitet.

Hvis en forsker laver et eksperiment, kan en anden videnskabsmand gå i sit laboratorium og prøve efter om det var rigtigt; men bedømmelsen af musik er subjektiv - og musiklytteme skal have lov til at tro på deres egen oplevelse og ikke føle sig underlagt autoriteter og ydmyget til at sige, at de kan lide en bestemt slags musik, bare fordi de er bange for at blive kaldt umusikalske og tonedøve."

Jan W. Morthenson, komponist: "Man må virkelig spørge sig selv, om der findes meningsfulde berøringspunkter mellem videnskabsmænd og komponister - og i så fald om de kommunikeres over den æstetiske barriere, der findes. Naturligvis findes der en mængde områder, hvor man har glæde af hinanden, men jeg tror, at det man endnu savner, det er et sprog der kan gøre rede for sådanne erfaringer - det videnskabelige sprog er meget specifikt, og det æstetiske, kunstneriske sprog er også meget specifikt og desuden meget individuelt, og slet ikke logisk på den måde, som kræves i verbal kommunikation. Som kunstner benytter man sig ofte af paradoxet som virkemiddel; der findes en slags modkraft til den konventionelle logik i kunsten, som gør den til en enestående foreteelse - og som naturligvis gør kunsten - især den modernistiske - til et utrolig komplekst fænomen - og netop i særlig grad musik!"

Efter dette første musik-perceptions-symposium er det altså uafgjort, om tone-forskere og musik-komponister nogen sinde får behov for at tale med hinanden.

Kommunikations-ørkenen ligger nu lysende vidt udstrakt med de højttalende psykologer, akustikere og medicinere på den ene side og de elektroakustiske komponister med deres højttalere på den anden side. Hvem løber det første skridt ud i sandet?

Årgang 63/1988-1989, nr. 02