Vi kan godt være her begge to

Af
| DMT Årgang 65 (1990-1991) nr. 02 - side 44-49

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

Interview med Mogens Wenzel Andreasen og Nils Winther


DMT har fulgt sagen omkring oprettelsen af det nye statslige pladeselskab, Da Capo, som blev etableret efter nedlæggelsen af Dansk Musikantologi; i DMT nr. 5 1988/89 skrev en række musikfolk til enqueten "Mellem frygt og håb", om fordele og ulemper ved et statsligt pladeselskab. Og i artiklen "Portræt af en pladedirektør" (nr. 2 1989/90), rede gjorde Da Capo's nye leder, Mogens Wenzel Andreasen, for kommende projekter, og han svarede på de kritiske røster, som stod at læse i enqueten. Niels Winther ejer plademærkerne Steeple Chase og Kontrapunkt, som producerer fonogrammer og noder.

A.B.: I de sidste par måneder har jeg mødt violinisten Irwine Arditti to gange: i Stockholm og i Darmstadt. Han undrer sig mildest talt over, hvad der er sket med Arditti Kvartettens indspilninger af Karl Aage Rasmussens og Bent Sørensens strygekvartetter. De er at finde i Da Ca-po's lille folder og Irwine Arditti vil meget gerne gøre et stykke promotion-arbejde for ny dansk musik, men CD-udgivelsen lader unægtelig vente på sig. Mogens Wenzel Andreasen, du har været ansat som Da Capo's leder godt et år. Mig bekendt er der kun udkommet en CD, den i forbindelse med Dronningens fødselsdag. Hvad skal jeg sige til Arditti, næste gang j eg møder ham - og generelt: Hvornår kommer den bunke udgivelser på gaden, som ikke kan udkomme nu på grund af de uafklarede punkter omkring distributionen? Der har været et retsmøde den 6. august, som behandlede OH-Musik's erstatningskrav i forbindelse med omlægningen af Antologien til det ny pladeselskab. Er sagen afsluttet?

M. W. A: Som alle ved, har mit arbejde været hæmmet af den ulyksagelige retslige strid, som eksisterer mellem Da Capo og OH-Musik. Det har vist sig at være en langvarig affære. Indtil for nylig troede jeg og bestyrelsen, at det ikke var muligt at udgive og sælge plader, før sagen var afklaret. Men nu er vi så vidt, at det ikke længere drejer sig om salg og distribution, men kun om hvor stort erstatningskravet fra modpartens side skal være. Det er rigtigt, at sagen skulle have været afsluttet på et retsmøde mandag den 6. august. Men da der i sidste øjeblik i Statens Musikråd, ved formanden, prof. Finn Egeland, blev fundet dokumenter, som kastede nyt lys over de væsentligste ting i sagen, blev den udsat, for at få disse ting inddraget i sagen.

Men nu kan vi altså godt udgive plader. Den første var udgivelsen i forbindelse med Dronningens fødselsdag. Yderligere tre ligger parat, den ene af disse er CD'en med Arditti Kvartetten, som du omtalte. Redigeringen af denne musik har trukket ud og der har også været problemer med det grafiske materiale. Da Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik er med i denne produktion, og jeg ikke har modtaget det færdige materiale herfra, kan jeg ikke sætte nogen dato på denne udgivelse, men det kan ikke vare længe.

AB.: Hvilken karakter har de omtalte papirer, siden de er så vigtige i den retslige strid?

M.W.A: Det drejer sig om korrespondance mellem på den ene side Dansk Musikantologi og OH-Musik, på den anden side Statens Musikråd. Detaljerne må vente til retsmødet er overstået.

AB.: Hvor stort er OH-Musik's krav?

M.W.A:Det er på 750.000 kr., med mulighed for at hæve det til l mio. Vi har arbejdet på et forlig, men det har modparten indtil videre afvist. Med de nye dokumenter, mener vi at kunne imødegå modpartens krav. Fra vores side er der ingen tvivl om, at OH-Musik har krav på erstatning, idet distributionsaftalen, som blev indgået i Dansk Musikantologis 'solnedgangstid' med OH-Musik, er opsagt på en sådan måde, at der er tale om kontraktbrud fra vores side. Der er begået en juridisk-taktisk brøler i forbindelse med opsigelsen af kontrakten, men erstatningen skal svare til omfanget af den rent faktisk lidte skade.

