Debat

Af
| DMT Årgang 66 (1991-1992) nr. 01 - side 35-35

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Man skal høre meget

Forbløffende

På EDITION WILHELM HANSEN er udkommet en bog om 11 nulevende toneangivende komponister.

For at undgå enhver misforståelse må jeg straks pointere, at jeg hverken er forbavset eller skuffet over ikke at være med blandt de udvalgte. Jeg havde bestemt ikke ventet det, og både min musik og jeg selv trives aldeles fortræffeligt uden at have behov for en slig reklame og publicity. I en radioanmel-delse af bogen har det været beklaget, at hverken Mogens Winkel Holm eller Bo Holten er kommet med blandt de udvalgte, men der er andre undladelsessynder. Der burde have været plads til Jørgen Jersild, Svend S. Schultz og Herman D. Koppel, som nok er den betydeligste komponist inden for sin generation. Helt uforståeligt er det også, at man ikke har medtaget Finn Høffding, som er den eneste tilbageblevne nulevende af den generation, som iøvrigt talte navne som Knudåge Riisager, Jørgen Benzon, Ebbe Hamerik og Flemming Weis.

Det er Karl Aage Rasmussen, der er den ansvarlige redaktør for bogen, og det forekommer derfor forbløffende, at han har medtaget sig selv blandt de udvalgte, og det frikender ham ikke, at han har ladet en anden skrive artiklen om sig selv. Det er brud på almindelig gængs praksis og moral.

Svend Erik Tarp

En kærlig, kollegial handling (svar)

Desværre har Svend Erik Tarp ikke 'undgået enhver misforståelse'. F.eks. er jeg ingenlunde 'den ansvarlige redaktør af bogen'. Den er et bestillingsarbejde, bestilt i 1985 af W.H.s daværende ledelse, som selv udvalgte en vifte af komponister med klar tilknytning til forlaget (- naturligt nok, forekom det mig, da de alene skulle betale regningen). Et par af de komponister Svend Erik Tarp savner var sandelig blandt mine oprindelige forslag, - hans egen liste over 'undladelsessynder' kunne gerne være flere alen længere.

Jeg sagde ja til at udføre arbejdet uden andre bagtanker end disse: litteratur i bogform om nulevende danske komponister eksisterer så at sige ikke. En komponist kan måske på en anderledes måde end kritikere og journalister kaste lys over sine kollegers musik, ja kan måske ligefrem undgå 'slig reklame og publicity'. Endelig, og ikke mindst, betragtede jeg opgaven som en kærlig, kollegial handling.

Den vurdering deler Svend Erik Tarp åbenbart ikke. Det er jeg ked af. Karl Aage Rasussen

Hurra for videnskaben!

Anders Beyer giver i sin anmeldelse af min og Jesper Høm's bog ""Toneangivende danskere"" - foruden mange pæne ord -eksempler på hvad musikvidenskab er og kan bruges til. At komponister ændrer deres programnoter, er f.eks. højst uvidenskabeligt, så for Beyer er første udgave af Holmgreens note til ""Tricolore IV"" uantastelig. At den jeg citerer er korrekturlæst af den uakademiske komponist selv, bekymrer ham næppe. Det ærgrer Beyer at værket vi plejer at kalde ""Jamais"" savner sin længere originaltitel, - den sande forsker vil formentlig ikke kendes ved f.eks. Nørholms Sjette, hvis ikke den stedse omtales som ""Moraliteter - eller måske er der mange kilometer til den nærmeste edderkop"". At han læser sætningen »Som komponist af Ib Nørholm.« (i sammenhængen: Poul Ruders er også organistuddannet) som volapyk, vidner om overordentlig sproglig hudløshed. Hvad siger sprognævnet? I Gefors' artikel ville læsere med færre jern i ilden næppe så hurtigt have glemt at udtrykket »Adornos mu-siktænkning« henviser til Adorno-citatet tidligere i teksten (»treklangen... bliver en kramagtigt bekræftende løgn om den frelste verden«). Og acceptere at brugen af treklange uden at »verden virker frelst« kan ses som en 'afvæbning' af denne tanke. Den energiske videnskabsmand indlæser imidlertid en afvæbning af hele Teddys musikfilosofi! Hvad angår den »gamle danskerparade overfor tysk musik og musiktænkning« må Ruders-forskeren Beyer dog, med eller uden læsebriller, kunne få øje på den i vital form hos Ruders selv.

Men rigtigt er det at Langgaard bør staves uden bolle-å. Som Aage. (På siden foran Beyers anmeldelse findes overskriften 'fluekneppert, men det handler vist om noget andet...).

Karl Aage Rasmussen

Retorisk røgslør (svar)

For at undgå misforståelser, skal anmeldelsens hovedanliggende præciseres: den omtalte udgivelse er en lille fin bog, som man sagtens kan være bekendt at have stående i reolen.

Er kritikken af kikserne urimelig? Nej, en bogudgivelse med en produktionstid på seks år og med en typografi, som giver mindelser til Dansk Blindeinstituts magnaprint (bogen fylder i omfang mindre end et enkelt nummer af det blad der læses i nu), bør være fritaget for formelle fejl.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen har ikke skrevet programnoten til ""Tricolore IV om. Komponisten har oplyst til undertegnede, at han overså oversættelses- og notefejl i korrekturen.

Anmeldelsen læses som »eksempler på hvad musikvidenskab er og kan bruges til.« Ikke af mig. Kildekritik lærer man idag i 5. klasse, det behøver man sgutte være videnskabsmand for at vide noget om.

At anlægge skyttegrave mellem videnskabsfolk og komponister er uklogt - de fleste andre steder er det gået af mode. Og uden for banen, bag retorikkens røgslør, eksisterer der heldigvis også et glimrende samarbejde mellem musikvi-denskabsfolk og skribenten Rasmussen. Til gavn for begge. Anders Beyer