Opera i plagestalden

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 06 - side 229-229

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Spor Festival
  • Annonce

    Man skal høre meget

Lerchenborg Musikdage, Musikkonservatoriet og Forfatterskolen samarbejder om et stort projekt med uropførelser af fem nye operaer


Af Jens Brincker

Kortopera er sagen igen. Ikke for alle komponister. Nogle som Messiaen, Harrison Birtwistle og Philip Glass dyrker længden som en betydningsfuld del af det musikdramatiske cereomoniel, for slet ikke at tale om Stockhausen og hans syv-dags operaprojekt. Men blandt unge komponister er operaer med en varighed på et kvarter til en halv time, få medvirkende og et kammerorkester kommet på mode igen. Kurzoper hed fænomenet i mellemkrigsårene, hvor Donau-Eschingen festspillene var sponsor for værker som Hindemiths "Hin und Zurück", og Milhaud skrev trilogien "L'enlèvement d'Europe", "L'abandon d'Ariane" og "La délivrance de Thésée". Nu er det Covent Garden i London, der med dagbladet The Independent som sponsor, har stået for opførelserne af syv engelske kortoperaer i maj måned. Og til juli følger musikdagene på Lerchenborg trop med uropførelser af fem danske kortoperaer.

Initiativet kommer fra Louise Lerche-Lerchenborg, der efter en række succesrige workshops koncentreret om ny kammermusik med ensembler og gæstekomponister fra udlandet i år vover springet til musikdramatikken. Godsets gamle plagestald er blevet bygget om til formålet af arkitekt Ole Hemmeth, der har skabt en 170 m2 stor teaterslag med mobil scene og plads til 200 tilskuere. Det jyske Musikkonservatorium har lovet at stå bi med scene-elementer, hvis det bliver nødvendigt. Hele perleraden af fonde - fra Carlsberg og Sonningfonden til Musikrådet - har været i sving for at dække udgifterne. Det kgl. danske Musikkonservatorium og Forfatterskolen er gået i samarbejde om at skaffe værkerne, der skal opføres. Og Tivoli har linet op med løfte om en opførelse, når urpremiererne på Lerchenborg er overstået.

Den kunstneriske rådgivning har forfatteren og librettisten Poul Borum (andet steds i bladet benævnt som ny dansk operas Metastasio) og komponisten Ib Nørholm (Hasse, Gluck, Jomelli, Traetta, Mozart???) taget sig af. De har sat studerende på forfatterskolen i sving med at skrive tekster og kompositionsstuderen-de på konservatoriet til at skrive opera. Mange begyndte, nogle faldt fra, men fem værker er der kommet ud af det: "Uld" med tekst af Connie Bork og musik af Svend Hvidtfelt Nielsen der spiller 17 minutter, "Where Many Rivers Meet" med tekst af Lars Lønstrup Jakobsen og musik af Lars Klint spiller 20 minutter, "Brand" med tekst af Sanne Bjerg og musik af Niels Rosing-Schow spiller 24 minutter, Christian Bundgaard og Ejnar Kanding Larsens "Operanic" spiller 31 minutter, og Kirsten Møller Hansens og Hans Peter Stubbe Teglbjærgs "Visdamen og dommeren" er kvintettens længste med 37 minutter.

Værkerne instrueres af Ditte Bjerg, der er elev på Statens Teaterskole ("Brand") og af lederen af Den jyske Undergrund, Niels Pihl. Kisser Rosenquist fra Statens Teaterskole tager sig af scenografi og lyssætning ; og dirigenter er Svend Aaquist Johansen, Flemming Windekilde og Alex Bach Andersen - alle kendt fra Konservatoriets ensemble for ny musik, der står for akkompagnementerne.

Oprindelig var det meningen, at rollerne skulle have været udført af sangere fra Operaskolen, men det viste sig praktisk u-muligt at kombinere med ferier og andre forpligtelser, så der er samlet et ensemble af unge professionelle sangere og sangstuderende, som indstuderer de fem operaer i maj og juni måned på konservatoriet, for så at mødes på Lerchenborg til juli, hvor sceneprøverne går igang.

For samtlige komponister og forfattere er det første gang, de arbejder med opera. Svend Hvidtfelt Nielsen synes, at det har været en vanskelig proces:

»Connie Borks tekst er et familiedrama for tre generationer: Bedstemor, mor og datter. De bor alene, og moderen får hvert år besøg af en elsker. Det er netop dagen, hvor han skal komme, og hun venter på at han skal ringe på døren. Omsider ringer det, men de to andre kvinder forhindrer hende i at lukke op, og det ligger i luften at de gennemspiller et ritual, der gentages hvert år.«

»Connies tekst rummer en række fine, musikalske former, som jeg har været nødt til at gøre mig fri af for at kunne komponere en musik, der udtrykker det cereomonielle i handlingen. Selv om jeg komponerer for tre kvindestemmer og bruger de traditionelle numre - arie, duet, tertzet - har jeg arbejdet med former, der har mere til fælles med instrumentalmusikkens arketypiske forløb end med traditionel opera. Stravinskijs musik, f.eks. i "S acre du printemps", har betydet meget for mig, også mere end lokale musikdramatiske forbilleder. Jeg har villet skrive en musik, der er statisk i sin grundkarakter, og som hviler i absolutmusikalske former, f.eks. AB A-former. Derved kommer der en spænding ind mellem tekstens forløb og musikken, og - håber j eg - en friskhed i det musikalske udtryk.» - Svend Hvidtfelt Nielsen og Connie Borks "Uld" opføres sammen med de fire andre kortoperaer på Lerchenborg i weekenden den 29. og 30. juli og gentages i Tivolis koncertsal den 4. august

Sohlmans musiklexikon i nyt oplag

Nordens største musikleksikon, Sohlmans musiklexikon, er nu kommet i nyt oplag. Opslagsværket, der omfatter 17.000 opslagsord, 2000 længere artikler og 7000 illustationer, har været udsolgt i en del år. Med genoptrykket af det grundige og anerkendte leksikon (indbundet i det gamle, grønne kunstlæder), som er skrevet af fagfolk fra hele verden, kan musikinteresserede igen købe fembindsværket og holde sig ajour med især den seriøse kunstmusik til et stykke hen i 1970'erne.

Sohlmans Musiklexikon kan erhverves i svensk-norsk bogimport. Prisen er symbolsk: 3395 kr.