AB.: Distributionen har været det væsentligste problem. I forbindelse med interviewet, som DMT lavede med dig i '89, talte du om at kontakte det svenske Caprice og det norske NKR, for at lave et fælleskatalog.

M.W.A.: Sagen ser anderledes ud nu. Vi lader Olga Musik i Ry varetage distributionen. Desuden vil vi hægte os på et udenlandsk pladeselskab, som foretager den sidste del af den tekniske produktion, markedsfører og sælger pladerne. I øjeblikket undersøger vi, om en vedtægtsændring kan gøre dette lovligt, det vil nemlig give en udbredelsesmulighed, som er enorm.

N.W.: Det udenlandske pladeselskab ledes af Claus Heymann, som bor i Hongkong. Og hans selskab er Marco Polo.

M.W.A.: Ja, Heymann skal varetage distributionen globalt, men den Skandinaviske distribution står Olga Musik for.

N.W.: Vil det sige, at du vil lave en licensaftale (dvs. licencere retten til at producere og distribuere pladerne og blot levere færdige masterbånd. Det selskab, som har licencen, forestår så produktionen)?

M.W.A: Det er næsten præcis, hvad der er tale om. Men i kontraktudkastet forbeholder vi os ret til enerådigt at vælge repertoire og kunstnere. Vi færdiggører for egen regning helt frem til det færdige bånd og film til grafisk materiale, som sendes til Marco Polo. Her laves den endelige produktion, markedsføring, distribuering m.v. Vi modtager så et beløb for hver solgt plade. Det gør produktionsomkostningerne lave, men også indtægterne. Til gengæld kommer vi længere ud, og det er for bestyrelsen det væsentlige.

Vi skal tage os af ikke-kommercielle ting som Rasmussens og Sørensens strygekvartetter - de vil have en bedre chance under disse vilkår.

N.W.: Det produkt, som du nævner, sagde Kontrapunkt ja til udgive for 11/2 år siden. Men da der ikke var midler til at få det færdigredigeret, blev det ikke til noget. Jeg mener godt, at vi kunne have solgt den produktion, bl.a. fordi jeg kan lave internationale produkter og sælge dem sammen med. F.eks kan en Års Nova-plade med international musik sælges sammen med en plade af Ib Nørholm. Jeg kan udnytte 'gynger og karrusel-princippet', det kan du ikke.

M.W.A: Det er fuldstændig rigtigt.

N.W. Jeg har nogle erfaringer med licensaftaler, som fortæller mig, at disse ikke er en pind værd uden der ligger nogle klækkelige forskud. Gør der det for Da Capo's vedkommende?

M.W.A: Den del af kontrakten er ikke færdigforhandlet.

N.W.: Så vil jeg anbefale, at du får dette aspekt med, for da det er musik, som er svær at sælge, er et forskud meget vigtigt. Ellers bliver det bare en sovepude for Marco Polo: selskabet får nogle gratis bånd, som det kan sælge, men har ellers ingen forpligtelser. På Steeple Chase har vi arbejdet med licensaftaler, men aldrig globalt. Jeg mener globale aftaler er en fejltagelse, idet der ikke eksisterer nogen, som kan dække det globale marked godt nok. Det er bedre at arbejde med folk i de enkelte små markeder.

M.W.A: I det kontraktudkast, som Claus Heymann har godkendt, står der, at vi har ret til at holde produktioner uden for licensaftalen, så vi selv kan producere og distribuere i Skandinavien.

AB.: Med al respelt - er Olga Musik ikke et såkaldt 'køkkenbords-foretagende'. Kan dette selskab varetage det vigtige distribution sled?

M.W.A: Jeg tror Olga Musik er en god løsning. Hvis folk mener noget andet, kan jeg kun konstatere, at jeg er uenig med dem.

