Stokastiske udfald

Når der er optræk til katastrofedispositioner i dansk musikliv, plejer de at rykke ud, Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Poul Ruders, Steen Pade - og hvad de nu ellers hedder. Som en slags musiklivets Falck-reddere stormer de medierne, skriver læserbreve, lægger navn og rygte til i sagens tjeneste. Det plejer at hjælpe - som f.eks. da nedskæringerne på Danmarks Radio var ved at slå P2 ihjel.

Senest gjaldt udrykningen det truede kor Års Nova. Der var vel egentlig ikke mange, der for alvor troede, at bevilgende myndigheder ville være med til at se et af det forløbne artts mest omtalte og roste ensembler gå neden om og hjem. Men da ingen amter vil huse koret og dele udgifter med Statens Musikråd, ser det faktisk nu ud som om koret ikke behøver mere førstehjælp, men snarere har brug for en ligvogn. Konklusionen på den paradoksale historie om koret, alle i princippet synes er støtteværdigt, synes at være den samme som udfaldet af den Hellige Antonius prædiken for fiskene: die Predigt hat gefallen, sie bleiben wie Allen!

Uanset Ars Novas fremtidige skæbne, uanset om koret skulle gå hen og få offentlige pengemidler eller privat sponsorstøtte, så efterlader historien en række spørgsmål om Statens Musikråds prioritering og fordeling af midlerne. Set udefra og uden inside-kendskab til beslutningsprocesserne, ser det unægtelig ud som om tilfældighedens princip undertiden hersker; for tiden ser det ud som om NUMUS-festivalen skal få lov til at vågne efter et års tornerosesøvn. Den pause tåler Års Nova ikke: Allerede nu er fem af korets sangere hoppet af til Radiokoret, om et år...

Hvis dansk musikkultur skal betyde noget, hvis vores kunst virkelig skal manifestere sig professionelt, er der ikke plads til musikpolitisk aleatorik, man må satse kunstnerisk og økonomisk her og nu. Set i det perspektiv er der ikke råd til at spare kulturbærende institutioner som Års Nova væk. Den problematik angår Musikrådets fordelingsnøgle og formulerer blandt andet spørgsmålet om, hvad der er støtteværdigt og hvad der ikke er det. Er det eksempelvis rimeligt i forbindelse med Musikrådets etablering af det nye interne blad, "Tværstand", at investere 150.000 kr i nyt EDB-udstyr, medarbejderkurser i desktop publishing, design-manual m.v. og med produktionsomkostninger, som forholdsmæssigt ligger langt over, hvad dette tidsskrift laves for? Vel og mærke set i relation til, at både OPUS og DMT har produktionsudstyr, kapacitet og know how - lige ved hånden og lige til at bruge for ikke nær så mange penge. For slet ikke at tale om den økonomiske gyser, som det nye statslige pladeselskab kan blive for Musikrådet i forbindelse løsning af selskabets distributionsproblem, huslejeomkostninger m.m.

Hvor finder man Musikrådets musikpolitiske credo, hvorfor er det ikke at finde i det første nummer af Tværstand? Niels Krabbe spørger udfordrende i sin anmeldelse afbladet (se andetsteds i dette nummer), om Musikrådet har nogen overordnet politik. Kan og tør Musikrådet - som Poul Ruders længere inde i bladet forlanger det af alle, der arbejder kreativt -»stille sig op uden bukser på, i vindstyrke 12, på kanten af en 2 km dyb slugt mineret med åbne rævesakse« og redegøre for overordnede musikpolitiske dispositioner, målsætning og hvilken rolle rådet skal have i musiklivet?

Hvad angår de økonomiske aspekter, så kan overstående bl.a. betragtes som en opfordring til Musikrådet om at bruge de institutioner, rådet støtter økonomisk. Vi er der til det samme. Hvis der er mening og vilje til at lave en fremsynet kulturpolitik uden Falck-reddere, så vis det - til det projekt vil DMT gerne tilbyde værktøj og mandskab.

Anders Beyer