Rapport fra musikforskerkongres i Åbo

Hvert fjerde eller femte år mødes nordiske musikforskere til kongres på skift i de nordiske lande. 11983 var det på Askov Højskole; denne gang - dvs. i august i år - var det på Åbo Akademi i Finland. De 108 kongresdeltagere fordelte sig således: Finland 36, Norge 20, ikke-nordiske lande 4 og Danmark 11 deltagere. Når der ses bort fra tre paneldiskussioner, fordelte de 60 forberedte "papers" sig på ialt 54 personer: Finland 16, Sverige 15, Norge 9, ikke-nordiske lande 4 og Danmark 10. Kongressen indkaldtes under følgende temaer:

• Nordisk musikforskning i internationalt perspektiv.
• Nordisk musikhistoriografi og nationale særtræk.
• Forskning i ældre nordisk musik.
• Forskning i nyere nordisk musik.
• Etnisk og populærmusik.
• Interpretationsforskning.
• Musiksemiotik
• Frie referater.

Som det fremgår, kan stort set ethvert musikvidenskabeligt emne falde ind under en af disse rubrikker, og udbuddet var da også som venteligt både mangfoldigt og vidtfavnende.

Da adskillelige samlinger på en sådan kongres foregår sideløbende, er det umuligt for en enkelt deltager at give et dækkende referat af det hele; et sådant vil kunne læses i den trykte kongresrapport, når den foreligger.

Åbo-kongressen var bygget op på en måde som man kender fra andre musikvidenskabelige kongresser og fra andre fag: efter en indledende åbningsforelæsning af en af fagets markante repræsentanter - her en forelæsning om Sibelius af professor Erik Tawaststjerna - påhører deltagerne de følgende dage hinandens oplæsning af forberedte indlæg om de emner, hver enkelt arbejder med, grupperet og tilpasset de forskellige temaer på kongressen. Hvert indlæg varer 20-30 minutter, og det efterfølges af en kort diskussion på ca. 10 minutter.

Det er som nævnt den traditionelle kongresform, som - med en enkeltundtagelse i Ljungkile ved Göteborg i 1979 - harpræget de sidste mange nordiske musikforskerkongresser. Ideelt set er tanken bag denne form vel, at fagfolk gennem deres beretning om arbejdet "hjemme på værkstedet" skal knytte nye kontakter til ligesindede og modtage kritik og impulser fra kolleger til det videre arbejde.

Det er dog et spørgsmål, om det efterhånden er en hensigtsmæssig form. Om det er rimeligt at deltagerne bruger tid og penge på at møde op til et arrangement med et så pluralistisk præg, som det her er antydet, uden at kende noget som helst til indholdet på forhånd og uden at modtaget et eneste stykke papir til forudgående bearbejdelse og reflektion. Hvem kan rumme ca. 60 forskellige foredrag på en uge, endsige forholde sig kvalificeret til dem ? Faren for at sådanne kongresser stivner i rene ritualer er nærliggende. Omend det kan være udbytterigt at træffe kolleger i timerne før, mellem og efter de mange arrangementer, og omend det også kan være spændende at høre specialister fremlægge deres forskningsresultater, er og bliver det en forældet og næsten forstenet form at mødes på, som strider mod alle pædagogikkens og indlæringspsykologiens grundlæggende principper!

Der kunne tænkes flere alternativer til disse traditionelle kongresser, og det er ikke stedet her at fremlægge et katalog over sådanne. Blot at par antydninger.

For det første burde det være uomgængeligt, at hver nordisk kongres brugte den sidste dag på at diskutere tema, rammer og form for den næste kongres, som herefter skulle være bindende for en på mødet nedsat planlægningsgruppe. For det andet burde man nok opgive den omtalte meget pluralistiske programlægning og i stedet fastsætte et langt mere specifikt tema for hver kongres; ikke nødvendigvis emnemæssigt snævert, men alligevel veldefineret og velafgrænset. Dette ville ganske vist udelukke de mange såkaldte "frie referater" og dermed måske en række indlæg, som ikke var relateret til emnet. Sådanne frie forskningsberetninger måtte i såfald henvises til de nationale årbøger og skriftserier, hvor de også rettelig hører hjemme. Dette hænger sammen med det næste punkt

Hovedparten af indlæggene på de nordiske kongresser er i virkeligheden artikler som læses op. Det er sjældent det mest opmuntrende at høre på, men kan være overordentligt udbytterigt at læse. Kongresserne bør naturligvis udnytte den situation, som gør dem specielle i forhold til hverdagen: at en stor gruppe fagfæller sætter en uge af til intensiv beskæftigelse med deres fag; men så må de også gives muligheder for at bidrage konstruktivt. Alt andet end foredrags- eller "paper"-formen er her at foretrække: paneldiskussioner, gruppedrøftelser, diskussioner af udsendte papirer, projektgrupper og sikkert meget andet. Det kræver større forberedelse både af arrangører og deltagere, men det er helt nødvendigt, hvis ikke de nordiske musikforskerkongresser helt skal dø af mangel på ilt!

Med disse bemærkninger er det ikke sagt, at Åbo-konfe-rencen var blottet for faglig udfordring og kvalitet; kun at det faglige udbytte ikke står mål med den indsats og de midler, arrangører og deltagere har lagt i den. Det er således ikke muligt - omend det da kunne være ønskeligt - at referere en række forskningsmæssige landvindinger eller musikvidenskabelige sensationer! End ikke tendenser eller tematiseringer i nordisk musikforskning anno 1988 lader sig udanalysere. Hertil var det hele for diffust og ustruktureret.