N. W. : Jeg har hørt, at omtalte Olga er nået frem til den erkendelse, at folk ikke har råd til at købe plader mere og at de skal leje dem. Er det nu sådan, at man skal til at leje pladerne hos Olga?

M.W.A: Det har jeg ikke hørt noget om.

N. W. : Hvis det er tilfældet, vil man støde på copyright-lovgivningen på forskellige leder. Det er kun lovligt, hvis man ejer alle rettighederne. Dette er noget, som den etablerede del af pladebranchen i høj grad har bekæmpet.

AB.: Nils Winther, du har dit eget distributionsnet, handler med nogle firmaer og får dine produktioner ud den vej. Da Capo og Kontrapunkt har vel i en vis forstand samme grundrepertoire. Til Jer begge: kunne man forestille sig et samarbejde mellem Da Capo og Kontrapunkt, f.eks. et fælleskatalog, som kunne spare begge selskaber for nogle penge?

M.W.A.: Jeg har ingen sarte fornemmelser, hvad angår samarbejde med andre pladeselskaber. Jeg mener ikke, at vi nødvendigvis skal betragte hinanden som konkurrenter og gå og knurre ad hinanden i krogene. Vi vil nok i det store og hele anbringe os på hver sin linie, og ikke gå ind på hinandens jagtmarker.

N.W. : Jeg har selvfølgelig en helt klar fornemmelse af, hvor du bør anbringe dig. Når jeg skal være med til at financière et statsligt pladeselskab via mine skatter, så synes jeg ikke det selskab skal konkurrere med mig. Da Capo har naturligvis en meget stor mission i musiklivet i Danmark, nemlig når det samler de ting op, som er bevaringsværdige. De ting, som vi andre naive forretningsfolk ikke kan se er noget værd og som ikke fungerer økonomisk. Det skal Da Capo bruges til, men derudover kan jeg ikke se, hvad man skal med selskabet.

M.W.A.: Ja, men det er vel også det Da Capo skal bruges til.

N.W.: Hvis du er enig med mig i det, så er der vel heller ikke nogen grund til at vi skal konkurrere. De ting, som jeg kan gøre noget ved på privatkapitalistisk basis, dem er der ikke nogen grund til, at du rører ved.

M.W.A: Det er jo nok også stort set det, det hele kommer til at ende med.

N.W.: Så synes jeg det er beklageligt, at den eneste produktion du har lavet, 'Dronninge-pladen', er udtryk for lige netop det modsatte.

M.W.A.: Vil det sige, at du regner den plade for et klart kommercielt scoop?

N.W.: Det ved jeg ikke, men det er da en plade, som vi helt klart gerne ville have udgivet, og iøvrigt også sagde ja tak til at udgive.

M.W.A: Ja, denne situation vil jo nok aldrig helt kunne undgås, at vi 'nærmer' os hinanden. Jeg kan på samme måde sige: Hvad vil du med Ib Nørholm, ham burde jeg tage mig af!

N.W.: Det synes jeg ikke er rigtigt. Ib Nørholm er en betydelig komponist, som vil blive verdensberømt på et tidspunkt - og på et eller andet tidspunkt kommer jeg også til at tjene penge på at lave plader og noder med ham.

A.B.: Wenzel Andreasen, i hvor høj grad skal Da Capo løbe rundt kommercielt. Er det virkelig sådan, at selskabet udelukkende skal tage sig af de ting, som ellers ikke ville have en chance andre steder?

M.W.A: Det er det primære mål, ja.

N. W.: Det har Da Capo jo også mulighed for. Selskabet har jo en offentlig bevilling på 11/2 mio. på årsbasis. Det gør fanden til forskel, for nu at sige det på dansk.

AB.: Vil det sige, at hvis der skal laves en ny indspilning af Carl Nielsens "Maskarade", som jo har været opført med stor succes i udlandet, så er det Winther som skal lave den?

M. W. A: Det skal jeg ikke bestemme. Men selv om der ville være mange penge i en ny indspilning af "Maskarade"", så ville det også være en enorm investering, som jeg ikke har mulighed for med det beløb jeg har til rådighed. Det ville nok snarere være et projekt for Kontrapunkt.

