Musikliv i nød og i lyst

Der er gang i den inden for musiklivet for tiden. Nedskæringer, nedlæggelser, omflytninger og omvurderinger - samt enkelte nye tiltag. Det er i den seneste tid ved fordelingen af musikmillionerne forekommet, at hellige køer ikke længere er, hvad de har været. Reaktioner på dette er naturligvis heller ikke udeblevet. Tag f.eks. den proklamerede aflysning af årets NUMUS-festival for nogle uger siden, tilmed mindre end tre måneder før denne festival-sværvægter ellers skulle have dannet ramme om uddelingen af Sonnings Musikpris 1990. Nå ja, så galt gik det jo som bekendt ikke. Allerede tre dage efter kunne man f.eks. i Berlingske Tidende læse følgende slagkraftige kundgørelse: »NUMUS er død, NUMUS lever«. Men begivenhedsforløbet er tankevækkende, og under overskriften "Troldmandens lærling kan selv" belyses det nærmere længere fremme i dette nummer af DMT. Det ligger imidlertid fast, at festivalen gennemføres uden Karl Aage Rasmussen, som i forbindelse med aflysningen ikke tøvede med at udpege en skyldig i denne misere, nemlig Statens Musikråd. Om det nu også forholder sig helt så ligetil, kan vel diskuteres, men det rokker dog ikke ved den kendsgerning, at Rådets holdning til en række konkrete sager har vakt både undren og bekymring. Og for mange har det været decideret svært at få øje på de overordnede musikpolitiske linier bag flere afgørelser. Nu er chancen der til gengæld - i form af et eksklusivt DMT-interview med formanden selv, Finn Egeland. Så kan enhver jo selv læse og dømme. Hvilket ikke mindst anbefales de der har tilknytning til konservatorierne, for her er lektien bestemt ikke til at tage fejl af: »Der skal flyttes både ideologiske forestillinger og økonomiske ressourcer.« Sådan. Især står en opprioritering af de pædagogiske uddannelser og en ændring af forholdet mellem uddannelsespladserne på det klassiske og på det rytmiske område højt på dagsordenen. Her er det desværre tydeligt, at Finn Egeland ikke nærer synderlig tiltro til konservatoriernes vilje og evne til selv at rette op på eventuelle skævheder. Men han gør regning uden vært: Både mht. kvotering til gunst for de pædagogiske uddannelser og etablering af egentlige rytmiske uddannelsestilbud er de fleste konservatorier allerede nu nået meget langt. Og hertil kommer så ydermere igangværende drøftelser om forskellige spændende fremtidige bud på alternative studietilbud/ -muligheder.

Konservatorierne er altså ganske langt fremme på banen i disse vitale anliggender. Dette gælder også - omend i en anden henseende - når der om kun to uger blændes op for et gæstespil med en af samtidsmusikkens helt store skikkelser: Komponisten og dirigenten Witold Luto-slawski, der i tidsrummet d. 20. - 24.3 dirigerer Musikkonservatoriernes Fællesorkester i Odense i et program med lutter egne værker (koncert d. 24.3). Der er næppe grund til at betvivle, at mødet med denne »fabulerende, farveglade, gestikulerende og kommunikerende story-teller« (Sven Erik Werner i Information d. 25.10.89) nok skal få sat en masse iganghos de 95 deltagende studerende fra landets fem såkaldte klassiske konservatorier. Som endda yderligere får lejlighed til at supplere og nuancere billedet af vor gæst, idet F.U.T. har udbygget arrangementet ved at tilbyde to perspektiverende kammerkoncerter under forløbet (d. 21. og d. 23.3 - se iøvrigt nærmere i programindlægget på midtersiderne).

Af indekset kan endvidere ses, at også DMT har lagt vægt på begivenheden og benyttet lejligheden til at udforme nærværende nummer som et regulært Lutoslawski-temanummer, sammensat af såvel interviews og personlige erindringsbilleder som rene analytiske artikler.

Bertel Krarup