Fra gammel tid har kongresserne været arrangeret af en komite bestående af repræsentanter fra de nordiske landes musikvidenskabelige selskaber, dog således, at værtslandets "selskab" var toneangivende, (også på dette punkt var mødet i Ljungskile en undtagelse, idet det var arrangeret af musikinstituttet ved Göteborg Universitet). Her ligger måske en af forklaringerne på problemet Uden at tage stilling til forholdene i de øvrige nordiske lande, vil jeg hævde, at Dansk Selskab for Musikforskning ikke kan siges at være det mest oplagte forum, når dansk musikvidenskab skal "tegnes". Det er en hæderkronet foredragsforening, som langt fra afspejler bredden i dansk musikvidenskab, hverken personmæssigt, emnemæssigt eller ideologisk. Måsle skulle man i højere grad lade de enkelte institutioner på skift indgå i arrangementet Herved ville den enkelte kongres utvivlsomt blive klarere profileret Endeligt bør man alvorligt overveje at vende tilbage til internatformen som den praktiseredes på Ljungskile og på Askov fremfor den traditionelle hotelform, som dannede rammen i Åbo. En samlet indkvartering på en højskole eller et kongrescenter giver langt bedre mulighed for kontakter og uformelle arbejdsgrupper uden f or de officielle arrangementer end en form, hvor deltagerne er indkvarteret på hoteller "ude i byen".

Men intet af dette kan afhjælpe de sproglige problemer, som gennem de sidste tre nordiske musikkongresser er blevet oplevet stærkere og stærkere. I realiteten kan dansk faktisk ikke bruges som kongressprog på en nordisk konference! Kikker man sig omkring i auditoriet, når et dansk indlæg begynder, er det tydeligt at se, hvordan en ikke ubetydelig del af tilhørerne indtager en opgivende attitude; mange kan ganske enkelt ikke følge med i et foredrag på dansk! Bør man i virkeligheden drage konsekvensen og vedtage, at kongressprogene på de nordiske musikforskerkongresser er engelsk og svensk! Alt efter temperament kan man beklage eller hilse en sådan beslutning velkommen. Men man kan ikke se bort fra, at problemet er reelt

Men tilbage til Åbokonferencens faglige indhold. Blandt de utallige emner på kongressen aftegner et enkelt sig særlig markant, spørgsmålet om "det nationale" i nordisk musik. Dette emne blev behandlet i tre forberedte indlæg samt en to timers paneldiskussion. Men netop sidstnævnte var nok symptomatisk for hele denne konference: ingen vidste på forhånd, hvem der skulle sidde i panelet (heller ikke paneldeltagerne selv); ingen papirer og altså heller ingen synspunkter var udsendt på forhånd, hverken til tilhørere eller paneldeltagere. De improviserede indlæg samt diskussionen i plenum blev da også lige præcis så spredte, som man kunne vente. Følgende tre synspunkter, som blev fremført med stor vægt i tre af de mange indlæg, illustrerer, hvordan det på forhånd var umuligt at få en frugtbar dialog om emnet igang:

- Kun den musik, der bygger direkte på folkesangen kan siges at indeholde nationale træk.

- Det giver kun mening at se det "det nationale" i musikken, hvis man dykker ned i en egentlig analyse af det kompositoriske og således udanalyserer noget nationalt som modpol til noget internationalt

- Det er eftertidens reception af musikken, der gør den national og ikke nødvendigvis træk i selve musikken.

Når hertil føjes, at indlæggene berørte musik, der spændte fra de tidlige år af 1800-tallet til vor egen tids modemisme, vil det måske være klart, hvorfor diskussionen var dømt til at mislykkes.

På det afsluttende plenummøde blandt de få deltagere, der endnu ikke var rejst, diskuteredes det fremtidige nordiske samarbejde. Det blev her foreslået, at der dannes en paraplyorganisation forde nordiske musikvidenskabelige selskaber med henblik på at iværksætte en mere offensiv strategi for nordisk musikvidenskab. Noget sådant kan muligvis være meget godt, men for Danmarks vedkommende rejser det på ny spørgsmålet om, hvorvidt Dansk Selskab fór Musikforskning, som i givet fald skulle være underorganisation under dette nye organ, er repræsentativ for dansk musikvidenskab.

Også den gamle tanke om en fællesnordisk musikårbog blev taget op - en slags "Journal of Nordic Musicology". Siden Askovmødet i 1983, hvor idéen første gang blev drøftet, har der ikke vist sig nogen økonomiske muligheder for at realisere projektet, og den halvhjertede holdning hos mange af Åbomødets deltagere peger på, at det næppe bliver lige med det første.

I denne forbindelse kan man spørge, om det er et sådant nordisk musikvidenskabeligt tidsskrift, der skal animere til en øget nordisk musikvidenskabelig indsats, eller om det ikke snarere er en musikvidenskabelig oprustning, der skal rejse et behov for et udadrettet, internationalt publiceringsorgan. Eller sagt på en anden måde: er hovedproblemet for den nordiske musikvidenskab, at den ikke har tilstrækkelige publiceringsmuligheder inden for de enkelte landes skriftserier, eller er det i virkeligheden et andet ? Før dette er grundigt gennemanaly seret, vil det formentlig være spild af tid og kræfter at forsøge at stable en "Nordic Journal af Musicology" på benene.

Iøvrigt blev det besluttet, at næste kongres holdes i Oslo om tre år, at den kun skal vare fire dage, og at repræsentanter for Islands musikliv inviteres med i et forsøg på at inddrage Island i det nordiske musikvidenskabelige arbejde.

Disse bemærkninger bygger selvsagt på et subjektivt skøn. Måske har andre deltagere oplevet tingene anderledes. Men for mig blev den netop afholdte musikforskerkongres i Åbo alt i alt lidt ligegyldig. Meget bør laves om inden næste kongres, såfremt denne gamle institution fortsat skal være levende og tiltrække nye forskere!