A.B. : Men man må gå ud fra, at du vil have, at Da Capo skal køre så godt som overhovedet muligt. Hvad nu, hvis du bliver så dygtig, at du udkonkurrerer Kontrapunkt. Er det så ikke problematisk, at du i en borgerlig regering bruger statslige midler til at udkonkurrere et privat foretagende?

M.WA: Nu er det ikke noget jeg har fundet på, det er noget den borgerlige regering har fundet på. Så derfor behøver jeg ikke tage den side af sagen så tungt. løvrigt vil jeg sige, at hvis jeg kan få det til at løbe rundt uden at belaste samfundet, så synes jeg det er en herlig ting. Og skulle jeg mere eller mindre uforvarende komme til at træde ind på Nils Winthers område og 'tage' en produktion, så er der alligevel plads til os begge.

N.W. : Men problemet er jo, at du sidder med de offentlige midler, det gør jeg ikke. Du fik 'Dronninge-pladen'. Vi blev spurgt fra Danmarks Radios side, om vi ville tage den produktion - og sagde selvfølgelig ja tak. Så hørte vi ikke mere, før vi fik at vide, at du skulle udgive den, fordi du kunne betale flere omkostninger, end vi kunne. Det er et helt klart eksempel på, at det er bevillingerne, som gør forskellen.

A.B.: Det ser ud som om at det er umuligt med en fri konkurrence på de villår?

N.W.: Det er umuligt med en fri konkurrence. Jeg er ikke bange for sund konkurrence, men det må være på lige vilkår. Vi overvejede faktisk alvorligt at stoppe Kontrapunkt, da det nye statslige pladeselskab kom. Vi besluttede at fortsætte, fordi offentlige virksomheder har en tendens til ikke at kunne konkurrere med det private erhvervsliv, selvom de har deres bevillinger.

A.B.: Hvordan skal det forstås?

N.W. : På den måde, at penge i det offentlige ofte bliver brugt på en meget urationel måde.

M. W. A.: Sagen er en smule anderledes, idet du jo også får offentlig støtte. Og Danacord har f.eks. fået en bevilling til at producere orgelmusik af Buxtehude. Da Capo er ikke det eneste selskab, som får offentlig støtte.

N.W.: En del af vores udgivelser har fået offentlig støtte. Men fra en årlig støtte - fondsmidler såvel som offentlig støtte - på godt 100.000 kr. til over en million i støtte, som Da Capo får, der er langt. Jeg vil gerne her afsløre, at der kun er én af de plader Kontrapunkt har udgivet, som har givet overskud, nemlig der allerførste med Års Nova. Og det er det, der i branchen hedder første-plade-syndromet: der dukker et ny t pladeselskab op med noget spændende musik, som man prøver.

A.B.: Hvornår kommer Kontrapunkt til at give overskud?

N.W.: Det kan jeg ikke sige dig. Det varer længe.

AB.: Du tjener altså pengene på Steeple Chase og giver dem ud igen til Kontrapunkt?

N.W.: På Steeple Chase har vi et stort katalog, og samlet har vi overskud.

AB.: Du omtaler dig selv som en tnaiv forretningsmand'. Er det på grund af interesserne i Kontrapunkt?

N. W.: Husk på, at jazzen også var underskudsgivende i starten. Dengang jeg startede, blev jeg også betegnet som naiv og alle kompetente folk, f.eks. Erik Wiedeman og Arnvid Meyer, rådede mig fra at blande mig i den forretning. Men hvis man arbejder meget seriøst på distributions-siden, så kan man nå tilstrækkelig langt ud. Og her stiller jeg mig altså meget tvivlende overfor en verdens-licensaftale som Da Capo's. En sådan ville jeg være meget, meget nervøs for at indgå.

Hvad angår de enkelte produktioner, så går jeg ikke ind for at lave én plade med én kunstner én gang. Det er fuldstændig forkert. Man skal lave en række plader og så skal man se, om man kan bygge nogle ting op. Dethar jeg forsøgt med f.eks. Års Nova og cembalisten Lars Ulrik Mortensen. Det er nemmere at sælge plade nummer to og tre - folk kender produktet og kvaliteten.

