Anmeldelser - Monumental monografi

Bo Wallner, Wilhelm Stenhammar och hans tid 1-3, Norstedts Forlag. Stockholm 1991.

Af ANDERS BEYER

Da en kollega så de tre foreliggende murstenstykke bøger om den svenske komponist Wilhelm Stenhammar, udbrød vedkommende spontant: »livet er for kort til den slags puslearbejde!« Det kan man have lov til at mene, men ved nærmere eftersyn må en sådan kritik blegne: de henved to tusinde sider afslører et imponerende arbejde, som ikke blot indgyder respekt i kraft af volume og arbejdsindsats, men fremstår som et særdeles vedkommende forsknings-bidrag til forståelsen af Stenhammar og hans samtid. Det skyldes først og fremmest Wallners videnskabelige metode, som ikke blot stiller sig tilfreds med bibliofile nøjagtigheder og tputte-i-skuffe-viden-skab', men insisterer på en anskuelsesform, der søger at perspektivere undersøgelserne til strømninger i komponistens samtid. Det giver biografien en dybde og bredde, som gør den til spændende læsning for såvel specialisten som den alment kulturinter-esserede.

At denne indfaldsvinkel er relevant, når det gælder komponist-monografier, kan man få et fingerpeg om, hvis man kaster et blik på beslægtede publikationer, hvis ansatspunkt ligger på linie med Wallners arbejde: Erik Tawaststjernas Sibelius-forskning og Jørgen L Jensens nyudgivelse om Carl Nielsen. Og man kunne spørge, om strømmen af koryfæ-biografier inden for musik og litteratur, som er udkommet i de senere år, skulle være tidsåndens trang til syntesetænkning og endegyldige opgør med ny-kri-tikken og autonomi-æstetikken. Under alle omstændigheder kan man, uanset hvilken videnskabelig kasket man vælger at tage på, ikke fratage disse nye indfaldsvinkler deres kvaliteter, ikke mindst som vedkommende forskning rettet mod en større offentlighed. Det er vi ikke forvente med.

Det er ikke tilfældigt, at trebindsværket om Stenhammar udkommer på et sent tidspunkt i forfatterens liv; en metode, der i den grad fordrer en frygtindgydende nøjagtighed i detaljen, en decideret grundforskning (Wallner har ikke, som L Jensen og Ta-waststjerna, kunnet lukrere på allerede eksisterende materiale) og ikke mindst et kulturhistorisk overblik, kaster kun en begynder uden selverkendelse sig ud i. Det er her ikke blot 'person og værk', det er dybest set også 'de andres'. Og når arbejdet virker så tiltalende, skyldes det ikke mindst, at forfatteren ikke bruger den tværvidenskabelige metode til så at sige at få hele verden til at hænge sammen. De irriterende sammenligninger på kryds og tværs af holistisk tilsnit, med tolkninger der indretter musikken og den omgivende verden efter en tilfældig beholdning af erfaringer, falder Wallners strenge struktur og selvkritiske sindelag ikke for.

Wallners første artikel om Stenhammar udkom i 1949 og arbejdet med biografien tog for alvor form i 1971. Sideløbende med andre substantielle bidrag af forfatteren om nordisk musik og musikkultur - ikke mindst ""Vår tids musik i Norden"" (som i parantes bemærket for længst burde have været udgivet på engelsk) - har Stenhammar-forskningen for Wallner været fast arbejde i over fire årtier.

Anvendelsesmuligheder? Selvom bøgerne sagtens kan læses som én sammenhængende musikhistorie, har udgivelsen sin helt klare force som opslagsværk. Disponeringen af stoffet indbyder til at læseren kan dykke ned i separate afsnit. Alt efter interesse kan man hente oplysninger om f.eks.: rent biografiske optegnelser, det svenske koncertliv, værkmonografier med fyldige analytiske iagttagelser, musikkritikkens rolle.

Det turde fremgå af ovenstående, at en egentlig anmeldelse højst kan skrabe i overfladen af det vældige arbejde. Lad disse ord være en anbefaling og en oplysning til interesserede om, at bøgerne om Wilhelm Stenhammar eksisterer.