AB.: Jeres selskaber bliver bedre og bedre, forhåbentlig. Hvem skal have de bedste komponister og kunstnere. Hvordan er det med eksklusiv-aftaler. Er Kontrakvartetten at finde på begge selskaber?

N.W.: Netop Kontrakvartetten er udkommet på Kontrapunkt og skal udkomme på Da Capo. Der eksisterer i høj grad ekslusiv-aftaler i branchen. Men jeg har ikke ekslusiv-aftaler med Kontrapunkts kunstnere, jeg har nogle gentlemen-agreements om, at så længe vi synes om at arbejde sammen, så længe går man ikke andre steder hen - med mindre det er aftalt.

M.W.A: Du taler om eksklusiv-aftaler og spørger, hvem der skal have de bedste komponister og kunstnere. Her skal vi lige gøre os klart, at selv om vi lever i et lille land, så er der ikke kun fire danske komponister og seks kunstnere, som vi må slås om. Der er mange. Derfor er der givetvis plads til os alle sammen, og jeg tror ikke Nils Winther og andre vil gå deres undergang i møde, fordi jeg sidder og laver plader på Da Capo.

N. W.: Nej, men vi kan godt blive generet af dit arbejde. Sagen er jo den, at mange produktioner udgår fra DR. Via DR kan der laves produktioner, som ellers var umulige at realisere. Og radioen er jo også blevet om ikke privatiseret så kommercialiseret, selvfølgelig fordi de er trykket på bevillingerne. Hvis Mogens så kan komme med 10.000 kr. eller 20.000 kr. mere end jeg kan, så flyder produktionerne hen til ham. Og der er noget vi kan mærke.

M.W.A: Så vil det glæde dig at høre en udtalelse fra DR's kor- og orkesterchef, Per Erik Veng. Han har sagt, at man i DR med glæde ser frem til et samarbejde med mig, fordi man her kan få produceret de ting, som andre ikke vil lave. Det er ikke sikkert, at jeg kommer til at træde dig så meget over tæerne.

N.W.: Det vil tiden vise.

AB.: Nils Winther, du producerer også noder og er ved at opbygge den side af virksomheden, således at du sammen med præsentationen en ny pladeproduktion kan lægge noden ved. Men kan man forestille sig en anden model: Da Capo laver pladen og du noderne til musikken?

N.W.:Det kan man da godt tænke sig, hvis Mogens har lyst til at indspille nogle af de værker vi har på vores forlag, skal han da være meget velkommen. Men forretningsmæssigt er det da det bedste at have både forlags- og fonogramrettighederne.

M. W. A: Det var det jeg var inde på før: jeg har heller ingen sarte fornemmelser over for samarbejde med andre pladeselskaber.

AB.: I det år der er gået, har der været en del kritik af Da Capo; ved flere lejligheder har Ole Kongsted f.eks. beklaget, at der ikke foreligger en udgivelsesplan.

M.W.A: En udgivelsesplan vil være klar i løbet af efteråret. Det er jo klart, at jeg har været nødsaget til at vælge mellem de tilbud og forpligtelser, som ligger på bordet. Men jeg kan da fortælle, at udover pladen med Rasmussens og Sørensens Strygekvartetter, så er flg. plader på vej: Nørgårds "Gilgamesh", "Voyage into the golden Screen", Bratsch-koncerten (med Zukerman) og Cello-koncerten (med Zeuthen), en plade med strygekvartetter af Ruders og Abrahamsen. Derudover plader med musik af Nils Rosing-Schow, Svend Nilsen, Gunner Berg, Langgaards strygekvartetter, Kuhlaus "Elverhøj", Gades 3. og 5. Symfoni.

AB.: Disse ting ligger parat, men har altså måttet ligge og vente. Er det ikke en absurd og belastende situation, at være leder af et foretagende, som ikke synliggør sig?

M.W.A.: Jo! Jeg er ikke noget tålmodigt menneske -dette er en umådelig belastning for mig, det er utålelig situation. Jeg tæller dagene og timerne til vi får sagen afsluttet og kan få tingene ud.

N.W.: Hvor mange produktioner regner du med at kunne lave om året?

M.W.A: Det er en blanding af overførsler af Dansk Musikantologi-repertoire og nyere produktioner. Jeg regner med at kunne lave en halv snes udgivelser.

A.B.: Winther, er det en god udnyttelse af pengene?

N.W.: Nej, men det kommer også an på, hvilke produktioner der er tale om. Jeg kan sige, at på Kontrapunkt regner vi med at nå op på 30 produktioner i år. 60 næste år.

M.W.A.: Jeg vil da også gerne lave flere end 10 produktioner om året. Men så længe der ikke sælges nogen af dem, mister vi jo også indtægter dér. Men når vi kommer igang og sælger, vil det frigive penge til at gøre godt med.

A.B.: Er Nørgårds Bratsch-koncert virkelig en opgave for Da Capo, den må da være frygtelig dyr?

N. W.:... Og må jeg lige indskyde: den produktion lagde vi faktisk også billet ind på! Jeg forhandlede med DR for 11/2 år siden og vidste ikke, at den nu skal udgives på Da Capo.

M.W.A: Det var den første ting overhovedet, jeg forhandlede med DR om i august i fjor. Jeg fik et mundtligt tilsagn med det samme, men der gik meget langt tid, inden jeg fík et skriftligt tilsagn. I mellemtiden fik jeg midler fra en privat fond, som kunne dække det meste af Zukermans honorar, som er eksorbitant stort: 60.000 kr.

N.W.: Jeg har også fået tilsagn på den produktion ca. et år før dig!

M.W.A: Det er første gang jeg hører det.

A.B.: Hvis nu Mogens Wenzel Andreasen skulle få tilbudt et job, der om muligt var endnu bedre end det han har nu, ville du så, Nils Winther, kunne tænke dig at gå ind som leder af et statsligt pladeselskab som Da Capo?

N. W.: Nej. Den overvejelse har jeg taget, idet jeg blev bedt om at søge stillingen i sin tid.

A.B.: Hvorfor søgte du ikke?

N.W.: Fordi det ville være en 'hvepserede' at stikke fingrene ned i, da der vil være for stor mulighed for sammenblanding af interesser. Hvordan skulle jeg kunne bestemme, hvilke produktioner, der skal betales med offentlige midler og hvilke, der skal betales ud af min egen lomme?

AB.: Du kunne ikke drive begge virksomheder?

N.W.: Det var tanken, hvis jeg havde søgt. Men det ville have givet en række konflikter, som jeg ikke gider at spilde tid på.

AB.: Wenzel Andreasen, kunne du tænke dig at være leder af et privat selskab som Winthers?

M.W.A.: Ja, det kunne jeg da godt.

N.W.: Du kunne jo komme ud til mig og blive leder af Kontrapunkt!

M.W.A.: Nu er jeg altså ansat i Da Capo i tre år - der er nu to år tilbage inden jeg skal søge min egen stilling igen. Hvis jeg ikke får den, kan det da godt være, at jeg vil overveje at ringe til Nils Winther for at høre hvad han er til! Med de erfaringer jeg har, ville jeg da ikke være bleg for at tilbyde mig selv i et privat pladeselskab.

AB.: Dansk opera har i de sidste par år svunget sig gevaldigt op, der er kommet nye navne til. Kommer derudover "Gilgamesh" - opera-produktioner fra Jeres side i de kommende år?

M.W.A.: Danske operaer er i det hele taget et uopdyrket område. Der findes kun de to operaer af Carl Nielsen, Kuhlaus "Lulu", Heises "Drot og Marsk" og Langgaards "Antikrist". Andre ting kunne fortjene en udgivelse: Hornemans "Aladdin', Hartmans "Liden Kirsten", Schierbecks "Fête galante".

AB.: Du nævner relativt gamle ting. Der er Ruders' "Tycho", Nørgårds "Siddharta", Papes "Houdini", Rosing-Schows "Brand", en ny opera af Højsgaard uropføres i efteråret i forbindelse med Komponistforeningens Biennale.

M.W.A: Ja, det er rigtigt. Og disse moderne operaer er sædvanligvis kammeroperaer, som gør dem mindre dyre at producere.

N.W.: Er der lagt nogen politik for Da Capos udgivelser: hvor stor en andel skal være ny musik?

M.W.A.: Der ligger den retningslinie, at den helt nye musik skal udgøre mindst lige så meget som alt det andet til sammen.

A.B.: Hvad defineres som helt ny musik i den sammenhæng?

M.W. A. : Det er, hvad vi ville kalde avantgarde-musik. Det er ikke Niels Viggo Bentzons symfonier, ikke Koppels klaverkoncert, men, for at sige det populært, noget der er mere moderne end det.

AB.: Bestemmelsen forekommer mig at være helt udflydende, og du får da problemer med kategoriseringen.

M.W.A: Selvfølgelig, det vil man da altid gøre - hvor holder romantikken op, hvornår begynder senromantikken?

AB.: Men Niels Viggo Bentzons symfonier er ikke ny musik, ikke avantgarde 'nok'?

M.W.A. : Jo vel er det ny musik, hans seneste symfonier er lige blevet uropført. Men grænserne bliver meget svære at trække, det vil jeg da gerne give dig ret i.

N. W.: Vil det sige, at den voksne generation af danske komponister er blevet gamle og den ny musik er den fra de unge komponister?

M.W.A.: Nej, det kan man heller ikke sige. Det er lige så meget et spørgsmål om værkerne. Gunnar Berg er død, men han er ikke desto mindre en mere avantgardistisk komponist end den levende Svend Erik Tarp. Det er en problemstilling jeg ikke vil tage så tungt. Det vigtigste er, at dansk musik bliver indspillet.

N.W. : Det sidste rejser et andet problem, nemlig at der bliver udgivet alt for meget dårlig musik. Argumentet med at lave plader, fordi man skal dokumentere, det er noget vrøvl. Det kan man jo gøre på et kasettebånd. M.I.C. gør det og 'Samfundet' har gjort det.

M.W.A : Her drejer det sig om at få dansk musik ud til andre end de professionelle, for M.I.C.'s og Samfundets dokumentationsbånd er jo for professionelle.

N.W.: Men man kan vel også stille det spørgsmål, om al den musik nu er så bevaringsværdig? I 50'erne var det et scoop for en komponist, hvis han kunne få et værk med på en plade. Idag er det sådan, at hvis han ikke mindst har en CD, så er han ikke rigtig komponist. I USA udkommer der hver måned over 500 CD'er med klassisk musik! Dem skal du ud og konkurrere med. I det marked skal du ud og sælge strygekvartetter med Rasmussen og Sørensen! På det niveau kan et statsligt pladeselskab genere os: vi skal ud og konkurrere med yderligere ti produktioner fra Da Capo. Markedet kan ikke bære det og på den måde går distributionen hen og bliver så essentiel.Derfor er nødvendigt ikke alene at promovere musikken på pladen, men også komponisten.

M.W.A.: Desværre kan man også opleve, at folk er så dygtige til at markedsføre ny musik, at det sælger, selvom produktet ikke er andet en den fis i en hornlygte. Selvfølgelig holder den musik ikke, den dør ud så snart marketingafdelingen lukker. Det gælder f.eks. en komponist som Philip Glass, som ikke er andet andet end et opreklameret popfænomen.

A. B. : Winther, du siger, at du nu skal ud ogkonkurrere med Da Capo's 10 produktioner om året. Så du helst at dette selskab ikke eksisterede?

N.W.: Det ved jeg ikke, konkurrence er en sund ting, men her er der tale altså tale om en 'skæv' konkurrence. Men hvis Mogens kan lægge så meget bånd på sig selv, at han repertoire mæssigt ikke generer det jeg laver, så er det OK.

Fotos: Anders Beyer

Årgang 65/1990-1991, nr. 02